Georgij Zjukov

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Georgij Konstantinovitj Zjukov (1. december 1896 i Strelkowka, Oblast Kaluga – 18. juni 1974 i Moskva) var en sovjetisk marskal, der var international kendt for sin ledelse under slaget om Moskva (1941) og slaget om Berlin (1945). Han var Sovjetunionens repræsentant ved Tysklands indgåelse af en betingelsesløs kapitulation i Berlin.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Zjukov i Berlin efter indtagelsen (1945)

Zjukov gjorde tjeneste i den russiske hær som værnepligtig under 1. verdenskrig. Han blev forfremmet til underofficer og fik to St. Georgs Kors på grund af sin tapperhed under kampene. Ved oktoberrevolutionen i 1917 gik han ind i kommunistpartiet og deltog på den "røde" side i den russiske borgerkrig.

I mellemkrigstiden steg Zjukov hurtigt i graderne og overlevede også Stalins udrensninger i 1937. I 1938 var Zjukov leder af en sovjetisk armégruppe i Mongoliet, hvor han deltog i krigshandlingerne mod Japan i 1939. For indsatsen fik han udmærkelsen: Sovjetunionens helt.

Efter den tyske invasion i Sovjetunionen i 1941 deltog Zjukov i forsvaret af Leningrad og i slaget om Moskva. I 1942 ledede han de sovjetiske styrker i modoffensiven i slaget om Stalingrad og havde en ledende stilling i panserslaget ved Kursk i 1943.

I 1944 og 1945 ledede Zjukov flere offensiver mod tyskerne. Som Josef Stalins yndlingsmarskal var det Zjukov, som fik til opgave at indtage Berlin. Slaget om Berlin blev indledt fra floderne Oder og Neisse den 16. april 1945. Imidlertid havde Zjukovs styrker af Den Røde Hær store problemer med at bryde den tyske modstand, som stod overfor dem ved Seelow-højderne. Derfor fik Zjukovs rival, marskal Ivan Konjev, til opgave af Stalin at vende sine styrker mod Berlin. Af den grund blev det de to marskaller som ledede militæroperationerne, som førte til den endelige erobring af Tysklands hovedstad.

Fil:Marshals.jpg
Zhukov rider en grå Akhal-Teke hest under Moskvas sejrs-parade i 1945. Der står nu et ryttermonument af ham tæt ved

Efter Tysklands betingelsesløse kaputilation den 8. maj 1945 blev Zjukov chef for den sovjetiske okkupation i det østlige Tyskland. Den store sejrsparade fandt sted i Moskva den 24. juni samme år anført af Zjukov, som red over Den Røde Plads på en hvid hest. Efter sigende gjorde dette syn Stalin jaloux. Zjukovs problemer begyndte for alvor, da han ikke ud til at ville nedtone sine betydelige bidrag til Sovjetunionens krigssejre. Med tiden ønskede Stalin at blive fremstillet som hovedarkitekten bag triumfen; han ville ikke dele æren med nogen som helst, uanset deres retmæssige krav. Han så derfor på Zjukov med stærk mistro. Stalins ønske om, at generalerne skulle kende deres plads, førte til, at mange blev arresteret. Zjukov slap imidlertid med at dele skæbne med dem. Han var for populær, måtte Stalin sande.

I stedet blev Zjukov overført til Odessa i 1947 som leder af det lokale militærdistrikt. Med denne degradering fik Stalin kørt ham ud på et sidespor i sovjetisk politik. For en sikkerheds skyld lod Stalin udstede forbud mod at omtale Zjukov i massemedierne.

Efter Stalins død i 1953 blev Zjukov imidlertid kaldt tilbage til Moskva og fik stillingen som forsvarminister. I egenskab af dette var han ansvarlig for Sovjetunionens militære indmarch i 1956 til nedkæmpelse af opstanden i Ungarn. Zjukov deltog desuden i det mislykkede partioprør mod Nikita Khrusjtjov i 1957 og blev derefter fjernet af centralkomiteen.

Efter dette spillede Zjukov ikke nogen stor politisk rolle, selv om Bresjnev fik ham ind i varmen igen i 1964. Zjukov forblev en meget populær mand i Sovjetunionen, noget som ikke nødvendigvis var et fortrin i regimets øjne. For Bresnjevs forfængelighed gjorde sig udslag i et ønske om at blive tilskrevet en mere fremtrædende plads i Sovjetunionens historie under 2. verdenskrig, end hvad hans faktiske baggrund tilsagde: Zjukov kunne gøre krav på at være Den Røde Hærs betydeligste og dygtigske strateg under 2. verdenskrig. Bresjnev havde bare været en forholdsvis anonym, politisk kommissær. Bresjnev var følsom overfor dette misforhold og passede på, at Zjukov ikke stillede ham selv i skyggen.

Zjukov blev begravet under fulde militære hædersbevisninger.

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]