Geostationære bane

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Geostationær)
Den geostationære bane

Den geostationære bane er en cirkelformet omløbsbane omkring Jorden, ca. 35.786 kilometer over havets overflade ved Jordens ækvator: I den højde tager et omløb lige så lang tid som Jorden er om at dreje én gang omkring sig selv; ét siderisk døgn, eller 23 timer, 56 minutter og 3,091 sekunder.

Idéelt set vil f.eks. en satellit i den geostationære bane synes at "stå stille" på himlen i forhold til en stationær observatør på Jordens overflade, og det udnyttes især til kommunikationssatellitter der formidler tv-signaler, fordi modtagerens parabolantenne kan monteres så den altid peger i én bestemt retning.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Idéen om at bruge satellitter i den geostationære bane blev første gang offentliggjort af Herman Potočnik i 1928, men idéen nåede først ud til et bredere publikum gennem science fiction-forfatteren Arthur C. Clarke i 1945; den geostationære bane omtales derfor også som Clarke-banen, og det område banen skærer igennem, som Clarke-bæltet.

Praktiske begrænsninger[redigér | rediger kildetekst]

I praksis vil en satellit i den geostationære bane på længere sigt "drive" væk fra dens tilsigtede "plads" i banen på grund af perturbering, primært fra Solens og Månens tyngdekraft. Af den grund har disse satellitter et antal små raketmotorer der sætter dem i stand til at manøvrere tilbage på deres rette plads. Dette kræver naturligvis brændstof, og beholdningen af dette brændstof sætter en øvre grænse for en geostationær satellits "levetid". I takt med at der opsendes flere og flere satellitter, har man nu indført en regel om, at afstanden mellem hver satellit skal være på mindst 4º.

Se også[redigér | rediger kildetekst]