Germania (bog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Udsigt over skovklædte Nürburg i dagens Tyskland.

Germania (Latinsk titel: De Origine et situ Germanorum), skrevet af Gaius Cornelius Tacitus omkring år 98, er et etnografisk arbejde om germanske stammer udenfor det romerske rige. Værket er inddelt i 46 sektioner.

Dette værk er kun blevet bevaret i et enkeltstående manuskript som blev fundet i Hersfeldklosteret i byen Bad Hersfeld i den tyske delstat Hessen i det daværende tysk-romerske kejserdømme og ført til Italien i 1455, hvor Enea Silvio Piccolomini, den senere pave Pius II, først undersøgte og analyserede det og derefter satte vakte interessen hos tyske humanister som Conrad Celtes, Johannes Aventinus og særligt Ulrich von Hutten som en autentisk kilde om det forhistoriske Germania. Siden da har behandlingen af teksten angående kulturen hos de tidlige germanske folk i det forhistoriske Tyskland været en særdeles betydningsfuld kilde for tysk historie, filologi og etnologiske studier, og i mindre grad også af betydning for studiet af norrøn kultur og nordisk mytologi.