Germanien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Germanien og Romerriget

Germanien (latin: Magna Germania) var betegnelsen i romertiden for området, der strakte sig fra Rhinens østbred og øst over indtil Weichsel. Området var beboedes af forskellige stammer, overvejende germanske og sandsynligvis talte de et oldgermanske sprog. To romerske provinser 'Germania I' og 'Germania II' lå vest for Rhinen. Magna Germania kaldtes også det frie Germanien. Det romerske Germanien I og II kaldtes også Germania Inferior (der nogenlunde omfattede de sydlige Nederlande samt Bonn og Köln) og Germania Superior (der nogenlunde omfattede det vestlige Schweiz og Alsace samt Strasbourg og Mainz). Kaldenavnene inferior og superior henviser til provinsernes beliggenhed henholdsvis mod Rhinens udløb og den øvre Rhin.

Kilder til Germaniens forhold[redigér | redigér wikikode]

Vil man vide noget om forholdene i datidens Germanien - eller snarere: om klassiske (græske og romerske) forfatteres opfattelse af forholdene - er man henvist til de samtidige skrifter. Her støder man imidlertid på to vanskeligheder:

  • det ene er skrifternes overlevering til nutiden,
  • det andet er fortolkningen og forståelsen af skrifternes indhold.

Kun kendt fra omtale[redigér | redigér wikikode]

I flere tilfælde kendes de oprindelige skrifter ikke mere. Det vides kun, at de har eksisteret, fordi de omtales af senere (klassiske forfattere). Man er derfor henvist til at forsøge at genskabe det indhold, skrifterne må have haft, med de muligheder for fejl, der er knyttet til dette.

Fortolkningen[redigér | redigér wikikode]

Ikke mindre vanskeligt er tolkningen. Man må gøre sig klart, at skrifterne blev forfattede med de (bevidste eller ubevidste) fordomme, som forfatterne måtte have om Germanien. Ligeledes vil en nutidig fortolkning også være "farvet" af nutidens fordomme om datidige forhold. Derfor vil fortolkningen ske gennem et dobbelt filter: "Den moderne fortolker af antikke etnografiske beretninger om det nordvestlige Europas befolkninger, hvis autorer tilhører én kulturform, skal således gennem en anden (den antikke græske eller romerske) forsøge at trænge frem til en tredje (den galliske, britanniske eller germanske)."[1]

Når antikke forfattere skulle forklare forhold i fremmede kulturer, var der en tendens til at fremhæve mirabilia - alt hvad der er forunderligt.[2] Ligeledes formuleres forklaringen ind i beskriverens kulturform og sprog, hvorved der sker en interpretatio Græca eller en interpretatio Romana.[3]

Desuden må nævnes de sproglige vanskeligheder. Kun en trænet filolog vil have mulighed for at vurdere, om den sprogform, der anvendes i fx navnestof i en tekst, kan være grundform for en lignende men ikke helt ens, der findes i senere kilder. Der er derfor fare for, at fortolkninger forfalder til folkeetymologi - argumentum etymologicum - som følge af visse sproglige ligheder.[4] Sådanne vanskeligheder gør, at mange - især historikere men også filologer, der har overtaget historikernes paradigme - helt afviser, at det er muligt at bruge antikke kilder til at skaffe sig sand viden om antikke forhold[5], mens andre er rede til at påtage sig det fornødne udredningsarbejde for at nå frem til den tilstand, som den klassiske forfatter forsøgte at skildre.

Endelig må huskes, at de antikke kilder ikke alle er samtidige, men fordeler sig over flere hundrede år. Germanien var imidlertid ikke et statisk område i antikken: der skete både forandringer af social karakter og med hensyn til opdelingen i og fordelingen af etniske grupper. Man må derfor være varsom med at sammenstille kildeudsagn af uens alder.

Kildernes tidsinddeling[redigér | redigér wikikode]

Et vigtigt led i forståelsen af kilderne er deres tidsfæstelse. For så vidt angår Germanien findes følgende antikke skrifter rangordnet efter tidspunktet for deres oprindelse:

4.-1. århundrede f.Kr.
Pytheas fra Massalia (ca 330-300 f.Kr.)
1. århundrede f.Kr.
Julius Cæsar (100-44 f.Kr.)
Poseidonios fra Apameia
Diodorus Siculus
Dionysios fra Halikarnassos (1. årh. f.Kr.)
Velleius Paterculus
Tiden omkring Kristi fødsel
Augustus (63 f.Kr. - 14 e.Kr.)
Strabon (64/63 f.Kr. - 19 eller 23/24 e.Kr.)
Titus Livius (59 f.Kr. - 17 e.Kr.)
1. århundrede e.Kr.
Pomponius Mela (41-54 e.Kr.)
Plinius den ældre (23-79 e.Kr.)
Tacitus (98 e.Kr.)
2. århundrede e.Kr.
Ptolemæus (100-179 e.Kr.)
6. århundrede e.Kr.
Cassiodor
Jordanes
Venantius Fortunatus
Gregor af Tours

Geografisk havde de ældre forfattere til og med Pomponius Mela kun kendskab til det vestlige Germanien: kyststrækningen fra Rhinen til Jylland, mens Plinius den ældre, Tacitus og Ptolemæus også kendte til området i Østersøen frem til Weichsel (og formentlig videre). Først hos Jordanes optræder en nøjere beskrivelse af forholdene på Den skandinaviske Halvø.

Geografi[redigér | redigér wikikode]

Ptolemæus ca. 150 e.Kr. (Manuskript fra 15. århundrede, Britisk Library Harley MS 7182)

De antikke kilder indeholder kun forholdsvis lidt til beskrivelse af Germaniens geografi, det vil sige om klima, områder, floder, have, skove, bjerge og lignende. Til gengæld giver der forholdsvis udførlig omtale af de etniske forhold.

Etnografi[redigér | redigér wikikode]

Kort fra 1849 over Germaniens stammers fordeling

Det antikke kilder giver mange oplysninger om etniske forhold i germanien. Disse kan siges at samle sig om tre emner:

  1. fordelingen af de enkelte stammer;
  2. forekomsten af stammeforbund,
  3. særtræk ved de enkelte stammer.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Germaniens historie vedrører først og fremmest de begivenheder, der afspejler deres forbindelser med romerne. Her spiller uundgåeligt krige en hovedrolle. Derimod afspejles andre sider af forbindelserne knapt nok i kilderne.

I 50 f.Kr. erobrer Julius Cæsar det mest af Gallien sammen med områderne syd for Rhinen. Derved kommer de germanske stammer i direkte kontakt med romerne . Også i det danske område har dette sat spor, da vi i dag ser fund af romersk herkomst fra denne tid . Mellem år 12 f.Kr. og år 9 e.Kr. forsøger Augustus at erobre resten af det frie Germanien. De romerske hære underlægger sig i første omgang også landet indtil Elben, men efter det katastrofale nederlag ved Teutoburgerskoven opgives erobringen. Nederlagets størrelse får desuden Augustus til at beslutte, at Romerriget ikke bør udvides mere.

Indtil Domitians regeringstid var Germania I en del af Gallia Belgica, men pga. den urolige situation ved grænsen blev området i løbet af det 1. århundrede udskilt. Efter etableringen som provins havde hæren stadig meget stor betydning. Omkring 100 e.v.t. var der permanent udstationeret fire legioner i de to provinser, og byerne voksede primært op omkring legionernes lejre og grænsens kasteller. Byerne forbliver dog meget mindre og svagere udviklet end fx byerne i Gallien, en undtagelse er dog Køln.

Selve udstrækningen af det frie Germanien er svært at genkende, med vor tids standard for kortlæsning. Fra arkæologiske udgravninger i området kendes bl.a. teglsten . Det urbane tyngdepunkt lå omkring limes, og den romerske indflydelse har derfra rakt langt ind i landet mod nord. Romerrigets grænse, kaldet limes, var på ingen måde lukket. Floderne var ikke kun grænser, men vigtige transportveje for både handel og militær.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Lund, s. 47
  2. Lund, s. 48 og 53
  3. Lund, s. 53
  4. Lund, s. 83
  5. fx Lund, s. 7 og 118

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147)
  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Aarhus University Press 1993; ISBN 87-89531-08-6.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]