Ghetto

Ghetto betegner de gader eller kvarterer, hvor minoritets-grupper, eksempelvis jøderne, i tidligere tider blev tvungne til at bo. De var strengt afsondrede fra den øvrige by, og hver aften låsedes portene.

Ofte var det forbudt jøderne at forlade ghettoen på de kristnes helligdage. I nyere tid er betegnelsen brugt om et område, med beboere af specifik etnisk oprindelse eller med en særlig kulturel eller religiøs baggrund, hvad enten de er der frivilligt eller ufrivilligt eller mere eller mindre isoleret fra det omkringliggende samfund.

I dag bruges ordet mest til at karakterisere kvarterer i byområder med en udpræget særskilt social sammensætning så som forholdsvis mange lavindkomstgrupper, arbejdsløse, enlige mødre med børn, folk med straffeattest, forholdsvis stor andel af indvandrere og lignende. Ordet har i denne betydning til stor det afløst det tidligere udtryk slumkvarter. Undertiden bruges ordet imidlertid også for at karakterisere udprægede højindkomstområder så som Hellerup eller "Whiskybæltet" og da ofte for derved at markere en vis modvilje mod de der boende.

Navnet

Ordets betydelse af jødekvarter anses at herstamme fra et venezianskt dekret af 19. marts 1516, hvori jøderne blev tvunget at slå sig ned "in getto presso di S. Girolamo". De kunne frit bevæge sig rundt i byen om dagen, men om natten skulle de opholde sig på øen.

Oprindelse og udbredelse

Blandt de ældste kendte ghettoer er den i Prag, der skal stamme fra 10. århundrede. Efterhånden indførtes institutionen i flere byer i Østrig, Tyskland, Italien, Spanien og flere andre lande. Den romerske ghetto, der oprettedes 1556 af pave Paul IV, blev først helt ophævet af Victor Emmanuel. Den stærke sammenhobning medførte ofte usunde forhold, og store ildebrande har hærget ghettoerne. 1711 nedbrændte således hele Frankfurt am Mains ghetto. Ghettoerne begunstigede udviklingen af et særeget jødisk folkeliv, og en by som Prag var bekendt for den interesse, hvormed de jødiske studier dreves i dens ghetto.

2. verdenskrig

Under 2. verdenskrig blev ghettoer anlagt af nazisterne for at holde jøder inden for begrænsede områder i de østeuropæiske byer. Fra og med 1939 begyndte nazisterne systematisk at flytte polske jøder til specifikke områder i de større polske byer. Den første større ghetto i Tulizkov blev anlagt i december 1939, derefter blev ghettoen ved Łódź oprettet i april 1940 og ghettoen i Warszawa i oktober 1940. Mange ghettoer blev anlagt derefter. Ghettoerne var omgivet af mure, og enhver jøde, der forsøgte at forlade ghetto-området, blev skudt. Jøderne måtte selv skaffe bygningsmateriale til ghetto-murene. I Warszawa dannede de en komité kaldet Instandhaltung der Seuchensperrmauern (= vedligehold af spærremurene mod epidemier), som rekrutterede arbejdere til at hente mursten fra bombede huse. Fabrikker med jødiske arbejdere blev oprettet i et forsøg på at redde deres liv. Enkelte firmaer brændemærkede deres ansatte for at gøre det nemmere for dem at undgå deportationer. For det mærke måtte en jødisk arbejder betale en daglig afgift på tre zloty . Alligevel overlevede kun én procent af Warszawa-ghettoens indbyggere.

Nogle ghettoer var åbne, så beboerne kunne gå på arbejde uden for området. Ghettoen i Lódz, hvor Chaim Rumkowski var formand i Jøderådet, var derimod hermetisk lukket, og den eneste tilladte forbindelse med verden rundt var postblanketter, hvor der stod: "Formand Rumkowski melder, at familien Det-og-det er i live og ved godt helbred." Velstående jøder klarede dog at undslippe Lódz-ghettoen ved at bestikke Gestapo eller ved at lade sig smugle ud i ligkister. Den jødiske kirkegård lå nemlig udenfor ghettoen, og på vejen derhen blev kisterne åbnet, og folk steg ud. I Lódz var der på det meste 117 fabrikker, værksteder og varehuse, der i 1941 indbragte over 16 millioner Reichsmark, for det meste udbetalt af tyskerne som slaveløn.

Den officielle tyske ration for ghetto-beboere var 184 kalorier pr dag. Til sammenligning fik ikke-jødiske polakker en ration på 699 kalorier, mens en tysker blev tilkendt 2.613 kalorier pr dag. Den eneste fødevare, tyskerne tillod solgt frit i ghettoen, var små rådne, stinkende fisk omtalt som stinky, der blev solgt til en pris af en zloty pr pund. Basaren i Leszno-gaden solgte mange typer kød, men prisen på f.eks kylling var i maj 1941 20 zloty pr pund. Der opstod hurtigt mangel på det meste i den afspærrede ghetto, og gammelt tøj blev vasket og farvet før omsyning. Det blev sagt, at farvestofferne blev kemisk udvundet fra ghetto-murstenene. I december 1941 fik jøderne i Warszawa-ghettoen besked om at indlevere al pels til brug i tyskernes vinterfelttog. Miriam Wattenberg fortæller i sin dagbog, udgivet under pseudonymet Mary Berg på forlaget L.B.Fischer i New York i februar 1945, at der 16.januar 1942 havde stået folk i lange køer i tre dage ved indsamlingsstederne for at indlevere pelse, som de først havde ødelagt ved at skære huller i eller barbere pelsværket ned. I bytte modtog de en gul kvittering, som de måtte betale en afgift på to zloty for. Tyskerne krævede ligefrem penge for at stjæle jødernes ejendele. Men de færreste pelse nåede frem til Østfronten, da modstandsbevægelsen nedbrændte tyskernes lager i Nalewki-gaden 31.

En større del af Warszawa-ghettoens beboere var kristne, men fordi deres forældre eller bedsteforældre var jøder, blev de selv regnet som det. De følte sig helt fortabt, indespærrede uden nogen tilknytning til det jødiske fællesskab og i modsætning til jødiske unge. Mange unge kristne begik selvmord. Af ghettoens tre kirker blev kun den i Leszno-gaden brugt ved regelmæssige gudstjenester. Præsterne var også af jødisk herkomst. De kristne havde deres eget suppekøkken ved den halvt udbombede kirke ved "Jernporten", og suppen der blev regnet som bedre og billigere end ellers i ghettoen.

I ghettoerne oprettede man også et ordenspoliti til at bistå tyskerne. Politichefen for Warszawa-ghettoen hed Jozef Szerynski og var en af de kristne "jøder". Han sørgede for at få andre kristne ind i det jødiske politi - en af dem blev hørt, da han inde i kirken råbte: "Ned med jøderne!" Der blev også opnævnt en Kommission til bekæmpelse af spekulanter, kendt under kaldenavnet tretten fordi de havde kontor i Leszno-gaden 13, og som af ghettoens beboere blev mistænkt for at stå i ledtog med Gestapo.

Ghettoernes presse

To aviser for jøder var tilladt i Polen: Gazeta Zydowska (= Jødisk avis) udgivet i Kraków fra juli 1940 til sommeren 1942, redigeret af medlemmer fra flere ghettoers Jødiske råd og tyskernes redskab for at føre de indespærrede jøder bag lyset; dernæst Geto-Tsaytung (= Ghetto-tidende), udgivet på jiddisch i Lódz i 1941. Fra Warszawa-ghettoen kender man ca 50 udgivelser, deraf 19 på polsk og 28 på jiddisch, som kommunisternes Morgn Frayhayt (= I morgen frihed) og zionisternes Dror (som betyder "frihed" på hebraisk).

Udlændinge i Warszawa-ghettoen

Miriam Wattenberg (født 20.april 1924 i Lódz), der fik udgivet sin dagbog fra tiden i ghettoen, overlevede udelukkende fordi hendes mor var amerikansk statsborger. I Warszawa-ghettoen boede familien først i Sienna-gaden 41, der i øvrigt er et af de meget få huse i ghettoen, der står endnu. 17.juli 1942 blev hun på baggrund af sin mors amerikanske statsborgerskab interneret i Pawiak-fængselet; 22.juli begyndte de store deportationer, og fra fængslets vinduer så Miriam over 300.000 mennesker på vej til Umschlagplatz (= Omstigningspladsen), hvorfra togene tog dem til dødslejren Treblinka. Miriam, hendes forældre og lillesøster blev udvekslet og sendt til USA med skibet SS Gripsholm og ankom New York i marts 1944, mens krigen endnu rasede i Europa. I dagbogen fortæller hun i april 1940, at pænt klædte jødinder blev tvunget til at gøre det tyske hovedkvarter rent ved at tage deres undertøj af og bruge det som vaskeklude. Men en jødinde, der var amerikansk statsborger, havde måttet bruge sin pelsfrakke til at gøre rent med. Hun sendte en klage til den amerikanske konsul, der forlangte frakken erstattet af guvernør Hans Frank og modtog 3.000 Reichsmark til kvinden.

En tysk propagandafilm om ghettoen blev produceret for at dokumentere den store forskel på de rige og de fattige jøder.

Sydafrika

Under apartheid-styret i Sydafrika var grupper af bestemt etnisk oprindelse pålagt ikke at befinde sig i bestemte byområder. Soweto udenfor Johannesburg blev konstrueret særligt for at huse afrikanere, der før det boede i multikulturelle områder, blandt andet det førhen multikulturelle Sophiatown. Soweto var længe et af de fattigste områder i Sydafrika, men situationen er de senere år bedret.^{[Kilde mangler]}

Ghettoer i Danmark anno 2010

Uddybende artikel: Særligt udsatte almene boligområder.

I statsministerens åbningstale 2010 berørte daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen problemerne med ghettodannelse i Danmark og oplyste, at den daværende regering havde identificeret 29 områder i Danmark, der kunne betegnes som særlig udsatte boligområder. Baggrunden for denne omtale var uroligheder især i bydelen Vollsmose i Odense, hvor muligheden for opretholdelse af almindelig ro og orden blev forhindret voldeligt af grupper af indbyggere i bydelen.

Se også

• Rabarberkvarter

Litteratur

• Birte Bech Jørgensen: "De bliver allesammen bare smidt sammen..." (s. 83-91 i: SBI-byplanlægning 40: Den gode by. 1981; ISBN 87-563-0415-3)
• Jan Magnussen: "Byen i forfald" (s. 174-180 i: SBI-byplanlægning 40: Den gode by. 1981; ISBN 87-563-0415-3)
• Steen Martini: "Byliv og velbefindende" (s. 67-72 i: SBI-byplanlægning 40: Den gode by. 1981; ISBN 87-563-0415-3)

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Ghetto

• Ghettoer

Stub Denne samfundsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.