Ghetto Litzmannstadt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Ghetto Litzmannstadt var en jødisk ghetto som blev oprettet af tyske nazister i 1939 i Łódź, hvor jøder blev tvangsforflyttet og senere ekstermineret, hovedsageligt fra områderne i Łódźområdet. Ghettoen var en af de største og længst virkende under 2. verdenskrig.

Historie [redigér]

En træbro for jøderne i ghettoen

Forberedelserne til at oprette ghettoen begyndte i oktober 1939 efter initiativ fra Friedrich Übelhör, guvernøren for det tyskbesatte Kalisz- Łódź-distrikt. Den 8. februar 1940 blev ghettoen åbnet efter ordre fra Johann Schäfer, i byområderne Stare Miasto og Bałuty, som havde en jødisk befolkning på 40 % – 70 %. Ghettoen havde, til at begydne med, et areal på 4,13 km², som blev formindsket til 3,82 km² i 1942. Befolkningstætheden var enorm. I 1942 boede der 42.587 mennesker per 1 km².

I begyndelsen befandt 160 tusind jøder sig i ghettoen. Fra 17. oktober til 4. november 1941 blev også jøder, fordrevet fra Østrig, Tjekkiet, Luxembourg og Tyskland (omkring 20.000 mennesker), transporteret til ghettoen, og fra 7. december 1941 til 28. august 1942 jøder fra de nedlagte ghettoer i Warthegau (omkring 18.000 mennesker).

I andre ghettoer i det tyskbesatte Polen fandtes muligheder til kontakt mellem den jødiske befolkning i gettoen og den ikke-jødiske befolkning uden for, og i praksis kunne mad og andre varer smugles ind. I Łódź var dette praktisk talt umulig, siden enhver kontakt var forbudt. Gettoens grænser blev ydderligere patruljeret af tyske politienheder. Inde i ghettoen blev et jødisk politi oprettet for, at hindre jøder i at flygte. Enhver jøde som befandt sig udenfor ghettoen, kunne blive skudt på stedet. Det samme galdt for personer, som hjalp jøderne. Ghettoens indbyggere var derfor fuldstændig afhængig af de tyske myndigheder med hensyn til mad, mediciner og andre dagligvarer.

Til trods for isolationen og de vanskelige forhold organiserede jøderne i ghettoen en egen administration, skolesystem, post, helse- og socialtjeneste.

Ghettoen rummede 117 fabrikker, værksteder og varehuse som producerede for tyskerne. I 1941 indbragte ghettoens industriproduktion over 16 millioner Reichsmark, udbetalt af tyskerne i form af slaveløn.[1]

Nedlæggelsen af Ghetto Litzmannstadt begyndte den 23. juni 1944. Frem til den 14. juli sendte nazisterne over 7.000 jøder til Kulmhof. Fra 9. til 29. august blev omkring 70.000 jøder sendt til Auschwitz-Birkenau. Den sidste transport fandt sted 29. august 1944.

I modsætning til mange andre ghettoer i Polen blev Ghetto Litzmannstadt ikke lagt i grus af tyskerne.

Referencer [redigér]

  1. Lucy Dawidowicz: The war against the Jews 1933-45, Penguin books 1975

Eksterne Henvisninger [redigér]