Giovanni Pascoli

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Giovanni Pascoli.

Giovanni Pascoli (31. december 1855 i San Mauro di Romagna - 6. april 1912 i Bologna) var en italiensk digter og litteraturhistoriker.

Faderen var Forvalter paa et stort fyrsteligt Gods, og Giovanni tilbragte nogle rolige og lykkelige Barndomsaar sammen med Forældrene og en stor Søskendeflok. Da han var 12 år gammel, indtraadte en sørgelig Begivenhed, der med ét Slag forandrede hans Liv, og som for bestandig lagde et Præg af Vemod og Bitterhed over hans Sind. Faderen, som havde været til Marked i Nærheden, blev paa Hjemvejen myrdet, uden at man nogen Sinde fik opklaret, hvem der var Morderen, og hvad der var Grunden til Ugerningen. Utallige Gange kommer P. i sine Digte tilbage til denne Begivenhed: Il dieci Agosto, L’anello, La cavallina storna etc., og man ser, at Tiden aldrig har læget det Saar, som blev tilføjet ham i Barndommen. Efter Faderens Død levede Familien i trange Kaar, og faa Aar efter døde Moderen, den ældste Søster og to Brødre. Giovanni fik sin første Undervisning i Urbino, hvor han allerede vakte Kammeraternes Beundring ved at skrive Vers paa Græsk og Latin, en Evne, der endnu i hans modnere Aar i Amsterdam forskaffede ham den internationale Pris for lat. Vers. Han fortsatte Studierne i Rimini, indtil et Stipendium satte ham i Stand til at rejse til Bologna. Her studerede han under Carducci, hvis ivrige Tilhænger og Beundrer han blev, uden dog nogen Sinde at blive hans Efterligner. Efter at have taget sin Embedseksamen ernærede han sig som Lærer ved forsk. Gymnasier, var en Tid Docent i Græsk og Latin ved Univ. i Bologna, senere i Messina og i Pisa. 1906 blev han udnævnt til Carducci’s Efterfølger som Prof. i ital. Litt. ved Univ. i Bologna, en Stilling, han beklædte til sin Død. Hans første Digtsamling Myricæ udkom 1891, senere i fl. forøgede Udgaver. Han dedicerer den til Erindringen om sin Fader, og en stor Del af Digtene handler om Hjemmet, om de to Søstre, han, der var ugift, boede sammen med, om Faderens og Moderens Død (Elegie, Colloquio). I andre besynger han Naturen, der for ham er den store gode Moder, smuk, hvis ikke Menneskene ødelagde den for sig selv og for andre. Han giver smaa Genrebilleder, beskriver, og søger at gengive Fuglenes Sang, karakteriserer de forsk. Blomster og Planter, alt paa en Maade, der viser Landboens store Kærlighed til Naturen samtidig med Filologens Paavirkning af gr. og lat. Forbilleder som Hesiodos og Virgil.

1897 kom første Udgave af Poemetti, 1903 I Canti di Castelvecchio, hvoriblandt kan nævnes La figlia maggiore og La cavallina storna. Senere Odi ed Inni, hvor han besynger Kong Umberto, Bismarck, Hertugen af Abruzzerne o. fl. I Samlingen Canzoni di Re Enzo forsøgte han sig i den episke Genre, hvori han dog langtfra naar sin store Forgænger, og i Poemi conviviali, sikkert den Samling, Samtiden satte højest, behandlede han gr. og lat. Emner (Il cieco di Chio, La Civetta, der handler om Sokrates’ Død, etc.). Som Litteraturhistoriker er hans Navn særlig knyttet til en Rk. Afh. om Dante og la Divina commedia.

Kilder[redigér | redigér wikikode]