Glenn T. Seaborg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Glenn Theodore Seaborg
Personlig information
Født 18. september 1912(1912-09-18)
Ishpeming, Michigan
Død 25. februar 1999 (86 år)
Lafayette, Californien
Nationalitet Amerikansk
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted UCLA
University of California, Berkeley
Akademisk vejleder George Ernest Gibson
Gilbert Newton Lewis
Forsknings­område Kernekemi
Arbejdssted University of California, Berkeley
Manhattan Project
US Atomic Energy Commission
Betydningsfulde elever Ralph Arthur James
Joseph William Kennedy
Elizabeth Rauscher
Arthur Wahl
Kimberly Williams
Kendt for Hans bidrag og del i et team der syntetiserede, opdagede og undersøgte ti transurane grundstoffer
Nomineringer og priser
Udmærkelser


Nobelpris   Kemi 1951
Signatur

Glenn Theodore Seaborg (19. april 1912 - 25. februar 1999) var en amerikansk kemiker, der modtog nobelprisen i kemi i 1951 for sin del i syntetiseringen, opdagelsen og undersøgelsen af ti transurane grundstoffer.[1] Hans arbejde på dette område ledte til at actiniderne blev tilføjet til det periodiske system.

Seaborg brugte det meste af sin karriere som underviser og forsker på University of California, Berkeley, og tjente som professor og som vicerektor mellem 1958 og 1961.[2] Han har undervist ti amerikanske præsidenter  – fra Harry S. Truman til Bill Clinton – i kernepolitik og var formand for United States Atomic Energy Commission fra 1961 til 1971, hvor han arbejde for kommerciel anvendelse af atomkraft og fredelige anvendelser af nuklear videnskab. Igennem hele sin karriere arbejdede Seaborg for mere våbenkontrol. Han var medunderskriver af Franck Report og bidrog til Limited Test Ban Treaty, Traktaten om ikke-spredning af kernevåben og Comprehensive Test Ban Treaty. Han er kendt som fortaler for naturvidenskabelige uddannelser og statsfinansieret forskning. Hen mod slutningen af Eisenhowersadministrationen var en forfatter til Seaborg Rapporten om akademisk naturvidenskab og, som medlem af præsidents Ronald Reagans National Commission on Excellence in Education, var han en vigtig bidragsyder til rapport "A Nation at Risk" fra 1983.

Seaborg var den primære eller medopdager af ti grundstoffer: plutonium (94), americium (95), curium (96), berkelium (97), californium (98), einsteinium (99), fermium (100), mendelevium (101), nobelium (102) og grundstof nr. 106, som blev navngivet seaborgium til hans ære, mens han stadig levede, Han opdagede også over 100 isotoper og er krediteret for vigtige bidrag til plutoniums kemi, der oprindeligt var en del af Manhattan Project, hvor han udviklede ekstraktionsmetoder til at isolere plutonium som sprængstof til den anden atombombe. Tidligt i sin karriere var han en pioner inden for nuklearmedicin og opdagede isotoper af grundstoffer med vigtige anvendelser inden for diagnosticering og behandling af sygdomme, særligt Jod-131, som bruges i behandling af sygdomme i skjoldbruskkirtlen. Udover sit teoretiske arbejde i udviklingen af konceptet om actinider, der blev placeret under lanthaniderne i det periodiske system, postulerede han eksistensen af supertunge grundstoffer i transactinid- og superactinid-serierne.

Efter at have modtaget Nobelprisen i kemi sammen med Edwin McMillan, modtog han omkring 50 æresdoktorater og adskillige andre priser. Listen over ting, der er blevet navngivet efter Seaborg dækker bl.a. et grundstof og en asteroide. Han var desuden produktiv forfatter, der skrev adskillige bøger og 500 videnskabelige artikler, ofte i samarbejde med andre. Han er i Guinness Rekordbog for at have det længste afsnit i Who's Who in America.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "The Nobel Prize in Chemistry 1951". Nobel Foundation. Hentet 26. august 2012.
  2. ^ Past Chancellors. University of California, Berkeley. Hentet 7/10-2015

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

KemiSpire
Denne artikel om kemi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.