Glostrup Hospital

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Glostrup Hospital ved hovedindgangen

Glostrup Hospital (tidligere Amtssygehuset i Glostrup) er et hospital i Glostrup med landsfunktioner for hele Danmark inden for udvalgte specialer, blandt andet øjensygdomme, neurokirurgi, klinisk neurofysiologi, neurologi, kirurgisk behandling af sygdomme i nervesystemet, behandling af for tidligt fødte og syge nyfødte, kæbekirurgi, sukkersyge hos børn og arbejdsmedicin.

Glostrup Hospital er undervisningshospital for Københavns Universitet har cirka 200 af medarbejderne beskæftiget helt eller delvist med forskning og undervisning, heriblandt 12 professorer.

Hospitalet har et optageområde på 165.000 borgere fra Albertslund, Brøndby, Ishøj, Høje Taastrup, Glostrup og Vallensbæk kommuner.

Glostrup Hospital har ca. 230.000 patienter årligt, hvoraf de ca. 40.000 er indlæggelser, og der gennemføres ca. 18.000 operationer årligt. Hospitalet beskæftiger ca. 3.200 ansatte, svarende til ca. 2.700 fuldtidsstillinger. Glostrup Hospitals skadestue er Østdanmarks største med ca. 48.000 patienter om året.

En afdeling af sygehusapoteket Region Hovedstadens Apotek er beliggende på Glostrup Hospital. Hospitalsapoteket leverer bl.a. medicin og andre farmaceutiske ydelser til Glostrup Hospital.

I forbindelse med kommunalreformen 2007 overgik hospitalet fra Københavns Amt til Region Hovedstaden.

Sygehuset var det første, der blev opført i Danmark efter anden verdenskrig. Det blev bygget i 1953-1958 efter en international arkitektkonkurrence, der blev vundet af de finske arkitekter Martha og Ragnar Ypyä samt Veikko Malmio, og sygehuset blev officielt åbnet den 2. september 1958 af Kong Frederik den 9. Oprindeligt havde sygehuset kapacitet til 795 senge, men det blev senere udvidet til 1000, bl.a. ved en tilbygning af en børne- og fødeafdeling. Senere er kapaciteten igen reduceret, og pr. 2008 er normeringen 512 døgnsenge.

Den 10. juli 1987 eksploderede en bombe i kælderen under sygehuset og indledte sagen om Sygehusbomberne.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Susanne Paulsen, Glostrup Hospital gennem 50 år: 1958-2008, Glostrup Hospital, 2008. ISBN 978-87-7055-414-5.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 55° 40′ 13″ N, 12° 23′ 22″ Ø

Awatcornertower01.JPG Denne artikel om en bygning eller et bygningsværk kan blive bedre, hvis der indsættes et (bedre) billede.
Du kan hjælpe ved at afsøge Wikimedia Commons for et passende billede eller lægge et op på Wikimedia Commons med en af de tilladte licenser og indsætte det i artiklen.