Godfred Christensen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Godfred Christensen

Polycarpus Godfred Berry Wildenradt Christensen (23. juli 1845 i København15. november 1928 sammesteds) var en dansk landskabsmaler.

Godfred Christensen var bror til dr. Chr. Axel Richard Christensen. Efter at have besøgt teknisk Institut blev han 1860 elev af Kunstakademiet og fortsatte sine studier ved dette indtil 1867. Samtidig uddannede han sig under professor F.C. Kiærskous vejledning til landskabsmaler og fik 1865 den Neuhausenske Præmie for opgaven Et fritstaaende Bøgetræ. Den Sødringske Opmuntringspræmie blev tildelt ham 1870 samtidig med Akademiets indenlandske rejseunderstøttelse, som han benyttede til at tage studier i Nordsjælland, og i en af disse studier, udført og udstillet som billede, havde han med så megen dygtighed løst opgaven Landskab med frodig Forgrund, at Den Neuhausenske Præmie atter 1871 tilkendtes ham. Christensen vakte i det hele så megen opmærksomhed ved sine dygtige arbejder, at Akademiet 1873 tildelte ham en 2årig rejseunderstøttelse, som han anvendte til at besøge Tyskland og Italien, efter hvilken rejse han 1875 udstillede forskellige motiver fra Capri og Rom. I de følgende år var han atter på rejse, denne gang til Schweiz, Norditalien og Pyrenæerne, og i sine ypperlige billeder fra Højalpernes gletsjere og Pyrenæernes mægtige bjergmasser viste han, at også de storladne motiver lå for hans pensel. Efter 1880 har Christensen væsentlig opholdt sig i fædrelandet, og i disse senere år har han frembragt værker, der hæve ham op blandt Danmarks ypperste landskabsmalere. Vel kan man i disse arbejder spore en indflydelse fra fransk kunst, som han på sine hyppige besøg på "Salonen" (formentlig Parisersalonen) i Paris har studeret med stor opmærksomhed, men denne påvirkning har ikke kunnet rokke hans nationale ejendommelighed, den har kun gjort, hans billeder mere åndfulde. Christensen er en glimrende fortolker af den skønhed og poesi, der hviler over egnen omkring Himmelbjerget, og talrig er rækken af motiver fra Sjællands smilende landskaber, som kunstneren har fæstnet til lærredet; stundom hentes de også fra Sverige og Norge, og i dem alle føler man den alvorlige, fremragende kunstners ihærdige arbejde. Christensen helliger dog ikke blot landskabet sine store evner, i de seneste år har han tillige vist, hvad han formår som sømaler. I disse af omfang små, men i indhold store arbejder er der en frejdighed og friskhed, som øver en fængslende magt på beskueren.

Medlem af Akademiet blev Christensen 1881, og 20. maj 1882 ægtede han Johanne Louise Sødring, datter af Christoffer Hansen Sødring og vor berømte sceniske kunstnerinde Julie Maria Weber Sødring, født Rosenkilde. Til titulær professor udnævntes Christensen 1888 og Ridder af Dannebrog 1892.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af H.R. Baumann i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 3. bind, side 475, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.