Gravhøj

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Gravhøj ved Jelling Kirke.
Tinghøjen, en rundhøj mellem Hammershøj og Kvorning.
Stengraven Tannenhausen i Østfrisland, dateret ca. 3.000 år f.kr.

En gravhøj er et oldtidsminde og som regel fredet. Gravhøjene er begravelsespladser fra den tidligste bondestenalder til overgangen til kristen tid i slutningen af vikingetiden.

En gravhøj er som regel bygget af jord, tørv og sten over et gravsted. Gravstedet kan indeholde flere grave. Det er almindeligt med en primærgrav i centrum af højen, og der kan derudover være flere sekundærgrave længere oppe i højen. Højenes størrelse og udformning varierer betydeligt. Det kan hænge sammen med den dødes status. Oftest er en gravhøj rund i grundplanen, og kaldes en rundhøj. Aflange høje kaldes langdysser.

Gravhøje er kendt fra forskellige tider over store dele af verden. De tidligste stammer fra de ældste jordbrugskulturer i Europa og den vestlige del af Asien. I Danmark er der registreret spor efter ca. 85.000 gravhøje[1], mens der i dag er godt 22.000 fredede gravhøje spredt over hele landet.[2]

Ikke alle byggede høje er grave. Nogle er tomme og har måske været mindesmærker. Mange har religiøs betydning, og der kan have foregået kultiske handlinger af forskellig art. Høje, der er flade på toppen, kan have være bebygget, eller kan have været brugt til ritualer som dans eller til møder jf. "tinghøje".

Stenalderens høje[redigér | redigér wikikode]

I den tidlige del af bondestenalderen (fra ca. 3900 f.Kr. til 1800 f.Kr), også kaldet tidlig neolitikum, bestod gravhøjene af stenbyggede kamre, dyssekamre, hvoromkring der blev opkastet en jordhøj. De ældste dysser havde kun en enkelt sten som overligger, og bliver efter højens form omtalt som runddysser eller langdysser. I slutningen af tidlig neolitikum blev kamrene dækket af flere sten, hvorved jættestuen var skabt. Dysserne var oprindelig anlagt som begravelser for én person, men de blev senere brugt til flere, efter de døde var skeletteret. Det har sandsynligvis resulteret i udviklingen af jættestuen.

I den mellemste del af yngre stenalder (mellemneolitikum) brugtes igen enkeltbegravelser: den døde blev begravet i almindelige jordfæstegrave, hvorover der kastedes en høj, der kunne være mellem en og to meter høj. Højen kunne bruges igen, hvorved højen voksede. Perioden kaldes også for enkeltgravstid.

I slutningen af bondestenalderen (senneolitikum) blev de døde begravet i en stensat kiste, en hellekiste, med en mindre høj over.

Bronzealderens høje[redigér | redigér wikikode]

I første halvdel af bronzealderen ændrede begravelsesskikken sig endnu engang. Nu blev de døde begravet i egekister med en kæmpemæssig tørvebygget høj over. Det medførte, at mange af egekisterne er bevaret til vore dage, da der dannedes en alkappe omkring kisten, der holdt på vandet og forhindrede at træet gik i forrådnelse. Som et eksempel kan nævnes Egtvedpigen, der i 1921 blev fundet i gravhøjen Storhøj ved Egtved. Danmarks største høj, Hohøj ved Randers, stammer også fra denne periode. Bronzealderens høje er gerne placeret markante steder i landskabet.

I yngre bronzealder kom urnebegravelser; urnerne blev nedsat i de eksisterende høje.

Jernalderens høje[redigér | redigér wikikode]

I den tidligste del af jernalderen, også kaldet førromersk jernalder, brugtes stadig urnebegravelser, men urnerne blev nedsat i en lille høj, knap en meter høj, der var omgivet af en grøft. Denne højtype, der i dag stort set er forsvundet grundet dyrkning, kaldes en tuegrav.

Ved slutningen af yngre jernalder og overgangen til vikingetiden genopstod højene. De kendes især fra kongemagtens tidlige centrum som Jelling i Danmark og Uppsala i Sverige. Sydhøjen i Jelling, der blev færdigbygget o. 975, er sandsynligvis den yngste høj, der kendes i Danmark, da landet herefter gik over til den kristne tro, og danskerne ikke længere opkastede høje over de døde.

Forsvundne høje[redigér | redigér wikikode]

Et stort antal høje er gået til. Det vides, at mange er pløjet ned og kan måske anes som en svag forhøjning eller en lysere plet i marken. Først fredningsloven af 1937 forsøgte at redde de tilbageværende høje, men loven var paradoksalt nok selv med til at gøre det af med mange høje, da jordejerne fik travlt med at fjerne høje, der lå i vejen, inden det var for sent.[3] Gravhøje er formentlig også forsvundet på grund af behovet for sten til byggeri af kirker og slotte.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: