Grevskabet Holsten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Grevskabet Holsten (af latin holcetae, afledt af det germanske ord holtsete (= ”skovsæde”, dvs. ”skovbeboer”)), var oprindelig en del af det saksiske stammehertugdømme. I sen jernalder og tidlig middelalder indvandrede flere vestslaviske folk (vender) til den sydøstlige del af området, som derfor gled den saksiske hertug af hænde.

Holsten, i middelalderen jævnlig kaldet Nordalbingien, optræder første gang i historien efter at være blevet erobret af Karl den Store, der undertvang den oprindelige germanske befolkning af sachsere og anlagde borgen Esseweldoburg (Itzehoe). I den østlige del skal han have bosat wagrerne, en slavisk stamme, efter hvem landet mellem Kiel- og Neustadt-bugten fik navnet Wagrien. Allerede under Karl den Store dannede Ejderen og åen Levenså nord for Kiel grænsen mellem Holsten og den sydligste del af Jylland, det senere hertugdømme Slesvig. Det østlige mose- og skovområde mellem Slien, Ejderen og Elben var et grænselandskab, en »mark«, der som en smal bræmme skød ned igennem landet overfor de slaviske områder, Wagrien.

Den saksiske del af Holsten, der i den ældre middelalder bestod af tre områder eller grevskaber: Ditmarsken mod vest, det egentlige Holsten midt i landet og op til Ejderen samt Stormarn mod syd. Ret tidligt samledes dog de tre grevskaber på de sachsiske hertugers hænder, og disse udnævnte vicegrever som vasaller, men til helt ned i 14. århundrede beholdt hvert landskab dog sin »overbode«, en slags folkevalgt tingformand, der næst efter greven var landets fornemste mand, og hvis embede synes at have været knyttet til enkelte mægtige slægter.

Principielt tilhørte Ditmarsken ganske vist Holsten, men områdets befolkning holdt sig gennem hele Middelalderen uafhængig og området blev først underlagt hertugdømmet Holsten i det 16. århundrede.

Holsten saksisk len[redigér | redigér wikikode]

Holsten og dets naboer omkring 1250.

Mens kristendommen uden større vanskelighed bredte sig blandt sakserne, havde den meget ublide kår hos wagrierne. Omkring 1100 syntes kampen dog at være endt, da deres fyrste, Henrik, havde antaget kristendommen. Ved sin død overdrog han sine besiddelser til den danske jarl Knud Lavard, der undertvang en stor del af de obotritter, der var nært beslægtede med wagrierne, og som også udstrakte sin indflydelse over de saksiske dele af Holsten. Her var schauenburgerne, en dygtig og energisk slægt fra Weser-egnen, kommet til magten i 1106, da Grev Adolf 1. af Holsten (11061128) var blevet forlenet med Holsten og Stormarn af hertug Lothar af Saksen. Det lykkedes hans søn, Adolf 2. af Holsten (død 1164), endelig at få bugt med wagrierne, som efter Knud's drab 1131 atter havde genoptaget deres gamle plyndringstog.

Landet blev erobret og 1143 forlenet til grev Adolf 2., der i stedet for de gamle indbyggere, af hvilke en mængde var dræbt, indkaldte nybyggere fra Westfalen, Holland og Frisland. Samtidig vandt kristendommen endelig fast fodfæste i landet, særlig ved den fromme Vicelin's bestræbelser, og bispedømmet i Oldenburg, som størstedelen af Holsten hørte under, blev oprettedest på ny. I 1163 flyttedes det imidlertid til Lübeck, der kort i forvejen var blevet anlagt af grevens lensherre, hertug Henrik Løve af Sachsen.

Dansk overherredømme[redigér | redigér wikikode]

Efter Henrik Løves fald (11801181) begyndte dansk indflydelse at gøre sig stærkt gældende i landet, og samtidig løsrev Ditmarsken sig fra forbindelsen med Holsten, og Lübeck udsondredes som en fri rigsstad. Begge disse samfund sluttede sig til Danmark, der også fandt bistand hos den misfornøjede adel, og efter at grev Adolf 3. af Holsten i 1202 var blevet taget til fange, måtte han 1203 købe sin frihed mod afståelsen af sine lande til Valdemar Sejr, som forlenede dem til sin søstersøn, grev Albert af Orlamünde.

Grev Adolf 3. opgav i første omgang grevskabet Holsten og trak sig tilbage til Grevskabet Schauenburg, og det var først hans søn, grev Adolf 4., der fik held til at generobre Holsten. Valdemars forsøg på at fastholde magten over Holsten og de andre nordtyske områder mislykkedes fuldstændigt, da han led nederlag til en koalition af nordtyske fyrster under ledelse af ærkebispen af Bremen og Adolf 4. i Slaget ved Bornhøved i 1227.

Efter dette slag vendte schauenburgerne atter tilbage, men Ditmarsken gav sig nu ind under ærkebispen af Bremen, og trods gentagne forsøg magtede de holstenske grever aldrig at undertvinge disse frie marskbønder. Grevernes statsretlige stilling var efter Henrik Løves fald undergået en stor forandring, for selv om de retsligt set var hertugen af Sachsen-Lauenburgs vasaller, så var de i virkeligheden uafhængige, og pligter mod lensherren i form af krigstjeneste og lignende mærkes ikke. Langt farligere rivaler havde greverne i den stridbare, godsrige lavadel, hvis egentlige hjemstavn var grevskabets kerneområde i egnen omkring Bornhöved.

De stærke, holstenske grever[redigér | redigér wikikode]

De holstenske grever befæstede efter denne sejr ikke blot deres herredømme over Holsten, men de skaffede sig også indflydelse i Hertugdømmet Slesvig, ja en overgang også i selve kongeriget Danmark. På den måde forstærkedes båndet mellem Holsten og Slesvig, hvad der også blev understøttet af, at den holstenske lavadel havde store besiddelser nord for Ejderen.

Da grev Adolf 4. 1239 gik i kloster, efterfulgtes han af sine to sønner, Johan 1. og Gerhard 1. af Holsten, der herskede i fællesskab, uden at nogen deling fandt sted. Det skete derimod for første gang i 1273 mellem Gerhard og Johan's sønner, Adolf 5. og Johan 2., og det betød, at hver af fyrsterne fik besiddelser i alle tre landskaber. Efter Gerhards død i 1290 deltes hans besiddelser, hvortil Schauenburg hørte, yderligere mellem hans sønner, Gerhard den Blinde, Henrik og Adolf, der fik Schauenburg samt spredte besiddelser ved Elben, så at Holsten nu var delt mellem fire linjer, der efter hovedslottene almindeligvis benævnes

Landets statsretlige enhed blev dog fastholdt, og de enkelte linjer sikrede sig gensidig arvefølge ved samforlening. Den mægtigste af de fire fyrster var Gerhard den Blinde, der ved sit giftermål med Erik Klipping's enke, dronning Agnes, kom i nær forbindelse med Danmark. Han efterlod ved sin død 1313 sine lande så godt som udelte til sin og Agnes' søn, Johan den Milde. Dennes magt blev dog hurtig overfløjet af grev Henrik af Rendsborgs søn, Gerhard 3. af Holsten, den fra Danmarks historie så velkendte »kullede greve«. Et forsøg på at undertvinge Ditmarsken mislykkedes totalt, men greverne fandt erstatning ved indblanding i Danmarks indre stridigheder.

Grev Gerts segl, der viser ham som en ægte middelalderfyrste, iført den mest moderne krigsudrustning.

Forholdet til Sønderjylland havde særlig betydning, for de holstenske grever havde ofte støttet de slesvigske hertuger i kampen mod de danske konger fra midten af det 13. århundrede. Desuden havde de fra 1260 betydelige pantebesiddelser i Slesvig, og grev Gerhard opnåede forlening med Sønderjylland 1326—1340. Dette i forbindelse med pantemageskiftet efter hans død i 1340 bidrog til at styrke forbindelsen til hertugdømmet Slesvig og den udskiftning af danske adelsslægter med holstenske, der så småt var begyndt i Slesvig. Gerhard den 3.s to sønner, Jernhenrik og Klaus, var fuldstændig optaget af kampe for at hævde deres magtposition i Danmark, hvor Valdemar Atterdag viste sig at være en overlegen modstander. I Holsten var linjen Pløn eller (eller som den nu oftre kaldtes, Kiel) uddød med Johan den Milde's søn Adolf 7. (1359-1390), og da den schauenburgske linje blev stillet tilfreds med pengegodtgørelser og afståelsen af nogle besiddelser ved Elben — svarende til amtet Pinneberg — var hele landet således samlet på rendsborgernes hænder.

Efter grev Klaus' død 1397 foretog Jernhenrik's sønner imidlertid en ny deling, der dog blev ret betydningsløs, da den ene, Henrik, trådte i kirkens tjeneste og døde som biskop i Osnabrück, medens de to andre, Albrecht og Gerhard 6. af Holsten, faldt mod ditmarskerne (1402 og 1404). Mandslinjen bestod nu foruden af biskop Henrik kun af Gerhards 3 sønner, Henrik, Gerhard og Adolf, af hvilke de to første døde tidligt, hvorefter Adolf blev enehersker. Han gik heldigt ud af den langvarige kamp med Danmark om Sønderjylland, men døde barnløs 1459. Med ham uddøde den holstenske linje af schauenburgerne, og der var blandt den holstenske adel stemning for at vælge grev Otto af den schauenburg-pinnebergske linje, der havde arveret til Holsten, men for at bevare forbindelsen med Sønderjylland, hvor så mange havde betydelige besiddelser, enedes man med den slevigske adel om at vælge den afdøde greves søstersøn, kong Christian 1. af Danmark (1460) til hertug af Slesvig og greve af Holsten. »Således blev holstenerne danske«, hedder det i en samtidig krønike om denne for Danmark så skæbnesvangre begivenhed.

Grevskabet blev hertugdømme[redigér | redigér wikikode]

Grevskabet Holsten var og blev en del af Karl den Stores rige, og på den måde kom det også til at være en del af det tysk-romerske kejserrige. I 1474 afgjorde den habsburgske kejser, Friedrich 3., at grevskabet skulle være et hertugdømme, altså stå i direkte vasalforhold til kejseren og ikke længere underlagt den saksiske hertug. På den måde blev den danske konge, Christian 1., som hertug af Holsten, også lensmand under kejseren.

Se også[redigér | redigér wikikode]