Guldfireren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.

Guldfireren var dansk ronings absolut mest succesfulde båd gennem tiderne. Letvægtsfireren vandt i perioden 1994-2004 to OL-guld, en OL-bronze, seks VM-guld samt to VM-sølv.

Begrebet "guldfireren" blev skabt i efteråret 1993. En koalition bestående af Niels Laulund Henriksen (Lyngby Roklub), Thomas Poulsen (Danske Studenters Roklub), Eskild Ebbesen (Odense Roklub) samt Victor Feddersen (Bagsværd Roklub), blev efter et hårdt udskillelsesløb udtaget til at repræsentere Danmark i den nyligt oprettede OL-disciplin "Letvægtsfireren". De fire roere satte sig ned og definerede en stærk målsætning samt et kodex for hvordan man skulle opføre sig på holdet. De roede sammen i tre år, hvilket kulminerende med en OL-guldmedalje i Atlanta i 1996.

Efter OL i Atlanta besluttede Niels Laulund af aldersmæssige årsager at forlade båden, hvorefter Thomas Ebert, Danske Studenters Roklub, blev udvalgt. Den første periode blev Ebert behandlet temmelig hårdt og det var først ved sammenbruddets rand, at han valgte at sætte sig imod Thomas Poulsen, der igennem sin karriere blev kendt for at være temmelig tyranisk. Med afklarede linjer imellem roerne vandt båden tre VM-guld i træk de tre følgende år. Op til OL i Sydney i 2000 fik Thomas Poulsen en slidskade i sin ene hånd, og båden måtte udskifte ham med Søren Madsen, Middelfart Roklub, kun ca. tre måneder inden OL. Båden blev alligevel nummer tre. Denne "sejr" er af Peter Kragelund (Team Danmarks chef indtil 2004) blevet betegnet som måske den største i "guldfirerens" historie. Blandt andet fordi Søren Madsen ikke just var den perfekte erstatning for Thomas. De kæmpede derfor med ryggen mod muren i alle tre måneder og gik gennem den olympiske regatta fra at blive nr. sidst i indledende til at "sejre" i finalen.

Med trediepladsen i hus valgte Victor Feddersen at forlade båden og Thor Kristensen, Hadsund Roklub, blev indsat i stedet. Det var en kontroversiel beslutning fra bådens træner, idet et helt hold af stærke letvægtsreserver fra den nyligt oprettede "letvægtsotter" blev forbigået. Men beslutningen var taget og I 2001 vandt Guldfireren sølv ved VM og blev i en kort periode benævnt "sølvfireren". I sommeren 2002 blev Søren Madsen skadet, og Stephan Mølvig, Bagsværd Roklub, blev med en lille uge til Worldcuppen i Munchen sidst i juli sat på båden som erstatning. Tilsyneladende en god erstatning, idet båden både vandt den samlede Worldcup og VM-guld både dette år og året efter. Desværre for holdet opstod der samarbejdsproblemer mellem Mølvig og Ebert. Dette resulterede i at Bo Svendsen, Eberts mangeårige ven, kom på båden for en kort periode. Desværre for Bo manglede han det sidste i at kunne tilføre båden fart og Mølvig, havde været meget syg kun 5 måneder op til OL, fik sin plads tilbage. Ebert indså at hans personlige holdninger var anti-elitære og at hvis han ville vinde, måtte det blive med den bedste mand og ikke.. den bedste ven.

Samlet set var 2004 måske firerens værste sæson overhovedet: personlige problemer, udbrændthed hos træneren, svingende resultater og et enormt pres og negativ holdning fra de andre roere i rocentret var ved at få holdet til at gå i opløsning. Men man skal ikke glemme at disse mennesker var nogen af verdens mest professionelle atleter. De havde ofret alt igennem en længere årrække og i de sidste måneder op mod OL 2004 fokuserede mandskabet så intensivt og inderligt på at skabe fart og glæde i båden, at da guldfireren omsider gled først over målstregen i finalen, så jublede en hel nation over deres helte. OL guldet var generobret og begrebet "guldfireren" cementeret i den danske nationalbevisthed.

Som en naturlig følge af de mange år sammen, opløstes guldfireren samme efterår. De enkelte roere forsvandt fra arenaen og overlod "skuden" til det næste kuld. Det kulminerede med at VM i 2005 i Japan blev første år uden en dansk letvægtsfirer i mange år. Det skyltes den karismatiske træner "Bent Jensen" gennem alle årene, var blevet syg af kræft. Han havde formået, hvad ingen anden dansk rotræner har formået. Nemlig at skabe et stærkt hold af samarbejdende egoister. Men uden sin bedste roer, Eskild Ebbesen, der i alle årene havde været en primusmotor for holdet, forsvandt farten i 2005 og bådens resultater var langt fra bådens navn værdigt. Det kulminerede med at rocentrets ledelse valgte at rokere om og starte opbygningen af en ny firer op fra bunden. Man hentede træner Bent Fransson ind som afløser for dennes gode ven, Bent Jensen, og startede med at bygge en letvægtsotter i 2006. Efter 2006 var målet at skabe en ny letvægtsfirer. Den nye gruppe viste lovende takter, og samtidig valgte Eskild Ebbesen samt den tidligere reserve, Bo Svendsen, at komme tilbage i projektet. Efter et udskillelsesforløb, endte båden med sin nuværende sammensætning der udgøres af Eskild Ebbesen, de to tidligere reserver Mads Andersen og Bo Svendsen, samt en ny roer, Morten Jørgensen. Desværre formåede roerne ikke at løfte arven fra fordums storhed. En skuffende 6-plads ved VM gav godt nok adgang til de Olympiske lege i Beijing, men tidsmæssigt var holdet lige så langt fra guldet til VM som de havde været hele sæsonen. Det havde den konsekvens at Morten Jørgensen måtte vige pladsen for Thomas Ebert, der kom igen efter 2 års pause fra roning. Udskiftningen af Morgen Jørgensen var omstridt. Det kunne, på udenforstående, ses ud som om yngste mand skulle gøres til syndebuk for de mere erfarne roeres manglende evne til at leve op til fordums styrke.

Denne analyse blev yderligere cementeret da fireren missede A-finalen i den første World Cup i 2008 lykkedes det for fireren at vinde sølv i den anden World Cup i Lucerne i starten af juni. Til den sidste World Cup roede båden med en reserve (Bo Helleberg var skadet) og blev nr. 4. Derefter blev Bo Helleberg udskiftet med Morten Jørgensen. Bo Helleberg udtalte "Jeg har aldrig været så skuffet før. Jeg synes rent ud sagt, det er noget svineri. Man har glemt, det er mennesker, man har med at gøre". Det skabte en vis storm imod den resterende besætning, der blev beskyldt for at være kyniske og hykleriske. Kun et godt resultat til OL kunne mane disse stemmer i jorden.

Det viste sig dog hurtigt, at forandring fryder. I perioden op til OL var der generelt positive meldinger fra den danske trup i Østrig. Samtidig, i perioden op til OL, var de franske "medaljefavoritter" indblandet i et biluheld med personskade <kilde>. Det er uvist om det havde en påvirkning på deres præstation men de viste i alt fald ikke samme standard som til den sidste worldcup. D. 10 august startede rokonkurrencerne med en dansk sejr i indledende og roede meget overbevisende. Der var dermed lagt op til kamp om guldet med vinderne af de 2 andre indledende heats, Tyskland og Kina. I semifinalen måtte den tyske båd melde fra pga. mavepine og kineserne kom ikke i finalen. I finalen var der aldrig tvivl om at danskerne skulle tage guldet. Efter en velkendt strategi - den lange start, blev der skabt et hul ned til de andre hold. Kun på de sidste meter lykkedes det Polen at få kontakt med den suveræne danske båd. Efter 4 år i limbo.. den første sejr overhovedet i 4 år, var trumpfen igen en realitet.

Det er allerede meldt ud (20/8 2008) at både Thomas Ebert og Mads Kruse Andersen stopper i år. Firerens fremtid hænger derfor på Morten Jørgensen og Eksild. Sidstnævnte overvejer endnu 4 år og en plads i historiebøgerne som den mest vindende danske OL-deltager. Om Mads Rasmussen og Quist bliver de 2 nye er også uvist. Sikkert er det at vejen ikke bliver uden personlige nederlag samt hårde kampe blandt de kommende atleter om plads på fireren og i racet mod de andre lande.

[redigér] Mesterskaber

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Guldfireren&oldid=5733835"
Personlige værktøjer
Navnerum

Varianter
Handlinger
Navigation
Deltagelse
Værktøjer
Organisation
Udskriv/eksportér