Guldstandarden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Man siger at en møntfod hviler på Guldstandarden (eller Guldfoden) hvis denne er bakket op af et lager af ædelmetallet guld.

Det modsatte af en valuta med dækning af fysiske goder, er en såkaldt fiat-møntfod (ikke relateret til det italienske bilmærke), hvor værdien af en valuta ikke er bundet til en given kommoditet (typisk ædelmetaller), men er afledt af mængden af denne valuta i circulation (bestemt af en centralbank), i forhold til markedsefterspørgsel på denne.

Guldstandarden, eller andre tilsvarende kommoditet-baserede eller -forbundne pengesystemer, har været anvendt i det meste af menneskehedens historie, inklusive i alle industrialiserede lande indtil efter Depressionen, hvor den finansielle uro førte til politiske forsøg på at stabilisere økonomien ved at forlade guldfoden og devaluere de nationale valutaer.

John Maynard Keynes og hans økonomiske skole, Keynesianerne, var indflydelsesrige under og efter depressionen og var fortalere for guldstandardens afskaffelse.

Guldfoden havde dog et eftermæle i form af Bretton Woods-systemet, der dannedes i Juli 1944, hvilket bl.a. havde til formål at holde internationale valutakurser stabile, samt at bankerne havde mulighed konvertere deres Amerikanske dollar til guld. Bretton Woods-systemet brød sammen i 1971, da Richard Nixon fjernede denne mulighed, hvilket kendes som "The Nixon Shock" eller i jargon "at guldvinduet blev lukket". Konsekvensen af dette var at dollarkursen svandt kraftigt, og gik fra 35 USdollar pr. ounce guld til 180 USdollar pr. ounce guld i 1974. Teoretikere påpeger også at den valutauro som affødtes af bruddet med den internationale fastkurspolitik var medvirkede årsager til oliekriserne i 1970'erne.

Fortalere for guldstandarden er typisk liberalister og objektivister, medens fortalere for centralbankudstedte valuta omfatter keynesianerne og monetarister.

Relateret:

  • pund sterling, britisk sølv-baseret møntfod (sterling silver).