Højreekstremisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Højreekstremisme eller højreradikalisme bruges som betegnelse for politiske synspunkter, der ligger alleryderst (ekstremt) til højre i det politiske spektrum, og som ofte kendetegnes ved at være nationalistiske, militante, racistiske, autoritære og antidemokratiske.

Betydningen og brugen af begrebet har varieret gennem historien og i forskellige lande, og højreekstremismen omfatter både yderligtgående kapitalistiske, konservative og reaktionære bevægelser, forskellige terrorister og terrororganisationer, Ku Klux Klan, hooligan-grupper samt nazister, fascister og nationalister. Højreekstremisternes politiske ideologi kan derfor være nazisme, fascisme, gejstlig fascisme, kristofascisme og lignende.

Begrebet højreekstremisme anvendes inden for den samfundsvidenskabelige forskning, men anvendes også ofte nedsættende om politiske modstandere.

De politiske holdninger, der særligt anses for at høre til højreekstremismen, er det stærkt negative syn på indvandrere som adskiller sig fra den gængse befolkning ved fx at have en anden hudfarve, en anden kultur eller en anden religion og derfor af højreekstremister anses som en trussel mod deres nations påståede oprindelige kultur, opretholdelsen af en stram retspolitik samt opfattelsen af familien som den bærende enhed i samfundet. Deraf følger også en stærk modstand mod homoseksualitet.

Organisationer som nogle har kaldt højreekstremistiske i Danmark omfatter bl.a. nazistpartiet DNSB og dens efterfølger Danskernes Parti, Den Danske Forening, Stop Islamiseringen af Danmark, det nu nedlagte Dansk Front, hooligangrupperingen White Pride , Dansk Fronts efterfølger, Vederfølner samt Fremskridtspartiet og dets udbryderparti Dansk Folkeparti

Historie[redigér | redigér wikikode]

Historisk har højreekstremismen rødder i Tyskland, hvor det paramilitære frikorps Stahlhelm blev dannet i 1918. Korpset var stærkt nationalistisk, anti-kommunistisk og imod Weimarrepublikken. Senere blev det indlemmet i SA. Fra 1918 til 1938 dannedes højreekstreme bevægelser flere steder i Europa efter italiensk forbillede – Rexisterne i Belgien, Lappobevægelsen i Finland. Siden 2. verdenskrig har der kun været få tilløb til større antidemokratiske højreekstreme bevægelser i de to lande, Italien og Tyskland. I Italien drejer det sig om det nyfascistiske parti Movimento Sociale Italiano-Destra Nazionale, dannet 1994, der dog senere har taget afstand til fascismen.

Den tyske efterretningstjeneste Bundesamt für Verfassungsschutz har til formål at bekæmpe såvel venstre- som højreekstremisme, og partier kan forbydes, hvis de er forfatningsfjendtlige, dvs. modstandere af demokrati, retsstaten, frihedsrettigheder og menneskerettigheder. Højreekstreme bevægelser er siden 1996 gået lidt frem i medlemstal og aktiviteter. Blandt de højrekstreme partier er Deutsche Volksunion og Nationaldemokratische Partei Deutschlands. Sidstnævnte stillede i 2005 op til Forbundsdagen, men klarede ikke spærregrænsen. Partiet blev indbragt for forfatningsdomstolen, men da domstolen kritiserede bevismaterialet, måtte sagen opgives. Problemet var, at antallet af partimedlemmer der i hemmelighed arbejdede for Bundesamt für Verfassungsschutz var så stort, at det var umuligt at afgøre hvilke ekstreme synspunkter der kunne tilskrives partiet, og hvilke der kunne tilskrives infiltranter fra efterretningstjenesten. [Kilde mangler]

Der er tre eller fire faser af udviklingen af højreekstremistiske partier i Europa efter Anden Verdenskrig.[1] [2]

Højreekstreme symboler som hagekors og romersk hilsen har været forbudt i Tyskland siden Det Tredje Riges kollaps.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Klaus von Beyme: “Right-wing extremism in post-war Europe”. In: West European Politics 11 (1988:2), 2–18.
  2. Anders Widfeldt: “A fourth phase of the extreme right? Nordic immigration-critical parties in a comparative context”. In: NORDEUROPAforum (2010:1/2), 7-31, http://edoc.hu-berlin.de/nordeuropaforum/2010-1/widfeldt-anders-7/XML/

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Klaus von Beyme: "Right-Wing Extremism in Post-War Europe" (Klaus von Beyme (red.): Right-Wing Extremism in Western Europe, London 1988)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]