HMS Alert

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
HMS Alert

HMS Alert var en sloop-of-war (korvet) af Cruizer-klassen hos Royal Navy. Den blev bygget i 1856 og hugget op i 1894. Det var det ellevte skib i Royal Navy med dette navn og især kendt for sine arktiske opdagelsestogter. I forbindelse med en af disse nåede Alert i 1878 78° nord, hvilket var ny rekord på den tid.

Alert havde 17 kanoner og blev bygget i Pembroke. Det havde en enkelt skrue og blev drevet af en dampmaskine, der ydede en effekt på 383 hk (286 kW), hvorved den kunne skyde en maksimal hastighed på 8,8 knob. De første elleve år tilbragte sluppen med base på Vancouver Island, Canada, dog med et ophold på halvandet år, hvor den var i Plymouth for at blive efterset og repareret. En bugt ved Vancouver Island, Alert Bay, er opkaldt efter skibet.

I 1874 blev Alert tilpasset, så den var bedre egnet til opdagelsesrejser ved Arktis. Målet var at nå Nordpolen, som geografer på den tid formodede måtte ligge på åbent hav. Ideen var at komme dertil ved at sejle via Smith Sound, der ligger mellem Grønland og Ellesmere Island i Canada. Ekspeditionen blev ledet af George Nares, der dog måtte konstatere, at isen var tykkere end forventet, og man måtte derfor opgive at komme længere end til Robesonkanalen, hvor man måtte lægge til og overvintre 1875-76. Der blev sendt flere ekspeditioner ud med slæde, og på en af disse nåede en gruppe under ledelse af skibets næstkommanderende, Albert Markham, så nordligt som 83° 20' 26", inden den måtte vende om på grund af ufremkommelighed, sneblindhed og udmattelse. Deltagerne i ekspeditionen blev trods alt godt belønnet med forfremmelser etc., og der er flere geografiske lokaliteter i området, der har deres navn fra ekspeditionen, heriblandt det nordligste, beboede sted på Jorden, der hedder Alert.

De følgende år kom Alert på langfart mod syd og var blandt andet i Magellanstrædet og ved Australien, inden det i 1884 blev udlånt til US Navy, som havde brug for et solidt skib, der skulle hjælpe med at undsætte en amerikansk arktisk ekspedition. Det følgende år blev det udlånt til den canadiske regering, der brugte det til ekspeditioner i Hudson Bay. I 1886 var denne opgave afsluttet, og Alert fik nu mindre opgaver, inden det i 1894 blev hugget op.