HMS Monarch (1868)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
  Monarch
Monarch, malet af William Frederick Mitchell.
Monarch, malet af William Frederick Mitchell.
Klasse
Type Panserskib
Historie
Værft Chatham Flådeværft, Kent
Påbegyndt 1. juni 1866
Søsat 25. maj 1868
Taget i brug 12. juni 1869
Udgået Depotskib 1904
Solgt 1906
Skæbne Ophugget
Tekniske data
Deplacement 8.456 t
Længde 100,6 m
Bredde 17,5 m
Dybgang 7,4 m
Fremdrift Maskineri: 7.480 HK, 9 kedler, én skrue.
Sejl: 3-mastet fuldrigger. 1872: Barkrigget
Fart 14,9 knob under damp
13 knob under sejl
Rækkevidde 2.000 sømil (600 ton kul).
Panser 178 mm (max) sidepanser af jern, 254 mm på kanontårne.
Besætning 575
Artilleri 1869:
4 styk 30,5 cm riflede forladere (25 tons)
3 styk 17,8 cm riflede forladere.
1871:
4 styk 30,5 cm riflede forladere (25 tons)
2 styk 22,9 cm riflede forladere
1 styk 17,8 cm riflet forlader.
1892:
plus 4 styk 76 mm hurtigtskydende
plus 10 styk 47 mm hurtigtskydende
Torpedoer 1878: To torpedoapparater

Panserskibet HMS Monarch var det første store søgående krigsskib i Royal Navy, der havde sine svære kanoner anbragt i kanontårne.[1] Navnet betyder monark, og skibet var det fjerde af foreløbigt fem skibe i Royal Navy med dette navn.

Konstruktionen[redigér | rediger kildetekst]

Den stiplede linje foran de to kanontårne viser det stykke af skibssiden, der blev klappet ned, når Monarchs kanoner skulle affyres. På den nederste tegning kan man se, at tårnene var anbragt på skibets centerlinje.

Skibet var designet af Royal Navys chefkonstruktør Edward Reed, men han var bundet af to vigtige krav: Skibet skulle have fuld rigning, og det skulle have et ekstra dæk i forskibet. Admiralitetet havde ikke tillid til dampmaskineriets holdbarhed, og man ønskede et sødygtigt skib, der kunne operere i al slags vejr. Resultatet blev et kompromis, som Reed ikke var særlig stolt af. Han skrev, især om Monarch og det samtidige Captain: "Jeg er modstander af visse egenskaber hos alle de tårnskibe med rigning, jeg endnu har set."[2] Reed havde i stedet ønsket et skib, hvor de to tårne var anbragt i forskib og agterskib, uden generende rigning. Med kanonerne midtskibs, var de omgivet af master og rigning, og havde et meget begrænset skudfelt. Bortset fra placeringen af kanonerne var Monarch et avanceret design, og det var det hidtil hurtigste britiske panserskib, en rekord, der ellers havde tilhørt Warrior.[1] Hurtigheden blev blandt andet opnået ved, at man vendte tilbage til et lidt slankere design, hvor forholdet mellem længde og bredde var 5,7:1. Dette forhold blev først overgået af Dreadnought, der omtrent havde dimensionerne 6:1.[3] Skibets maskineri var også det hidtil kraftigste i et britisk krigsskib og der var i tilgift et hjælpemaskineri, der drev kanontårne, ankerspil og ror.[4]

Artilleri[redigér | rediger kildetekst]

Med Monarch fik Royal Navy for første gang et skib med 30,5 cm kanoner. Udviklingen af kanoner gik særdeles hurtigt i 1860'erne: Warriors kanoner vejede 4,8 tons stykket, og affyrede granater, der vejede 68 pund (30,9 kg). Kanonerne på Monarch vejede 25 tons stykket, og granaterne vejede 600 pund (272,4 kg). Man holdt stadig fast i brugen af forladere, men selv med dette mere besværlige princip kunne Monarchs kanontårne affyre en salve hvert andet minut. Granaternes rækkevidde var 6,3 km.[5]

For at kompensere for de manglende skudmuligheder forud og agterud, var der opstillet to 17,8 cm kanoner på fordækket og én på agterdækket.

Tjeneste[redigér | rediger kildetekst]

Monarch fotograferet efter 1872, med barkrigning.

Monarch indgik i 1869 i den britiske Kanalflåde, hvor den gjorde tjeneste til 1872. Derpå fulgte et eftersyn, og i 1874 blev skibet igen en del af Kanalflåden. I 1876-77 var det i Middelhavet, efterfulgt af et nyt eftersyn i England og igen tjeneste ved Middelhavsflåden i 1878-85. Skibet deltog i bombardementet af Alexandria i 1882, hvor det affyrede 125 af sine tunge granater mod byens fæstningsværker. I 1885 fulgte et nyt eftersyn i England, hvorefter Monarch indgik i Kanalflåden 1885-90. I 1890 blev det besluttet at modernisere skibet. Moderniseringen bestod primært i at installere nyt maskineri, der dog kun øgede skibets fart til 15,8 knob. Desuden kom der nye lette kanoner til forsvar mod torpedobåde, og rigningen blev erstattet med militærmaster. Moderniseringen strakte sig over en periode på syv år, så først i 1897 kom Monarch på en ny opgave, denne gang som vagtskib ved Simon's Town i Sydafrika. Denne tjeneste varede til 1902, hvorefter skibet endelig udgik af Royal Navys flådeliste efter 33 år, hvilket giver det den længste tjenestetid af alle britiske panser- og slagskibe. Monarch blev i Sydafrika som depotskib, og fik i 1904 navnet ændret til Simoon. I 1905 blev det sendt retur til England, hvor det blev solgt året efter.[6]

I sit første aktive år fik Monarch en særlig opgave. Den kendte amerikanske bankmand og filantrop George Peabody var død i London, og kort efter hans død modtog den britiske handelsminister John Bright et anonymt telegram, hvori der stod: "Den første og bedste opgave for Monarch vil være at bringe Peabody hjem".[7] Telegrammet kom på et tidspunkt, hvor der i USA stadig var udbredt misfornøjelse med Storbritannien, fordi landet under den amerikanske borgerkrig havde drevet omfattende handel med Konføderationen. USA havde efter borgerkrigen reduceret sin flåde til et minimum, og da Monarch blev søsat i 1868, havde de amerikanske aviser skabt en del opstandelse ved at beskrive, hvordan skibet ville være i stand til at sejle tværs over Atlanten og bombardere de amerikanske byer efter forgodtbefindende – hvilket absolut var muligt i teorien. Den britiske premierminister Gladstone greb denne mulighed for at rette op på forholdet mellem landene, og Monarch blev sendt til USA med Peabodys kiste. Flere år senere indrømmede Andrew Carnegie over for John Bright, at det var ham, der havde sendt telegrammet. Fordi han i 1869 havde været relativt ung og ukendt, havde Carnegie valgt at sende telegrammet anonymt.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

Noter[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b Parkes, s. 130
  2. ^ Reed, s. 229
  3. ^ Parkes, s. 131
  4. ^ Parkes, s. 133
  5. ^ Parkes, s. 132
  6. ^ Parkes, s. 136
  7. ^ Parkes, s.136.