Halm

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Halmen er de strå, som bliver tilbage, når kornet er høstet. Halm består næsten af ren cellulose. De første landbrugere høstede med segl, hvor man kunne lade stråene blive på marken, men med indførelsen af leen opstod halm som et restprodukt, da man slår både strå og kerne. Når negene var tærsket, havde man halmen tilbage som et produkt, der kunne bruges som strøelse, tagdækning eller sengefyld.

De moderne høstmaskiner, mejetærskerne, efterlader stråene på marken. Det betød, at det medførte ekstra omkostninger at bjerge halmen, og i takt med specialiseringen i landbruget, var det ikke alle landmænd, der havde brug for halmen. Det er nogle af grundene til, at halmen en overgang blev brændt af. I takt med øget fokus på miljøet, blev det besluttet - med få undtagelser - at forbyde markafbrænding.

I dag bruges halmen - i store træk - til formål:

1. Den kan snittes og nedfældes som jordforbedring, men det kræver, at man tilfører ekstra kvælstof som erstatning for det, som halmen forbruger ved sin omsætning til humus.
2. Den kan presses til baller og bruges som strøelse.
3. Den kan presses, pakkes i plastsække og behandles med ammoniak, så den får øget foderværdi.
4. Den kan presses og bruges som CO₂-neutralt brændsel.
5. Den kan omdannes til bioethanol, som erstatning for benzin

[redigér] Se også

• Ensilage
• Hø
• Wrapballe

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Halm