Hans Christian Ørsted

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hans Christian Ørsted

Hans Christian Ørsted (14. august 1777 i Rudkøbing - 9. marts 1851 i København) var en dansk fysiker og kemiker. Han var bror til politikeren og juristen A.S. Ørsted. Han udgav naturfilosofiske afhandlinger m.m. og stiftede Selskabet for Naturlærens Udbredelse i 1824. Endvidere var han stifter af forløberne til Meteorologisk Institut og Patentdirektoratet. H.C. Ørsted var en nær ven af H.C. Andersen^[1]. Ørsted betragtes også som en af den danske guldalders hovedpersoner.

Bekræftede Boyles og Mariottes undersøgelser over luftarters sammentrykkelighed.^{[Kilde mangler]}

[redigér] Parykmager som lærer

Hans Christian Ørsted statue i Rudkøbing

Han tilbragte sin barndom og første ungdom i Rudkøbing, indtil han sammen med sin et år yngre bror Anders i 1793 drog til København. Den undervisning, brødrene fik i hjemmet, var af en egen art. En tysk parykmager gav dem den første undervisning. Medens parykmageren søgte at indgyde dem beundring for alt hvad der var tysk, søgte en anden lærer, en norsk student, at begejstre dem for Norge og nedsætte det danske i deres øjne. Men med deres ualmindelige nemme og store videbegærlighed erstattede de ved udbredt læsning i de forskellige retninger, hvad der manglede dem i regelret undervisning. Hvor godt de fulgte med tidens politiske og religiøse rørelser, skildrer den yngre bror levende i Af mit Livs og min Tids Historie. 1794 blev de begge studenter, hvorefter de efter en kortvarig forberedelse bestod anden eksamen ved universitetet med udmærkelse i alle fag og på grund af deres slægtskab med stifteren fik plads på Elers Kollegium.

[redigér] Tidlig interesse for kemi

Ørsted havde fra sit tolvte år af været elev i farens apotek; kemien interesserede ham, og han læste alt hvad der faldt ham i hænde af kemisk indhold. Farmaci blev da hans studium, og da han 1797 tog farmaceutisk eksamen, viste han en modenhed og dygtighed, som forbavsede censorerne. Samtidig med at han læste til eksamen, besvarede han med held to af universitetets prisspørgsmål, det ene af æstetisk, det andet af kemisk indhold. Ligesom broren var Ørsted tidlig og stærkt påvirket af Immanuel Kant; et vidnesbyrd derom har vi i hans doktordisputats (1799), en latinsk afhandling, oversat på dansk med titlen Grundtrækkene af Naturmetafysikken. Han følger her Kant næsten ord for ord og opstiller det som den kritiske filosofis fordring, at ”alle Naturlove bør udledes af vor Kendeevnes Natur”. De her nævnte og flere mindre afhandlinger fra Ørsteds ungdom vidne om en livlig, alsidig interesseret ånd, men tyde endnu ikke på nogen originalitet.

[redigér] Det galvaniske element

Det, der bragte ham ind på nye baner, var Voltas opdagelse af det galvaniske element i året 1800. I dette år havde Ørsted overtaget ledelsen af Løveapoteket under ejeren, professor Mantheys fraværelse. Derved fik han lejlighed til selv at eksperimentere med Voltas støtte og studerede især dens kemiske virkninger. For at måle disse konstruerede han 1801 et apparat, der meget minder om Faradays voltameter (voltmeter). Han ønskede ivrig at rejse for at blive bekendt med udlandets store kemikere og fysikere, men samtidig søgte han det ved Aasheims død (I, 29) ledigblevne professorat i fysik. Det fik han ikke, han måtte nøjes med 7. november 1800 at blive adjunkt ved universitetet uden løn. Under disse omstændigheder var der intet, der holdt ham tilbage i hjemmet, og i sommeren 1801 tiltrådte han sin første udenlandsrejse, hvortil han havde fået det cappelske legat (500 rigsdaler årlig) og 400 rigsdaler. af Fonden ad usus publicos. Rejsen gik til Tyskland, hvor han i Weimar traf sammen med Johann Wilhelm Ritter, den mand, han allermest længtes efter at kende. Den beundring, Ørsted nærede for Ritter, fortjente denne til fulde, skønt kun få delte den. Ørsted sluttede straks venskab med ham, skaffede ham senere ved Fr. Baaders hjælp en stilling i München og arbejdede under sit pariserophold på at skaffe ham anerkendelse og udmærkelse, men uden held. Opholdet i Berlin var i mange måder interessant og lærerigt. Han kom meget i den bekendte fru Henriette Herz’ hus, hvor han foreviste nye elektriske forsøg og traf mange fremragende mænd. Han hørte forelæsninger af Johann Gottlieb Fichte og Friedrich Schlegel og befandt sig i det hele her i omgivelser, der tiltalte ham.

I München traf han sammen med grev Rumford, men navnlig glædede bekendtskabet med Fr. Baader ham overordentlig. Ørsted siger om ham: ”Han driver aldeles på, at den moralske og fysiske Natur på det nøjeste hænge sammen, og at uden en sådan forbindelse Fysikken egentlig ingen Værd har. Han stemmer i denne Henseende meget med Ritter og jeg med begge”. Det er lignende tanker som Ørsted senere har søgt at føre videre.

[redigér] Forelæsninger i Paris

I december 1801 kom han til Paris, hvor han blev et helt år. Han hørte forelæsninger af Louis Nicolas Vauquelin, Antoine François de Fourcroy, Louis Jacques Thénard og Claude Louis Berthollet over kemi, af Jacques Charles og Jean-Baptiste Biot over fysik, af Cuvier (Georges Cuvier eller Frédéric Cuvier? – sikkert først nævnte) over naturhistorie. Han så, at her var meget for ham at lære, skønt han var forudindtaget imod den franske videnskabelighed, som med sin mere eksakte matematiske karakter stod i den skarpeste modsætning til den naturfilosofiske tankegang, og skønt han tit fik at mærke, hvor lidt man i Paris agtede på, hvad der blev udrettet i andre lande; han måtte finde sig i, at man spurgte ham, om han kendte en platindigel? om han havde set et galvanisk element? Men tiden benyttede han på bedste måde ved at høre forelæsninger, se fabrikker og søge personlig bekendtskab med videnskabens ypperste dyrkere.

[redigér] Professor i fysik

Ved sin hjemkomst, januar 1804, håbede Ørsted at blive professor i fysik, men man så skævt til ham på grund af hans interesse for naturfilosofien; dog blev der tillagt ham en lønning af 300 rigsdaler i tre år og lige så meget til eksperimenter. Han fik overladt en samling apparater, som havde tilhørt dr. Thomas Buntzen, men måtte selv leje lokale til forelæsningerne. Disse drejede sig mest om kemisk fysik og var så stærkt besøgte, også af damer, at han knap kunne skaffe plads til tilhørerne. Foruden at virke som lærer, udfoldede han i disse år en ikke ubetydelig forfattervirksomhed, mere eller mindre i naturfilosofisk retning. Specialundersøgelsen interesserede ham mindre, almindelige synspunkter, endog vovelige spekulationer tiltalte ham mere. For ham var spørgsmålet ikke: Hvilke er de enkelte syrers eller basers egenskaber? men: Hvorfor neutralisere syrer og baser hinanden? Hvorfor må der sættes noget til vandet for at opløse et metal? Overalt, hvor der blot fandtes en antydning af en besvarelse af disse sidste spørgsmål, anede han noget betydningsfuldt. Af hans afhandlinger skulle vi fra denne tid fremhæve Betragtninger over Kemiens Historie, indledningsforedrag holdte i vinteren 1805-6 (Samlede og efterladte Skrifter V, 3), i hvilke Ørsteds ejendommelige stil og tankegang for første gang træder frem. Endvidere forsøgene over klangfigurerne (Vid. Selsk. Skrifter V, 1809), som indeholder en del nye iagttagelser, navnlig over de støvhøje, der fremkommer, når man anvender fine pulvere til Ernst Chladnis forsøg.

Under et ophold i Berlin 1812 udarbejdede Ørsted et af sine vigtigste skrifter Ansichten der chemischen Naturgesetze (Berlin 1812). Først gives en oversigt over de vigtigste stoffer og processer, dernæst behandles de elektriske kræfter fra et kemisk synspunkt, endelig anføres de grunde, der tale for, at alle legemer indeholder elektriske kræfter, som dog ikke træder åbenlyst frem, eftersom de holder hinanden i ligevægt. Han antager, at de elektriske kræfter udbreder sig ved svingninger, som fremkaldes ved fordeling. Eftersom svingningerne møde større eller mindre modstand, vil der opstå en tilsvarende varme. Lyset opstår ved elektriske svingninger i slette ledere. Også forholdet mellem elektricitet og magnetisme behandles her. I hovedsagen stod Ørsted alene med disse anskuelser, og de vandt heller ingen anerkendelse, de hvilede jo ikke på noget almindelig anerkendt grundlag, lige så lidt som Ørsted selv evnede at udvikle dem således, at deres betydning derigennem kunne blive forstået. Det er først i vor tid blevet muligt at vinde betydningsfulde resultater ad denne vej; vor tids eksakte naturforskning arbejder netop ud fra ganske de samme synspunkter, ja udtrykker sig med de samme ord. Men Ørsted kunne dog, da han otte år senere opdagede elektromagnetismen, vise hen til, at den afgav en bekræftelse på hans naturopfattelse.

[redigér] Elektromagnetismen

Angående denne opdagelse har Ørsted selv udtalt følgende. Under en række forelæsninger, han holdt i foråret 1820, blev tanken om sammenhængen mellem elektricitet og magnetisme særlig levende hos ham; han sendte da en stærk udladning gennem en fin platintråd og så virkelig, at en magnetnål, som befandt sig i nærheden, derved kom i bevægelse.

Men det syntes ham vanskeligt at blive klog på virkningens natur, og han udsatte derfor den nærmere undersøgelse, indtil han havde skaffet sig et kraftigt galvanisk batteri. Han optog da igen forsøgene i juli måned. 21. juli 1820 udsendte han en kort latinsk beretning om forsøgene. Kun fire kvartsider stor indeholder den dog en stor mængde forsøg, som vise, at her virkelig er tale om en vekselvirkning mellem de to naturkræfter, medens legemerne, der bærer dem, og omgivelserne er uden indflydelse.

Betydningen af Ørsteds opdagelse stod straks klar for alle sagkyndige, og den blev udgangspunkt for den række opdagelser, som knytte sig til André-Marie Ampères og François Aragos navne, og som 11 år senere afsluttedes ved Faradays opdagelse af induktionen. Og at samtiden følte, hvor meget den skyldte Ørsted, er der vidnesbyrd nok om, blandt andet også i de æresbevisninger, der vistes ham fra de forskelligste sider. Skønt det væsentlig var andre, der drog konsekvenserne af opdagelsen, skal det dog fremhæves, at Ørsted viste, at loven om aktion og reaktion finder anvendelse på elektromagnetismen; derimod lykkedes det ikke ham at påvise jordmagnetismens indflydelse på en elektrisk strøm, han siger, at hans apparat var for svagt.

[redigér] Piezometer og aluminium

1818 begyndte Ørsted sine gennem mange år fortsatte undersøgelser over væskers og luftarters sammentrykkelighed; hovedresultaterne af hans med stor omhu udførte forsøg findes i Vid. Selsk. Afhandlinger 4. R. II. Medens disse forsøg nu kun have historisk interesse, er det af ham til disse undersøgelser konstruerede piezometer endnu bestandig et vigtigt hjælpemiddel ved den art arbejder. Af betydning for kemien blev Ørsteds fremstilling af aluminium (1825), navnlig på grund af den metode, han anvendte dertil. På hans opfordring optoges sagen på ny af Friedrich Wöhler, som fremstillede metallet i større mængde, således at dets egenskaber kunne fastslås.

Fra de sidste tyve år af Ørsteds liv findes ingen større videnskabelige arbejder fra hans hånd, men mange meddelelser, ofte af original karakter, vidne om den interesse og forståelse, hvormed han fulgte videnskabens fremgang. Derom vidner også den levende brevveksling, han vedligeholdt med udlandets lærde. Det personlige forhold til disse holdt han ved lige ved gentagne udenlandsrejser også i hans høje alder. Herunder må tillige erindres hans ivrige deltagelse i de nordiske naturforskermøder, ved hvilke han naturlig kom til at indtage en meget fremragende plads.

Efter at vi nu have betragtet hovedpunkterne af Ørsteds videnskabelige arbejde, skulle vi gå over til omtalen af andre beslægtede sider af hans virksomhed.

Ørsted, som endelig 18. juli 1817 blev udnævnt til professor ordinarius ved universitetet, var bestandig ivrig for at udbrede kendskab til naturlæren, også uden for de studerendes kreds. I den tanke udsendte han 16. oktober 1823 en opfordring til at stifte et selskab med dette formål. Skønt sagen næppe fandt den tilslutning, som Ørsted havde ventet, konstitueredes selskabet dog 26. marts 1824 med daværende kronprins Christian Frederik, senere kong Christian 8., som "Patron". Dette selskab, som endnu virker, nærmest gennem foredrag, skulle efter Ørsteds oprindelige tanke desuden fremme industrielle foretagender og undersøgelser samt støtte de unge, der søgte teknisk uddannelse. Ørsted blev, som naturligt var, selskabets "bestandige" direktør. Der manglede dog både personlige og pekuniære kræfter til at gennemføre Ørsteds plan. Men derpå bødedes nogenlunde ved oprettelsen af den polytekniske læreanstalt. Georg Frederik Krüger Ursin indgav 1827 til kongen et andragende om oprettelse af en polyteknisk skole. Om denne sag blev universitetets erklæring forlangt; det derom nedsatte udvalg, i hvilket Ørsted var sjælen, foreslog at give den påtænkte skole en mere videnskabelig karakter end oprindelig påtænkt. Efter at de store økonomiske vanskeligheder vare overvundne, stiftedes læreanstalten 27. januar 1829. Ørsted blev dens første direktør, og ham skyldes for en stor del den anseelse, den efterhånden har vundet, og den ånd, hvori den er ledet.

[redigér] Nye ord

Ørsteds forelæsninger vare stærkt prægede af hans hele personlighed og af hans fremhævning af åndens og naturens enhed; de øvede også en betydelig tiltrækning på tilhørerne. Hans oprindelige plan at give en samlet fremstilling af naturlæren blev afbrudt, da han kom ind på eksperimentale arbejder; efter at han havde opdaget elektromagnetismen, udviklede denne side af videnskaben sig så stærkt og hurtigt, at det vanskelig lod sig gøre at give et samlet billede af den. Kun den mekaniske del af naturlæren fik han færdig; den er udgivet flere gange i forskellig skikkelse, første gang 1809, sidst af Carl Valentin Holten 1859, Den fortjener endnu bestandig at læses, især for de udførlige indledende afsnits skyld. I alt, hvad han skrev, ofrede han formen og sproget stor opmærksomhed; han har dannet en mængde nye ord, af hvilke ikke få er gået over i sproget, for eksempel ilt, brint, vægtfylde, rumfang, afskygning, affatter. Ordene ilt og brint diskuterede han med den førende sprogforsker Rasmus Rask via brevveksling, og Rask var ikke umiddelbar begejstret og kritiserede ordene med følgende:^[2]

	Mod Il(d)t (dannet af substantivet ild) taler, at der i dansk ikke findes fortilfælde for, at et navneord dannes af et andet navneord ved at sætte –t på. Sådanne ord er enten tillægsord (her tænkes på et eksempel som Kløgt af klog) eller af udsagnsord, og de betegner en abstarkt egenskab eller virkning, ikke noget så konkret som grundstof. Mod Brindt (dannet af verbet brænde) taler, at en afledning af verbet betyder handling, virkning o.l. (f. eks. flugt til flygte, ridt til ride).

Hvor stor en vægt han lagde derpå, ses af hans indbydelsesskrift til universitetets reformationsfest 1814, som går ud på en gennemgribende reform af de kemiske betegnelser i de nordiske og germanske sprog. Han bragte også sagen på bane ved naturforskermødet i Gøteborg 1839. I 9. bind af hans Samlede Skrifter finder man en interessant fremstilling af hans tanker om sprogets forædling og af de fordanskninger, hvortil han har bidraget.

Andre ord han også indførte: autoritetstro, brugskunst, klangbund, mindretal, sammendrag og tidevand.^[3]

Ørsted blev 1808 medlem af Videnskabernes Selskab; 1815 valgte selskabet ham til sekretær. Da han 7. november 1850 kunne fejre sit 50 års jubilæum som universitetslærer, hædredes han på mange måder af sine medborgere. En deputation indbød ham til at følge med den ud til Fasangården, som blev overladt ham på livstid. Der hyldedes han i sang og tale af Johan Ludvig Heiberg og Johan Georg Forchhammer; universitetets rektor, professor Sophus August Vilhelm Stein, overrakte ham en doktorring besat med diamanter, kongen havde udnævnt ham til geheimekonferensråd, ældre og yngre elever bragte ham deres hyldest og tak, medens Studenterforeningen optog ham som æresmedlem og der om aftenen bragtes ham et fakkeltog. Den gang syntes hans åndelige og legemlige kraft og sundhed at love ham en høj alderdom, men det gik anderledes. Kun få måneder efter, 9. maj 1851, døde han efter få dages sygdom. 1876 afsløredes en statue af ham i Ørstedsparken i København.

[redigér] Familieforhold

Ørsted havde 17. maj 1814 ægtet Inger Birgitte Ballum (28. marts 1789 - 3. november 1875), datter af pastor N.R.B. i Kjeldby på Møn. Hun var tidlig bleven faderløs; da de blev forlovede, var hun i huset hos Ørsteds far, som var flyttet til Roskilde; med hende levede han i et lykkeligt ægteskab til sin død. Hun skildres som en lys og livsglad natur, der med stor dygtighed og selvstændighed styrede sit hus. De havde 7 børn, 3 sønner og 4 døtre. Af sønnerne var Albert Nicolai (17. juli 1829 - 10. juni 1900) i en årrække inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt. Af døtrene blev den ældste, Karen, gift med professor E.A. Scharling, den tredje, Sophie Vilhelmine Bertha, med stiftamtmand Dahlstrøm. Den yngste, Mathilde Elisabeth, som lever ugift, har udgivet en samling af breve og optegnelser fra faderens efterladenskaber, et af de interessanteste værker af den art, vor litteratur ejer, med værdifulde oplysninger om Ørsteds liv og om hans forhold til mange berømte mænd og kvinder.

[redigér] Ørsteds verdensopfattelse

Ligesom broren var H. C. Ørsted en omfattende ånd med varm interesse for livets samtlige sider. Hans studium af naturen var derfor ikke indskrænket til fordybelsen i de konkrete enkeltsager alene; men ligesom han med forkærlighed dvælede ved de store almene grundspørgsmål, således udvidede hans granskning sig efterhånden uvilkårlig til at yde en hel naturfilosofi, ja endnu mere: et helt tilværelsessystem, hvori intet væsentligt var oversprunget. Hele tidsånden havde jo denne retning mod det altomfattende; den romantiske naturfilosofi havde arbejdet sig frem og vundet herredømmet over en stor kreds i Tyskland, og under begyndelsen af sin virksomhed var Ørsted også blevet trukket en del med af denne retning. Men det gik med ham som med Adam Oehlenschläger og F.C. Sibbern: der var for megen sandhed og sundhed i det danske naturel den gang, til at retningen med alle dens udskejelser kunne vinde indpas hos os. Ørsted blev aldrig naturfilosof i tysk forstand, men lærte hurtig at skelne mellem, hvor langt tanken virkelig kunne føre os, og hvor den subjektive fantasi begyndte. Han fremhævede bestandig med stor bestemthed, at vi alle vegne måtte begynde med iagttagelse og forsøg og om muligt også helst prøve ethvert videregående resultat på lignende måde, før det afgjort fastsloges.

[redigér] Ånden i naturen

På denne måde udformede han sig efterhånden den totale verdensopfattelse, han har nedlagt i skrifter som Aanden i Naturen (1850), flere afhandlinger om det skønne osv. Det solide naturvidenskabelige grundlag, hvorfra han går ud, og den omhyggelige tænkning, hvormed han arbejder sig videre frem, bestandig standsende i tide, gør, at det hele system endnu den dag i dag i alle væsentlige træk må erkendes for rigtigt, om vi end hist og her ville bruge andre udtryk.

I afhandlingen Det aandelige i det legemlige viser han, hvorledes det legemlige i sig selv er det forgængelige og omskiftelige, medens det væsentlige i det er de love, hvorefter alle dets virkninger foregå. Da vi ad tankens vej kunne finde en mængde af disse love, kunne de også kaldes fornuftlove eller naturtanker. De er ikke blot tænkte af os; men de have realitet naturen som virkende kræfter. Hele tilværelsen er således et fornuftrige, værk og åbenbaring af den levende alfornuft, Guddommen.

I andre afhandlinger i Aanden i Naturen påviser han, hvorledes de sjælelige grundevner væsentlig må være de samme overalt i tilværelsen. En beboer på Jupiter må komme til den samme naturopfattelse som jordbeboeren. Også skønhedslovene og de moralske love må væsentlig være ens i det hele verdensalt. Om det skønnes væsen handler adskillige af Ørsteds større og mindre afhandlinger. Han er i grundtrækkene enig med Kant; men hans naturvidenskabelige indsigter have gjort ham det muligt på flere områder at føre teorien videre og anvende den indgående på forskellige konkrete tilfælde. Han har dermed givet grundlaget for en virkelig æstetik, der ikke som så mange nutidsforfatteres indskrænker sig til blot at være en række lyrisk-subjektive formeninger om det behandlede digterværk, maleri eller deslige, men giver en virkelig objektiv analyse af skønhedsfølelsens opståen.

Også samtlige grundtræk af en etik og en religionsfilosofi vil man finde i hans afhandlinger. Det er vor etiske opgave at få vor vilje og vort liv til at stemme med den evige fornuft. Han tilskriver mennesket en begrænset frihed, men mener ikke, at guddommen af den grund nogen Sinde behøver at gribe vilkårlig ind i verdensløbet. Denne ytring førte ham til en interessant strid med biskop Jacob Peter Mynster (Aanden i Naturen, 2. Del), ligesom han af og til på andre punkter måtte forsvare sine religiøse anskuelser over for samtidens teologi.

Hvad der giver Ørsteds filosofiske frembringelser deres store betydning, er ikke blot dette, at vi her have udtalelser af en mand, der forbandt en overordentlig klar og skarp, ved naturvidenskabelige sysler trænet tænkning med det reneste og ædleste sind og en for alle livets forhold åben sans og varm interesse; men hertil kommer endnu, at forfatteren levede netop på overgangstiden mellem den såkaldte rationalistiske og den romantiske periode, påvirket af begge, men, som det synes, nærmest forenende begge perioders gode sider i sig uden i nævneværdig grad at være smittet af nogen af de to retningers ensidigheder. Der vil derfor sikkert komme tider, da hans afhandlinger, som for øjeblikket næppe have nogen udstrakt læsekreds, atter ville tiltrække sig den opmærksomhed, de i så høj grad fortjene.

Og dette af endnu en grund. Thi ligesom forfatteren vedholdende syslede med studiet af det skønne, således nærede han også den varmeste interesse for kunst og poesi. Han skrev derfor ikke blot selv digte og æstetiske recensioner; men han interesserede sig tillige i overordentlig grad for et rent og smukt sprog og en smuk fremstillingsform, og ligesom han med udpræget smag og dygtighed virkede som sprogrenser, således er også alle hans afhandlinger sande mønstre på ypperlig sprogbehandling. Her er ingen uklare kunstord og ingen tilslørende blomstertale. Selv de vanskeligste spørgsmål er her behandlede i så rammende jævne og naturlige udtryk, at den opmærksomme læser uden særlige forudsætninger føres til forståelse uden at ane, at det alene er forfatterens mesterlige fremstillingskunst, der har gjort det hele let som en leg.

H.C. Ørsted er begravet på Assistens Kirkegård i København.

[redigér] Se også

• H.C. Ørstedskollegiet
• H.C. Ørstedsværket
• Ørstedsparken
• H.C. Ørsted-medaljen
• Ørsted-satellitten

[redigér] Noter

[redigér] Litteratur

• Samlede og efterladte Skrifter af H. C. Ørsted I-IX, 1851-52.
• H.A.M. Snelders, "Romantiek en 'Naturphilosophie' en de anorganische natuurwetenschappen 1797-1840", Natuurwetenschappen van Renaissance tot Darwin (Geschiedenis in veelvoud, 18.), Den Haag, 1981, side 168-192, især 178-183.
• Jelved, Karen & Andrew D. Jackson: "Ørsted, filosofien og fysikken", Naturens Verden, nr. 2/1999, vol. 82, side 14-19.
• Kristensen, Marius: "H. C. Ørsted og det danske sprog", Danske Studier 1904, side 49-64.
• Nielsen, Niels Åge: Sprogrenseren H. C. Ørsted I-II, Aarhus Universitet 1981.
• Krydsfelt, Ånd og natur i Guldalderen, redaktion Mogens Bencard, ISBN 87-00-34306-4.
• Hans Christian Ørsted: Aanden i Naturen, Fjerde udgave, 1 og 2 Deel, København 1978, ISBN 87-414-8972-1.
• Ole Bang, Store Hans Christian, Rhodos, 1986. ISBN 87-7245-149-1.

[redigér] Eksterne kilder/henvisninger

• Forsøg over den electriske Vexelkamps Indvirkning paa Magnetnaalen (dansk oversættelse af H.C. Ørsteds latinske pamflet fra 1820 om opdagelsen af elektromagnetismen)
• Aanden i Naturen på Google Books.
• Andre skrifter af Hans Christian Ørsted på Google Books

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Commons Kildetekster fra Wikisource