Hans Hedtoft

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se Hans Hedtoft (flertydig). (artikler, som begynder med Hans Hedtoft)

Der er flere personer med dette navn, se Hans Hansen.

Hans Christian Hedtoft Hansen (21. april 1903 i Århus - 29. januar 1955 i Stockholm) var dansk statsminister fra 13. november 1947 til 30. oktober 1950 og igen fra 30. september 1953 til 29. januar 1955. Han var medlem af Folketinget valgt for Socialdemokratiet. Oprindeligt hed han Hansen, men skiftede i 30'erne navn til Hedtoft-Hansen, og blev senere heddende Hedtoft.

[redigér] Baggrund

Den 21. april 1903 fødtes Hans Hedtoft i Lollandsgade 23 i Århus som den yngste i en børneflok på 11. Faderen var skrædder og havde sit værksted i husets kælder. Hans var en kvik elev i skolen, men hans faders alt for tidlige død vendte om på alting i hans liv. Han gik ud af skolen, og kom i lære som litograf i Graven i Århus. Der blev hans politiske interesse vækket. Som 16-årig blev han formand i lærlingeforeningen i Århus, og han meldte sig ind i det nystartede DSU - Dansk Socialdemokratisk Ungdoms forening. Allerede i 1920 blev han bevægelsens første landssekretær og i 1927 formand. Da havde han i en periode studeret ved den socialdemokratiske partihøjskole Tinz i Thüringen i Tyskland. I foreningen traf han Ella, som blev hans hustru.

I 1929 flyttede han til København, hvor han på Staunings initiativ blev assistent i partiet og sekretær for dets folketingsgruppe.

[redigér] Politisk karriere

I 1935 blev han medlem af Folketinget.

I 1939 blev han formand for Socialdemokratiet efter Stauning, men blev af besættelsesmagten tvunget til at fratræde posten i 1941. Han var dog stærkt politisk aktiv og med til at skabe kontakt mellem politikere og modstandsbevægelse, da han ønskede at undgå at partiet fik ord på sig for at samarbejde med tyskerne - et taktisk klogt træk.

I 1945 kom han tilbage som formand og var det til sin død i 1955. Han var arbejds-og socialminister i befrielsesregeringen i 1945.

Efter venstreregeringen Knud Kristensens fald blev Hans Hedtoft statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering fra 13. november 1947 - 30. oktober 1950. Han var en varm tilhænger af det nordiske samarbejde, og det var ham en stor skuffelse, at det ikke lykkedes at skabe et nordisk forsvarsforbund. Planerne brød sammen fordi Norge sigtede mod medlemskab i NATO, og det resulterede i Danmarks tilslutning til Atlantpagten, senere kaldet NATO, i 1949. Efterhånden måtte han også give tabt når det gjaldt forhåbninger om politisk kontrol af dansk økonomi og markedskræfter. Sådan set mislykkes hans politiske ambitioner.

22.januar 1948 foreslog den britiske udenrigsminister Ernest Bevin en forsvarsunion mellem Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxemburg, hvor han undlod at nævne Skandinavien for ikke at sætte de nordiske lande i en ubehagelig situation i forhold til Sovjetunionen. Som et modtræk fulgte 22.februar Josef Stalins forslag til Finlands præsident Juho Paasiviki om at Sovjetunionen og Finland skulle indgå en samarbejdsaftale efter model af den aftale, Sovjetunionen havde indgået med Ungarn og Rumænien. Aftalen lagde klare begrænsninger på Finlands selvstyre. I begyndelsen af marts fik det norske udenrigsdepartement meldinger fra repræsentationerne i Moskva, Helsingfors, Warszawa og Washington om at det i næste omgang blev Norge, der ville modtage sådan et tilbud. Kommunisterne havde taget magten i Tjekkoslovakiet i slutningen af februar 1948, fulgt af brutale udrensninger og politisk ensretning. Vestlig presse bekymrede sig nu for, om man kunne vente sig forsøg på en sovjetisk ekspansion i Norden. I marts 1948 kom der skarpe sovjetiske presseangreb på Danmarks militær- og udenrigspolitik. Rygter om kommunistiske kupplaner skabte frygt og uro. I påsken sidst i marts iværksatte dansk forsvar og politi for sikkerheds skyld omfattende beredskab. Den danske sendemand i Prag fik oplyst at "Danmark står for tur lige efter Tjekkoslovakiet". Så anspændt var stemningen i påsken, at da den ferierende Hedtoft en morgen vågnede af larm fra motorer, troede han, det var den sovjetiske invasion, han hørte - i virkeligheden var det larmen fra landbrugsmaskiner på vej ud i marken. ^[1]

I 1950 måtte Hedtoft gå af som statsminister, men efter VK-regeringen under Erik Eriksen dannede han på ny en socialdemokratisk regering den 30. september 1953, og han forblev på posten til sin død i 1955. Han blev den første præsident for Nordisk Råd i 1953, og døde af hjerteslag under et møde i Nordisk Råd i Stockholm i 1955.

[redigér] Fodnoter

[redigér] Se også

Danmarks statsministre

s·d·r Danske statsministre Moltke • Bluhme • Ørsted • Bang • Andræ • Hall • Rotwitt • Hall • Monrad • Bluhme • Frijs • Holstein-Holsteinborg • Fonnesbech • Estrup • Reedtz-Thott • Hørring • Sehested • Deuntzer • Christensen • Neergaard • Holstein-Ledreborg • Zahle • Berntsen • Zahle • Liebe • Friis • Neergaard • Stauning • Madsen-Mygdal • Stauning • Buhl • Scavenius • Buhl • Kristensen • Hedtoft • Eriksen • Hedtoft • Hansen • Kampmann • Krag • Baunsgaard • Krag • Jørgensen • Hartling • Jørgensen • Schlüter • Nyrup Rasmussen • Fogh Rasmussen • Løkke Rasmussen