Hectors delfin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Hectors delfin ?
Hectors delfin ved Kaikoura, New Zealand 2000.Foto: Malene Thyssen
Hectors delfin ved Kaikoura, New Zealand 2000.
Foto: Malene Thyssen
Videnskabelig klassifikation
Rige: Animalia (Dyr)
Række: Chordata (Chordater)
Klasse: Mammalia (Pattedyr)
Orden: Cetacea (Hvaler)
Familie: Delphinidae (Delfiner)
Slægt: Cephalorhynchus
Art: hectori
Videnskabeligt artsnavn
Cephalorhynchus hectori
Van Beneden 1881

Hectors delfin er verdens mindste havdelfin. Den blev først opdaget i 1869. Hectors delfin er kun omkring 1,4 meter lang, og den vejer blot omkring 48 kg. Den er sjælden og findes kun i New Zealand, hvor den er et nationalsymbol sammen med kiwifuglen.

Newzealænderne kalder delfinen for "Mickey Mouse Dolphin", grundet den specielle rygfinne. Hectors delfin er en lille tyksakket tumling, som gerne leger i havoverfladen, og derfor kendes den også under navnene: "Puffing Pig" (Den tøffende gris) og "Dumpling dolphin" (Truntedelfinen).

Udseende[redigér | redigér wikikode]

Marsvinet, den lille hval, som kan træffes i de danske farvande er større end den newzealandske miniput-delfin. Marsvinet er til sammenligning ca. 1,5 – 1,8 meter langt og vejer omkring 90 kg. En spættet sæl er noget større, næsten 2 meter lang, og den vejer ca. 115 kg.

Sammenligning

Det tydeligste kendetegn på Hectors delfin er dens meget specielle rygfinne. Rygfinnen er nemlig rund og helt sort og ligner virkelig et af Mickey Mouses ører – derfra stammer kælenavnet. Den er også for det meste det eneste, man når at få et glimt af, når delfinen kommer svømmende i fuld fart i overfladen.

Ud over rygfinnen er delfinens hale, kinder og brystluffer også sorte. Hen over nakken lige ved delfinens blåsthul har den også en smal sort stribe. På maven er Hectors delfin hvid, og den hvide farve fortsætter i en stribe lidt op ad delfinens sider. Resten af delfinens krop er blågrå, næsten samme farve som havet har ved New Zealand en overskyet dag.

Hectors delfin er ikke bare mindre end alle andre delfiner, den er også ret kort bygget i forhold til de andre. Den almindelige delfin er f.eks. lang og elegant, med en ret lang snude og lang hale. Hectors delfin har kun en lille kort snude, en kort krop og en kort tyk hale, lidt ligesom vores marsvin. På trods af sin lidt klodsede krop er Hectors delfin stadigvæk strømlinet, som alle de andre havpattedyr; hvalerne, sælerne og søløverne.

Familieliv[redigér | redigér wikikode]

Hectors delfiner holder sammen i små grupper med 2 – 12 individer. Det er meget svært at kende forskel på hunner og hanner, for de ligner hinanden meget. Grupperne af delfiner er ikke rigtige familiegrupper, ligesom hos spækhuggerne. I stedet skifter Hectors delfiner tit gruppe. Kun delfinmoderen og dens kalv holder sig tæt sammen.

En Hectors delfin kan blive omkring 20 år. Når hunnen er mellem 7 og 9 år, kan hun blive drægtig (gravid). Men et problem med Hectors delfin er, at de kun kan få en kalv (afkom) hvert 2. eller 3. år. Derfor tager det mange år, at øge bestanden. Hver Hectors delfin kan nå at få omkring 4 – 6 unger i løbet af deres liv.

Hectors delfin føder sine unger om foråret og om sommeren (når det er efterår og vinter i Danmark). Det kan være en risikabel affære, for ungen fødes under vandet, men skal hurtigt op til overfladen for at trække vejret. Ungen bliver født med halen først, så den ikke drukner under fødslen. Moderen kan desuden hjælpe ungen op til overfladen når den er kommet ud, og ungen lærer hurtigt at trække vejret gennem sit lille blåsthul oven på hovedet. Ungen er, når den lige bliver født, omkring 76 centimeter.

I forhold til landpattedyrene er det relativt nemt for en delfin at føde, for delfinungen har ingen hofteben, der kan være i vejen. Ungens lille rygfinne ligger rullet helt sammen inde i moderen, så den heller ikke kommer i vejen under fødslen. Når ungen bliver født, har den nogle striber på siderne. De bliver kaldt fødselsmærker, og de stammer fra, da ungen lå inde i moderen. En delfinunge ligger rullet sammen sidelæns inde i moderen, så siderne, hvor huden har foldet, har stadigvæk striber, når den kommer ud, på samme måde som hvis man har sovet på en fold i lagenet hele natten. Striberne er på begge sider af kalven, da den sparker inde i moderen ligesom et menneskebarn og ruller fra side til side. Der går 6 måneder efter fødslen, før striberne forsvinder, på den måde kan man altid se, om en unge er næsten nyfødt.

Ungen lever af mælk det første stykke tid. Men da delfinmoderen skal være så strømlinet som muligt har hun ikke nogen synlige dievorter. De sidder i små hudfolder på maven af hende. Når ungen skal have mælk, kan hun vippe dem ud af hudfolden, og ungen kan så få mælk. Dieprocessen under vand foregår noget anderledes end hos landpattedyr, da delfinerne ingen læber har, og ungen derfor ikke kan holde fast om dievorten. I stedet er dievorten sådan indrettet, at mælken sprøjtes automatisk ind i munden på ungen, når denne rører dievorten.

Delfinungen har en meget speciel tunge. Tungen har en slags små fjerlignende hår på, så når delfinen får mælken i munden, virker dens tunge som en slags svamp, der kan suge mælken. Tungen hjælper også ungen med at holde kontakten til dievorten. På den måde undgås det, at noget af mælken spildes, og ungen undgår også at få mælken blandet op med alt for meget saltvand.

Hectordelfinens mælk er meget fed, da ungen skal bruge en masse energi – både til at vokse og til at holde varmen.

Trusler[redigér | redigér wikikode]

Hectors delfin er i fare for at blive udryddet. Der findes naturligt kun meget få af dem, og når de kun lever omkring New Zealand skal der ikke meget til, før de forsvinder.

Ligesom marsvinet i Danmark bliver Hectors delfin fanget i fiskenet. Hvis delfinen bliver viklet ind i sådan et net, kan den ikke svømme op til overfladen og trække vejret, og så drukner den. Mange af de delfiner, man finder døde langs med New Zealands kyst, er døde på den måde.

Delfinen kan ikke høre ekkoet fra fiskenet, fordi trådene i nettene er så tynde, at de kun sender et meget svagt ekko tilbage, men delfinen kan se og høre fiskene i nettet og vil forsøge at fange dem. Når delfinen går på jagt efter fisk i et fiskenet, kan den være næsten sikker på selv at blive fanget.

Man prøver, ligesom med marsvinene, i Danmark at finde løsninger på det problem. F.eks. kan man sætte små højttalere på fiskenettene. Når man afspiller lyden af en spækhugger nede i vandet, flygter delfinerne, og så bliver de ikke fanget i nettet.

Man kan også sætte små plader på nettene, som kaster ekkoet fra delfinen tilbage. På den måde opdager delfinen nettet, inden den svømmer ind i det.

Der er også andre "mindre" trusler mod Hectors delfin. Spækhuggeren er en af dem. En sulten spækhugger kan sagtens finde på at snuppe en lille delfin, hvis den kan komme af sted med det. Derfor er lyden af spækhuggere også så effektiv til at skræmme delfinerne væk fra fiskenettene med.

I New Zealand findes der mange forskellige hajer – også nogle af de store menneskeædende kan finde på at komme forbi, selvom de for det meste holder til ved Australien. De store hajer, som tigerhajen, hammerhajen og den store hvide haj kan godt finde på at spise en Hectors delfin. Heldigvis for delfinen er de fleste hajer, der lever ved New Zealand ikke helt så store.

En lidt overraskende trussel for Hectors delfinen er de newzealandske sæler. De kan nemlig en sjælden gang også finde på at jage Hectors delfin.

Bortset fra disse farer er forurening også en trussel mod Hectors delfin. Et olieudslip eller udslip af andre giftige kemikalier i havet omkring New Zealand kan hurtigt udrydde dem alle sammen. Derfor er der meget strenge regler i New Zealand for, f.eks. hvor olietankere må sejle, så de ikke risikerer at gå på grund.

Føde[redigér | redigér wikikode]

Hectors delfiner lever af newzealandske fisk, f.eks. "sprat" (småsild) og "yelloweyed mullet" (multe), som begge er en slags små stimefisk. Delfinerne kan nu også finde på at snuppe krabber, hummere og krill.

Hectors delfin er en af den slags delfiner, som har brug for mest føde i forhold til dens størrelse. Den lille delfin lever i vand, der kan blive ned til 6 grader koldt, så der skal meget energi til at holde den varm. Hver dag skal den fange mindst 4 kg føde. Det svarer til, at et menneske hver dag skulle spise 8 kg mad.

Dykning[redigér | redigér wikikode]

Man ved ikke præcist, hvor dybt en Hectors delfin kan dykke. Men man regner med, den kan dykke ret dybt, hvis den bliver tvunget til det, ligesom nogle af de andre tandhvaler. Normalt befinder den sig jo også på ret lavt vand – omkring 100 meters dybde, og den behøver ikke dykke dybere. Til sammenligning kan en kaskelothval dykke helt ned på 3 kilometers dybde, da den er helt specielt bygget til at kunne klare de dybe dyk.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Hectors delfin er en delfinart, som kun kan findes i New Zealand, og selv her er den ret sjælden. Der er kun ca. 3000 – 4000 i alt. Grunden til, at den aldrig har bredt sig til nogle andre lande er formodentlig, at New Zealand ligger ret isoleret fra andre landområder. Udover det, holder den til i lavvandede områder, kun op til ca. 10 kilometer fra kysten. Delfinen elsker lidt plumret vand, så man kan tit møde dem ved flodudmundinger o.lign.

De fleste af Hectordelfinerne holder til omkring Sydøen på New Zealand. De kredser rundt om øen i små grupper på jagt efter føde. Når man sejler ud i båd, kan man være heldig at et par stykker af dem kommer hen og leger lidt omkring båden, inden de bliver trætte af én og svømmer videre.

Nordøen har man kun set meget få af Hectors delfiner, og nogle mener, at de dyr, der holder til deroppe faktisk er en lidt anden art end den der holder til omkring Sydøen. Studerende på Auckland Universitet er ved at lave en undersøgelse for at finde ud af, om Hectors delfin faktisk er to forskellige arter. Desværre er det ret svært at finde ud af, fordi der er så få delfiner, man kan komme til at undersøge.

Ekstern kilde/henvisning[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: