Heinrich Schliemann

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Heinrich Schliemann

Heinrich Schlieman (6. januar 182226. december 1890) var en tysk købmand og arkæolog. Med den græske forfatter Homer i hånden drog han ud for at finde Troja.

Barndom og ungdom[redigér | redigér wikikode]

Heinrich Schlieman er født i Tyskland den 6. januar 1822 som søn af en fattig protestantisk præst. Han havde flere søstre. Moderens død i 1831, da han var ni år, var en meget traumatisk oplevelse for ham.

Senere erklærede han, at hans interesse for historie var startet som dreng, hvor faderen havde fortalt ham om de homeriske heltes kampe, om Paris og Helena, om Achilleus og Hector, om det mægtige Troja, det Troja der var gået op i luer og ødelagt. Hans far havde givet ham en illustreret verdenshistorie i julegave 1829. I den der var tegninger af kampen. Allerede som 8-årig havde han erklæret, at han en dag ville rejse til Grækenland og finde Troja og kongens skatte.

Schlieman blev sendt til sin onkel i Neustrelitz. Hans far betalte for, at han kom i gymnasiet. Der er meget der tyder på, at han efter et enkelt år i gymnasiet blev overflyttet til en realskole, da faderen efter en beskyldning om at tage af kirkekassen ikke længere havde råd til at betale for ham. Han fortæller selv, at interessen for det klassiske Grækenland blev forstærket, da han hørte en fordrukken student citere Odysseen på oldgræsk og fandt sproget utroligt smukt.

Hele livet gav han udtryk for bitterhed over den boglige uddannelse, han blev snydt for i sin ungdom.

Købmand og handelsmand[redigér | redigér wikikode]

Efter realskolen kom han i lære hos en købmand, hvor han var i fem år, mens han læste som en gal i al sin fritid. Derpå drog han til Hamborg, hvor han tog hyre som skibsdreng. Skibet forliste i en storm og de overlevende blev skyllet op på Hollands kyst.

Han fik arbejde i Amsterdam i 1842, først som bud og senere som bogholder. I 1844 skiftede han til et import/export firma, hvor han viste så store talenter for arbejdet, at han i 1846 blev udsendt som firmaets generalagent i St. Petersborg, hvor markedet blomstrede. Han repræsenterede flere firmaer, startede sit eget handelshus og blev efterhånden velhavende.

Sproggeni[redigér | redigér wikikode]

Samtidig lærte han sig russisk og græsk efter et selvopfundet system, som han brugte gennem hele livet til at lære mange sprog. Han skrev altid sin dagbog på det sprog i det land han var i. Han havde en enestående evne til at lære sprog og lærte engelsk, fransk, hollandsk. spansk, portugisisk, svensk, italiensk. græsk, russisk, arabisk, tyrkisk foruden sit modersmål tysk. Dette sprogtalent var uvurderligt i hans forretningskarriere.

USA og Rusland[redigér | redigér wikikode]

I 1850 døde hans bror, som var blevet velhavende i det californiske guldeventyr. Schlieman tog til Californien, hvor han startede en bank i Sacramento. Banken købte og solgte guld for over en million dollar på bare 6 måneder i 1851, og Schlieman skabte sig en hurtig formue.

Året efter solgte han banken og tog tilbage til Rusland, hvor han giftede sig med Ekaterina, som var niece af nogle velhavende venner. Han havde da fået at vide, at hans barndomskæreste havde giftet sig med en anden.

Ekatarina[redigér | redigér wikikode]

De blev gift i 1852, og ægteskabet var problematisk fra starten. Ekaterina var meget ambitiøs, men han vandt hendes agtelse, da han tjente en formue på indigomarkedet. De fik tre børn, og det lykkedes ham at tjene endnu flere penge på militært udstyr i forbindelse med Krimkrigen og den amerikanske borgerkrig.

I løbet af sine mange rejser tabte han Ekatarina. Hun var ikke interesseret i eventyr og var blevet hjemme i Rusland. Han hævdede – måske uberettiget – at han i 1850 var blevet amerikansk statsborger og havde udnyttet skilsmissloven i Indiana til i 1868 at lade sig skille fra Ekaterina in absentia.

Arkæologen[redigér | redigér wikikode]

I 1863 var han så rig, som nogen mand kunne ønske, og besluttede at trække sig tilbage og hellige sig jagten på Troja.

Han rejste meget, opsøgte berømte kulturelle og historiske steder. Et af hans mest berømte besøg var, da han forklædte sig som beduin for at få adgang til de mest hemmelige steder i Mekka, men det var fortsat Troja, der stod som det væsenligste for ham.

Troja og Homer[redigér | redigér wikikode]

På det tidspunkt var der heftige diskussioner om byen i det hele taget eksisterede. Men de første undersøgelser af klassiske lokaliteter var allerede i gang, bl.a. udgravninger på øen Santorino og i Tyrkiet hvor englænderen Calvert gravede i Hissarlik.

Schlieman tog Homer bogstaveligt, og når der i 22. sang står

Citat Videre kom de forbi to klarthenrindende vandløb,

kilderne hvorfra Skamandros, den hvivlende flod har sit udspring.

En af kildernes vand er varmt og op af dens bølger

stiger, som røgen af ild, en damp der breder sig trindt hen.

Kold derimod er den anden, selv midt i sommerens hede.

Ligesom hagl eller sne eller vand som frosten har størknet.

Citat

så er det klart, at Schlieman drog ud med et termometer for at finde en høj, hvor der var to – og kun to – kilder, den ene varm den anden kold. Højen skulle også være så stor at den kunne have plads til Priamos palads der rummede 62 værelser, havde kæmpetykke mure og en port hvorigennem den trojanske hest kunne passere, der skulle også være mulighed for at løbe rundt om kongebyen som det er beskrevet i kampen mellem Acilleus og Hector.

I 1868 udgav Schlieman et skrift, hvor han talte for at Hissarlik var stedet for Troja, og Calvert, der ejede en del af højen, blev hans partner.

Schlieman bragte entusiasme, målrettethed, overbevisning og en ikke ringe del penge til arbejdet. Udgravninger kan ikke foretages uden økonomiske midler, og er uden betydning, hvis resultaterne ikke publiceres. Schlieman kunne bidrage med begge dele, hvilket gjorde ham til en førende skikkelse i den græske arkæologi i resten af hans liv.

Sophia Engastromenos[redigér | redigér wikikode]

Som sagt havde han skilt sig af med Ekatarina, og han havde brug for en ledsager med kendskab til græsk sprog og kultur, hvorefter han i en Athen avis annoncerede efter en ledsager. Hans ven, ærkebiskoppen af Athen, foreslog en af sine slægtninge den syttenårige Sophia Engastromenos, der var smuk som Helena og som han giftede sig med i 1869. De fik to børn Andromache og Agamemnon, modvilligt tillod han at de blev døbt, men han tilførte ceremonien at han holdt Iliaden over børnenes hoved og citerede hundred heksametre.

Udgravningen[redigér | redigér wikikode]

1871 var han klar til at gå i gang med udgravningen, og da han skønnede at Troja lå i de underste lag, høvlede han igennem de øverste lag indtil han nåede en mur og et brandlag, som han mente var målet. Han og Calvert røg i totterne af hinanden, da Calvert i en publikation 1872 hævdede, at de havde mistet det lag, der hørte til den trojanske periode – retfærdigvis må man sige, at eftertiden har givet ham ret.

Priamos skat[redigér | redigér wikikode]

Den mest omtalte og diskuterede del af historien om udgravningen af Troja skete i 1873, hvor ”Priamos skat” dukkede op. Ifølge ham, så han guld glimte og skyndte sig at sende alle arbejdere hjem, hvorefter han og Sophia kunne udgrave skatten og fjerne den pakket ind i Sophias røde sjal.

”Jeg gravede i stor hast skatten ud med en stor kniv. Det foregik under opbydelsen af de største anstrengelser samtidig med at jeg svævede i frygtelig livsfare, thi den store fæstningsmur, som jeg måtte grave ind under, truede hvert øjeblik med at styrte ned over mig. Men synet af alle disse genstande, som hver for sig var af umådelig værdi, gjorde mig så dumdristig, at jeg slet ikke tænkte på faren”.

Senere blev Sophia fotograferet bærende ”Helenas smykker”. Han publicerede fundet i 1874. Den tyrkiske regering krævede en del af guldet, men det lykkedes HS og Calvert at smugle skatten ud til Grækenland. (Priamos skat er den dag i dag årsag til stridigheder)

Mykene[redigér | redigér wikikode]

1876 begyndte han udgravningerne i Mykene, hvor han opdagede skatgravene og fandt mere guld, – bl.a. den berømte guldmaske, som Schliemann fejlagtigt troede tilhørte Agamemnon. Men masken og gravene er fra ca. 1600 f. Kr., Agamemnon var samtidig med den trojanske krig, altså ca. 1200 f. Kr.

Død[redigér | redigér wikikode]

Frem til sin død i 1890 var han deltager i flere udgravninger både i Troja og i Grækenland. I august 1890 rejste han til Halle for at blive opereret for en kronisk ørebetændelse. Det blev ingen succes, og mod lægernes råd begav han sig på rejse tilbage til Athen, han gjorde ophold i Neapel for at se ruinerne af Pompeji, og døde den 26. december på et hotelværelse. Han kiste overførtes til Athen hvor det blev indsat i et mausoleum bygget i klassisk græsk stil.

Kritikken[redigér | redigér wikikode]

På hans tid var arkæologien ikke en etableret videnskab, og hans udgravningsmetoder var ikke anderledes end dem vi kender fra vores hjemlige fund. Her som der gik mange oplysninger tabt i forsøget på at finde spektakulære ting, der opstilles i museerne. Han er blevet kritiseret voldsomt for at have bortgravet de lag, der dateringsmæssigt hører til den trojanske periode. Kritikerne glemmer, at der før hans tid næppe var nogen, der troede på at Troja fandtes. Han blev dog allerede i sin levetid kritiseret af hele den etablerede videnskab, dvs. alle med en universitetsudddannelse, der anså ham for at være en amatør, der kun i kraft af sine mange penge kunne føre sig frem.

I 1960-erne foretog en psykolog en gennemgang af tusindvis af breve fra HS, og han kom frem til et helt andet billede af HS barndom end det, der fremgår af HS dagbøger. Tilsyneladende hadede han sin far og gav ham skylden for moderens død. Det fremgår af nogle breve til søstrene. Der er intet i de tidlige breve som antyder en interesse for Troja eller klassisk arkæologi. Hans egen fremstilling af barndommen er måske farvet.

I 1972 talte en professor fra Colorado universitetet i forbindelse men HS fødselsdag og afslørede, at han havde fundet er række usandheder. Andre forskere fulgte op.

  • HS var ikke – som hævdet – til middag hos den amerikanske præsident.
  • Han forlod ikke Californien frivilligt, men fordi han havde snydt sin partner; straffen var lynchning.
  • Han blev ikke – som hævdet – amerikansk statsborger i 1850.
  • Han fik aldrig – som hævdet – en universitetsgrad fra Rostock.

Men det største problem er ”Priamos skat”, der blev fundet i et lag, som man nu kan datere til tidlig bronzealder, altså længe før Priamos’ Troja. Fundet er helt unikt og ser ikke ud til at høre til tidlig bronzealder. Hans tjener Yannakis har indrømmet at en del af fundet – ikke guldet – stammer fra en grav, der lå et stykke væk, og senere har man fundet ud af, at han fik en guldsmed til at fremstille nogle smykker i mykensk stil og fik dem anbragt i udgravningen, andre blev fundet rundt om i udgravningen. Skønt Sophia på det tidspunkt var på besøg hos sin familie i Athen, ser det ud til, at hun støttede ham, da han hævdede hun hjalp ham ved ikke at benægte det.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: