Heks

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Heks i illustration fra 1451

En heks er betegnelsen for en kvinde, der udøver heksekunst dvs magi. Heksen kan have kendskab til planternes hemmelige egenskaber, naturånder (dæmoner), spådom, krystalkugler, tarotkort og lignende okkulte emner. I eventyr er heksen ofte en personifikation af det onde. I Walt Disney er skurken ofte en heks, eller forvandles til en heks. (Snehvide, 1937 eksempelvis). I dag findes der utallige afskygninger af hekse der eksempelvis bekender sig til Asatro, Wicca, satanisme, urtekundskab eller bare ateisme.

Videnskab[redigér | redigér wikikode]

Antropologi[redigér | redigér wikikode]

Inden for antropologien bruger man begrebet heks om en kvinde, der anklages for at øve trolddom.

Overtro[redigér | redigér wikikode]

Heksen er ifølge ældgammel folkelig overtro en figur, som muligvis kan føres tilbage til stenalderen. Heksen repræsenterer seksualiteten og den farlige erotiske tiltrækning. En modsætning til kristendommens kyskhed og ærbarhed.

I de gamle nordiske sagn red heksen på en ulv, og med en slange som tømmer, og slangen accepterer at blive brugt fordi heksen har magt over potensen, og ulven accepterer at blive brugt om ridedyr, fordi heksen har magt over dyret i mennesket.

Jordemoderen er også en heks, som kan fremtrylle børn ud af kvinders maver, eller lade mor og barn dø.

Tegn på hekseri[redigér | redigér wikikode]

Tegnene på at en person er blevet ramt af hekseri kan være, at man er ramt af alvorlige uheld, man kan dø eller blive alvorlig syg (f.eks. lammelse eller blindhed).

Beskyttelse mod hekseri[redigér | redigér wikikode]

Hvis man vil undgå at blive ramt af hekseri kan man have en flaske med et bestemt indhold (tapa bata) begravet under sin dørtærskel, eller man kan have en speciel halskæde lavet af medicin (tatai), og en tredje ting er, at man kan lave en rituel vask med specielle urter.

Forestillinger om hekseri findes i de fleste kulturer, fordi det er en måde at forklare det uforklarelige på.

Heksen på St. Hans bålet[redigér | redigér wikikode]

Til sankthans brændes traditionelt en dukke, der forestiller en heks på bålet. Symbolsk sendes heksen eller det onde til Bloksbjerg.

Hekseprocesser i Europa[redigér | redigér wikikode]

Hekseafbrænding 1544

Forbud mod hekseri[redigér | redigér wikikode]

Moseloven forbyder hekseri. De gejstlige kunne med udgangspunkt i Bibelen mene, at der var belæg for at dræbe hekse. Eksempelvis 2. mosebog kap. 22 vers 17: En troldkvinde må du ikke lade blive i live. Efter overgangen til kristendommen har hekseri været forbudt i Europas kristne lande. Straffen for hekseri er døden. I de katolske lande stod inkvisitionen for hekseforfølgelser. I protestantiske lande, som Danmark forfulgte staten hekse. Kong Christian IV var f.eks. meget nidkær i forfølgelsen af hekse.

Under hekseprocesserne i Europa var de anklagede ofte gamle, ensomme kvinder eller udstødte, men også kristne præster har været anklaget for hekseri. Anklagerne har gerne lydt, at heksen har spist børn, gjort dyrene på en gård syge, eller mænd impotente. Heksens egentlige kriminelle gerning har således været at bringe ulykke og ufrugtbarhed. Oftest blev heksene også beskyldt for perversiteter, hvilket dengang var en generel opfattelse af heksenes væremåde.

Man mistænkte hekse for at være i pagt med Djævelen og kaste onde øjne på folk, så høsten slog fejl, husdyr døde og sygdom spredte sig. Ifølge den romantiske overtro om hekse, var en af de mest kendte kvinder, der måtte lade livet på bålet, anklaget for at være heks – Hun hed Jeanne d'Arc.

Når man siger at hekse flyver på koste, så kommer det af, at man sagde at de red på en kost, når de gik over markerne med en potent kost strittende op imellem benene. Heksene gjorde det for at øge markernes frugtbarhed ifølge Margaret Murray, der blandt andet er kendt for at bruge forfalskede kilder.

Heksejagt[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Heksejagt

Hekseforfølgelse eller forfølgelse af mennesker med speciel magisk magt eller evne har fundet sted i mange kulturer. I Europa i 1500-1700-tallet var der en opblomstring af antallet af forfølgelser, hvoraf de fleste fandt sted i det nordlige Europa. Man mener at ca. 10.000-100.000 mennesker blev anklaget for hekseri, hvoraf ca 50 % fik dødsdommen. Selv børn er blevet henrettet for hekseri.

I modsætning til den almindelige opfattelse var den katolske kirkes inkvisition ikke ude efter hekse, men derimod kættere. Faktisk var det et dogme i lange perioder af den katolske kirke, at der ikke fandtes hekse. Jeanne d'Arc blev brændt som kætter – ikke som heks. Der var dog hekse, der blev brændt af den katolske kirke i middelalderen og under den italienske renæssance. Oftere var det dog en hob af mennesker, der greb til selvtægt. Der er gerne hysteri forbundet med heksejagt.

Den store heksejagt fandt altså ikke sted under inkvisitionen eller den spanske inkvisition. Den store heksejagt fandt tværtimod sted lige efter reformationen i de reformerte lande, hvor den katolske kirke ikke længere havde magt til at insistere på, at heksejagt var forkert – inklusive Danmark. Efter reformationen blev det sværere for det almindelige menneske at forstå det dårlige der skete i livet. Martin Luther prædikede jo, at alt hvad der skete for det enkelte menneske, havde Gud bestemt, for det syntes Gud var retfærdigt. Hvis ikke det var Guds værk, var det en djævels. Et menneske i ulykke(barnløshed, dårlig høst) kunne således holde sin samvittighed ren ved at beskylde en djævel, som kunne være en heks, for sin ulykke.

I 1602 offentliggjorde den tysk præst Anton Praetorius bogen ”Gründlicher Bericht von Zauberey und Zauberern” (Grundig gennemgang af hekseri og troldmænd) imod hekseillusioner og tortur.

Hekseprøven[redigér | redigér wikikode]

Hekseprøve

Man kunne ifølge overtroen altid teste, om en kvinde var heks, ved at binde hende nøgen og smide hende i vandet fra en bro, hvis hun kunne flyde så var hun skyldig, og hvis hun sank og druknede, så kunne hun begraves i indviet jord, og derved kunne hun sikres en plads i paradiset. Det var vigtigt, at man ikke forhindrede, at ærlige folk blev begravet i indviet jord, selve tabet af livet betød ikke så meget som det evige liv. Normalt vil kvinder kunne flyde, men med hovedet nedad og ende og lår opad.

Heksejagt i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Heksejagt i Danmark anslås at have medført ca. 1.000 - 2.000 henrettelser. [1]

Den første kendte heks, der blev dømt til bålet i Danmark, blev brændt i Stege i 1540. Under hekseprocessen kaldet Køge Huskors (16081612) blev mindst 15 hekse dømt til bålet. Der har ikke efterfølgende været noget, der tydede på, at de var skyldige. Den officielt sidste dømte heks var Anne Palles, der blev henrettet den 4. april 1693. Af regnskaberne for henrettelsen fremgår, at hun blev halshugget, og liget derefter brændt.

Heksebålene i Danmark fik for alvor fat i 1626, da Christian IV lavede en lov, som gjorde pagtskab med djævlen samt magi selv i det godes tjeneste strafbart. Efter Christian IV's død aftog heksejagten i Danmark, fordi en ny konge kom til magten.

Senere er der dog sket flere lynchninger af hekse i Danmark til helt op i 1800-tallet. En af de berømteste heksesager var retssagen mod Maren Splids i Ribe Ret. Hun blev brændt som heks den 9. november 1641.

Den sidste hekseproces i Danmark fandt sted på Ærø så sent som i 1936. Carl Vilhelm Goldmann (1858-1939) fra Marstal blev anklaget for hekseri, men her fik Goldmann medhold i at der var tale om injurier.

Heksejagt i Ribe[redigér | redigér wikikode]

I David Grønlunds historiske efterretning om de i Ribe by for hekseri forfulgte og brændte mennesker, beskrives indgående retsgrundlaget for hekseprocesserne.

Hovedgrundlaget var de gamle landskabslove, i dette tilfælde Jyske Lovs 3. bog, 69. kapitel 'Om trolddom', som blev indføjet engang i 1400-tallet og anvendtes indtil 1683, ved Danske Lovs indførelse:

Hvis en mand beskylder en anden for, at han har forgjort noget, som tilhører ham, med trolddom, og den sagsøgte ikke vedgår, men nægter det, og sagsøgeren beediger sigtelsen imod ham, da skal den sagsøgte værge sig med nævn i kirkesognet, såvel over for sagsøgeren som over for biskoppen.

Straffen, som skulle bringes i anvendelse, nævntes ikke i loven, men ifølge praksis begrundet i Bibelen blev den pågældende dømt til døden på bålet. Belæg for dødsstraf fandtes bl.a. i 2. Mosebog 22.18:

En troldkvinde må du ikke lade leve.

Og brændingen begrundedes i Johannesevangeliet 15.6, hvor Kristus siger:

Om nogen ikke bliver i mig, han bliver udkastet som en gren og visner. Man sanker dem og kaster dem i ilden og de brændes.

Af betydning for trolddomssagernes behandling var især nogle bestemmelser i to rigslove, eller 'recesser', som større love kaldtes i 1500- og 1600-tallet. Den vigtigste reces i perioden var Christian 3.'s koldingske reces af 1558, der til stadighed benyttedes i 1600-tallets retsbrug og simpelthen kaldtes 'recessen'. Fra en tidligere reces af 1547 gentog den 2 bestemmelser af interesse i trolddomssager, artiklerne 18 og 19:

Item skal ej heller nogen udædisk menneske eller nogle andre, som forvunden er for nogen uærlig sag, tyve, forrædere, troldkarle eller troldkvinder, stå til troende enten udi vidnesbyrd eller udi andre måder, hvad de ville sige eller vidne på nogen.

Ingen skal pinligt forhøres, førend han er dømt. Item skal ingen pinligt forhøres, uden denne er tilforn lovlig forvunden til døde for nogen ugerning.

Dette indebar, at en dømt troldkvindes anklager mod andre for hekseri, ikke måtte medføre retsforfølgning af de udlagte, og at det ikke var tilladt at pine tilståelser ud af den anklagede, før dommen over vedkommende var faldet.

Den anden reces af betydning i trolddomssager er Frederik 2.'s kalundborgske reces af 21. november 1576, artikel 8, som indebar, at alle trolddomssager der medførte dødsdom, skulle indstævnes til landstinget, inden bålstraffen fuldbyrdedes. Bestemmelsen er undtagelsesfrit blevet overholdt i Ribe.

Men hvad trolddom egentlig var, defineredes først i Christian 4.'s forordning af 12. oktober 1617 og gentoges i samme konges store reces af 27. februar 1643 i 2. bog, 28. kapitel. Heri defineres 'rette troldfolk' som dem, 'som med djævlen sig bebundet har eller med ham omgås', og som brugte hemmelige kunster til 'trolddoms onde og ulykkelig idræt'. Som hemmelige kunster henregnedes signen, manen, osv., noget man i dag vil betegne som overtro. Rette udøvere af troldfolks kunster skulle 'straffes på deres halse uden al nåde'.

For den 'kloge' mand eller kone, der udøvede de samme hemmelige kunster med formål at helbrede medmennesker eller disses kreaturer, blev straffen fortabelse af ejendom og landsforvisning. Den, der havde benyttet sig af en sådan persons kunster, skulle første gang skrifte offentligt i kirken og betale en stor bøde, mens straffen i gentagelsestilfælde var den samme som for udøveren.

Forordningen indskærpede endvidere alle øvrighedspersoner, at de dem:

angiver, tiltaler og straffe lader, såfremt de selv derfor ikke vil stande os til rette som de, sådanne folks medvidere er og med dem samtykke.

Heksejagt i Kenya 2008[redigér | redigér wikikode]

I 2008 blev 11 mennesker brændt til døde i Kisii-distriktet i det vestlige Kenya af en rasende flok, der mistænkte de 11 for hekseri.

Hekse i litteraturen[redigér | redigér wikikode]

Bibelen[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Moseloven må hekse, spåmænd og troldmænd ikke findes i Israels folk. Trods dette forbud benytter en række bibelske figurer magi og spådom. Historien om Saul og heksen fra Endor er et eksempel på dette. Heksen fremmanede genfærdet af en profeten Samuel (Samuel 1.28.3 ff.).

Eventyr[redigér | redigér wikikode]

Heksen optræder i mange historier og eventyr, f.eks. i Hans og Grete, hvor hun er en grim (ond) gammel kone, der spiser de børn, som forældrene sætter ud i skoven, og hun bor i et forhekset hus. I mange tilfælde har hun en medsammensvoren i form af et dyr, oftest en sort kat. Heksen er magisk, hun kan trylle og er oftest ond. I andre historier optræder heksen dog som en smuk kvinde f.eks. i Snehvide, men hun er stadig ond.

Harry Potter[redigér | redigér wikikode]

Der optræder også hekse i genren fantasy såsom Narnia og Harry Potter.

Kulturers opfattelse af hekse[redigér | redigér wikikode]

Hekseri er opfattet på mange forskellige måder, da der findes forskellige måder at forhekse folk på inden for forskellige kulturer.

Maronerkulturen[redigér | redigér wikikode]

Et eksempel på nutidig hekseri kan være i maronernes kultur. Maronernes hekseri kaldes 'Wisi'. Både mænd og kvinder kan være hekse. De udøver hekseri pga. jalousi, misundelse og hævn, men sommetider også fordi de er onde af natur (de har et "ondt hjerte").

Når de skal ramme folk med deres hekseri, gør de det ved f.eks. voodoo, forgiftning af mad og drikke, jord fra begravelsessteder (da jord derfra betragtes som 'farligt' i denne kultur).

Den eneste måde at komme af med heksen på var førhen at henrette ham eller hende. Nu forsøger man at rede heksen ved at adskille heks fra menneske, men heksen kan også betale sig fra sin 'forbrydelse' med rom (Rom betragtes som noget meget kostbart for Maronerne.).

Risiko og konsekvens[redigér | redigér wikikode]

Der er også en risiko for heksen ved at udøve sin heksekunst. Hekseriet kan slå tilbage eller kan blive opdaget, hvor heksens hensigt mod en anden bliver vendt mod heksen selv. Heksen kan også miste kontrol over en ånd, som heksen kan have tilkaldt for at få hævn over en anden. Heksen kan også blive straffet af en guddommelig kraft.

Kritik af tesen om heksekultens fortsatte eksistens[redigér | redigér wikikode]

Der er intet seriøst historisk belæg for, at der op gennem tiderne har været en fortsat sammenhængende eksistens af heksekulter. Faktisk har en sådan sammensværgelse kun været opfundet for at skabe frygt og rædsel. Men man kan finde vidnesbyrd op gennem historien på mennesker, der er blevet uskyldigt dømt for at udøve trolddom. [2]

Hekse i nutiden[redigér | redigér wikikode]

Nutidig heksedoktor fra Zimbabwe, 1989

Ofte anføres det, at hekseri ikke er noget, man kan tro på i moderne tider. Ikke desto mindre er der et tiltagende antal mennesker i Vesten, der hævder at praktisere heksekunst, især indenfor nyhedenskab. En heks kan både være en mand og kvinde, men det er stadig flest kvinder der erklærer sig som hekse hvor mændende mere kalder sig magikere eller troldmænd. Det er et fåtal af dem som udøver såkaldt sort magi. I mange moderne heksecirkler er det en udelukkelsesgrund at bruge sort magi, fordi mange bekender sig til Wicca. I april 2006 blev en oprindeligt jordansk kvinde i Saudi-Arabien anklaget for hekseri og underkastet 35 dages hårde afhøringer, der resulterede i, at hun måtte på sygehus. I foråret 2010 er hun registreret som dømt til halshugning som heks.[3]

Billedgalleri[redigér | redigér wikikode]

Kilder og henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. cand. mag. Bjarne Pedersen, (20. marts 2013). "Hekseforfølgelser i Danmark". Nekropolis.dk. http://www.nekropolis.dk/hekseforfoelgelser.php. 
  2. Marie Louise Bruun Jørgensen (22. maj 2008). "11 kenyanske “hekse” brændt til døde". Kristeligt Dagblad. http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/286669:Udland--11-kenyanske--hekse--braendt-til-doede. 
  3. «Heks» skal halshugges – - Verden – Aftenposten.no

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Artikelstump Stub
Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.