Helgoland–Zanzibar-traktaten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Overdragelsesceremonien på Helgoland 10. august 1890

Helgoland–Zanzibar-traktaten (eng.: Heligoland–Zanzibar Treaty; ty.: Helgoland-Sansibar-Vertrag) fra 1. juli 1890 var en aftale mellem Storbritannien og det Tyske Kejserrige som hovedsagelig omhandlede territorialrettigheder i Afrika.

Tyskland fik Helgoland og naboøen Dynen i Nordsøen, den såkalte Caprivi (området til fwe-folket i dagens Namibia), samt tilladelse til at afpatruljere kysten ved Dar es-Salaam, som senere blev kerne i Tysk Østafrika (nu fastlandsdelen af Tanzania). Omvendt fik Storbritannien protektoratet Wituland (kystområdet i dagens Kenya) og dele af Østafrika, som var vigtig for briterne for at bygge en jernbaneforbindelse til Victoriasøen. Tyskland forpligtede sig til ikke at forstyrre Storbritanniens relationer med sultanatet Zanzibar (dvs. øerne Unguja og Pemba).

Traktaten etablerede den tyske interessesfære i Tysk Sydvestafrika (dagens Namibia), og fastslog grænserne imellem det dengang tyske Togo, og den dengang britiske guldkyst (dagens Ghana), samt grænser mellem det dengang tyske Cameroun og det dengang britiske Nigeria. Helgoland blev efterfølgende udbygget som tysk militærbase.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]