Henrik 2. af Østrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Heinrich II Jasomirgott (født 1107, død 13. januar 1177 i Wien) var pfalzgreve ved Rhinen 1140-1141, markgreve af Ostarrîchi 1141-1156, hertug af Bayern 1143-1156, hertug af Østrig 1156-1177 af slægten Babenberg.

Mindesmærke på ydresiden af Schottenstift

Som søn af markgreve Leopold III besatte han efterfølgende positionen som pfalzgreve ved Rhinen, indtil han efter sin bror Leopold IV's overraskende død overtog titlen som hertug af Bayern og markgreve af Østrig, da denne var barnløs. Han havde residens i den daværende hovedstad for Bayern, Regensburg.

I 1147 deltog han i det andet korstog som hertug af Bayern, hvilket endte d. 26. oktober 1147 med en katastrofe ved floden Tembris i Anatolien. Kun få ryttere kunne redde sig ved en hurtig flugt, derunder Heinrich II og også den unge rytter Friedrich von Schwaben, som senere blev den tyske konge og kejser Frederik Barbarossa. Heinrich giftede sig med Theodora Kommena, den byzantiske prinsesse og niece til den byzantiske kejser Manuel I.

I forbindelse med den welfisk-staufiske konflikt havde Welferen Henrik den Stolte fået trukket sit hertugskab af Bayern tilbage af kong Konrad III i 1138 og det var herefter blevet videregivet til Babenbergerne. Den nye kejser Frederik I forsøgte at lave en udligning med Welferne og forlenede i 1156 Bayern til Henrik den Stoltes søn Henrik Løve. Nu måtte man finde en erstatning for Babenbergerne: Denne skadeserstatning var det såkaldte Privilegium minus, gennem hvilket Østrig blev uafhængig fra Bayern som et selvstændigt hertugdømme.

Statue i Volksgarten, Wien

Anderledes end sin far, der regerede mest i Klosterneuburg, forhøjede han i 1145 Wien til sin residensby. Først ved denne handling kunne Wien overgå byer som Krems, Melk og Klosterneuburg og blev vedholdte fra da af sin status som landets hovedstad. I 1147 blev også Stephansdom færdigbygget som øjensynligt bevis på byens status og betydning. D. 8. juni 1147 blev den dengang stadig lille, romaniske kirke, der stadig stod udenfor bymurene, udviget. I 1155 stiftede han også, direkte over for sit sæde, Schottenkirken i Wien. Kirken fik sit navn efter de irske munke, der byggede den og som man til at starte med troede var skotter. På ydremuren af Scottenkirken befinder sig en statue af ham.

Fra d. 1. maj 1142 til 1143 var han gift med Gertrud, den eneste datter af kejser Lothars III, fra 1148 med Theodora Komnena, en niece af den østromerske kejser Manuel I. Begge ægteskabertaler for betydningen Babenbergerne havde i Centraleuropa på den tid.

Hans bror, Otto af Freising, var biskop af Freising og betydende historieskriver.

Tilnavnet Jasomirgott kom i det 13. århundrede i formen Jochsamergott, betydningen er uklar. Man tror, at det kommer af en forkludring af et arabisk ord og bringer det i forbindelse med hans deltagen i det andet korstog i 1147. En populær legende fortæller, at det stammer fra en afledning af ordene "Ja so mir Gott helfe" ("Ja, hvis Gud vil").

I slutningen af november 1176 kom han ud for et uheld ved Melk, da en rådden træbro brød sammen under hans hest, hvorved han pådrog sig et åbent lårbensbrud, hvilet han døde af d. 13. januar i Wien. Han blev som følge af sit sidste ønske bisat i Schottenkirken.

Literatur[redigér | redigér wikikode]

  • Eberhard Holz / Wolfgang Huschner (Hrsg.): Deutsche Fürsten des Mittelalters. Edition Leipzig, Leipzig 1995, ISBN 3-361-00437-3.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]