Henrik 2. af Holsten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Henrik II, (c. 1320 – c. 1385) var greve af Holsten og søn af grev Gerhard den Store. På grund af hans hårde, sejrrige kampe blev han kaldt Jernhenrik (latin ferreus).

Kort efter drabet på faderen i 1340 indgik Henrik forlig med Valdemar Atterdag, og derefter blev de forvirrede forhold ordnet sådan, at grev Henrik og hans to brødre, Klaus og Adolf, blev panteherrer i Sønderjylland og på Fyn. Freden blev imidlertid snart brudt, og da begge brødrene endnu var børn, blev det i første omgang hans sag at holde fast på det vundne.

Opgaven blev dog efterhånden overtaget af Klaus, da Henrik forlod Holsten for at virke som lejetropanfører i udlandet. I 1345 deltog han i kong Johan af Böhmens krigstog til Preussen, og senere gik han i engelsk tjeneste. Den holstenske tradition kredser om hans deltagelse i de fransk-engelske krige og lader ham spille en hovedrolle i slaget ved Crécy (1346). Det eneste sikre er kun, at han i 1355 trådte i kong Edvard III's tjeneste. I Hansestædernes første krig mod Valdemar Atterdag var han lybsk hærchef og medvirkede i 1363 som leder af lejetropperne til at sætte Albrecht af Mecklenburg på Sveriges trone. Til erstatning for sine udlæg ved denne lejlighed fik han Gotland i pant.

Han deltog også i den anden Hansekrig, men nu som selvstændig fyrste, for det var i denne egenskab, at han havde sluttet sig til det store forbund i Kohl (1367). Efter Valdemars død i 1375 sluttede han sig til Mecklenburgerne og benyttede sig af Danmarks svaghed til at bemægtige sig Sønderjylland i fællesskab med sine brødre. Traditionen lader ham i slutningen af sit liv foretage et eventyrligt togt til Italien, men det eneste, der kan bevises, er kun, at han omtales for sidste gang i Holsten i 1384, og at han må være død før 1390. I 1366 søgte og fik han pavens tilladelse til en rejse til det hellige Land, men det vides ikke, om den er blevet gennemført.