Heraklios den yngre (østromersk kejser)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Heraklios 1.
Heraclios.jpg
Heraklios 1, skitse af statue.
Fulde navn {{{fuldenavn}}}
Født ca. 575
Fødested Kappadokien i Lilleasien.
Pseudonym(er) {{{alias}}}
Død 11. februar 641
Dødssted Konstantinopel.
Begravet {{{begravet}}}
Nationalitet {{{nationalitet}}}
Bosat {{{bosat}}}
Uddannelse {{{uddannelse}}}
Profession {{{profession}}}
Politisk parti {{{politiskparti}}}
Religion {{{religion}}}
Titel Kejser (Østromersk).
Berømt for Hjemførte det sande kors til Jerusalem.
Kendt for {{{kendtfor}}}
Forældre {{{forældre}}}
Ægtefælle Eudokia af 1. ægteskab, Martina af 2. ægteskab (egen niece).
Børn 2 børn af 1. ægteskab, 10 børn af 2. ægteskab.
En solidus (slået mellem 625-626) visende Heraklios 1, og hans søn (den senere Konstantin III)

Heraklios (eller Herakleios, Heraclius, Heraklios den yngre, ca. 575-641) var faderens (Heraklios den ældre) medregent i Kartago. Sønnen blev sendt til Konstantinopel for at fordrive tronraneren Fokas (547-610), da faderen følte sig for gammel til at sætte sig i spidsen for en revolte. Familien Heraklios var sandsynligvis af armensk afstamning fra Kappadokien i det centrale Lilleasien. På grund af Fokas tyranniske styre lykkedes det Heraklios forholdsvist let at indtage Konstantinopel og lade sig krone i 610 som kejser.

Nomadefolket Avarerne havde invaderet Balkan, og truede Konstantinopel fra nord og vest. Hertil kom Heraklios største udfordring: Perserriget under kong Khosrau II.

Perserne bredte sig støt ind i det østromerske rige, og ved Antiokia led byzantinerne et nederlag til den persiske general Shahrbaraz. I 614 faldt Jerusalem, og perserne overlod byen til jødiske styrker, som hærgede byens kirker og dræbte en stor del af den kristne befolkning. Relikvier og værdigenstande blev bragt til Iran. Psykologisk var tabet af det sande kors i 614 værst. Omkring 618-619 overvejede Heraklios at flytte sin hovedstad til Khartago, men blev beroliget af patriarken Sergius og sine høje mure i Konstantinopel. En fred blev sluttet, men der skulle svares tribut til Avarerne.

I 622 havde øst-romerne oprustet bl.a. via store subsidier fra kirken, og var klar til at flytte kampen til perserne. Heraklios brød en næsten 200-årig tradition for byzantinske kejsere da han selv påtog sig feltherrerollen. Han erklærede hellig krig mod perserne, og lovede at faldne ville blive optaget i himlen som martyrer. I de næste otte år førtes krig mod perserne, og han kom meget tæt på deres hovedstad Ktesifon.

Kejseren måtte dog i al hast tage til Konstantinopel i 626 da Avarerne igen truede. Med logistisk snilde og sømandsmæssigt geni lykkedes det Heraklios at tilføje en enorm Avarisk hær (80.000 mand) og Shahrbaraz’s styrker, et stort nederlag ved Konstantinopel.

Heraklios vandt slagene i Sassanideriget bl.a. på grund af en ny alliance med de kaukasiske tyrkere. Kejseren fik også Shahrbaraz, persernes dygtigste general, til at forholde sig neutral da romersk falsk propaganda viste at den persiske kong Khosrau II ville henrette denne. Sent i 627 lancerede Heraklios en vinteroffensiv ind Mesopotamien, hvor han, trods desertering af hans tyrkiske allierede, besejrede perserne under Rhahzadh i slaget ved Nineve[33] fortsatte mod syd langs Tigris og erobrede Khosrau store palads i Dastagird og kun blev forhindret i at angribe Ktesifon på grund af ødelæggelse af broerne over Nahrawan-kanalen. Miskrediteret af denne serie af katastrofer, blev Khosrau væltet og dræbt i et kup ledet af hans søn Kavadh II, der umiddelbart anmodede om fred og indvilgede i at trække sig tilbage fra alle besatte områder. I 629 vendte Heraklius tilbage til Jerusalem med Det sande kors i en majestætisk ceremoni.

Blandt den arv, som tilskrives Heraklios er er overgang fra latin til græsk som officielt sprog i det østromerske kejserdømme i 620. Han forsøgte samtidigt at modvirke splittelsen i den kristne kirke blandt monofysitisterne ved at fremme en kompromis doktrin kaldet monoteletisme.

Følgen af krigene mellem romerne og perserne var imidlertid en udmarvning af begge riger, som arabiske styrker benyttede sig af. I slaget ved Yarmuk i 636 i det nuværende Syrien, nær grænsen til Jordan blev en stor østromersk hær slået af Rashidun-kalifatets styrker, og året efter i 637 blev Sasaniderne slået i slaget ved Qadisiyha. Efterfølgende indtog kalitatet Egypten, Levanten og Mesopotamien (det nuværende Irak).

Heraklios står som en af de store romerske kejsere, og en stor hærfører. Theme-ordningen, som er et militærdistrikt med indfødte tropper styret af en strateg, har længe været tilskrevet Heraklios. Nyere forskning peger dog på at ordningen først blev inført i 660’erne af Konstans II. I den vesteuropæiske middelalder ses Heraklios som den første korstogsfarer. [Kilde mangler]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Tidslinje[redigér | redigér wikikode]

  • 575 Heraklios den yngre født ca.
  • 608 Heraklios den yngre statholder (med sin far) i Karthago.
  • 610 Fokas (547-610) styrtes af Heraklios den yngre som krones Heraklios 1.
  • 612 Gift med Martina (2. ægteskab)
  • 613 Heraklios besejret af Persere ved Antioch.
  • 614 Persere indtager Jerusalem og tager det sande kors.
  • 615 Avarerne belejrer Konstantinopel fra nord og perserne fra øst.
  • ca. 618 Perserne står ved Konstantinopels mure. Fred sluttes.
  • ca. 620 Græsk overtager fra latin.
  • 622 Heraklios 1 i felten i Anatolien/Persien.
  • 626 Avarer (og persere) belejrer Konstantinopel igen.
  • 629 Persere totalt besejret, Persernes Kavadh-Shiroe II lydkonge for Heraklios 1.
  • 630 Det sande kors retur til Jerusalem i sejrs procession.
  • 631 Monothelismen søges forgæves indført, jfr. synoden i Chalcedon.
  • 634 Arabiske hære angriber levanten.
  • 636 Byzantinerne taber slaget ved Yarmuk, hvilket varsler Rashidun-kalifatets komme.
  • 641 Heraklios 1. dør. Det Herakliske dynasti varer til 711.

Eksterne kilder/ henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
  • Barker, John W 2005. Heraclius Byzantine emperor. Great Lives From History: The Middle Ages, 477-1453. 505-508.
  • Howard-Johnston, James 1999. Heraclius Persian campaigns and the revival of the East Roman Empire, 622-30. War in History 6, 1-44.
  • Louth, Andrew 2005. The Byzantine empire in the seventh century. The New Cambridge Medieval History, 291-316.
  • Kaegi, Walter E. Reconceptualizing Byzantium's eastern frontiers in the seventh century. Shifting Frontiers in Late Antiquity 53, 83-92.
  • SDE s.v. Heraklios.
  • Brockhaus Enzyklopädie s.v. Heraclios.
  • DnP s.v. Heraclios.
  • Gads Historie Leksikon s.v. Herakleiske dynasti.
  • Warwick Ball, Rome in the East, 28-29