Hercule Poirot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Statue af Hercule Porot i Ellezelles i Belgien

Hercule Poirot er den hyppigst optrædende og - sammen med Miss Marple – den mest kendte af forfatterinden Agatha Christies fiktive detektiver. Han var hovedperson i hendes første bog fra 1920, De låsede Døre. Poirot optræder i 33 romaner og 54 noveller. Alle romanerne og de fleste af novellerne er oversat til dansk.

I otte romaner og adskillige noveller har han følgeskab af sin ven og hjælper kaptajn Arthur Hastings, der også optræder i rollen som fortæller. De fleste foregår i England, men andre foregår i Orienten. Kriminalforfatterinden Ariadne Oliver (Agatha Christies selvkarikatur) deltager sammen med Poirot i opklaringen af seks af hans sager. Andre tilbagevendende bipersoner er Inspector Japp, Miss Lemon og den perfekte tjener, George.

Poirot er portrætteret på film med Albert Finney og Peter Ustinov i titelrollerne og i en tv-serie på 75 afsnit med David Suchet, som omfatter samtlige romaner og 42 noveller.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot er belgier og sandsynligvis født i Bruxelles, selv om der er en del mystik om hans fødselsdato og barndom. Den mest udførlige kommentar hertil forekommer i Mord for åbent tæppe, hvor han afslører, at han som barn var opvokset i trange kår og havde mange søskende [1] Ved flere lejligheder betror han Hastings, at sammenhold i familien er af største betydning.[2] Det fremgår af forskellige små bemærkninger, som han fremsætter under afhøringer af mistænkte eller vidner, at moderen styrede hjemmet og han udtrykker ligeledes stor respekt for moderens betydning for barnets opvækst.[3]

Der opstår imidlertid et problem, når hans familieforhold analyseres. I flere tilfælde opdigter han slægtninge, som hævdes at have været i samme situation som vidnet, han afhører. I De fire store er det tvillingebroderen Achilles, mens det i andre tilfælde er en handikappet nevø eller onkel.[4] På trods af de vanskelige kår, han opvoksede under, lærte han bl.a. engelsk og fik senere muligheden for at blive ansat hos det belgiske politi.

Karriereforløb[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot blev ansat i det beligske politikorps og fungerede som politiofficer i Bruxelles, hvor han var aktiv i 1893 [5] [6]. I Tæppefald afslører han, at han tidligt i karrieren var nødt til at skyde en "desperat kriminel", men senere i livet klarede han sig alene ved hjælp af sine "små grå celler".[7] Han virkede senere i Antwerpen, hvor han samarbejdede med politiinspektør Japp i 1906.[8]. Han havde også deltaget i opklaringen af en sag i Oostende omkring år 1908 og fratrådte sin stilling nogle få år senere.[9] Under 1. verdenskrig ankom han som flygtning til England, hvor han efter krigen etablerede sig som privatdetektiv.[note 1]

Efter 1. verdenskrig havde Hercule Poirot nogle opgaver for det britiske efterretningsvæsen og nogle celebre sager som privatdetektiv, hvor han blev assisteret af Hastings,[10] inden han trak sig tilbage omkring 1925. Kort efter sin pensionering,[note 2] påtog han sig dog endnu en sag i landsbyen King's Abbot, hvor han dyrkede græskar. Opklaringen berettes af Dr. Sheppard [11], fordi Hastings i mellemtiden var blevet gift og havde bosat sig i Argentina.[12] Allerede året efter optrådte Poirot i De fire store,[13] , der er en for den lille belgier atypisk jagt på et verdensomspændende forbrydersyndikat. Handlingen udspiller sig på flere kontinenter og forløber over næsten et år. Denne sag berettes af Hastings, som egentlig skulle tilbage til England i forretningsanliggender, men vælger at følge Poirot; det fremgår, at jagten på syndikatets bagmænd fandt sted året før begivenhederne i Hvem dræbte? [14]

Allerede i 1928 genoptog Poirot sin karriere som privatdetektiv med opklaringen af mordet i Det blå tog, [15] [note 3] Hans interesse i at samarbejde med efterretningstjenesten svandt samtidig, og han indrømmede, at han opfattede politiske intriger som mindre interessante end "et net, lille mord". Som følge heraf afslog han bl.a. at assistere den engelske indenrigsminister i en for regeringen penibel sag. Hastings, der igen var på besøg i England, blev stærkt chokeret over hans holdning. "Opklaringen af en sag, som den her skitserede, kunne have kastet yderligere glans over hans verdensberømmelse." [16]

Whitehaven Mansions, hvor Hercule Poirot flytter ind i en lejlighed i 1935

Hercule Poirot var dog ikke interesseret i "berømmelse og komplimenter", men udfordringer. Selv om han officielt havde trukket sig tilbage, løste han i 1930'erne en række mordgåder, som politiet ikke kunne knække. 14 af disse er foreviget i romaner.[17] En del af dem foregik i England, bl.a. Mord for åbent tæppe, hvor han endnu engang udtrykker misfornøjelse med at have trukket sig tilbage. Han bliver indblandet i sagen, fordi han overværer et mord, en detalje, som Christie kopierer flere gange i senere værker. [18] [19] [20] Omkring 1935 flytter han ind i en ny boligblok med centralvarme på adressen Whitehaven Mansions, London W1. Her er Hastings på besøg for første gang i 1935.[21] Det var også i denne periode, at han på rejser i Mellemøsten opklarede nogle af sine mest berømte sager, bl.a. de komplekse gåder i Mord i ørkenen,[22] og Døden på Nilen [23].

De følgende 40 år viser han i stigende grad interesse for de psykologiske aspekter af de sager, han påtager sig. Begrebet "psykologi" skal i denne sammenhæng ikke forstås i den strengt videnskabelige betydning. For Poirot er det et spørgsmål om studiet af menneskelige karaktertræk, som danner et sammenhængende psykologisk mønster.[24] [25] Han udvikler en særlig fornøjelse ved at genoptage drabssager, der er henlagt eller afsluttet af politiet. Den første er Seksten år efter fra 1942,[26] men også Dommen er afsagt,[27] og Elefanter glemmer aldrig, [28] er sager af denne type. Når alle spor i sagen for længst er slettede, kan den kun løses ved studier af de involveredes karaktertræk og de logiske følgeslutninger, der kan drages heraf. Dette er en særlig udfordring for "de små grå celler".[29]

Mod slutningen af sin karriere bliver Poirot mindre interesseret i at påtage sig sager, men af og til bliver han involveret i opklaringsarbejdet, især i sager, som Mrs. Oliver pånøder ham. Efterhånden udvikler han en mere og mere inaktiv livsstil, hvor han bl.a. studerer uløste kriminalgåder og læser kriminalromaner. Han skriver endog en bog om kriminallitteratur.[30]

Poirot døde tilsyneladende i 1975 som følge af komplikationer efter et hjerteanfald, ligesom han til stor sorg for Hastings ikke nåede at afslutte den igangværende sag, som er baggrunden for plottet i Tæppefald. Dødsfaldet er imidlertid, ligesom hele plottet i hans sidste sag, mere indviklet end først antaget, og Poirot udpeger den mystiske seriemorder "x" i et brev, som Hastings modtager efter Poirots død.[31] Som den eneste fiktive person nogensinde får Hercule Poirot sin nekrolog bragt i New York Times, som endog bringer den på forsiden. Der opstod dog en del problemer, da nekrologen skulle udfærdiges. Hans fødselsår beror på tolkninger af nogle meget sparsomme oplysninger om hans virke, før han flygtede til England. En af de mange teorier støtter sig til et indicium, der findes i Poirot Historier [note 4], hvoraf det fremgår, at han var knap 40 år, da han forlod det belgiske politi. Dette skete mellem 1909, hvor han stadig arbejdede i Belgien og 1916, hvor han ankom til England.[32] Ud fra disse oplysninger er han derfor født ca. 1870, og da hans død blev kendt, måtte han derfor være over 100 år gammel. En anden teori tager udgangspunkt i hans formodede tilbagetrækningsalder som pensioneret fra det belgiske politikorps. På denne baggrund antages han at være født mellem 1849 og 1854.[33] Manuskriptet til Tæppefald er skrevet omkring 2. verdenskrigs udbrud, så forklaringen på hans høje alder må ifølge denne teori være, at Christie har fortiet dødsfaldet i ca. 35 år for i mellemtiden at kunne publicere de sager, der endnu ikke var udgivet.[34]

Kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Fremtoning[redigér | redigér wikikode]

Den mest udførlige beskrivelse af Poirots udseende findes formentlig i De låsede døre:

Han var næppe mere end 160 cm høj, men bevægede sig med stor værdighed. Hans hoved var formet nøjagtig som et æg, og han hældede det altid en smule til den ene side. Hans moustache var meget velformet og militaristisk. Selv når hans ansigt var tildækket, ville spidserne af moustachen og den lyserøde opstoppernæse være synlige.]][35] [note 5]

Mere end 30 år senere oplyser Christie, at han indsmører moustachen i pomade og snor spidserne opad, hvilket giver dem et imponerende udseende.[36]

Poirot er mørkhåret, men efterhånden som det gråner, farver han det.[note 6] På film fremstilles han ofte som tyndhåret, men Christie har kun få antydninger af, at han mangler noget af sin hårpragt. En af dem er, at hun lader en ung kvinde kysse ham på issen i taknemmelighed over, at han har støttet hende i en vanskelig situation.[37] Ved slutningen af sin karriere, i Tæppefald, bærer han paryk og – til stor sorg for Hastings – falsk moustache. [note 7]

Øjnene er bemærkelsesværdigt lyseblå, men har et grønt skær, der bliver tydeligere, når han har fundet et afgørende spor i en vanskelig sag. Allerede i debutromanen [38] nævnes denne detalje, og nogle år senere understreget med dramatisk effekt: "I ca. ti minutter sad Poirot tavs som graven […] og for hvert minut fik hans øjne et stadigt mere grønt skær. [39].

I De låsede døre bemærker Hastings, at Poirot halter slemt. Det må have været forårsaget af en midlertidig skade, opstået under 1. verdenskrig, for senere i karrieren springer han adræt op fra stolen, løber op ad trapper og bevæger sig smidigt og katteagtigt [40] [41].

Hastings finder hans påklædning påfaldende lapset, en vurdering, der bl.a. støttes af en af de mistænkte i Seksten år efter, Meredith Blake, som vurderer ham således: "Han så ærlig talt helt forfærdelig ud - helt forkerte klæder- knapstøvler! - og en gyselig moustache!"[42] De aparte påklædningsgenstande er dog af høj kvalitet og pris, fx er han ofte iklædt silkehabit, og blandt de genstande, han pryder sig med, er en blomst i knaphullet, spidse, håndsyede lædersko, spadserestok og et lommeur.[43] [44] Han er bekymret for sin sarte hud, hvorfor han i solskin og efter mørkets frembrud går med hat for at beskytte ansigtet mod naturens luner.[45] [46]

Karaktertræk[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot er en meget diskret person, både i sin professionelle karriere og i private spørgsmål. Det er yderst sjældent, at han taler om sit tidlige liv og sine personlige standpunkter.[47] Han er i enhver henseende et vanemenneske, som foretrækker orden og metode og er tilhænger af symmetri. På trods af mange rejser til udlandet, er han et udpræget hjemmemenneske. Hans kvadratiske lejlighed i Whitehaven Mansions er møbleret med en kvadratisk lænestol, placeret foran en kvadratisk kamin.[48] Skrivebordet er altid præget af symmetri blandt de genstande, der står på det og alle skuffer er ordnede efter et alfabetisk princip, ligesom bøgerne i bogreolen er opstillede på række efter højde.[49] Han starter altid dagen med en kop kaffe præcis kl. 8, hvorefter han omhyggeligt gør morgentoilette, inden han indtager sin morgenmad kl. 9.[50] Han foretrækker bl.a., at æg er ensartede af form og størrelse og arrangerer ofte genstande, han synes er uordentlige, i snorlige rækker.:"Poirot gik tilbage til kaminen og ordnede omhyggeligt nipsgenstandene på hylden over den", er blot ét af mange eksempler på hans trang til at skabe orden.[51].

Hvis Poirot har en lille karakterbist, må det være hans tendens til selvoptagethed. I mange tilfælde fremhæver han sine egne evner, også når det er unødvendigt for at opklare sagen.

""På det tidspunkt, da tragedien fandt sted, havde De da ikke læst Somerset Maughams Månen og Sixpence?". Angela stirrede på ham. "Jeg tror...jo det havde jeg ".."Hvorfra vidste De det?" -"Jeg ønskede blot at vise, at selv i bagateller er jeg noget af en troldmand. Der er ting, jeg ved, uden at nogen fortæller mig det." [52]

Selv om Hastings ofte omtaler Poirot som "min gode ven", anser han ham for selvoptaget, i enkelte tilfælde endog indbildsk.[53] Poirot selv forklarer dette karaktertræk med, at "en mand af min intelligens" har brug for en beundrende medhjælper.[54] Når han selv understreger sin intelligens, er det dog også med et stænk af selvironi.[55]

Selv om Poirot især i begyndelsen af karrieren af og til efterforsker sager af international, politisk betydning og lever af betydelige honorarer fra taknemmelige politikere og rigmænd,[56] er hans motiv for at efterforske en sag, at den er "interessant og usædvanlig." [note 8]. I enkelte tilfælde viser han sig som filantrop, bl.a. da han forærer 500₤ til lederen af en arkæologisk ekspedition.[57]

Hans holdninger til livets store spørgsmål og politik afsløres sjældent. Ofte vil han – som led i sin undersøgelse af en sag – blot give de mistænkte ret i deres synspunkter, men sådanne tilkendegivelser kan næppe tages til indtægt for hans personlige holdninger. Ved at tale de mistænkte efter munden får han dem til at tale, ligesom hans servile væsen giver dem et indtryk af, at han er overfladisk i sin efterforskning.[note 9] På baggrund af de konkrete omstændigheder virker det imidlertid sandsynligt, at han er helt ærlig, når han udtaler:

Der er ting, som er vigtigere end at finde morderen. Og retfærdighed er et smukt ord, men det er somme tider svært at sige nøjagtigt, hvad man mener med det. Eter min mening er det vigtigste at rense de uskyldige.[58]

.

Yderligere en grundholdning er næsten lige så udtalt: Poirot anerkender normalt ikke mord som løsningen på et problem, uanset hvor stor sympati, han måtte føle med gerningsmanden.[59] Det er dog bemærkelsesværdigt, at han på baggrund af sympati med en, der har begået en mindre forbrydelse, kan tillade, at denne slipper for straf. I enkelte tilfælde lader han endog drab under formildende omstændigheder passere.[note 10] I bl.a. Hvem dræbte?, Døden lurer og Tæppefald er det ikke straf ved afgørelser af domstolene, men en anden straf, der rammer den skyldige. I Døden på Nilen og enkelte af novellerne forbarmer han sig over en tyv, mens pengeafpressere altid overlades til myndighederne. Disse eksempler viser, at den lille, pudsige detektiv under visse omstændigheder anser sin egen dømmekraft for at være en bedre rettesnor end formelle juridiske spilleregler.[60]. Poirots opfattelse af retfærdighed står i disse tilfælde over loven, og han ligner på dette punkt mere en hårdkogt, amerikansk privatdetektiv end en politibetjent.

Omgangsform[redigér | redigér wikikode]

Poirot falder helt naturligt ind i de eksklusive miljøer blandt politikere, finansfyrster og udenlandske tronarvinger. Han kender også etiketten i de gamle, adelige kredse i England.[note 11] Han falder ligeledes naturligt i samtaler med bohemer og kunstnere.[note 12] Samtidig kan han optræde helt naturligt i samvær med personer, der tilhører de lavere sociale lag, og denne egenskab giver ham ofte værdifulde spor i en drabssag. Et eksempel herpå findes i Seksten år efter, hvor han uden besvær kommer på bølgelængde med en pensioneret barnepige, Miss Williams ved at tilpasse sig til hendes måde at fortolke bestemte hændelser.[61]

Poirot er høflig og beleven i sin omgang med kvinder, og i flere tilfælde løser han både små hverdagsproblemer og alvorligere sager, bl.a. kærlighedsaffærer og jalousidramaer uden at kræve honorar herfor.[note 13] En enkelt kvinde, Vera Rossokoff, er han særlig opmærksom overfor, og Hastings antager, at han er forelsket i denne smukke, russiske femme fatale, som optræder i De fire store,[62] og i to noveller. I den første af disse, The Double Clue (1925) udbryder Poirot: "Se, det er en rigtig kvinde".[63]

Poirot er som regel uforsonlig overfor overmodige mordere, når de er afsløret; men han har også en blidere side af sit væsen. De sørgende efterladte bliver trøstet og får gode råd til at komme videre med tilværelsen.

"Jeg håber, at De bliver lykkelig, madame", sagde Poirot blidt. "De har lidt meget. Men til trods for alt, hvad de har lidt, har De stadig medlidenhed i Deres hjerte" [64]

Næsten med samme ord udtrykker han sin sympati for en af de efterladte kvinder i slutningen af Hollow-mysteriet, hvor han endog af hensyn til hende lover at skjule resultatet af opklaringen for alle andre.[65]. Han anvender af og til sine psykologiske egenskaber til at "finde den rette ægtemand" til en ung, ulykkelig kvinde.[note 14] Disse eksempler viser, at han inderst inde var en varm og venlig mand, selvom han på forespørgsel begrunder sin interesse i "arrangerede ægteskaber" i et ønske om orden og metode: "Det er trist at erfare, hvorledes (englændere) arrangerer ægteskaber. Ingen orden. Ingen metode. Alt overladt til tilfældigheder" [66][67]

Venskaber[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Arthur Hastings
Uddybende Uddybende artikel: James Japp

I løbet af sin tid i England udvikler Poirot to nære venskaber. I perioden fra 1916 til 1937 er det Hastings, han tilbringer megen tid sammen med, selv om denne allerede i 1923 emigrerede til Argentina. I de følgende år er Hastings ofte i England på forretningsrejser og benytter disse lejligheder til at assistere sin gamle ven. Poirot og Hastings delte oprindelig en lille lejlighed, som de lejede af Mrs. Pearson i Farraway Street nr. 14. Her tilbragte de det meste af tiden sammen i dagtimerne, medmindre de var på rejse i forbindelse med en sag. Tre år efter Hastings ægteskab og bortrejse til Argentina mindes Poirot sin gamle assistent som "en ven, der aldrig veg fra min side, aldrig svigtede mig." [68] I en række senere romaner forsikrer Poirot om, at Hastings vil vedblive at være hans bedste ven.[69] I alle disse sager og yderligere tre, hvor Hastings ikke optræder,[70][71][72] er James Japp den ledende politiofficer under opklaringsarbejdet, men det er altid Poirot, der afslører forbryderen. Japp har ofte en ironisk distance til Poirots indviklede forklaring på en igangværende sag, mens Poirot hyppigt bemærker, at kriminlinspektøren bruger sin energi på at forfølge spor, der ikke fører sagen nærmere sin opklaring.[73] Samarbejdet med Japp udvikler sig alligevel til et nært bekendtskab, og Poirot lærer bl.a. denne at sætte pris på det franske køkken, i strid med den typiske englænders smag. [note 15]

Uddybende Uddybende artikel: Ariadne Oliver

Fra 1936 til 1972 er Ariadne Oliver hans nærmeste bekendt, men Hastings vender tilbage i 1975 i Poirots sidste sag, Tæppefald. Det virker påfaldende, at Mrs. Oliver overtager rollen som Poirots nærmeste bekendt, for de er meget forskellige personligheder. Poirot tager stærkt afstand fra hendes mangel på ordenssans, som strider mod hans opfattelse af orden og metode.[74] Han er dog stærkt imponeret over hendes evne til intuitivt at komme på det rette spor i en vanskelig sag.[75] At deres venskab er ret fortroligt fremgår af, at hun er den eneste af vennerne, han er på fornavn med.[74]

Poirot får fra tid til anden forskellige gode bekendte, som han møder under opklaringen af forskellige sager. Af disse omtaler han Politiinspektør Battle med stor respekt, selv om de blot ved en lejlighed arbejder sammen.[70] Oberst Race mødte han ved samme lejlighed, men allerede året efter var de begge om bord på samme nildamper, hvor der blev begået flere mord.[76] I to tilfælde arbejder han sammen med kriminalinspektør Spence, og de viser stor gensidig respekt for hinandens metode. [77][note 16] Også nogle af de involverede, bl.a. som mistænkte, i hans sager, fx. Mr. Satterthwaite, John Stillingfleet, Johnny Despard samt den flegmatiske smykkeekspert mr. Goby, er blandt de personer, der kalder Poirot "my friend" og får svaret "mon amis".[78]

Spisevaner[redigér | redigér wikikode]

Den lille belgiske detektiv har problemer med maven, hvilket både forårsager flyskræk og søsyge.[note 17] Han henviser til sin sarte mave, når han høfligt afslår de tunge, engelske måltider, men Hastings mistænker ham for i virkeligheden at være kræsen. F.eks. bemærker Hastings, at det ryster Poirot at se en englænder spise morgenmad med bacon, æg, stegte nyrer og marmelade,[79] Han drikker ikke te, og må derfor beklageligt nok nøjes med tre måltider om dagen. Især den engelske eftermiddagste er et måltid, han ikke kan vænne sig til.[80]

I stedet foretrækker han "lette" måltider, bestående af fx blanquette de veau med bønner og baba au rhum til frokost. Hans foretrukne drink er solbærlikør.[81], men han ynder også maltekstrakt [82]

Opklaringsteknik[redigér | redigér wikikode]

I de tidligste optrædener er Poirot en ret typisk detektiv, der baserer sin opklaring på logisk sans.[note 18]. Han går på jagt efter fysiske beviser som fodspor, fingeraftryk og tabte genstande på mordstedet, men allerede i sin tredje optræden i en roman, Hvem dræbte?,[83] er ”psykologiske” iagttagelser og ”studier af den menneskelige natur” det mest fremtrædende træk i opklaringsarbejdet. Med psykologiske iagttagelser menner han studiet af typiske træk ved den menneskelige natur, f.eks. at lyve om tilsyneladende ligegyldige småting, at prale af egen dygtighed og lignende.

[Min metode] (...) er baseret på en fundamental trang i den menneskelige natur- trangen til at tale- til at afsløre sig selv.[84]

.

Poirot bygger korthuse, lægger puslespil eller tilsvarende for at stimulere sine ”små grå celler”, når han er ved at køre fast i en sag. Ofte er det sådanne aktiviteter, der giver ham inspiration til at opklare sagen.[85] [86] Han er ligeledes en habil bridgespiller og deltager af og til – om end mest af høflighed - i selskabslege.[note 19]

Når det tjener formålet – at opklare sagen – går han ikke af vejen for at opdigte slægtninge, der har været i samme situation som det vidne, han taler med. Fx omtaler han en nevø, der er handikappet i Hvem dræbte?, seks niecer, som han påtænker at købe silkestrømper til for at teste en mistænkt i Kortene på bordet, ligesom han senere i karrieren opdigter en nevø, som mangler en rygsæk, for at få et vidne til at diskutere rygsækkes udseende i Huset i Hickory Road.[87]

I de tidlige faser af opklaringsarbejdet optræder han ofte i rollen som udlændingen, der taler gebrokkent engelsk. Dette trick får som regel de mistænkte til at undervurdere hans evner.[88] Når han i slutningen af romanerne gennemgår de forskellige spor, anvender han derimod altid et nydeligt engelsk. Han forklarer selv denne adfærd således:

"Det er rigtigt, at jeg er i stand til at tale korrekt, flydende engelsk. Men, min kære ven, at tale gebrokkent engelsk er en enorm fordel. Det får folk til at foragte dig".[89]

De ”nye” metoder afholder ham dog ikke fra at anvende de ”gamle” metoder, også mod slutningen af karrieren. Det afgørende er at finde mønsteret i sagen og bygge det på kendsgerninger.[90] Sammenfattende er det rimeligt at konkludere, at Poirot benytter sig af forskellige metoder i forskellige situationer, og at det er denne egenskab, der gør ham til den dygtigste detektiv i historien. Han understreger selv, at han er den bedste detektiv, ”verden har set”, men også andre personer giver ham et lignende skudsmål, bl.a.kriminalinspektør Japp, som dog har et anstrøg af ironi, når han omtaler Poirots "små grå celler".[note 20]

Det kan virke overraskende, at en så selvbevidst og metodisk person af og til gribes af mismod og manglende tillid til egne evner under opklaringen af en sag:

Men hvad nytter det at være Hercule Poirot med grå celler af en finere kvalitet end andre menneskers, når man ikke kan udrette mere end almindelige mennesker? [91]

Det sker heller ikke sjældent, at han får den afgørende idé ved et tilfælde, som ændrer hans syn på hændelsesforløbet. I Tretten til bords er det en tilfældig bemærkning fra en forbipasserende, der bringer ham på sporet af sagens rette sammenhæng, og få år senere er det en tilsvarende tilfældighed, der bringer ham på rette spor, hvorefter han bemærker:

Alt er helt bagvendt, helt forkert i denne sag….Vi betragter nemlig sagen under den synsvinkel, morderen ønsker, at vi skal anlægge.[92]

Moult House, hvor store dele af Døden lurer (Peril at End House) blev indspillet i TV serien med David Suchet som Hercule Poirot

Poirots evner sættes som regel på afgørende prøver, for de fleste forbrydere er dygtige planlæggere, der er i stand til at skaffe sig et vandtæt alibi. I slutningen af en Poirot – roman nyder han at samle alle mistænkte til en gennemgang af sagens fakta. Han opridser herefter sagens kendsgerninger, og de sagen uvedkommende spor forklares. Herefter afslører han trin for trin de metoder, forbryderen har anvendt, således at det er klart, at alle spor, der har betydning for opklaringen, peger i samme retning. Overraskende mange af de ”geniale” forbrydere, han afslører, har forsøgt at bruge Poirot som en afgørende brik i deres alibi, men ender med at blive straffet for dette overmod:

Den komedie, De planlagde og opførte i (...) De skulle ikke have givet Hercule Poirot hovedrollen. Det var Deres fejl – Deres meget alvorlige fejl.[93][note 21]

Flere andre forbrydere har gentaget den fejl, som morderen i Døden lurer begik. Også i Mord for åbent tæppe og Tretten til bords forsøger en koldblodig morder at skaffe sig et alibi ved at engagere Poirot i sagen.[94] Poirot bemærker da også efter opklaringen af en af sine senere sager, at de fleste mordere, han har kendt, var frække og selvovervurderende, så længe de følte sig sikre, men ynkelige, når de var blevet afsløret.[95] Det er dog ikke alle forbrydelser, der er planlagte. I Kortene på bordet [96] annoncerer værten ved en bridgeaften, at han vil afsløre flere mordere efter spillets afslutning, og en af spillerne dolker ham derfor af frygt for at blive udpeget som morder. Dette udgør indledningen til en lang og kompleks opklaringsproces, hvor der på trods af blot fire mistænkte er en del overraskelser undervejs. [note 22] Hollow-mysteriet drejer sig ligeledes om et drab, der udføres som en spontan handling, men her kompliceres sagen af, at gerningsmanden får bistand til at sløre kendsgerningerne fra en helt uventet kant. [20] I Den døde vender tilbage[97] efterforsker Poirot både et overlagt drab og en episode, der viser sig at være vold med døden til følge, som er begået i affekt.

Hercule Poirot afslører i enkelte tilfælde en mordplan, inden den er ført ud i livet. Ved at advare planlæggeren forhindrer han udførelsen af forbrydelsen i Hvepsereden [98], mens en tilsvarende advarsel bliver ignoreret af den skyldige i Solen var vidne [99]

Forfatterens egne kommentarer[redigér | redigér wikikode]

Ligesom Sir Arthur Conan Doyle blev træt af Sherlock Holmes mistede Christie tålmodigheden med sin egen detektiv Poirot. I slutningen af 1930'erne, betroede Christie sin dagbog, at hun fandt Poirot "ulidelig", "pralende" og var irriteret over hans evindelige

pleje af sin moustache og rysten på sit æggeformede hoved.[100]

I 1960'erne betegnede hun ham som "et egocentreret kryb." [101] Hun havde faktisk skaffet sig af med den lille belgier i manuskriptet til Tæppefald, nedskrevet omkring anden verdenskrig, men i modsætning til Conan Doyle modstod hun fristelsen til at offentliggøre hans død, mens han stadig var populær. I stedet lod hun i de senere romaner ofte Poirot ankomme sent i plottet, som regel tilkaldt af en person, der havde opgivet at opklare sagen. En forklaring på, at hun lod ham overleve trods sin modvilje mod ham er, at hun så sig selv som en entertainer, hvis opgave var at skrive, hvad publikum kunne lide, og hendes læsere foretrak Poirot.[102]

Fortsat succes[redigér | redigér wikikode]

Christies romaner i almindelighed og Poirot-fortællingerne i særdeleshed trykkes i nye oplag, som er sikre salgssuccesser. Allerede i 1930 forudså forfatteren Anthony Berkeley, at den klassiske engelske kriminalroman ikke kunne fastholde læsernes interesse meget længere.[103] Trods gentagne påstande fra mange sider om genrens "død", er der intet der tyder på, at Edmund Wilson får ret i påstanden om, "at ingen gider bekymre sig om, hvem der dræbte Roger Ackroyd" [104] En seerafstemning har bl.a. afsløret, at TV – serien om Poirot har kategorien "kvinder mellem 18 og 29 år" som de mest begejstrede tilhængere af den excentriske belgier.[105]

Poirot på film og TV[redigér | redigér wikikode]

Logoet til TV - serien med David Suchet som Hercule Poirot

I den populære serie Agatha Christie's Poirot er der fra 1989 til 2013 i alt indspillet 75 episoder [106], hvor David Suchet spiller rollen som Hercule Poirot. Serien er især i de tidligst udsendte afsnit meget trofast over for de originale plot, men i enkelte tilfælde er væsentlige pointer udeladt. I en enkelt episode er en person, der var koldblodig morder i Christies originale udformning, helt uskyldig.[107]. En af Christies absolut korteste noveller, Hvepsereden, (en: Wasp’s Nest) er udbygget med flere personer og en række begivenheder, som ikke findes i novellen. Plottet og pointen er dog identisk med forlægget.[note 23] David Suchet er i serien meget omhyggelig med i adfærd og påklædning at være tro mod Christies beskrivelse af sin detektiv. Suchet har fortalt, at han forberedte sig på rollen ved at gennemlæse samtlige romaner og noveller om Poirot og nedskrev alt af interesse. Notaterne lå fremme, hver gang han øvede sig på rollen, således at han kunne kopiere hver detalje i Christies beskrivelse af sin detektiv. [108][109][110]

Imdb er serien som helhed højt rangeret (gennemsnit 8.6)[111] De højst vurderede enkeltafsnit er:

  • Curtain: Poirot's Last Case:8.7
  • The ABC Murders 8.5
  • The Labours of Hercules 8.3
  • Five Little Pigs 8.2
  • The Chocolate Box 8.2
  • Elephants Can Remember 8.2
  • Hercule Poirot's Christmas 8.1
  • The Yellow Iris 8.1
  • Dead Man's Folly 8.1
  • Peril at End House 8.1

Af skuespillere, der har spillet ham i film kan nævnes Albert Finney, Peter Ustinov, Ian Holm og Alfred Molina.

Teaterstykker[redigér | redigér wikikode]

Poirot optræder som detektiv i en dramatisering af Hvem dræbte, som teaterstykke omdøbt til Alibi. Han har også rollen som efterforsker i det originale teaterstykke Black Coffee (1930). Nogle af romanerne, bl.a. Kortene på bordet og Døden på Nilen er ligeledes omskrevet for teateret, men uden Poirot på rollelisten. Christie selv mente, at han var for vanskelig at omplante til scenen.[112]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

Poirot optræder i 33 romaner og 54 noveller. To af romanerne, De fire store og Hercule Poirots Mesterstykker består af flere forskellige plots, som er kædet sammen i en løs, fælles struktur og kan derfor også læses som noveller. Fem noveller har en længde, som svarer til den engelske betegnelse "novella", dvs. en længde på 80-100 normalsider. Af disse er plottet i Trekanten på Rhodos identisk med forløbet i Solen var vidne, ligesom Gule Iris er blevet udvidet til en roman, dog uden Poirot som detektiv.[113]. Også Det blå tog har en novelle, Plymouth - ekspressen som direkte forlæg, men som i Solen var vidne har personerne andre navne.

Af Agatha Christies romaner og noveller med Poirot som detektiven, er følgende udkommet på dansk:

1920: De låsede Døre (The Mysterious Affair at Styles) (Udkom på dansk i 1954)

1923: Den åbne Grav (Murder on the Links) (Udkom på dansk 1925)

1924: Poirot Historier (Poirot Investigates) (Udkom på dansk 1973)

1926: Hvem dræbte? (The Murder of Roger Ackroyd) (Udkom på dansk 1961)

1927: De fire store (The Big Four) (Udkom på dansk 1963)

1928: Det blå Tog (The Mystery of the Blue Train) (Udkom på dansk 1952)

1932: Døden lurer (Peril at End House) (Udkom på dansk 1960)

1933: Tretten til Bords (Lord Edgware Dies) (Udkom på dansk 1962)

1934: Mordet i Orient Ekspressen (Murder on the Orient Express) (Udkom på dansk 1960)

1935: Mord for Åbent Tæppe (Three Act Tragedy) (Udkom på dansk 1961)

1935: Døden i Skyerne (Death in the Clouds) (Udkom på dansk 1999)

1935: ABC Mordene (The A.B.C. Murders) (Udkom på dansk 1960)

1936: Mord i Ørkenen (Murder in Mesopotamia) (Udkom på dansk 1963)

1936: Kortene på bordet (Cards on the Table) (Udkom på dansk 1954)

1937: Stumt vidne (Dumb Witness) (Udkom på dansk 1961)

1937: Døden på Nilen (Death on the Nile) (Udkom på dansk 1961)

1937: Mord i Smøgen (Murder in the Mews) (Udkom på dansk 1972)

1938: Stævnemøde med døden (Appointment with Death) (Udkom på dansk 1964)

1938: Hercule Poirots jul er også kendt som En af mine sønner (Hercule Poirot's Christmas) (Udkom på dansk 1969)

1940: Var hun uskyldig? (Sad Cypress) (Udkom på dansk 1974)

1940: Fine sko med spænder (One, Two, Buckle my Shoe) (Udkom på dansk 1959)

1941: Solen var vidne (Evil Under the Sun) (Udkom på dansk 1966)

1942: Seksten år Efter (Five Little Pigs) (Udkom på dansk 1945)

1946: Hollow-mysteriet (The Hollow) (Udkom på dansk 1951)

1947: Hercule Poirots Mesterstykker (The Labours of Hercules) (Udkom på dansk 1957)

1948: Den døde vender tilbage (Taken at the Flood) (Udkom på dansk 1960)

1952: Dommen er afsagt (Mrs. McGinty's Dead) (Udkom på dansk 1954)

1953: Blev han myrdet? (After the Funeral) (Udkom på dansk 1955)

1955: Huset i Hickory Road (Hickory, Dickory, Dock) (Udkom på dansk 1959)

1956: Dødens Tempel (Dead Man's Folly) (Udkom på dansk 1958)

1959: Katten i dueslaget (Cat Among the Pigeons) (Udkom på dansk 1960)

1960: Agatha Christies bedste Kriminalhistorier (The Adventure of the Christmas Pudding) (Udkom på dansk 1961)

1963: Tretten minutter over fire (The Clocks) (Udkom på dansk 1964)

1966: Den tredie pige (Third Girl) (Udkom på dansk 1966)

1969: Det forkerte vidne (Hallowe'en Party) (Udkom på dansk 1970)

1972: Elefanter glemmer aldrig (Elephants Can Remember) (Udkom på dansk 1973)

1974: Gule iris (Poirot's Early Cases) (Udkom på dansk 1972)

1975: Tæppefald (Curtain: Poirot's last Case) (Udkom på dansk 1976)

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Noter og referencer[redigér | redigér wikikode]

Noter
  1. Hans nationalitet valgte Christie i sympati med de belgiske ofre for den tyske besættelse af landet under 1. verdenskrig, jf. H. C. Peterson (1939).
  2. Som senere viste sig at være midlertidig
  3. Det er den første af mange udenlandsrejser, hvor Poirot involveres i en mordsag undervejs.
  4. I novellen Chokoladeæsken (Originaltitel "The Chocolate Box"
  5. Oversat fra den engelske udgave, idet den danske udgave på enkelte punkter er ændret vedrørende disse oplysninger. Beskrivelsen bekræftes bl.a. i forordet til Mordet i Orientekspressen.
  6. Dette bemærker Hastings allerede i første kapitel af ABC Mordene, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 3)
  7. Indledningen til kapitel to i Tæppefald er en minutiøs gennemgang af Poirots "alderssvækkelse".
  8. Bl.a. nævner han selv, at mordgåderne i Døden lurer og Kortene på bordet er sådanne sager
  9. Tydeligst i Tretten til bords, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 17) og Fine sko med spænder, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 45
  10. Jf. slutningen på Mordet i Orientekspressen og Den døde vender tilbage.
  11. Det fremgår tydeligt af De fire store, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 19), Det blå tog, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 20) og Tretten til bords, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 17)
  12. Tydeligst i Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2) hvor de mistænkte er en noget broget kreds.
  13. Fx. i Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4) og Hollow-mysteriet, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.25.
  14. F.eks. i de afsluttende kapitler af Døden lurer , Døden i skyerne og Den døde vender tilbage.
  15. Jf. menuen ved den frokost, de indtager i slutningen af Mord i smøgen
  16. I Den døde vender tilbage og Dommen er afsagt
  17. I første kapitel af Døden i skyerne nævnes det, at hans flyskræk er forårsaget af problemer med maven. Søsygen nævnes i adskillige romaner og noveller.
  18. Udtrykkes ved to fraser: ”orden og metode” og ”mine små, grå celler”
  19. Jf. Mrs. Olivers ”morderjagt” i Dødens tempel.
  20. Sammenlign f.eks. ABC mordene, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 3, kapitel 3 med opklaringen af Mord i smøgen, Forum Krimi 1972.
  21. Udeladelser af navne og steder er for at undgå at afsløre forbryderens identitet.
  22. Charles Osborne (1982), s. 85 finder, at denne roman ” er et af de fineste og mest originale eksempler på krimi-fiktion".
  23. Episoden er indspillet i 1991, se: "Agatha Christie: Poirot" Wasps' Nest (1991)Internet Movie Database (Engelsk)
Referencer
  1. Hart 2004, s. 4
  2. Hart 2004, s. 5
  3. Hart 2004, s. 6f.
  4. Hart 2004, s. 7
  5. Det fremgår af en af novellerne i Gule iris, Forum, København 1971
  6. Se: Døden lurer (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2, s. 137
  7. Hart 2004, s. 10
  8. Kapitel 7 i De låsede døre, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 36), s. 86
  9. Osborne 1982, s. 16
  10. I en enkelt roman, Den åbne Grav,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 5), samt en samling noveller
  11. Hvem dræbte?, ,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 8)
  12. Osborne 1982, s. 44
  13. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 19),
  14. Hart 2004, s. 166
  15. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 20),
  16. Døden lurer,,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s.9
  17. Hart 2004, s. 49
  18. Mord for åbent tæppe, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 10, 1. kapitel
  19. Døden på Nilen,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 7, s. 133
  20. 20,0 20,1 Hollow-mysteriet, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 25, s. 71
  21. Hart 2004, s. 179
  22. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 23
  23. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.7
  24. Barnard 1980, s. 84
  25. Hart 2004, s. 271
  26. >(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27
  27. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37
  28. Forum Krimi, København 1972
  29. Seksten år efter, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27, s. 28
  30. Den tredie pige, kapitel 1, Forum Krimi, 1964
  31. Tæppefald, efterskrift, Forum Krimi 1976
  32. Osborne 1982, s. 16
  33. Hart 2004, s. 3
  34. Hart 2004, s. 9ff.
  35. De låsede døre,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 36), s. 21
  36. Dødens tempel, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 38
  37. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 176
  38. De låsede døre, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 36), s. 54
  39. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 128
  40. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 18
  41. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 30 og 34
  42. Seksten år efter, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27), s. 55
  43. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 126
  44. Dødens tempel, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 104.
  45. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 6
  46. Dødens tempel, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 32.
  47. Hart 2004, s. 3
  48. Dødens tempel, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44), s. 120.
  49. Hart 2004, s. 181
  50. Hart 2004, s. 182
  51. Poirot og den umulige forbrydelse i Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 121
  52. Seksten år efter,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27), s. 150
  53. Jf. fx Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 6
  54. Dommen er afsagt,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37, s. 6
  55. Hart 2004, s. 28
  56. Hart 2004, s. 255
  57. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 156
  58. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s.109
  59. Barnard (1980), kapitel 8.
  60. Barnard 1980, s. 52f.
  61. Seksten år efter , (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 27), s. 87
  62. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 19)
  63. Osborne 1982, s. 194
  64. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2), s. 202.
  65. Hollow-mysteriet,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4), s. 187f.
  66. I novellen: The Adventure of the Christmas Pudding
  67. Hart 2004, s. 131
  68. Hvem dræbte?, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 8).
  69. For en detaljeret beskrivelse af venskabet, se ref>Hart 2004, s. 155-170
  70. 70,0 70,1 Kortene på bordet, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 38)
  71. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972
  72. Fine sko med spænder
  73. Hart 2004, s. 217
  74. 74,0 74,1 Hart 2004, s. 247
  75. Tretten minutter over fire, s. 94
  76. I Døden på Nilen,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 7
  77. Hart 2004, s. 229
  78. Hart 2004, s. 224 f.
  79. Døden lurer,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2) s. 7.
  80. Dommen er afsagt,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37) s. 5.
  81. Mord i smøgen, Forum Krimi 1972, s. 71
  82. Tretten minutter over fire, Forum Krimi 1971, s. 91.
  83. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 8)
  84. Døden i skyerne, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 4, s.121.
  85. De låsede døre, Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr.36)
  86. Dødens tempel', Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 44)
  87. Hart 2004, s. 7f.
  88. Hart 2004, s. 276
  89. Mord for åbent tæppe, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 10, afsluttende kapitel.
  90. Tretten minutter over fire, Forum Krimi 1971, s. 98.
  91. jf.Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2, s. 145
  92. En af mine sønner, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 42, s. 179
  93. Døden lurer, (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 2, s. 192
  94. Barnard (1980), s. 114 f.
  95. Dommen er afsagt,(Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 37) s. 185.
  96. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 38)
  97. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 49)
  98. I: Mordet i tårnværelset, Forum Krimi 1972
  99. (Carit Andersens Forlag "De trestjernede", nr. 34)
  100. Osborne 1982, s. 105
  101. I sin selvbiografi understreger Christie flere gange sin lede ved Poirot, jf. Christie (1977)
  102. Barnard 1980, s. 116
  103. Osborne 1982, s. 64
  104. Offeret i Hvem dræbte?, jf. Wilson (1945)
  105. Imdb brugerafstemning
  106. Agatha Christie: Poirot (1989)Internet Movie Database (Engelsk); Serien har været sendt på DR1 med genudsendelser i 2009 og 2010, samt 2013 og 2014
  107. I episoden Kortene på bordet
  108. "The Actor Behind Popular `Poirot'"The Christian Science Monitor. Interview ved Dillin, John – 25. marts 1992.
  109. "Award-winning actor David Suchet plays Robert Maxwell in a gripping account of the dramatic final stage of the media tycoon's life" - Interview ved Dudley, Jane.BBC.
  110. "Inside the mind of a media monster" – The Yorkshire Post. Interview ved Dudley, Jane, 27. april 2007.
  111. Hercule Poirot -Episodes high rated
  112. Osborne 1982, s. 98
  113. Var det mord? (1945)

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Barnard, Robert (1980), A Talent to Decieve, London: Fontana/Collins 
  • Christie, Agatha (1977). Agatha Christie: An Autobiography. New York: Dodd, Mead & Company. ISBN 0396075169. 
  • Hart, Anne (2004), Agatha Christie's Poirot: The Life and Times of Hercule Poirot, London: Harper and Collins 
  • Osborne, Charles (1982), The Life and Crimes of Agatha Christie, London: Collins 
  • Peterson, H. C. (1939). Propaganda for War: The Campaign against American Neutrality, 1914-1917. Norman: University of Oklahoma Press.
  • Wilson, Edmund. Who Cares Who Killed Roger Ackroyd? The New Yorker. January 20, 1945.