Hercule Poirot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Whitehaven Mansions, hvor Hercule Poirots lejlighed er beliggende

Hercule Poirot er – sammen med Miss Marple – den mest kendte af forfatterinden Agatha Christies fiktive detektiver. Han var hovedperson i hendes første bog fra 1920, De låsede Døre. Poirot optræder i 33 romaner og 54 noveller. Alle romanerne og de fleste af novellerne er oversat til dansk.

I en håndfuld romaner og adskillige noveller har han følgeskab af sin ven og hjælper kaptajn Arthur Hastings, der også optræder i rollen som fortæller. De fleste foregår i England, men andre foregår i Orienten. Kriminalforfatterinden Ariadne Oliver (Agatha Christies selvkarikatur) deltager sammen med Poirot i opklaringen af seks af hans sager. Andre tilbagevendende bipersoner er Inspector Japp, Miss Lemon og den perfekte tjener, George.

Poirot er portrætteret på film med Albert Finney og Peter Ustinov i titelrollerne og i en tv-serie på 75 afsnit med David Suchet, som omfatter samtlige romaner og 42 noveller.

Karriereforløb[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot er belgier og fungerede som politiofficer i Bruxelles, hvor han var aktiv i 1893 [1] og virkede senere i Oostende, hvor han samarbejdede med politiinspektør Japp i 1904, og blev pensioneret omkring år 1908.[2] Under 1. verdenskrig ankom han som flygtning til England, hvor han efter krigen etablerede sig som privatdetektiv.[3]

Efter 1. verdenskrig havde Hercule Poirot nogle opgaver for det britiske efterretningsvæsen og nogle celebre sager som privatdetektiv, hvor han blev assisteret af Hastings,[4] inden han trak sig tilbage omkring 1925. Kort efter sin midlertidige - viste det sig senere - pensionering påtog han sig dog endnu en sag i landsbyen King's Abbot, hvor han dyrkede græskar. Opklaringen berettes af Dr. Sheppard [5], fordi Hastings i mellemtiden var blevet gift og havde bosat sig i Argentina.[6] Allerede året efter optræder Poirot i De fire store, der er en for den lille belgier atypisk jagt på et verdensomspændende forbrydersyndikat. Handlingen udspiller sig på flere kontinenter og forløber over næsten et år. Denne sag berettes af Hastings, som egentlig skulle tilbage til England i forretningsanliggender, men vælger at følge Poirot; det fremgår, at jagten på syndikatets bagmænd fandt sted året før begivenhederne i Hvem dræbte? [7]

Allerede i 1928 genoptog Poirot sin karriere som privatdetektiv.[8] Hans interesse i at samarbejde med efterretningstjenesten svandt samtidig, og han indrømmede, at han opfattede politiske intriger som mindre interessante end "et net, lille mord".

Moult House, hvor store dele af Døden lurer (Peril at End House) blev indspillet i TV serien med David Suchet som Hercule Poirot

Som følge heraf afslog han bl.a. at assistere indenrigsministeren i en for regeringen penibel sag. Hastings, der igen var på besøg i England, blev stærkt chokeret over hans holdning. "Opklaringen af en sag, som den her skitserede, kunne have kastet yderligere glans over hans verdensberømmelse." [9]

Hercule Poirot var dog ikke interesseret i "berømmelse og komplimenter", men udfordringer. Selv om han officielt havde trukket sig tilbage, løste han i 1930'erne en række mordgåder, som politiet ikke kunne knække. 14 af disse er foreviget i romaner.[10] En del af dem foregik i England, bl.a. Mord for åbent tæppe, hvor han endnu engang udtrykker misfornøjelse med at have trukket sig tilbage. Han bliver indblandet i sagen, fordi han overværer et mord, en detalje, som Christie kopierer flere gange i senere værker [11] Omkring 1935 flytter han ind i en ny boligblok med centralvarme på adressen Whitehaven Mansions, London W1. Her er Hastings på besøg for første gang i 1935.[12] Det var også i denne periode, at han på rejser i Mellemøsten opklarede nogle af sine mest berømte sager, bl.a. de komplekse gåder i Mord i ørkenen og Døden på Nilen.

De følgende 40 år viser han i stigende grad interesse for de psykologiske aspekter af de sager, han påtager sig. Begrebet "psykologi" skal i denne sammenhæng ikke forstås i den strengt videnskabelige betydning. For Poirot er det et spørgsmål om studiet af menneskelige karaktertræk, som danner et sammenhængende psykologisk mønster. [13] [14] Han udvikler en særlig fornøjelse ved at genoptage drabssager, der er henlagt eller afsluttet af politiet.[15] Når alle kriminaltekniske spor for længst er slettede, kan en sag kun løses ved studier af de involveredes karaktertræk og de logiske følgeslutninger, der kan drages heraf.[16]

Mod slutningen af sin karriere bliver Poirot mindre interesseret i at påtage sig sager, men af og til bliver han involveret, især i sager, som Mrs. Oliver pånøder ham. Efterhånden udvikler han en mere og mere inaktiv livsstil, hvor han bl.a. studerer uløste kriminalgåder og læser kriminalromaner. Han skriver endog en bog om kriminallitteratur.[17]

Poirot døde i 1975 tilsyneladende som følge af komplikationer med et dårligt hjerte, ligesom han ikke nåede at afslutte den igangværende sag. Dødsfaldet er imidlertid, ligesom hele plottet i hans sidste sag, mere indviklet end først antaget, og Poirot udpeger den mystiske seriemorder "x" i et brev, som Hastings modtager efter Poirots død.[18] Som den eneste fiktive person nogensinde får Hercule Poirot sin nekrolog bragt i New York Times, som endog bringer den på forsiden. Nekrologen gav dog en del problemer at udfærdige. Hans fødselsår beror på tolkninger af de sparsomme oplysninger om hans virke, før han flygtede til England; han kan næppe være født senere end 1860, og da hans død blev kendt, måtte han derfor være ca. 115 år gammel.[19] Manuskriptet til Tæppefald er skrevet omkring 2. verdenskrigs udbrud, så forklaringen på hans høje alder kan være, at Christie har fortiet dødsfaldet i ca. 35 år for i mellemtiden at kunne gennemgå de sager, der endnu ikke var udgivet.[20]

Kendetegn[redigér | redigér wikikode]

Fremtoning[redigér | redigér wikikode]

Den mest udførlige beskrivelse af Poirots udseende findes formentlig i De låsede døre:

Han var næppe mere end 160 cm høj, men bevægede sig med stor værdighed. Hans hoved var formet nøjagtig som et æg, og han hældede det altid en smule til den ene side. Hans moustache var meget velformet og militaristisk. Selv når hans ansigt var tildækket, ville spidserne af moustachen og den lyserøde opstoppernæse være synlige.[21]

Mere end 30 år senere oplyser Christie, at han indsmører moustachen i pomade og snor spidserne opad, hvilket giver dem et imponerende udseende.[22]

Poirot er mørkhåret, men efterhånden som det gråner, farver han det.[23] På film fremstilles han ofte som tyndhåret, men Christie har kun få antydninger af, at han mangler noget af sin hårpragt. En af dem er, at hun lader en ung kvinde kysse ham på issen i taknemmelighed over, at han har støttet hende i en vanskelig situation.[24] Ved slutningen af sin karriere, i Tæppefald, bærer han paryk og – til stor sorg for Hastings – falsk moustache.[25]

Øjnene er bemærkelsesværdigt lyseblå, men har et grønt skær, der bliver tydeligere, når han har fundet et afgørende spor i en vanskelig sag. Allerede i debutromanen nævnes denne detalje: "I ca. ti minutter sad Poirot tavs som graven […] og for hvert minut fik hans øjne et stadigt mere grønt skær.[26].

I De låsede døre bemærker Hastings, at Poirot halter slemt. Det må have været forårsaget af en midlertidig skade, opstået under 1. verdenskrig, for senere i karrieren springer han adræt op fra stolen, løber op ad trapper og bevæger sig smidigt og katteagtigt [27].

Hastings finder hans påklædning påfaldende lapset, en vurdering, der bl.a. støttes af en af de mistænkte i Seksten år efter [28] De aparte påklædningsgenstande er dog af høj kvalitet og pris, fx er han ofte iklædt silkehabit, og blandt de genstande, han pryder sig med, er en blomst i knaphullet, spidse, håndsyede lædersko, spadserestok og et lommeur.[29] Han er bekymret for sin sarte hud, hvorfor han i solskin og efter mørkets frembrud går med hat for at beskytte ansigtet mod naturens luner.[30]

Karaktertræk[redigér | redigér wikikode]

Hercule Poirot er på alle måder et vanemenneske, som foretrækker orden og metode og er tilhænger af symmetri. Han starter altid dagen med en kop kaffe præcis kl. 8, hvorefter han omhyggeligt gør morgentoilette, inden han indtager sin morgenmad kl. 9.[31] Hans kvadratiske lejlighed er møbleret med en kvadratisk lænestol, placeret foran en kvadratisk kamin.[32] Han foretrækker bl.a., at æg er ensartede af form og størrelse og arrangerer ofte genstande, han synes er uordentlige, i snorlige rækker.:"Poirot gik tilbage til kaminen og ordnede omhyggeligt nipsgenstandene på hylden over den", er blot ét af mange eksempler på hans trang til at skabe orden.[33].

Hvis Poirot har en lille karakterbist, må det være hans tendens til selvoptagethed. I mange tilfælde fremhæver han sine egne evner, også når det er unødvendigt for at opklare sagen.

""På det tidspunkt, da tragedien fandt sted, havde De da ikke læst Somerset Maughams Månen og Sixpence?". Angela stirrede på ham. "Jeg tror...jo det havde jeg ".."Hvorfra vidste De det?" -"Jeg ønskede blot at vise, at selv i bagateller er jeg noget af en troldmand. Der er ting, jeg ved, uden at nogen fortæller mig det." [34]

Selv om Hastings ofte omtaler Poirot som "min gode ven", anser han ham for selvoptaget, i enkelte tilfælde endog indbildsk.[35] Poirot selv forklarer dette karaktertræk med, at "en mand af min intelligens" har brug for en beundrende medhjælper.[36] Når han selv understreger sin intelligens, er det dog også med et stænk af selvironi.[37]

Selv om Poirot især i begyndelsen af karrieren af og til efterforsker sager af international, politisk betydning og lever af betydelige honorarer fra taknemmelige politikere og rigmænd,[38] er hans motiv for at efterforske en sag, at den er "interessant og usædvanlig." [39]. I enkelte tilfælde viser han sig som filantrop, bl.a. da han forærer 500₤ til lederen af en arkæologisk ekspedition.[40]

Hans holdninger til livets store spørgsmål og politik afsløres sjældent. Ofte vil han – som led i sin undersøgelse af en sag – blot give de mistænkte ret i deres synspunkter, men sådanne tilkendegivelser kan næppe tages til indtægt for hans personlige holdninger. Ved at tale de mistænkte efter munden får han dem til at tale, ligesom hans servile væsen giver dem et indtryk af, at han er overfladisk i sin efterforskning.[41] På baggrund af de konkrete omstændigheder virker det imidlertid sandsynligt, at han er helt ærlig, når han udtaler:

Der er ting, som er vigtigere end at finde morderen. Og retfærdighed er et smukt ord, men det er somme tider svært at sige nøjagtigt, hvad man mener med det. Eter min mening er det vigtigste at rense de uskyldige.[42]

.

Yderligere en grundholdning er næsten lige så udtalt: Poirot anerkender normalt ikke mord som løsningen på et problem, uanset hvor stor sympati, han måtte føle med gerningsmanden.[43] Det er dog bemærkelsesværdigt, at han på baggrund af sympati med en, der har begået en mindre forbrydelse, kan tillade, at denne slipper for straf. I enkelte tilfælde lader han endog drab under formildende omstændigheder passere.[44] I bl.a. Hvem dræbte?, Døden lurer og Tæppefald er det ikke straf ved afgørelser af domstolene, men en anden straf, der rammer den skyldige. I Døden på Nilen og enkelte af novellerne forbarmer han sig over en tyv, mens pengeafpressere altid overlades til myndighederne. Disse eksempler viser, at den lille, pudsige detektiv under visse omstændigheder anser sin egen dømmekraft for at være en bedre rettesnor end formelle juridiske spilleregler.[45]. Poirots opfattelse af retfærdighed står i disse tilfælde over loven, og han ligner på dette punkt mere en hårdkogt, amerikansk privatdetektiv end en politibetjent.

Omgangsform[redigér | redigér wikikode]

Poirot falder helt naturligt ind i de eksklusive miljøer blandt politikere, finansfyrster og udenlandske tronarvinger. Han kender også etiketten i de gamle, adelige kredse i England.[46] Han falder naturligt ind i samtaler mellem bohemer og kunstnere.[47] Alligevel optræder han helt naturligt i samvær med personer, der tilhører de lavere sociale lag, og denne egenskab giver ham ofte værdifulde spor i en drabssag. Et eksempel herpå findes i Seksten år efter, hvor han uden besvær kommer på bølgelængde med en pensioneret barnepige, Miss Williams ved at omtale sin egen barndom i Belgien.[48]

Poirot er høflig og beleven i sin omgang med kvinder, og i flere tilfælde løser han både små hverdagsproblemer og alvorligere sager, bl.a. kærlighedsaffærer og jalousidramaer uden at kræve honorar.[49] En enkelt kvinde, Vera Rossokoff, er han særlig opmærksom overfor, og Hastings antager, at han er forelsket i denne smukke, russiske femme fatale, som optræder i De fire store og i to noveller. I den første af disse, The Double Clue (1925) udbryder Poirot: "Se, det er en rigtig kvinde".[50]

Poirot er som regel uforsonlig overfor overmodige mordere, når de er afsløret; men han har også en blidere side af sit væsen. De sørgende efterladte bliver trøstet og får gode råd til at komme videre med tilværelsen.

"Jeg håber, at De bliver lykkelig, madame", sagde Poirot blidt. "De har lidt meget. Men til trods for alt, hvad de har lidt, har De stadig medlidenhed i Deres hjerte" [51]

Næsten med samme ord udtrykker han sin sympati for en af de efterladte kvinder i slutningen af Hollow-mysteriet. Han anvender af og til sine psykologiske egenskaber til at "finde den rette ægtemand" til en ung, ulykkelig kvinde.[52] Disse eksempler viser, at han inderst inde var en varm og venlig mand, selvom han på forespørgsel begrunder sin interesse i "arrangerede ægteskaber" i et ønske om orden og metode: "Det er trist at erfare, hvorledes (englændere) arrangerer ægteskaber. Ingen orden. Ingen metode. Alt overladt til tilfældigheder" [53][54]

Venskaber[redigér | redigér wikikode]

I løbet af sin tid i England udvikler Poirot to nære venskaber. I perioden fra 1916 til 1937 er det Hastings, han tilbringer megen tid sammen med, selv om denne allerede i 1923 emigrerede til Argentina. I de følgende år er Hastings ofte i England på forretningsrejser og benytter disse lejligheder til at assistere sin gamle ven. Fra 1936 til 1972 er Ariadne Oliver hans nærmeste bekendt, og Hastings vender tilbage i 1975 i Poirots sidste sag, Tæppefald.

Poirot og Hastings delte oprindelig en lille lejlighed, som de lejede af Mrs. Pearson i Farraway Street nr. 14. Her tilbragte de det meste af tiden sammen i dagtimerne, medmindre de var på rejse i forbindelse med en sag. Tre år efter Hastings ægteskab og bortrejse til Argentina mindes Poirot sin gamle assistent som "en ven, der aldrig veg fra min side, aldrig svigtede mig." [55] I en række senere romaner forsikrer Poirot om, at Hastings vil vedblive at være hans bedste ven.[56] Senere overtager Mrs. Oliver rollen som Poirots nærmeste ven, selv om hendes mangel på ordenssans ofte ryster hans opfattelse af orden og metode. Han er dog stærkt imponeret over hendes evne til intuitivt at komme på det rette spor i en vanskelig sag.[57]

Spisevaner[redigér | redigér wikikode]

Den lille belgiske detektiv har problemer med maven, hvilket både forårsager flyskræk og søsyge.[58] Han henviser til sin sarte mave, når han høfligt afslår de tunge, engelske måltider, men Hastings mistænker ham for i virkeligheden at være kræsen. F.eks. bemærker Hastings, at det ryster Poirot at se en englænder spise morgenmad med bacon, æg, stegte nyrer og marmelade,[59] Han drikker ikke te, og må derfor beklageligt nok nøjes med tre måltider om dagen. Især den engelske eftermiddagste er et måltid, han ikke kan vænne sig til.[60]

I stedet foretrækker han "lette" måltider, bestående af fx blanquette de veau med bønner og baba au rhum til frokost. Hans foretrukne drink er solbærlikør.[61], men han ynder også maltekstrakt [62]

Opklaringsteknik[redigér | redigér wikikode]

Poirot bygger korthuse, lægger puslespil eller tilsvarende, når han er ved at køre fast i en sag. Ofte er det sådanne aktiviteter, der giver ham inspiration til at opklare sagen.[63] Han er ligeledes en habil bridgespiller og deltager af og til – om end mest af høflighed - i selskabslege.[64]

I de tidligste optrædener er Poirot en ret typisk detektiv, der baserer sin opklaring på logisk sans.[65]. Han går på jagt efter fysiske beviser som fodspor, fingeraftryk og tabte genstande på mordstedet, men allerede i sin tredje optræden i en roman, Hvem dræbte? er ”psykologiske” iagttagelser og ”studier af den menneskelige natur” det mest fremtrædende træk i opklaringsarbejdet. Med psykologiske iagttagelser menner han studiet af typiske træk ved den menneskelige natur, f.eks. at lyve om tilsyneladende ligegyldige småting, at prale af egen dygtighed og lignende.

[Min metode] (...) er baseret på en fundamental trang i den menneskelige natur- trangen til at tale- til at afsløre sig selv.[66]

.

Når det tjener formålet – at opklare sagen – går han ikke af vejen for at opdigte slægtninge, der har været i samme situation som det vidne, han taler med. Fx omtaler han seks niecer for at teste en mistænkt i Kortene på bordet, ligesom han senere i karrieren opdigter en nevø, som mangler en rygsæk, for at få et vidne til at diskutere rygsækkes udseende i Huset i Hickory Road. I de tidlige faser af opklaringsarbejdet optræder han ofte i rollen som udlændingen, der taler gebrokkent engelsk. Dette trick får som regel de mistænkte til at undervurdere hans evner.[67] Når han i slutningen af romanerne gennemgår de forskellige spor, anvender han derimod altid et nydeligt engelsk. Han forklarer selv denne adfærd således:

"Det er rigtigt, at jeg er i stand til at tale korrekt, flydende engelsk. Men, min kære ven, at tale gebrokkent engelsk er en enorm fordel. Det får folk til at foragte dig".[68]

De ”nye” metoder afholder ham dog ikke fra at anvende de ”gamle” metoder, også mod slutningen af karrieren. Det afgørende er at finde mønsteret i sagen og bygge det på kendsgerninger.[69] Sammenfattende er det rimeligt at konkludere, at Poirot benytter sig af forskellige metoder i forskellige situationer, og at det er denne egenskab, der gør ham til den dygtigste detektiv i historien. Han understreger selv, at han er den bedste detektiv, ”verden har set”, men også andre personer giver ham et lignende skudsmål, bl.a. Chief Inspector Japp, som dog har et anstrøg af ironi, når han omtaler Poirots "små grå celler".[70]

Det kan virke overraskende, at en så selvbevidst og metodisk person af og til gribes af mismod under opklaringen af en sag:

Men hvad nytter det at være Hercule Poirot med grå celler af en finere kvalitet end andre menneskers, når man ikke kan udrette mere end almindelige mennesker? [71]

Det sker heller ikke sjældent, at han får den afgørende idé ved et tilfælde, som ændrer hans syn på hændelsesforløbet. I Tretten til bords er det en tilfældig bemærkning fra en forbipasserende, der bringer ham på sporet af sagens rette sammenhæng, og få år senere er det en tilsvarende tilfældighed, der bringer ham på rette spor. :

Alt er helt bagvendt, helt forkert i denne sag….Vi betragter nemlig sagen under den synsvinkel, morderen ønsker, at vi skal anlægge.[72]

Poirots evner sættes som regel på afgørende prøver, for forbryderne er ofte dygtige planlæggere, der er i stand til at skaffe sig et vandtæt alibi. I slutningen af en Poirot – roman bliver de metoder, forbryderen har anvendt afsløret trin for trin, således at det er klart, at alle spor, der har indgået i opklaringen, peger i samme retning. Overraskende mange af disse ”geniale” forbrydere har forsøgt at bruge Poirot som en afgørende brik i deres alibi, men ender med at blive straffet for dette overmod:

Den komedie, De planlagde og opførte i (...) De skulle ikke have givet Hercule Poirot hovedrollen. Det var Deres fejl – Deres meget alvorlige fejl.[73]

Forfatterens egne kommentarer[redigér | redigér wikikode]

Ligesom Sir Arthur Conan Doyle blev træt af Sherlock Holmes mistede Christie tålmodigheden med sin egen detektiv Poirot. I slutningen af 1930'erne, betroede Christie sin dagbog, at hun fandt Poirot "ulidelig", "pralende" og var irriteret over hans evindelige

pleje af sin moustache og rysten på sit æggeformede hoved.[74]

I 1960'erne betegnede hun ham som "et egocentreret kryb." [75] Hun havde faktisk skaffet sig af med den lille belgier i manuskriptet til Tæppefald, nedskrevet omkring anden verdenskrig, men i modsætning til Conan Doyle modstod hun fristelsen til at offentliggøre hans død, mens han stadig var populær. I stedet lod hun i de senere romaner ofte Poirot ankomme sent i plottet, som regel tilkaldt af en person, der havde opgivet at opklare sagen. En forklaring på, at hun lod ham overleve trods sin modvilje mod ham er, at hun så sig selv som en entertainer, hvis opgave var at skrive, hvad publikum kunne lide, og hendes læsere foretrak Poirot.[76]

Fortsat succes[redigér | redigér wikikode]

Christies romaner i almindelighed og Poirot-fortællingerne i særdeleshed trykkes i nye oplag, som er sikre salgssuccesser. Allerede i 1930 forudså forfatteren Anthony Berkeley, at den klassiske engelske kriminalroman ikke kunne fastholde læsernes interesse meget længere.[77] Trods gentagne påstande fra mange sider om genrens "død", er der intet der tyder på, at Edmund Wilson får ret i påstanden om, "at ingen gider bekymre sig om, hvem der dræbte Roger Ackroyd" [78] En seerafstemning har bl.a. afsløret, at TV – serien om Poirot har kategorien "kvinder mellem 18 og 29 år" som de mest begejstrede tilhængere af den excentriske belgier.[79]

Poirot på film og TV[redigér | redigér wikikode]

I den populære serie Agatha Christie's Poirot er der fra 1989 til 2010 i alt indspillet 65 episoder [80], hvor David Suchet spiller rollen som Hercule Poirot. Serien er især i de tidligst udsendte afsnit meget trofast over for de originale plot, men i enkelte tilfælde er væsentlige pointer udeladt. I en enkelt episode er en person, der var koldblodig morder i Christies originale udformning, helt uskyldig.[81]. En af Christies absolut korteste noveller, Hvepsereden, (en: Wasp’s Nest) er udbygget med flere personer og en række begivenheder, som ikke findes i novellen. Plottet og pointen er dog identisk med forlægget.[82] David Suchet er i serien meget omhyggelig med i adfærd og påklædning at være tro mod Christies beskrivelse af sin detektiv. Suchet har fortalt, at han forberedte sig på rollen ved at gennemlæse samtlige romaner og noveller om Poirot og nedskrev alt af interesse. Notaterne lå fremme, hver gang han øvede sig på rollen, således at han kunne kopiere hver detalje i Christies beskrivelse af sin detektiv. [83][84][85]

Af skuespillere, der har spillet ham i film kan nævnes Albert Finney, Peter Ustinov, Ian Holm og Alfred Molina.

Teaterstykker[redigér | redigér wikikode]

Poirot optræder som detektiv i en dramatisering af Hvem dræbte, som teaterstykke omdøbt til Alibi. Han har også rollen som efterforsker i det originale teaterstykke Black Coffee (1930). Nogle af romanerne, bl.a. Kortene på bordet og Døden på Nilen er ligeledes omskrevet for teateret, men uden Poirot på rollelisten. Christie selv mente, at han var for vanskelig at omplante til scenen.[86]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

Af Agatha Christies romaner og noveller med Poirot som detektiven, er følgende udkommet på dansk:

1920: De låsede Døre (The Mysterious Affair at Styles) (Udkom på dansk i 1954)

1923: Den åbne Grav (Murder on the Links) (Udkom på dansk 1925)

1924: Poirot Historier (Poirot Investigates) (Udkom på dansk 1973)

1926: Hvem dræbte? (The Murder of Roger Ackroyd) (Udkom på dansk 1961)

1927: De fire store (The Big Four) (Udkom på dansk 1963)

1928: Det blå Tog (The Mystery of the Blue Train) (Udkom på dansk 1952)

1932: Døden lurer (Peril at End House) (Udkom på dansk 1960)

1933: Tretten til Bords (Lord Edgware Dies) (Udkom på dansk 1962)

1934: Mordet i Orient Ekspressen (Murder on the Orient Express) (Udkom på dansk 1960)

1935: Mord for Åbent Tæppe (Three Act Tragedy) (Udkom på dansk 1961)

1935: Døden i Skyerne (Death in the Clouds) (Udkom på dansk 1999)

1935: ABC Mordene (The A.B.C. Murders) (Udkom på dansk 1960)

1936: Mord i Ørkenen (Murder in Mesopotamia) (Udkom på dansk 1963)

1936: Kortene på bordet (Cards on the Table) (Udkom på dansk 1954)

1937: Stumt vidne (Dumb Witness) (Udkom på dansk 1961)

1937: Døden på Nilen (Death on the Nile) (Udkom på dansk 1961)

1937: Mord i Smøgen (Murder in the Mews) (Udkom på dansk 1972)

1938: Stævnemøde med døden (Appointment with Death) (Udkom på dansk 1964)

1938: Hercule Poirots jul er også kendt som En af mine sønner (Hercule Poirot's Christmas) (Udkom på dansk 1969)

1940: Var hun uskyldig? (Sad Cypress) (Udkom på dansk 1974)

1940: Fine sko med spænder (One, Two, Buckle my Shoe) (Udkom på dansk 1959)

1941: Solen var vidne (Evil Under the Sun) (Udkom på dansk 1966)

1942: Seksten år Efter (Five Little Pigs) (Udkom på dansk 1945)

1946: Hollow-mysteriet (The Hollow) (Udkom på dansk 1951)

1947: Hercule Poirots Mesterstykker (The Labours of Hercules) (Udkom på dansk 1957)

1948: Den døde vender tilbage (Taken at the Flood) (Udkom på dansk 1960)

1952: Dommen er afsagt (Mrs. McGinty's Dead) (Udkom på dansk 1954)

1953: Blev han myrdet? (After the Funeral) (Udkom på dansk 1955)

1955: Huset i Hickory Road (Hickory, Dickory, Dock) (Udkom på dansk 1959)

1956: Dødens Tempel (Dead Man's Folly) (Udkom på dansk 1958)

1959: Katten i dueslaget (Cat Among the Pigeons) (Udkom på dansk 1960)

1960: Agatha Christies bedste Kriminalhistorier (The Adventure of the Christmas Pudding) (Udkom på dansk 1961)

1963: Tretten minutter over fire (The Clocks) (Udkom på dansk 1964)

1966: Den tredie pige (Third Girl) (Udkom på dansk 1966)

1969: Det forkerte vidne (Hallowe'en Party) (Udkom på dansk 1970)

1972: Elefanter glemmer aldrig (Elephants Can Remember) (Udkom på dansk 1973)

1974: Gule iris (Poirot's Early Cases) (Udkom på dansk 1972)

1975: Tæppefald (Curtain: Poirot's last Case) (Udkom på dansk 1976)

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Det fremgår af en af novellerne i Poirot Historier, samt kapitel 15 i Døden lurer
  2. Jf. Kapitel 7 i De låsede døre
  3. Hans nationalitet valgte Christie i sympati med de belgiske ofre for den tyske besættelse af landet under 1. verdenskrig, jf. H. C. Peterson (1939).
  4. I en enkelt roman, Den åbne Grav, samt en samling noveller
  5. Se: Hvem dræbte?
  6. Osborne 1982, s. 44
  7. Hart 2004, s. 166
  8. Med opklaringen af mordet i Det blå tog
  9. Døden lurer, s.9
  10. Hart 2004, s. 49
  11. Se fx Døden på Nilen, s. 133 og Hollow-mysteriet, 1. kapitel.
  12. Hart 2004, s. 179
  13. Barnard 1980, s. 84
  14. Hart 2004, s. 271
  15. Den første er Seksten år efter (1942), men også Dommen er afsagt er af denne type.
  16. Seksten år efter, s. 28
  17. Den tredje pige, kapitel 1
  18. Jf.Tæppefald, afsluttende kapitel.
  19. Hart 2004, s. 3
  20. Hart 2004, s. 9ff.
  21. Oversat fra den engelske udgave, idet den danske udgave på enkelte punkter er ændret vedrørende disse oplysninger. Beskrivelsen bekræftes bl.a. i forordet til Mordet i Orientekspressen.
  22. Jf. Dødens tempel, s. 38
  23. Dette bemærker Hastings allerede i første kapitel af ABC Mordene.
  24. Jf. Døden i skyerne, s. 176
  25. Indledningen til kapitel to i Tæppefald er en minutiøs gennemgang af Poirots "alderssvækkelse".
  26. De låsede døre, kapitel 5, se også Døden lurer , s. 128
  27. Jf. Døden lurer, s. 18, samt Mord i smøgen, s. 30 og 34
  28. Se kapitel 7, hvor Meredith Blake udbryder: "De forkerte klæder.. og en utænkelig moustache!"
  29. Jf. Døden i skyerne, s. 126 og Dødens tempel, s. 104.
  30. Jf. Mord i smøgen, kapitel 1, og Dødens tempel, s. 32.
  31. Hart 2004, s. 182
  32. Jf. Dødens tempel, s. 120.
  33. Jf. Poirot og den umulige forbrydelse i Mord i smøgen, s. 121
  34. Seksten år efter, s. 150
  35. Jf. fx Døden lurer, s. 6
  36. Jf. Dommen er afsagt, s. 6
  37. Hart 2004, s. 28
  38. Hart 2004, s. 255
  39. Bl.a. nævner han, at mordgåderne i Døden lurer og Kortene på bordet er sådanne sager
  40. I det afsluttende kapitel af Døden i skyerne
  41. Tydeligst i Tretten til bords og Fine sko med spænder
  42. Døden i skyerne, s.109
  43. Jf. Barnard (1980), kapitel 8.
  44. Jf. slutningen på Mordet i Orientekspressen og Den døde vender tilbage.
  45. Barnard 1980, s. 52f.
  46. Jf. De fire store, Det blå tog og Tretten til bords
  47. Tydeligst i Døden lurer
  48. Seksten år efter , kapitel 9.
  49. Fx. i Døden i skyerne og Hollow-mysteriet.
  50. Osborne 1982, s. 194
  51. Døden lurer, s. 202.
  52. F.eks. i de afsluttende kapitler af Døden lurer , Døden i skyerne og Den døde vender tilbage.
  53. I novellen: The Adventure of the Christmas Pudding
  54. Hart 2004, s. 131
  55. I Hvem dræbte?.
  56. For en detaljeret beskrivelse af venskabet, se Hart (2004), kapitel 9
  57. jf. Tretten minuitter over fire, s. 94
  58. I første kapitel af Døden i skyerne nævnes det, at hans flyskræk er forårsaget af problemer med maven. Søsygen nævnes i adskillige romaner og noveller.
  59. jf. Døden lurer, s. 7.
  60. Jf. Dommen er afsagt, s. 5.
  61. Jf. Mord i smøgen, s. 71
  62. Jf. Tretten minutter over fire, s. 91.
  63. Jf. De låsede døre og Dødens tempel
  64. Jf. Mrs. Olivers ”morderjagt” i Dødens tempel.
  65. Udtrykkes ved to fraser: ”orden og metode” og ”mine små, grå celler”
  66. Døden i skyerne, s.121.
  67. Hart 2004, s. 276
  68. . Jf.Mord for åbent tæppe, afsluttende kapitel.
  69. Jf: Tretten minutter over fire , s. 98.
  70. Sammenlign f.eks. ABC mordene, kapitel 3 med opklaringen af Mord i smøgen.
  71. jf.Døden lurer, s. 145
  72. En af mine sønner, s. 179
  73. Jf. Døden lurer, s. 192. Udeladelser af navne og steder er for at undgå at afsløre forbryderens identitet.
  74. Osborne 1982, s. 105
  75. I sin selvbiografi understreger Christie flere gange sin lede ved Poirot, jf. Christie (1977)
  76. Barnard 1980, s. 116
  77. Osborne 1982, s. 64
  78. Offeret i Hvem dræbte?, jf. Wilson (1945)
  79. Imdb brugerafstemning
  80. Agatha Christie: Poirot (1989)Internet Movie Database (Engelsk); Serien har været sendt på DR1 med genudsendelser i 2009 og 2010
  81. I episoden Kortene på bordet
  82. Episoden er indspillet i 1991, se: "Agatha Christie: Poirot" Wasps' Nest (1991)Internet Movie Database (Engelsk)
  83. Interview: Dillin, John. "The Actor Behind Popular `Poirot'"The Christian Science Monitor. – 25 March 1992.
  84. Interview: Dudley, Jane. "Award-winning actor David Suchet plays Robert Maxwell in a gripping account of the dramatic final stage of the media tycoon's life" - BBC.
  85. Interview: Dudley, Jane. "Inside the mind of a media monster" – The Yorkshire Post. – 27 April 2007.
  86. Osborne 1982, s. 98

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Barnard, Robert (1980), A Talent to Decieve, London: Fontana/Collins 
  • Christie, Agatha (1977). Agatha Christie: An Autobiography. New York: Dodd, Mead & Company. ISBN 0396075169. 
  • Hart, Anne (2004), Agatha Christie's Poirot: The Life and Times of Hercule Poirot, London: Harper and Collins 
  • Osborne, Charles (1982), The Life and Crimes of Agatha Christie, London: Collins 
  • Peterson, H. C. (1939). Propaganda for War: The Campaign against American Neutrality, 1914-1917. Norman: University of Oklahoma Press.
  • Wilson, Edmund. Who Cares Who Killed Roger Ackroyd? The New Yorker. January 20, 1945.