Hermann Scherchen
Hermann Scherchen (21. juni 1891 i Berlin - 12. juni 1966 i Firenze) var en tysk dirigent og en af det 20. århundredes mest markante musikpersonligheder.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Uropførsler
Scherchens advokatur for samtidens musik er legendarisk; han er nok den dirigent, der har tegnet sig for flest uropførelser, bl.a Schönbergs Kammersymfoni nr. 1 og Pierrot Lunaire (1913), Alban Bergs violinkoncert (1936), Kreneks Symfoni nr. 1 og Hindemiths Kammermusik nr. 1 (1922).
[redigér] Biografi
[redigér] De unge år
Scherchen er autodidakt. Han begynder at spille violin i 1896 og i 1907 til 1910 spiller han violin og bratsch i Berliner Philharmonikerne og Kroll-Operaen under bl.a. Richard Strauss, Felix Mottl og Oskar Fried.
[redigér] Dirigentkarrieren begynder
Han bliver dirigent for Riga-symf. i 1914, men da 1. verdenskrig bryder ud, bliver han interneret som civil krigsfange i Rusland 1914-1918. Efter krigen vender han tilbage til Berlin, dirigerer de kommende år en række koncerter med Berliner Philharmonikerne og stifter ISCM, det Internationale Selskab for ny Musik (1919) og grundlæger tidsskriftet MELOS.
[redigér] Videreformidling
I 1929 udkommer hans Lehrbuch des Dirigierens, (Håndbog om dirigering), som endnu i dag er standardværk for enhver dirigentspire.
Han efterfølger Furtwängler i Frankfurt.
I mellemkrigstiden er han meget virksom inden for pædagogikken, hvor han bl.a. har seminarer om ny musik og akustik. Hans deltagere inkluderede blandt andre Stravinskij, Karel Ancerl, Ernest Bour, Bartok og Jascha Horenstein.
[redigér] 2. verdenskrig
Han var udtalt antinazist og forlader derfor Tyskland i 1933 og slår sig ned i Schweiz. I denne periode holder han vidtstrakt koncertaktivitet i den del af verden, som ikke er besat.
[redigér] Efter krigen
Efter krigen bliver han tilbudt stillingen som chefdirigent for Berliner Philharmonikerne, men afslår.
I 1946 udkommer Scherchens 2. bog, Vom Wesen der Musik (Musikkens væsen).
[redigér] Westminster
Et mangeårigt samarbejde med pladeselskabet Westminster begynder i 1950; det resulterer i fremragende indspilninger af bl.a. Bachs Brandenburger-koncerter og Matthæuspassion, Händels Concerti Grossi og Messias, Mahlers 2., 5., 7. og 10. symfonier, mange af Haydns symfonier og Mozarts Requiem.
Et værk, der fulgte Scherchen hele livet, er Bachs Die Kunst der Fuge. Han instrumenterede det selv og opførte det adskillige gange.
