Herodes den Store

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se Herodes.

En model af Herodes' tempel efter dets ombygning

Herodes den Store (ca. 73 f.Kr. til 4 f.Kr.) var en jødisk konge, som regerede i Iudaea, det nuværende Palæstina fra 37 f.Kr. til sin død.

Herodes blev udpeget til konge af Det romerske Senat efter sin far Antipaters død. I forbindelse med Herodes besøg i Rom ofrede han blandt andet til Roms guder på Kapitol. Herodes fik først fuld kontrol over sit kongerige i 37 f.Kr. dengang var han 25 år gammel, men i løbet af sin regeringstid fik han bl.a. udryddet de sidste Makkabæere og anlagt den store dybvands havneby Caesarea Maritima i det nordlige Iudaea, foruden borgen Masada ved Dødehavet, et vinterpalads i Jericho, det nordlige Sebastefort og Herodium, hans kongepalads, regeringscenter og gravmonoment. Herodes stod også for en imponerende ombygning og udvidelse af Jødernes største helligdom Templet i Jerusalem.

Han var kendt som en grusom tyran, der angiveligt lod sin kone Marianne henrette og siden tre af sine sønner Alexander, Aristobulus og Antipater på baggrund af mistanke om sammensværgelse. Ifølge Matthæusevangeliet kap 2. var det også Herodes der stod bag barnemordet i Rama og Betlehem i forsøget på at udrydde Jesus, da han havde hørt rygter om en ny konge den udvalgtes fødsel.

Ifølge den jødiske historiker Josefus døde Herodes i år 4 f.Kr. og riget blev delt i tetraker imellem de tre tilbageværende sønner Herodes Arkhelaos, Herodes Antipas og Herodes Philip 2.

Den 7 maj 2007 bekendtgjorde et hold af arkæologer under ledelse af Professor Ehud Netzer fra det Hebraiske Universitet, at de havde fundet hans grav^[1].