Hertugdømmet Holsten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Herzogtum Holstein
Hertugdømmet Holsten
1474–1866 Flag of the Kingdom of Prussia (1803-1892).svg

Rigsvåben of Holsten

Rigsvåben

Geografisk placering af Hertugdømmet Holsten
Hertugdømmet Holsten 1848
Hovedstad Glückstadt
Sprog tysk, plattysk
Styreform Hertugdømme
Kongelige hertuger
 - 1460- Christian 1.
 - 1588-1648 Christian 4.
 - 1863-1866 Christian 9.
Historie
 - Etableret 1474
 - 2. Slesvigske Krig 1864
 - Danske konger eneherskere 1773
 - Indlemmelse i Preussen 1866
 - Pragfreden 23. august 1866
Befolkning
 - 1803 est. 325,743 indbyggere1 
 - 1835 est. 523,528 indbyggere2 
 - 1840 est. 455,093 indbyggere3 
 - 1845 est. 476,838 indbyggere4 
 - 1855 est. 523,528 indbyggere5 
1. Thaarup, s.68
2. Bergsøe, s.396f
3. Trap, s.49
4. Bergsøe, s.396f
5. Trap, s.49

Hertugdømmet Holsten (tysk: Herzogtum Holstein) lå på et område beliggende mellem Ejderen og Elben, oprindeligt et grevskab, men fra 1474 hertugdømme som rigsumiddelbart len i Det Tysk-Romerske Rige.

Holsten har historisk set haft den særlige skæbne, at området til trods for sin overvejende tysksprogede befolkning gennem den altovervejende del af sin historie (fra middelalderen til 1864 og også indirekte derefter) har været påvirket af forbindelsen med Danmark. Med undtagelse af et tiårigt intermezzo under og umiddelbart efter Napoleonskrigene var Holsten altid formelt en del af en tysk statsdannelse el. statsforbund. Først af det løst opbyggede Tysk-Romerske Rige indtil dets opløsning i 1806, og derefter af Det Tyske Forbund fra 1816. Alligevel var det fortrinsvis skiftende danske kongers politik, samt de økonomiske forbindelser med kongeriget Danmark, der styrede udviklingen i Holsten. Mens Holsten på sin side formentlig har øvet større indflydelse på Danmarks historie end noget andet område uden for kongeriget.

Den stærke gensidige påvirkning skyldes flere forhold: Rent geografisk ligger Holsten som et bindeled mellem Jylland og de danske øer på den ene side, og det europæiske fastland med den vigtige fristad hansestad og handelsknudepunktet Hamborg på den anden. Holstens beliggenhed har i almindelighed været fordelagtig for hertugdømmets udvikling: mod nord lå de kongerigske dele af helstaten, der både afsatte landbrugsvarer sydpå og var aftager af forarbejdede varer sydfra, mod syd lå de befolkningsrigeste dele af det tysksprogede område med et vedvarende stort behov for forsyninger af alle slags, og ved ElbenHamborg, en fristad og blandt de største og mest betydningsfulde handelscentre i Nordvesteuropa med en yderst omfattende skibsfart. Ydermere havde hertugdømmet gode forudsætninger for industriel udvikling, hvilket skulle få betydning både i tidsrummet 1814-1864 og senere. Holsten havde desuden god landbrugsjord og et højt landbrugsfagligt niveau, hvilket sammen med de gode afsætningsmuligheder i det øvrige Nordtyskland gjorde hertugdømmet til et godt sted at samle rigdomme.

Politisk indebar de danske kongers hertugelige rettigheder i Holsten, at de nærmest uundgåeligt blev inddraget i begivenheder sydpå. Dette gælder ikke mindst Christian 4., men også andre danske konger måtte forholde sig til begivenhederne ved Elben og syd herfor. Sikringen af de danske kongers rettigheder i Holsten over for andre rettighedshavere spillede således en hovedrolle i deres udenrigspolitik, på godt og ondt.

Talrige holstenere fandt desuden vej til Danmark og spillede en afgørende rolle både i kongerigets indre forhold og for kongerigets udenrigspolitik. Særlig holstenske højadelsslægter som Rantzau, Reventlow, Ahlefeldt og Holstein har spillet en vigtig rolle i danmarkshistorien. Kulturelle og økonomiske strømninger fra det øvrige Europa kom næsten altid til Danmark via Holsten. Mindre kendte, men derfor ikke mindre betydningsfulde, er de danskere, der fandt vej til Holsten. Arkitekten C. F. Hansen var blot en blandt mange.

Grænser[redigér | redigér wikikode]

Dansk Grænsesten fra 1827 i Pinneberg

Hertugdømmet Holsten (her forstået i dets oprindelige udstrækning) grænser mod nord til Sønderjylland (eller Hertugdømmet Slesvig) hvorfra det adskilles ved Ejderen, mod øst til Østersøen, det oldenborgske Lübeck, fristaden Lübeck og Mecklenburg, mod syd til det tidligere hertugdømme Lauenburg samt til Hamborg og provinsen Hannover, hvorfra det skilles ved Elben, og endelig mod vest til Vesterhavet. Mellem Lübeck Bugt og Kiel Bugt ligger halvøen Wagrien, der skilles fra den frugtbare ø Femern ved det 320 m brede og 3 m dybe Femern Sund. Mellem Elbens og Ejderens stærkt udvidede mundinger skærer den brede bugt ved Meldorf sig fra Vesterhavet ind i Ditmarsken.

Holsten omfatter de 4 gamle landskaber:

  1. Stormarn mellem floderne Bille, Trave og Stör,
  2. Holsten mellem Schwentine, Ejderen, Gieselau og Stör,
  3. Wagrien mellem Schwentine, Trave og Østersøen samt
  4. Ditmarsken mellem Elbens og Ejderens mundinger;

hertil må endnu henregnes herskabet Pinneberg (med Altona) og grevskabet Rantzau, i alt 8453 km2.

Landskab og jordbundsforhold[redigér | redigér wikikode]

Landskaber i Slesvig og Holsten: marsken mod vest, gesten i midten, morænelandskabet mod øst

Jordbunden i Holsten består i den østlige del af moræneler, der danner et bakkelandskab, hvor det fremherskende skovtræ traditionelt er bøgen, og i hvis fordybninger der findes talrige søer, navnlig mellem Plön og Eutin. Det såkaldte holstenske Schweiz ved Plön og Eutin (Bungsberg 164 m) er dele af et stort bakkedrag, dannet som endemoræner under den senere del af istiden. Vest herfor breder sig store sandede hedesletter, afbrudt af bakkeøer, et langt mindre frugtbart land end det østlige Holsten, men dog veldyrket. Langs vestkysten strækker sig marsken i en bredde af mellem 7 og 22 km; den når intet sted over 5 m over havet og ligger flere steder under havets overflade, så at den må beskyttes ved diger. Ved afsætning af nyt ler fra havet og ved inddigning udvides marsken stadig;[1].

Med undtagelse af Elben udspringer næsten alle floderne i selve landet. Til Elben løber Delvenau[2], Bille, Alster, Pinnau, Krückau og Stör. Ejderen, der for en del løber på Holstens nordgrænse, modtager bifloderne Jevenau og Gieselau. Schwentine løber til Kiel Fjord og Trave til Lübeck Bugt.

Blandt de talrige søer kan nævnes Plön sø (31 km2), Selenter sø samt Warder sø, der gennemstrømmes af øvre Trave, Westensø og Flemhuder sø, der gennemstrømmes af Ejderen i dens øvre Løb.

Mineraler[redigér | redigér wikikode]

Af mineraler forekommer gips og stensalt ved Segeberg, hvor det 91 m høje Segeberg Kalkbjerg består af anhydrit og gips, og ved Oldesloe saltkilder, der tidligere brugtes til udvinding af salt; langs kysten findes enkelte steder rav.

Klima[redigér | redigér wikikode]

Klimaet er mildt på grund af havets nærhed: Middeltemperaturen for januar er ca. 0 °C, for juli ca. 17 °C, den årlige regnmængde ca. 63–77 cm.

Holstens politisk-administrative historie[redigér | redigér wikikode]

Holstens politisk-administrative historie kendetegnes ved at ulige slægter havde eller tiltog sig arveret til ulige dele af landet for derefter snart at opsplitte dem mellem ulige arveberettigede sønner, dels samle dem igen, når denne eller hin arveberettigede linje uddøde. En af de arveberettigede slægtslinjer udgjordes af de danske konger, og denne opnåede efter århundreders opslidende forhandlinger og aftaler endelig den fulde arveret til hele Holsten – for blot at miste det hele, da de nationale strømninger slog igennem og for både Holstens (og Sønderjyllands) vedkommende bevirkede, at tysksprogede og tysksindede kræfter fik overhånd, støttet af Preussen, der derefter kastede vrag på deres forhåbninger om et selvstændigt slesvig-holstensk hertugdømme og indlemmede hele området i sit rige ene med den ret, der tilkommer den vindende krigsmagt. Holstenerne har – modsat sønderjyderne – aldrig fået mulighed for ved en fri afstemning at tilkendegive sit forhold til Danmark.

Middelalderen indtil 1460[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Grevskabet Holsten

Området Holsten fik en meget omtumlet historie gennem det meste af Middelalderen. Det blev kasteboldgenstand for et magtspil hvor først de saksiske stammehertuger, så de danske konger og derefter deres egne, ambitiøse grever trak befolkningen gennem krige og skiftende vasalforhold. Til sidst mundede grevernes magt ud i en lang række af arvedelinger, og dette forløb blev først afsluttet i 1460, da stænderne i Holsten enedes med adelen i Slesvig om at vælge den danske konge, Christian den 1., til hertug over Slesvig og greve af Holsten – vel at mærke mod at han skrev under på, at landene altid skulle forblive samlet og ikke måtte lægges ind under det danske rige.

Tiden fra 1460 til 1773[redigér | redigér wikikode]

Kort over hertugdømmet Holsten (Ducatus Holsatiæ) 1645

Ifølge de privilegier, Christian 1. havde måttet udstede for at opnå valg, skulle de to lande blive »evig udelt tilsammen«, og stænderne skulle efter hans død have frihed til at vælge en af hans sønner eller andre arvinger til herre. Men efter kongens død valgtes imidlertid begge hans sønner — Hans og Frederik — til hertuger i Holsten, landet var nemlig 1474 ophøjet til et hertugdømme, og da Frederik 1490 blev myndig, skred man til en deling, idet de to fyrster fik hver sit hovedslot, Segeberg og Gottorp, hvortil lagdes efter indtægten lige store stykker af begge hertugdømmerne. Fælles blev derimod nu som senere stænderne: prælater, ridderskab og stæder. 15231544 udgjorde Holsten atter et hele, men dette sidste år foretog man en ny deling, som skulle få langvarig betydning. Landet blev nemlig tredelt mellem kong Christian 3. og hans to brødre, Adolf og Hans, hvis besiddelser imidlertid efter Hans' død 1580 tilfaldt de to andre linjer, den kongelige og den gottorpske. Ligeledes var Ditmarsken, som 1559 endelig var blevet erobret, blevet tredelt og senere tvedelt. Den gottorpske linje indførte 1608 førstefødselsret og udelelighed; 1650 fulgtes dens eksempel af den kongelige linje, men allerede forinden havde der inden for denne fundet en udskiftning sted, idet nemlig Frederik 2. 1564 overlod sin broder, Hans den Yngre, amtet Pløn, dog uden suveræne rettigheder. Det gik i arv til hans søn Joachim Ernst, deltes i den følgende tid flere Gange, men tilfaldt endelig efter slægtens uddøen 1761 ifølge en 1756 sluttet arvetraktat den kongelige linje og indlemmedes i dennes besiddelser. I forening erhvervede begge linjer, efter at linjen Schauenburg-Pinneberg 1640 var uddøet, Pinneberg, men hertug Frederik 3. af Gottorp solgte 1649 sin andel, amtet Barmbeck, til grev Christian Rantzau, som ved kejserlig bevilling deraf oprettede rigsgrevskabet Rantzau (1650).

Fællesregeringen ophørte i Slesvig efter 1713, da den gottorpske del af Slesvig tilfaldt kongen Frederik 4.. Da den sidste greve, Christian Ditlev, 1721 var blevet skudt på sin broders foranstaltning, inddrog kong Frederik 4. grevskabet, støttende sig på en arvetraktat af 1669. Hertugdømmet Holsten's statsretlige forhold til det tyske rige havde 1433 undergået den forandring, at forleningsretten fra Sachsen var gået over til biskoppen af Lübeck, der udøvede den i kejserens navn. Christian 3. påstod, at lensforholdet var fuldstændig ophørt men måtte 1547 anerkende, at hertugdømmet var et tysk rigslen, hvortil forleningsretten lå direkte hos kejseren, samt lade det optage i den nedersachsiske kreds.

Fra hertugdømmet, hvor reformationen 1542 var blevet officielt indført ved antagelsen af en kirkeordinans, der væsentlig stemte overens med den danske af 1537, udskiltes i løbet af 17. århundrede stiftet Lubeck (Eutin), som 1561 var blevet evangelsk og fra 1586 næsten var at betragte som et holsten-gottorpsk secundogenitur; 1616 lod det sig for sidste gang repræsentere på landdagene. Tillige udsondrede Hamborg sig mere og mere fra Holsten; byen aflagde 1603 for sidste gang hyldning som en hertugelig landstad, men opnåede dog først 1770 sæde og stemme i den tyske rigsdag.

Tiden fra 1773 til 1864[redigér | redigér wikikode]

Gottorperne mistede under den Store nordiske Krig deres andel af Sønderjylland, men fik efter freden 1720 de holstenske besiddelser tilbage og beholdt dem, indtil de ved traktaten af 1767 og den endelige ratifikation af 21. maj 1773 bortmageskiftedes mod Oldenburg og Delmenhorst. Hele hertugdømmet Holsten var således herefter samlet på den kongelige (danske) linjes hænder, og da det tyske rige opløstes 1806, inkorporeredes det ved patent af 9. september i det danske monarki, idet det dog senere kom til at høre til det 1815 oprettede Tyske Forbund. Som hertug af Holsten var den danske konge vasal under det tysk-romerske rige indtil dettes opløsning i 1806, men Holsten optoges 1815 igen i Det tyske Forbund, hvorefter den danske konge måtte tage visse hensyn til denne forbindelse. Forbindelsen med Danmark vedvarede under vekslende former, indtil Holsten sammen med Sønderjylland og Lauenburg ved Freden i Wien 1864 afstodes til Preussen og Østrig, hvilken sidste stat atter ved freden i Prag 1866 overlod sin andel i retten til hertugdømmerne til Preussen.

Tiden 1814-1864[redigér | redigér wikikode]

Administrative forhold[redigér | redigér wikikode]

Glückstadts kirke, bygget 1618-1623 på foranledning af Christian 4.. Et vidnedsbyrd om danske kongers indsats for hertugdømmets udvikling

Holsten bestod af 4 gamle landskaber: Holsten, Stormarn, Ditmarsken og Wagrien. De tre første udgjorde Nord- eller Transalbigien, en betegnelse, der skulle tilkendegive landområdets beliggenhed nord for Elben. Vagrien udgjorde det område, som tidligere havde været beboet af venderne. Hertugdømmet Holsten blev administrativt inddelt i 16 amter under 9 amtmænd og 2 landskaber under 2 landfogder som følger:

  1. Rendsborg Amt
  2. Bordesholm Amt
  3. Kiel Amt
  4. Cronshagen Amt
  5. Pløn Amt
  6. Arensbøk Amt
  7. Cismar Amt
  8. Neumünster Amt
  9. Steinburg Amt
  10. Segeberg Amt
  11. Travendal Amt
  12. Reinfeld Amt
  13. Rethwisch Amt
  14. Reinbek Amt
  15. Tremsbüttel Amt
  16. Trittau Amt

hvortil kom landskaberne

og

Demografi[redigér | redigér wikikode]

I henhold til en folketælling i 1803 havde Hertugdømmet Holsten 325.743 indbyggere, hvoraf 267.708 i landdistrikterne, 58.035 i byerne[4]. hvilket frem til 1840 voksede til 455.093, hvoraf 331.789 i landdistrikterne, 123.304 i byerne[5], i 1845 til 476.838 indbyggere[6], i 1855 523.528 indbyggere[6] og i 1864 til 560.640 indbyggere. Flertallet boede i landdistrikterne, endnu i 1845 boede kun ca. 18% i stæderne. 1845 havde Glückstadt som hertugdømmets hovedstad 5.884 indbyggere, mens Altona havde 32.200 indbyggere, Kiel 13.572 indbyggere og Rendsborg 10.338 indbyggere; de øvrige stæder havde under 10.000 indbyggere. Den altovervejende del af befolkningen tilhørte dette år den luthersk-evangelske kirke, 735 var reformerte, 885 katolikker, 199 mennonitter, 19 medlemmer af den anglikanske kirke, 3.384 jøder – fortrinsvis i Altona; skønt jøder i kongeriget var blevet ligestillede borgere i 1814, skete dette først i 1863 i Hertugdømmet Holsten.

Område 1835[7] 1840[7] Område 1835 1840
Arensböck amt 6.966 6.865 Rethwisch amt 2.562 2.478
Bordesholm amt 8.343 8.561 Segeberg amt 12.630 13.274
Cismar amt 5.142 5.211 Steinburg amt 14.408 14.860
Cronshagen amt 2.203 2.333 Traventhal amt 3.487 3.572
Kiel amt 3.364 3.548 Tremsbüttel amt 4.023 4.342
Neumünster amt 3.133 3.642 Trittau amt 9.993 10.875
Pløn amt 3.072 3.042 Pinneberg 11.338 11.665
Reinbeck amt 5.688 5.976 Grevskabet Rantzau 6.744 7.046
Reinfeld amt 6.508 6.699 Søndre Ditmarsken 20.244 28.343
Rendsborg amt 18.538 19.352 Nordre Ditmarsken 19.105 20.439

Holsten havde en langt større befolkningstæthed en kongeriget og hertugdømmet Slesvig: hvor den danske befolkning på øerne svingede fra 2.200 til 3.000 indbyggere pr kvadratmil og i Slesvig fra under 1.000 til 2.300 (bortset fra øerne og enkelte egne omkring Flensborg og ved Slien, der lå højere), så lå Holsten i de nordlige egne på linje med Slesvig, resten som de danske øer eller endog langt højere (mellem 3.000 og 5.000 indbyggere pr kvadratmil)[8]. Særlig høj var befolkningstætheden langs Elbens nordlige bred, omkring Hamborg og ved Kielerfjorden, mens kun Ærø (der hørte under Slesvig) samt Bregninge sogn på Tåsinge (med skipperbyen Troense) og Øresundskysten kunne udvise en tilsvarende tæt befolkning i kongeriget.

Den stærke befolkningsfremgang i byerne fordelte sig både på stæder og flækker:

By 1803[9] 1835[9] 1840[9] 1845[10] 1855[10] By 1803[9] 1835[9] 1840[9] 1845[10] 1855[10]
Altona 23.085 26.393 28.095 32.200 40.626 Pinneberg - 1.031 1.029 1.087 1.962
Arensböck - 934 1.019 1.194 1568 Plön 1.282 1.660 1.938 2.660 2.476
Barmstedt - 1.470 1.608 1.717 1.074 Lunden - 1.304 1.399 1.457 1.577
Crempe 1.046 1.230 1.171 1.252 1.288 Reinfeld - 720 779 870 925
Elmshorn - 3.158 3.342 3.671 4.461 Meldorf - 2.852 2.975 3.059 3.295
Glückstadt 5.178 5.988 5.939 5.884 6.145 Neumünster - 3.772 4.120 4.705 5.960
Heide - 5.135 5.284 5.396 6.120 Neustadt 1.596 2.452 2.617 3.007 3.545
Heiligenhafen 1.338 1.821 1.863 2.037 2.273 Oldenburg 1.592 2.213 2.360 2.447 2.735
Itzehoe 2.659 5.495 5.528 5.835 6.691 Oldesloe 1.783 2.562 2.667 2.926 3.437
Kellinghusen - 880 925 1.452 1.744 Rendsborg 7.373 9.947 10.009 10.338 11.782
Kiel 7.075 11.622 12.341 13.572 16.274 Segeberg 836 3.035 3.190 3.609 4.377
Lütjenburg 1.296 1.876 2.012 2.109 2.199 Uetersen - 3.181 3.313 3.396 3.826
Wandsbek - 3.020 3.127 4.167 5.010
Preetz - 4.581 4.647 4.754 4.977 Wilster 1.791 2.622 2.779 2.871 3.047

Næringsliv[redigér | redigér wikikode]

Næringslivet i Holsten var yderst sammensat og på mange områder præget af fremdrift.

Holstens industrielle og handelsmæssige udvikling falder i to, forholdsvis klart adskilte, dele i tidsrummet fra 1814 til 1864, nemlig tiden fra optagelsen i den tyske toldunion 1815 til 1838 og tiden efter 1838 frem til adskillelsen fra Danmark 1864. 1838 danner et afgørende skelsår derved, at Holsten indtil da i toldmæssig henseende blev anset for udland i forhold til de kongerigske egne og derfor var hæmmet i sine afsætningsmuligheder, hvorimod hertugdømmet derefter fik frie muligheder for at afsætte sine varer i de kongerigske egne, hvilket førte til et industrielt opsving og en afledt handel og skibsfart i denne retning.

Til belysning af befolkningens næringsmæssige fordeling gives forholdene i 1835[11], det vil sige inden toldreformen. Næringsfordelingen var da denne:

Næringsvej Antal Andel (%)
Landbrugere 121.154 27,67%
Daglejere 113.004 25,81%
Håndværkere og fabrikanter 97.871 22,35%
Handlende 24.870 5,68%
Kapitalister og pensionister 16.975 3,88%
Fiskeri og søfart 9.264 2,12%
Civile embedsmænd 9.875 2,26%
Gejstlige og lærere 7.438 1,70%
Kunstnere, privatlærere og studerende 4.264 0,97%
Underofficerere og soldater 3.076 0,70%
Officerere 957 0,22%
Ubestemt næringsvej 3.578 0,82%
Almissenydere 22.406 5,12%
Straffefanger 865 0,20%
I alt 435.596 99,50%

Landbruget spillede således ubestrideligt hovedrollen som næringsvej, men også andelen af håndværkere og fabrikanter var ganske høj, mens handel, fiskeri og skibsfart spillede en mindre rolle.

Landbrug[redigér | redigér wikikode]

Til belysning af landbrugets rolle kan man se dels på dettes absolutte størrelse i Holsten, dels på Holstens andel af helstatens samlede landbrug:

Afgrøde Udbytte 1847 (Tdr)[12] Andel i % af helstaten[13]
Hvede 550.000 40,74%
Rug 800.000 17,02%
Byg 650.000 13,98%
Havre 1.500.000 22,56%
Ærter og bønner 300.000 26,09%
Boghvede 200.000 33,33%
Afgrøder i alt 4.000.000 20,94%
Husdyr Antal 1845[14] Andel i % af helstaten[15]
Køer 169.000 18,78%
Heste og føl 61.000 13,32%
Får 139.000 9,34%

Tallene kan ses i forhold til, at Holsten udgjorde 15,3% af helstatens samlede landområde. Det viser sig da, at Holstens andel var højere for alle afgrøder fraset byg i forhold til dets andel af landområdet, mens andelen af husdyr kun for kvægets vedkommende var større end Holstens andel af landområdet. Kornavl spillede således en hovedrolle i holstensk landbrug.

Gennem hele Holstens historie (frem til 1864 og også derefter) var den vigtigste næringsvej i hertugdømmet landbrug; traditionelt lagdes særlig vægt på mejeridrift. I den egentlige marsk opkøbte man hvert år kvæg, som man lod græsse sommeren over, hvorefter det atter blev solgt. Markerne, de såkaldte koppeln (der har lagt navn til den særlige driftsform kobbelbrug), hvori jorden var inddelt, var omgivet af høje levende hegn.

I 1796 foretog gehejmestatsminister C.D.F. Reventlow på vegne af Landbokommissionen en rejse i hertugdømmerne, bl.a. med henblik på at undersøge skovenes tilstand og at finde opbakning til landboreformerne.[16] Charlotte Schimmelmann skrev til Reventlows søster, Louise zu Stolberg-Stolberg, at han havde til hensigt at få de konservative holstenske godsejere til at falde til patten og acceptere en ophævelse af livegenskabet. Kampagnen var bl.a. rettet mod grev Christian Ulrich von BrockdorffKletkamp, som Reventlow besøgte den 8. oktober.[17] Reventlows mission lykkedes: Alle landsdelens godsejere – og ikke kun ridderskabet – støttede en ophævelse af livegenskabet, men de mente dog, at det skulle foregå i et roligt tempo. Den 11. marts 1797 kunne kommissionen meddele resultatet til kronprins Frederik, landets reelle magthaver, som 23. juni takkede for indsatsen.[18]

Hvalfangst[redigér | redigér wikikode]

Hvalfangst og sælfangstGrønland spillede en betydelig rolle i Uetersen, Elmshorn, Glückstadt, Itzehoe, Beidenfleth og Brunsbüttel i 1850'erne og 1860'erne, da de gamle nordfarersteder Nederlandene, Hamborg og Altona for længst havde afviklet denne fart.

Industri[redigér | redigér wikikode]

Et industrielt fremskridt skete ved oprettelsen af en klædefabrik ved brødrene Renck i Neumünster, der 1824 anskaffede den første dampmaskine, samt ved den i 1827 af Marcus Hartwig Holler jernværks- og maskinfabrik Carlshütte i Büdelsdorf ved Rendsborg. I 1867 fandtes 19 jernværker og 45 maskinfabrikker i hertugdømmet, fortrinsvis i Altona, Neumünster, Kiel og Rendsborg. Skibsbyggeri spillede en betydelig rolle i Altona og Kiel, mens Neumünster og Elmshorn var tyngdepunkter for tekstil- og læderindustri.

Handel[redigér | redigér wikikode]

Handelen var præget af udførsel af landbrugsprodukter som korn, smør, spæk og kvæg, mens råvarer som kul, jern, bomulds- og uldtøjer samt luksusvarer som the, kaffe, vin og sukker vejede til blandt indførselsvarerne. Vigtige handelscentre var Altona, Glückstadt og Itzehoe samt Kiel, blandt indlandsbyer var Rendsborg ene om en vis betydning som handelsby.

Til belysning af udviklingen i Holstens ind- og udførsel kan omfanget i rigsdaler for 1847, 1852 og 1855[19] anføres for følgende steder:

Samhandelspartner Indførsel 1847 Udførsel 1847 Indførsel 1852 Udførsel 1852 Indførsel 1855 Udførsel 1855
Hamborg 5.712.637 4.618.866 5.795.582 6.088.484 7.703.540 8.299.272
Altona og Wandsbeck 2.170.527 6.809.020 2.223.152 2.180.021 3.180.729 3.872.022
England 315.422 701.671 255.157 1.252.589 724.213 971.675
Lübeck 626.578 361.486 525.186 414.312 577.282 867.014
Hannover og Bremen 260.745 205.996 234.036 290.737 414.467 308.509
Sverige-Norge 523.669 137.341 384.385 78.514 360.725 94.495
Holland og Belgien 67.131 532.353 16.624 554.529 19.341 379.415
Preussen 44.797 217.207 65.219 163.671 42.679 186.862
Mecklenburg 11.402 309.397 16.173 240.075 24.668 186.663
Amerika fraset DVI - 1.255 14 - 164.892 302
Frankrig 22.965 148.746 1.653 24.675 - 34.530
Rusland 480.015 12.104 213.921 40.749 11.153 583
Island 108.191 4.646 88.049 12.608 4.775 -
Dansk Vestindien 12 1.137 2.180 - - -
Middelhavslandene - 675 - - - -
Andre 125.236 166.572 115.355 121.761 169.679 149.728
I alt 10.469.327 14.231.472 9.936.686 11.462.725 13.398.143 15.351.070

Tallene viser for det første Hamborgs helt overvældende rolle for Holsten såvel med hensyn til indførsel som udførsel. Dertil kom den store rolle, som Altona og Wandsbeck spillede. Englands betydning var tiltagende, mens blandt andet Sverige-Norges, Ruslands og Islands rolle aftagende. Udprægede udførselslande var Mecklenburg, Preussen, Holland-Belgien, udprægede indførselslande var Rusland og Sverige-Norge; Lübeck skiftede fra indførselsland til udførselsland. For Hamborg, Antona og Wandsbeck, Hannover og Bremen var der nogenlunde lige stor ind- og udførsel. Endelig er det værd at bemærke, at Holsten havde vedvarende overskud i udenrigshandelen.

Pengevæsen[redigér | redigér wikikode]

Regneenheden var danske rigsbankdaler, møntprægning skete (foruden i København) i Altona. I 1770-71 blev der opført en kgl. møntbygning i Altona tegnet af Johann Gottfried Rosenberg.[20] Bygningen blev ramt af bomber under Hamborgs bombardement i 2. verdenskrig og nedrevet.

Samfærdsel[redigér | redigér wikikode]

Tiden prægedes af en kraftig forbedring af samfærdselsforholdene.

Vejnettet[redigér | redigér wikikode]

Fra 1830 til 1832 anlagdes en chaussé fra Altona til Kiel, 1838 strækningen fra Lübeck til Altona (med forbindelse til Hamborg), indtil 1848 strækningerne Elmshorn-Itzehoe-Rendsborg, Kiel-Egernførde, Kiel-Preetz, Altona-Segeberg-Neustadt, Ahrensburg-Wandsbek, 1858 chausseen fra Itzehoe gennem Wilster Marsch og Ditmarsken til Wedel, Uetersen og Glückstadt.

Jernbaner[redigér | redigér wikikode]

Den 18. september 1844 åbnedes "Christian den 8.s Østersøbane" mellem Altona og Kiel over Elmshorn, Wrist og Neumünster som den første banestrækning i Helstaten. 1845 fulgte stikbanen Elmshorn-Glückstadt og Neumünster-Rendsborg og 1857 også Glückstadt-Itzehoe.

Flodfart[redigér | redigér wikikode]

Mellem 1777 og 1784 anlagdes Den Slesvig-Holstenske Kanal, fra 1853 Ejderkanalen som en betydelig vandvej. Den strakte sig fra Holtenau ved Kielerfjorden til Tønning ved Ejderens munding. Den egentlige kanalstrækning var 43 km, den samlede vandvej 180 km. Kanalen blev fortrinsvis brugt af små og mellemstore fartøjer, skønt skibe med indtil 400 rt kunne befare kanalen.

Havne[redigér | redigér wikikode]

De vigtigste havne var i 1850 Büsum, Glückstadt og Altona i vest, Kiel, Orth, Burg, Heiligenhafen og Neustadt ved Østersøen; desuden var Rensborgs havn betydelig.

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Allerede i 1665 oprettede hertug Christian Albrecht af Slesvig-Holsten-Gottorp (1641-1694) "Christiana Albertina" som universitet for hertugdømmerne Slesvig og Holsten i Kiel. Universitet fik en stor rolle som arnested for en rørelse til forening af de to hertugdømmer. I 1820'erne havde universitetet omkring 400 studerende.

Videregående skoler fandtes i 1855 i Altona, Glückstadt, Kiel, Meldorf, Plön og Rendsborg.

Der fandtes i hertugdømmet 919 folkeskoler med 1.090 lærere.

1833 oprettedes "Schleswig-holstein-lauenburgische Gesellschaft für vaterländische Geschichte".

Politik[redigér | redigér wikikode]

Det slesvig-holstenske ridderskab spillede en betydelig rolle som murbryder for indførelsen i 1834 af de rådgivende stænderforsamlinger, hvoraf den for Holsten fik hjemsted i Itzehoe. Som landsherre for Hertugdømmerne Holsten og Lauenborg var den danske konge medlem af forbundsrådet for det Tyske Forbund, hvor Holsten og Lauenborg tilsammen havde 3 stemmer, i "Engeren Rat" dog 1 stemme.

I 1848 udbrød åbent oprør, der blev slået ned i Treårskrigen. Forsøg på at indføre en fællesforfatning for Danmark og Slesvig-Holsten blev stoppet af modstand fra Holstens stænderforsamling, der støttedes af Østrig og Preussen, som erobrede Slesvig og Holsten 1864, hvilke i 1867 blev til den preussiske provins Schleswig-Holstein.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • August v. Baggesen: Der dänische Staat oder das Königreich Dänemark mit dessen Nebenländern und den Herzogthümern Schleswig, Holstein und Lauenburg, geographisch und statistisch dargestellt, Zweiter Band; (Kopenhagen 1847)
  • Adolph Frederik Bergsøe: Den danske Stats Statistik, Første Bind; (Kjøbenhavn 1844)
  • Eduard Gaebler: Hand-Atlas über alle teile der erde; Georg Dollheimer Verlag (Leipzig 1927)
  • H. Oldekop: Topographie des Herzogtums Holstein, Bind 1-2; (Kiel 1908).
  • Johannes von Schröder: Topographie des Herzogthums Holstein, des Fürstenthums Lübek und der freien und Hanse-Städte Hamburg und Lübek; (Oldenburg (in Holstein) 1841)
  • Fr. Thaarup: Statistisk Udsigt over den danske Stat i Begyndelsen af Aaret 1825; (Kjøbenhavn 1825)
  • J. P. Trap: Statistisk-topographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark; Almindelig Deel; (Kjøbenhavn 1858)
  • Statistischen Tabellenwerk, Neue Reihenfolge, Zwölfter Band; (Kopenhagen 1857)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. større inddigninger i nyere tid fandt sted i Sydditmarsken ved Elbens munding: 1853 Frederik VII's Koog og 1873 Kejser Vilhelm's Koog
  2. Stecknitz kanal
  3. Thaarup, s. 41f
  4. Thaarup, s. 68
  5. Bergsøe, s. 409
  6. 6,0 6,1 Trap, s.49
  7. 7,0 7,1 Bergsøe, s. 396f
  8. Statistischen Tabellenwerk, s. XI – XIII
  9. 9,0 9,1 9,2 9,3 9,4 9,5 Bergsøe, s. 409
  10. 10,0 10,1 10,2 10,3 Statistischen Tabellenwerk, s. VIII og IX
  11. Schröder, s. 15
  12. Trap, s. 32
  13. tallene indregner Lauenborgs andel under Holsten
  14. Trap, s. 86f
  15. for kongeriget er tallene fra 1838
  16. C.D.F. Reventlow, 'Reise Bemerkungen Sr. Excellenz des Herrn Geheime Staats Ministers und Kammerpræsidenten Grafen v. Reventlow auf einer Reise durch die Herzogthümer im Jahre 1796, udg. af Claus Bjørn, Kerteminde: Landbohistorisk Selskab 1994. ISBN 87-7526-149-9
  17. Georg T. Amsinck, En holstensk godsejer omkring år 1800: Justitsråd Garlieb Amsinck, København: Adler 2004, s. 84. ISBN 87-986789-1-4
  18. Georg T. Amsinck, En holstensk godsejer omkring år 1800: Justitsråd Garlieb Amsinck, København: Adler 2004, s. 85. ISBN 87-986789-1-4
  19. Trap, s. 95
  20. Værkliste i Weilbachs Kunstnerleksikon

Se også[redigér | redigér wikikode]