Hessen-Kassel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hessen-Kassel i 1789
Flag
Våbenskjold

Hessen-Kassel var dels en suveræn småstat, et landgrevskab i Tyskland, dels navnet på den familie, som regerede der. I 1803 blev staten ophøjet til et kurfyrstedømme, almindeligvis omtalt som Kurhessen. Staten opløstes i 1866. Dynastiet er en gren af slægten Hessen, og Frederik 1. af Sverige tilhørte den. En række danske dronninger stammer fra det Hessen-Kasselske landgrevskab, bl.a. Christian 5.'s Charlotte Amalie, Frederik 6.'s Marie Sophie Frederikke og Europa's svigermor, Louise, Christian 9.'s dronning, som alle var født prinsesser af Hessen-Kassel.

Hessen-Kassel (Kurhessen) var indtil 1866 et kurfyrstendømme og en stat i det Tyske Forbund og svarede væsentlig til det senere regeringsdistrikt Kassel i provinsen Hessen-Nassau. Foruden det uregelmæssigt formede hovedland bestod det af flere smålande, således Grevskabet Schaumburg samt Schmalkalden, og deltes i 4 provinser: Niederhessen med Schaumburg, Oberhessen, Fulda med Sehmalkalden og Hanau. Arealet var 9580,9 km2 og havde 1864 745.100 indbyggere. Hovedstad var Kassel.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Hessen-Kassel tilhørte Huset Hessens ældre linje, stiftet af Filip 1. den Ædelmodige's ældste søn, landgrev Vilhelm 4. den Vise (1567-1592). Hans søn og efterfølger Moritz gik i 1605 over til den reformerte kirke og blev senere indviklet i Trediveårskrigen. Da han 1623 blev tvunget af kejseren til at afstå noget af sit område til Darmstadt, overlod han 1627 regeringen til sin søn Vilhelm 5., mens hans tre andre sønner Herman, Frederik og Ernst stiftede sidelinjerne Rotenburg (indtil 1658), Eschwege (indtil 1655) og Rheinfels, hvilken sidste 1693 delte sig i Rheinfels-Rotenburg (indtil 1834) og Rheinfels-Wanfried (indtil 1755). Vilhelm 5. kæmpede i Trediveårskrigen på Sveriges side og fik gentagne gange sit land plyndret af de kejserlige; han døde 1637. Hans søn, Vilhelm 6. (1637-1763), stod indtil 1650 under formynderskab af sin moder Amalie Elisabeth, der ved den Westfalske Fred erhvervede størstedelen af Grevskabet Schaumburg og Abbediet Hersfeld, lige som det lykkedes hende at generhverve en del af det til Darmstadt afståede område. Hun indførte førstefødselsretten.

1670-1760[redigér | redigér wikikode]

Efter Vilhelm 7., der døde som mindreårig i 1670, fulgte hans broder, Karl 1. (1670-1730), mens en tredje broder, Filip, blev stifter af Linjen Hessen-Philippsthal. Karl's ældste søn Frederik 1. giftede sig 1715 med Ulrika Eleonora af Sverige, Karl 12.'s søster, og blev 1720 konge af Sverige. 1730 overtog han regeringen i Hessen, men udnævnte sin broder til statholder, der ved hans død 1751 efterfulgte ham under navn af landgrev Vilhelm 8. Denne kæmpede som britisk forbundsfælle i Syvårskrigen og døde 1760.

1760-1785[redigér | redigér wikikode]

Vilhelm 8. efterfulgtes af sin katolske søn Frederik 2., der i den nordamerikanske frihedskrig 17761784 lod 22.000 mand kæmpe i engelsk sold, hvorfor han fik over 20 mio. thaler.

1785-1815[redigér | redigér wikikode]

Ved Frederik 2.s død i 1785 fulgte hans søn landgrev Vilhelm 9., der kæmpede mod Frankrig i revolutionskrigene og 1795 tiltrådte Freden i Basel; til gengæld for de 1801 på venstre Rhin-bred afståede landstrækninger fik han 1803 rigsstaden Gelnhausen og enklaverne Fritzlar, Holzhausen og Amoneburg samt kurværdigheden, som han maj 1803 antog under navn af Vilhelm 1. 1806 sluttede han overenskomst med Napoleon til opretholdelse af kurfyrstendømmets neutralitet, men undgik dog ikke, da Napoleon ikke stolede på ham, at landet samme år blev besat af franske tropper og ved Freden i Tilsit blev indlemmet i det nyoprettede kongerige Westfalen.

1815-1848[redigér | redigér wikikode]

Wienerkongressen 1815 fik han sine lande tilbage og beholdt den efter det tyske riges opløsning betydningsløse titel af kurfyrste, idet kongressen afslog at give ham kongeværdigheden. De under det franske herredømme indførte reformer afskaffedes, og den af kurfyrsten 1817 udstedte hus- og statslov tog så godt som intet hensyn til folkets rettigheder; for at undgå stændernes protest undlod han at sammenkalde dem.

Han efterfulgtes 1821 af sin søn Vilhelm 2., under hvem der 1830 udbrød uroligheder. I september samme år indvilgede Vilhelm 2. i indkaldelsen af stænderforsamlingen og undertegnede i januar 1831 den af denne vedtagne ny grundlov. Det anstød, han vakte ved sit forhold til den af ham til grevinde af Reichenberg ophøjede Emilie Ortlopp, foranledigede ham til at forlægge residensen til Hanau og i september 1831 at antage sin søn, kurprins Frederik Vilhelm, til medregent. Ved Vilhelm 2.s død 1847 fulgte Frederik Vilhelm 1., der allerede som medregent med alle midler havde bekæmpet landdagen og forfatningen.

1848-1866[redigér | redigér wikikode]

Februarrevolutionen 1848 fremkaldte stærk bevægelse i befolkningen, og kurfyrsten blev tvunget til at afskedige sit reaktionære ministerium og gå med til en mængde liberale reformer så som religionsfrihed, pressefrihed med mere. Efter, at den nationale rigsdag i Frankfurt var opløst, sluttede Hessen sig til det preussiske forbund. Men da Østrig atter kom til kræfter, indtrådte i Hessen, som overalt i Tyskland, en reaktion, og februar 1850 udnævnte kurfyrsten Hassenpflug til førsteminister, der med iver kastede sig ind i en kamp mod den liberale forfatning og mod unionen med Preussen. Da landdagen nægtede opkrævelse af skatter, blev forsamlingen opløst, og ved forordningen af 4. September blev der taget bestemmelse om indkrævning af samtlige skatter. Embedsstanden og befolkningen gjorde indsigelser, men kurfyrsten erklærede landet i belejringstilstand, forlagde residensen til Wilhelmsbad og anråbte forbundsdagen i Frankfurt om hjælp. Denne lod i november et bayersk-østrisk armékorps overskride den kurhessiske grænse og besætte Hanau. Herimod protesterede preusserne og besatte Kassel og Fulda. Preussen var dog ikke i stand til at tage kampen op og måtte derfor ved konferencen i Olmutz overlade Hessen til forbundsdagen, der i marts 1852 ophævede forfatningen af 1831 med tilføjelserne 1848 og 1849 og i april gav landet en ny forfatning. Ifølge denne havde landdagen meget ringe indflydelse og kunne ikke hindre kurfyrsten i at øge sin formue af landets midler og hemme den økonomiske udvikling ved forbud mod anlæg af jernbaner og fabrikker.

Efter Hassenpflug's fald 1855 fortsattes den reaktionære politik, og først i juni 1862 blev efter preussernes indblanding forfatningen af 1831 atter proklameret. Stridighederne fortsattes dog stadig mellem regeringen og landdagen. Da kurfyrsten 1866 stillede sig på Østrigs side, rykkede preusserne ind den 16. juni, og den 20. september blev Hessen indlemmet i det preussiske monarki. Kurfyrsten, der var ført som krigsfange til Stettin, begav sig til sine godser i Böhmen. 1875 døde kurfyrst Frederik Vilhelm barnløs; den ældre hovedlinje af det hessiske hus repræsenteredes derefter af landgrev Alexander Frederik (født 1863).

Landgrever af Hessen-Kassel[redigér | redigér wikikode]

Kurfyrster af Hessen-Kassel[redigér | redigér wikikode]

Landgrever af Hessen-Kassel-Rumpenheim[redigér | redigér wikikode]

Fra 1875 har landgreverne af Hessen-Kassel (-Rumpenheim) været kongelige højheder og overhoveder for det kurfyrstelige hus i Hessen, fra 1968 er de overhoveder for alle fyrstehuse i Hessen.

Statholdere af Slesvig og Holsten[redigér | redigér wikikode]