Hestekraft

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 4. feb. 2015, 18:05 af Krestenklit (diskussion | bidrag) Krestenklit (diskussion | bidrag) (Udvidet, omformuleret og skabelonen {{kilde mangler}} fjernet)

En hestekraft (forkortet hk) er navnet på en enhed, som af James Watt blev defineret til angivelse af mål for fysisk effekt. På trods af navnet er størrelsen 1 hestekraft forskellig fra, hvad en hest maksimalt kan yde. Det ligger imellem 2,5 hk og 10 hk alt efter hvilken konkret hest, der er tale om.

Som international måleenhed er hestekraft i Danmark, 1907, afløst af den afledte SI-enhed watt (W), hvor det gælder: 1 hk = 735,5 W.[1]

Hestekræfter er, afhængigt af land og industri, forskelligt defineret og har derfor forskellige omregningsfaktorer. Der skelnes fx i USA mellem horsepower og metric horse power (hp), hvor den metriske hp svarer til enhedsdefinitionen i Europa og er en smule mindre. [2]

En engelsk hestekraft beskrives således: den effekt, der er nødvendig for at løfte en 550 pounds masse på 1 fod lodret op på 1 sekund. Det er ca. 745,6999 W – dog har denne enhed varierende værdier i bestemte industrier.

En metrisk hestekraft er en fælles standard, hvor 1 hk = 75 kg × 9,80665 m/s² × 1 m/s = 735,499 W. Den metriske hestekraft beskrives således: En hestekraft er den effekt, der er nødvendig for at løfte en masse på 75 kg 1 meter lodret op fra jordens overflade i løbet af 1 sekund.


Eksterne kilder

  1. ^ [1] Bekendtgørelse om det internationale enhedssystem, SI, og andre lovlige enheder
  2. ^ [2] University of North Carolina "A Dictionary of Units of Measurement"