Horizon-klassen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Horizon-klassen
(Italien: Orrizonte-klassen)
Den franske destroyer FS Forbin (D620) under operation Enduring Freedom

Den franske destroyer FS Forbin (D620) under operation Enduring Freedom

Klasse oversigt
Type Destroyer
Bruger(e) Civil and Naval Ensign of France.svg Marine Nationale
Naval Ensign of Italy.svg Marina Militare
Planlagte enheder 6
Byggede enheder 4
Annullerede enheder
Operative enheder
Tekniske data
Deplacement 7.050 tons
Længde 152,87 meter
Bredde 20,30 meter
Dybgang 5,40 meter
Fremdrift 2× GE/Avio General Electric LM2500 gasturbine
2× SEMT Pielstick 12 PA6 STC dieselmotor
bovpropel
Fart 29 knob (gasturbiner)
18 knob (dieselmotor)
Rækkevidde 7.000 sømil (ved 18 knob)
3.500 sømil (ved 25 knob)
Udholdenhed 45 dage
Besætning 210-250 mand
Sensorpakke 1× Selex EMPAR multifunktionsradar
S1850M luftvarslingsradar
ECM-system
1× Selex NA 25 ildledelsesradar (Italien 2 styk)
1× Thales UMS 4110 CL sonar
Soft kill-udstyr 2× SCLAR-H missilvildledningssystem
2x SLAT torpedovildledningssystem
Artilleri Otobreda 76 mm Super Rapido kanon (Italien: 3 stk.)
Småvåben 2× 20 mm modèle F2 maskinkanon (Frankrig)
2× KBA Oerlikon 25 mm maskinkanon (Italien) 
Missiler Exocet MM40 (Frankrig)
8× TESEO Mk-2/A (Italien)
32× Aster 30
16× Aster 15
6× Sadral SAM (kun Frankrig) 
Torpedoer 2× dobbelte MU90 torpedorør 
Fly NH90 (Frankrig)
AW-101 (Italien) 
Flyfaciliteter Hangar samt Helikopterdæk 

Horizon-klassen (Italiensk: Orizzonte-klassen) er resultatet af et europæisk samarbejde om at skabe en ny generation af luftforsvarsfregatter. Samarbejdet bestod oprindeligt af Storbritannien, Frankrig og Italien. Storbritannien forlod senere samarbejdet på grund af andre behov til skibenes funktioner.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Frankrig, Italien og Storbritannien fremsatte i 1992, efter NFR90-projektet (NATO Frigate Replacement) kuldsejlede, endnu engang et ønske om et multinationalt samarbejde om en ny fregatklasse. Dette ønske resulterede i Horizon-klassen samt PAAMS (Principal Anti Air Missile System.

Problemerne opstod allerede fra begyndelsen: Det største problem var landenes forskellige behov og krav: Frankrig ønskede en destroyer hvis primære opgave skulle være at eskorte af Frankrigs eneste hangarskib Charles De Gaulle og derfor ikke behøvede ikke langtrækkende forsvarssystemer, da dette ville blive varetaget af fly fra hangarskibet. Italien ønskede heller ikke langtrækkende systemer da skibenes primære operationsområde vil blive Middelhavet eller som eskorte for det italienske hangarskib Cavour, hvor italienske fly kunne udøve det langtrækkende forsvar. Royal Navy, behøvede på den anden hånd mere kapable enheder som kunne varetage luftforsvaret i et større område, eksempelvis over en større flådestyrke der opererer i fjendtligt farvand. Situationen endte med et kompromis, hvor man konstruerede et standard interface, som tillod Frankrig og Italien at installere en EMPAR-multifunktionsradar og briterne at installere den noget kraftigere SAMPSON-radar. SAMPSON radaren har en større dataoverførselskapacitet og bedre beam forming hvilket gør radaren i stand til at følge endnu flere mål, forbedret afstand samt forbedret nøjagtighed.[1]

I 1995 blev et joint venture selskab sammensat af de tre landes største selskaber: DCN (Frankrig), GEC-Marconi (UK) samt Orizzonte (Italien). I perioden 1995-1996 betød adskillige uoverensstemmelser, skiftende krav fra landendes flåder samt udviklingsproblemer at projektet kom til at lide under store forsinkelser.

I starten af 1997 opstod endnu en uoverensstemmelse mellem parterne, denne gang om valget af Vertical Launch System (VLS) til MBDA Aster missilerne. Frankrig og Italien anså det europæisk producerede SYLVER-system, mens Storbritannien anså det amerikanske Mk.41 affyringssystem, som er i stand til at affyre Tomahawk-krydsermissil som det rigtige valg. Uoverensstemmelsen blev først løst, da PAAMS udviklingsholdet valgte SYLVER-systemet.

Storbritannien trækker sig[redigér | redigér wikikode]

Den 26. april 1999 blev det udmeldt fra Storbritannien at man ville trække sig ud af projektet for at kunne søge sit eget design. Financial Times opsummerede uoverensstemmelserne mellem landene; Storbritannien ønskede en stor destroyer, som kunne være i stand til at patruljere store områder, såsom Atlanterhavet, hvorimod Frankrig ønskede et mindre fartøj der skulle beskytte et hangarskib og Italien som ønskede at bruge skibene i Middelhavet. Storbritannien ønskede også at være i stand til at udføre "områdeforsvar", at kunne være i stand til at beskytte et større antal skibe i stedet for bare at kunne forsvare sig mod missiler der kommer mod skibets generelle retning. Til sidst var der Storbritanniens ønske om at se Marconi som hovedentreprenøren på projektet. Dette blev accepteret af Frankrig, men kun hvis franske DCN blev givet kontrakten til kampinformationssystemet. I Storbritannien ønskede man dog at BAE fik denne kontrakt og ville ikke acceptere det franske kompromisforslag.[2]

Et rent fransk-italiensk projekt[redigér | redigér wikikode]

Frankrig og Italien fortsatte samarbejdet efter Storbritanniens udtrækning og endte med at bestille to skibe hver. Det første skib i Horizon-klassen, Forbin, blev søsat den 10. marts 2005.

Marine Nationale bestilte to skibe (Forbin og Chevalier Paul). Yderligere to skibe skulle efter planen anskaffes til at erstatte Cassard-klassen, men blev i stedet erstattet af to skibe af FREMM-klassen i luftforsvarsversionen.

Marina Militare bestilte to skibe; Andrea Doria og Caio Duilio, som skulle erstatte de aldrende destroyere Audace og Ardito.

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Skibe i klassen[redigér | redigér wikikode]

Pnt. Navn Kølen lagt Søsat Indgået Skæbne Kaldesignal
Frankrig
D620 Forbin 4. april 2002 10. marts 2005 19. december 2008 I tjeneste FBFN
D621 Chevalier Paul 23. oktober 2003 12. juli 2006 December 20009 I tjeneste FCPL
Italien
D553 Andrea Doria 19. juli 2002 14. oktober 2005 22. december 2007 I tjeneste IADO
D554 Caio Duilio September 2003 23. oktober 2007 3. april 2009 I tjeneste IADU

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Dranidis, Dimitris V. (Maj 2003). "Backboards of the fleet: shipboard phased-array radars; a survey of requirements, technologies, and operational systems". Journal of Electronic Defense 26 (5): 55. 
  2. Nicoll, Alexander (1999-04-27). "National differences scupper frigate project". Financial Times. 

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]