Hother Hage

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Hother Hage (rådmand).
Hother Hage. Xylografi efter tegning af Henrik Olrik

Edvard Philip Hother Hage (9. januar 1816 i Stege9. februar 1873Møn) var en dansk politiker og jurist.

Han var bror til Alfred Anton Hage, og sendtes til Roskilde Skole, hvor hans ældste broder Johannes Hage var overlærer, blev student 1833 og tog juridisk eksamen 1838. I nogen tid var han fuldmægtig hos overretsprokurator Nyholm, men foretog 1840-42 en længere rejse i Tyskland, Schweiz, Frankrig, Italien og England, hvor han navnlig studerede nævningesystemet, som han hele sit liv igennem omfattede med den største interesse og havde gjort til sin juridisk-politiske specialitet. Hans egne tilbøjeligheder og familieforbindelser knyttede ham tidlig til den lille kreds af liberale politikere, og da denne efterhånden voksede til det store nationalliberale parti, indtog han i dette en hædret plads blandt førerne i anden række. Han var med ved det berømte møde i Hotel d'AngleterreFrederik 6.’s dødsdag, hvor han første gang så D.G. Monrad, der her debuterede som politiker, og i deputationen til Christian 8.. I 1840 var han medstifter af Studentersamfundet.

I de første år af Søren Kierkegaards forfatterskab var han en ivrig beundrer af ham og stod i et personligt forhold til ham. Efter at have deltaget i det første skandinaviske studentertog til Uppsala 1843 blev han fuldmægtig hos Orla Lehmann, der var gift med hans søsterdatter, og fik ved dette familieskab tilnavnet Onkel Hother, der fulgte ham gennem mange år. Efter Monrads udnævnelse til præst overtog han 1847-48 redaktionen af Trykkefrihedsselskabets ugeblad Dansk Folkeblad. I januar 1848 valgtes han til Roskilde Stænder for de sydsjællandske købstæder og deltog i sessionen april-maj, hvor valgloven til den grundlovgivende Rigsforsamling vedtoges; han var medlem af udvalget om dette lovforslag og udtalte, at han ville have foretrukket en lav census (formue, der kræves som betingelse for valgret eller valgbarhed til lovgivende forsamlinger – ODS), men gik dog som alle de øvrige medlemmer ind på den almindelige valgret. Han stillede sig til valg på sin fødeø, men faldt igennem for Fred. Barfod, og det var som kongevalgt. Medlem, at han sad i Rigsforsamlingen, hvor han var medlem af grundlovsudvalget. Hans nærmeste venner var Andreas Frederik Krieger og Georg Aagaard, og gennem dem var han nøje knyttet til den hele falanks af unge national-liberale politikere, som den gang stod i deres fulde glans; det er også imellem dem, at Constantin Hansen har anbragt ham på sit så ypperlige grupperede store billede af Den Grundlovgivende Rigsforsamling. Derimod bragte udviklingen ham stedse længere bort fra Anton Frederik Tscherning, med hvem han i årene før 1848 så levende havde sympatiseret.

Hother Hage, i hvis hele liv den nationale følelse var grundstemningen, hørte som politiker til den mådeholdent liberale, noget doktrinære og temmelig idealistiske skole, som den gang var fremherskende over hele det vestlige Europa; Alexis de Tocqueville var hans egentlige ideal, og dennes værker havde han studeret grundig; Richard Cobden og hele frihandelsbevægelsen havde hans fulde tilslutning, og i den irske "repealer" Daniel O'Connell så han mønsteret for en folkefører. Det var i det hele væsentlig engelske og franske forbilleder, som han fulgte, og i sin parlamentariske optræden, i sine foredrag søgte han at efterligne de bedste mønstre fra deputeretkammeret og parlamentet. Den højere flugt af veltalenhed var ham nægtet, han kunne ikke begejstre eller rive hen, og han blev let trættende ved en vis maner og bredde; men hans taler vare altid indholdsrige, hans argumentation var klar, båren af en sikker overbevisning, og undtagelsesvis kunne han løfte sig til en friere flugt. På Rigsdagen som uden for det politiske liv nød han alles højagtelse og fortjente det i fuldeste mål for sin grundhæderlige karakter, sin redelige overbevisning og sin varme fædrelandskærlighed, ligesom hans personlige elskværdighed gjorde ham almindelig afholdt.

Efter Grundlovens vedtagelse fulgte der nogle år, hvor Hage stod uden for den aktive politik. han havde i 1845 haft en dyb hjertesorg, da hans forlovede, Harriet Hyllested, døde, og hans eget helbred var ikke stærkt; han fulgte derfor i 1849-50 en syg søster til Madeira og kom, åndelig og legemlig styrket, tilbage fra opholdet på denne skønne ø. Han stillede sig i september 1850 ved et suppleringsvalg i Kongens Lyngby, men faldt igennem; ved de almindelige folketingsvalg i august 1852 valgtes han i Århus og genvalgtes efter den første opløsning i februar 1853, men trak sig tilbage ved valget efter den anden opløsning i april, valgtes så samme efterår i Hjerting og holdt denne kreds ved flere senere valg; i 1856 valgtes han af Folketinget til medlem af Rigsrådet efter forfatningen af 1855.

Fordrevet også fra Hjerting opnåede han i 1861 valg på Møn og indbragte i Folketinget sit lovforslag om nævninger, som dog aldrig kom videre end til forhandling. I samlingen 1867-68 indbragte han på ny sit forslag, men tog det tilbage for derved at undgå en dagsorden, som henviste hele sagen til regeringens initiativ og krævede også den civile rettergang inddraget under reformen; han blev medlem af den store proceskommission, som nedsattes 28. februar 1868 under A.F. Kriegers forsæde, men den retning, kommissionens arbejder tog, beredte ham en dyb skuffelse, da han følte, at indførelsen af nævninger i strafferetssager derved udsattes for en uberegnelig tid. – Møn havde i marts 1864 sendt ham også til Folketinget af Rigsrådet efter forfatningen af 18. november 1863, men i juni samme år faldt han ved et rigsdagsvalg.

Han var i 1853 blevet grundejer på øen, hvor han havde købt gården Marielyst nær ved Stege, hvilken han gav navn af Nøbbelegaard, og i marts 1859 blev han byfoged i Stege og herredsfoged i Møn Herred. 20. juni 1856 ægtede han Emmy Tutein (født 4. oktober 1832, datter af hofjægermester Peter Adolph Tutein på det nærliggende Marienborg), som nogle år efter hans død ægtede biskop D.G. Monrad. Som embedsmand var Hage i høj grad afholdt og strengt pligtopfyldende; hans allerede noget svagelige helbred fik et uopretteligt knæk ved strandingsforretninger efter stormfloden 13. november 1872, under hvilken 40 skibe strandede på de tre sider af Møn, og 9. februar 1873 døde han på sin ovennævnte gård.

19. juli 1875 afsløredes et smukt mindesmærke for ham på Stege Kirkegård med en tale af hans gamle ven og kampfælle Carl Ploug.


Denne artikel bygger hovedsagelig på Biografi(er) af C. St. A. Bille i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, 6. bind, side 456, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.