Hugo Gyldén

Formatering Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!

Hugo Gyldén.

Johan August Hugo Gyldén (29. maj 1841 i Helsingfors – 9. november 1896 i Stockholm) var en svensk astronom, søn af Nils Abraham Gyldén.

Gyldén begyndte sine matematiske og astronomiske studier ved Helsingfors Universitet, hvor han promoverede med afhandlingen Beräkning af en theori för planeten Neptunus, opholdt sig 1861-62 hos P.A. Hansen i Gotha, var derpå en kort Tid i Leipzig, rejste 1862 til Pulkova, for under Wagner og Winnecke at uddanne sig videre i praktisk astronomi, blev 1863 adjunkt-astronom sammesteds og befordredes 1865 til »ældre Astronom«. 1868 blev G. Docent i Astronomi ved Helsingfors Univ. 1871 udnævntes han til Astronom ved Kungliga Vetenskapsakademien i Sthlm og til Direktør for Observatoriet smst., og denne Stilling indehavde G. til sin Død, trods gentagne ærefulde Kaldelser fra Helsingfors, Gotha og Göttingen.

Under sit Ophold i Pulkova fik G. som Arbejdsprogram at bestemme Deklinationen af Pulkova »Hauptsterne« for Katalogen 1865 og tillige at bearbejde de af Peters 1842—49 udførte Deklinationsbestemmelser (Observations de Pulkova, V). Denne Opgave førte G. ind paa Studiet af den astron. Refraktion, og han har nedlagt Resultaterne af sine Undersøgelser i Afh. »Untersuchungen iiber die Constitution der At-mosphåre« (1867—69), der danner Grundlaget for de bekendte Tabulæ refractionum (1870, 1905). Ved Siden heraf fortsatte han sine teoretiske astron. Studier, beregnede Kometbaner og beskæftigede sig med Perturbationsteorien; men først fra 1867 tager hans Undersøgelser en original Retning, da han satte sig som Opgave at simplificere de Metoder, Hansen havde skabt til Udledelse af de smaa Planeters og Kometers Perturbationer ell. rettere, idet han lagde disses Principper til Grund, at udvikle videre »Perturbationsmetoden« og da med specielt Sigte paa de periodiske Kometers Bevægelse. Med hans 1870 offentliggjorte Afh. »trber eine Methode die Storungen eines Cometen vermit-telst rasen convergirenden Ausdrucke darzu-stellen« aabnes den Rk. Afh., han har publiceret over Kometperturbationer — med hans Recueil de Tables (1877), hvori han har sammenstillet de for numeriske Beregninger bekvemmeste Formler og Hjælpetabe liér, afsluttedes paa en vis Maade dette Arbejde, der viser sin originalitet hovedsagelig i den måde, hvorpaa han behandlede sin Opgave, og i de Midler, han bragte i Anvendelse. I Afh. »Studien auf dem Gebiete der Storungstheorie«, I (1871) søgte han saaledes at gøre Indførelsen af elliptiske Funktioner frugtbringende for Himmelmekanikken. Afslutningen af den ovennævnte Opgave danner i en vis Henseende ogsaa Afslutningen af den første Periode i G.'s banebrydende Virksomhed i Himmelmekanikken. Men denne Opgave var ikke den eneste, hvormed han beskæftigede sig i dette Tidsrum. Han publicerede sine Studier over Jordens Rotation, undersøgte Lovmæssigheden for Stjernernes Egenbevægelse, skrev sin »Fremståll-ning af astronomien i dens historiska utveckling och på dens nuvarande standpunkt« (1874, oversat paa Tysk 1877) og forberedte sin »Theorie des Lichtwechsels der verånderlichen Sterne« (1880). Under sine Studier over Himmellegemernes Bevægelse kom G. til en klar Forstaaelse af, at der ved hans Undersøgelser vilde klæbe den samme Mangel, som alle tidligere Arbejder af denne Art var behæftede med, hvis han ogsaa studerede Bevægelsen kun for et begrænset Tidsrum, thi dermed vilde man ikke være i Stand til at kunne faa en rigtig Forestilling om Bevægelsernes Natur i vort Solsystem. Han forlod derfor den Kepler'ske Ellipse og søgte et Udgangspunkt, der slutter sig end nærmere om den virkelige Bevægelse; han fandt dette i hvad han kalder den intermediære Bane, der paa en vis Maade baner Vejen for den absolutte Bane. I sine »Under sokningar af theorien for himlakropparnas rdrelser«, I—III (1881—82), giver han Hovedpunkterne af disse Studier, der fylder den anden Periode paa 16 Aar i G.s Virksomhed; den strenge Begrundelse offentliggjorde han i Afh. »tlber die Convergenz etc.« (1887), Nouvelles recherches (1891—92) og til Slut i Traité analytique des orbites ab-solues des huit planétes principales, hvori han havde til Hensigt i 3 Bd at give en Fremstilling af den ny Teori med dertil hørende numeriske Beregninger. Det blev ikke G. forundt at afslutte dette fundamentale Værk; selv fik han kun publiceret 1. Bd (1893), der indeholdt den alm. Teori for de absolutte Baner. 2. Bd udkom 1908 under Redaktion af hans Elev Backlund, og dette fremstiller den numeriske Udvikling af Perturbationsfunktionen, alt efter de gensidige Tiltrækninger af de 8 Hovedplaneter. Derimod havde G. den Glæde før sin Død at se sit sidste større Arbejde afsluttet (»Hiilfstafeln zur Berechnung der Hauptungleichheiten in den ab-soluten Bewegungstheorien der kleinen Planeten« [1896]).

Med sin Traité har G. brudt ny Baner og skabt ny Metoder —, naar disse endnu ikke har formaaet at slaa helt igennem, er det, fordi de efter deres Natur forlanger en vis Tid, inden de vinder sig Borgerret, og det har heller ikke manglet paa skarp Kritik fra Matematikere som Poincaré — og i dette Værk er der samlet et rigt Materiale til Belysning af andre med disse Studier beslægtede Opgaver. Selv havde G. paabegyndt en Række Undersøgelser over enkelte specielle Spørgsmaal i Himmelmekanikken, saasom Studiet over Asteroiden Hilda og Saturn-Satellitten Hyperion etc, men naaede ikke at faa disse publiceret. Han havde nemlig ikke til Hensigt med Udledelsen af de absolutte Baner for de store Planeter først og fremmest at levere Planettabeller, der skulde nøjagtig gengive Planeternes Plads paa Himlen; det var ham mere om at gøre at trænge til Bunds i deres Bevægelsers Natur og derpaa at skaffe tilveje de nødvendige Data til Undersøgelse af de smaa Planeters Bevægelse, som man ikke kan faa et dybere Indblik i uden Kendskab til de store Planeters absolutte Elementer. Af andre mere betydelige Afh. fra denne 2. Periode skal her kun nævnes »Über die intermediären Bahnen der Cometen und des Mondes«. I Egenskab af Direktør for Observatoriet har G. udg.: »Astronomiska Iakt-tagelser och Undersokningar utforda på Sthlm's observatorium«, I—V (1880—96), der foruden Resultater af Observationer med Meridiancirklen indeholder teoretiske Arbejder, til Dels udførte af hans Elever. — Som Akademiets Astronom havde han at forfatte Almanakkerne for Sthlm, Goteborg, Lund og Haparanda (1872— 97). Fra 1888 holdt G. Forelæsninger over Astronomi ved Sthlms Hogskola. 1889—96 var han Formand i »Astronomische Gesellschaft«.

Uden for sin rent videnskabelige Virksomhed — hans Afh., over 200 i Tallet, er trykte i Publikationer fra Videnskabsselskaberne i Petrograd, Sthlm, Helsingfors, Upsala og Paris, foruden i astron. og matem. Fagskrifter — befattede G. sig kun med Livsforsikringsproblemet. Han deltog saaledes 1875 i Dannelsen af »Försäkringsföreningen«, var den virkelige Stifter af Livsforsikringsselskabet »Thule«, hvis Matematiker han var (ved sin Død var han tillige Formand i Direktionen), og tiltraadte efter højere Ordre Kommissionen for Arbejds-focrsikring og den senere Pensionskomité. Han kan betragtes som Banebryder i Sverige for Bonusudbetaling til de Forsikrede.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.