Husmand

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Yngre husmand og hustru, omkring 1915

En husmand er indehaveren af et husmandssted, der er betegnelsen for de mindste landbrugsejendomme.

Omkring år 1900 var et husmandssted en ejendom på højst 15 tønder land og med mindre end én tønde hartkorn. I 1700-tallet var de fleste husmandssteder på under 5 tønder land.

Tidligere var de fleste husmænd fæstehusmænd eller lejehusmænd. Efter 1850 steg antallet af selvejere. Ved jordlovene fra 1919 opstod begrebet statshusmænd. Her lejede husmændene statsejet jord, der blev administreret af Statens Jordlovsudvalg.

I 1700-tallet og 1800-tallet var husmandsbrugene så små, at en familie ikke kunne leve af det lille landbrug. De fleste husmænd tog derfor arbejde som daglejere (landarbejdere). Nogle var fiskere. Andre var håndværkere (for eksempel smede). Læreren (degnen) var også husmand; han drev et lille landbrug, der var ejet af sognet (kommunen).

Andre husmandsbrug blev brugt til aftægt (pension). Præsteenker fik tildelt et enkesæde, der som regel var et husmandsbrug. I 1700-tallet blev nogle husmandsbrug brugt som aftægtsboliger for tidligere gårdmænd.

Husmandsbevægelsen[redigér | redigér wikikode]

I 1840'erne var der betydig social og politisk uro blandt de sjællandske husmænd. Bondecirkulæret fra november 1845 beordrede politiet til at gribe ind over for bevægelsen. Så sent som i revolutionsåret 1848 forsøgte den konservative justitsminister C.E. Bardenfleth at håndhæve cirkulæret.

Efter 1850 blev der gjort flere forsøg på at organisere husmændene. Den første moderne husmandsforening blev dannet i Klim-Vester Thorup-Vust i Han Herred i 1896.

Den første egnsforening (kredsforening) blev dannet i 1901. Det var Husmandsforeningen Fremad, der fra starten dækkede Salling, Fjends og Ginding Herreder. Senere blev Fjends Herreds Husmandsforening en selvstændig kredsforening, mens husmændene i Ginding Herred tilsluttede sig kredsforeningen Hjerm-Ginding Herreders Husmandsforening. I 1918 brød Ginding Herreds husmænd ud og dannede kredsforeningen Vinderup-egnens Husmandsforening.

Fra 1902 blev der dannet sammenslutninger i landsdelene (Jylland, Fyn, Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm). De samvirkende danske Husmandsforeninger blev oprettet i 1909-1910. I slutningen af 1900-tallet skiftede husmandsforeningerne navn til Dansk Familielandbrug.

Den 1. januar 2003 gik Landboforeningerne og Familielandbruget ind i organisationen Dansk Landbrug. Samtidigt dannede utilfredse medlemmer af Familielandbruget Landsforeningen Frie bønder – Levende land. Fra 2007 begyndte Frie Bønder – Levende Land samarbejde med den verdensomspændende småbondeorganisation Via Campesina, Nordbruk i Sverige samt småbrukarlaget i Norge.

Frie bønder organiserer landmandsfamilier, der ejer mindre og mellemstore landbrug, typisk under 100 ha. Der er både heltids- og deltidslandmænd blandt medlemmerne. Frie bønder samarbejder blandt andet med gårdbutikkerne. Frie Bønder Levende Land arbejder for at flere får adgang til landbrugsjord bl.a. gennem nye udstykninger. Desuden ønsker Frie Bønder mere liv i landdistrikterne med flere familiebrug og er derfor med i Landdistrikternes Fællesråd. I 2009 kom foreningen med et oplæg til en ny udstykningsplan: "Dalby-modellen", hvor urentable storlandbrug udstykkes til nye familielandbrug.

Der findes 12 regionale foreninger for familielandbrugere. Disse regionale foreninger er tilsluttede Dansk Landbrug. Desuden er der fra 22. marts 2006 dannet en fælles forening for Bornholm (Bornholms Landbrug).

Forskel mellem landboforeninger og husmandsforeninger[redigér | redigér wikikode]

I 1900-tallet organiserede landboforeningerne gårdejerne og proprietærerne, mens husmandsforeningerne organiserede husmændene og boelsmændene.

Landboforeningerne arbejdede landbrugsfagligt og erhvervsøkonomisk, mens husmandsforeningerne også havde sociale og politiske krav på deres program. Landboforeningerne var egnsforeninger, mens husmandsforeningerne var organiserede i sognene.

Landboforeningerne blev oprettet af fremtrædende mænd, hvor den første generation havde kontakt til Landhusholdningsselskabet, mens husmandsforeningerne blev organiseret af agitatorer, der vandrede fra sogn til sogn.

Husmændenes sociale og politiske krav blev første gang rejst i Køge Resolutionen, der blev vedtaget af de sjællandske husmænds sendemænd i 1902.

Den sønderjyske husmandsbevægelse[redigér | redigér wikikode]

I Sønderjylland var modsætningen mellem husmænd og gårdmænd dybere end i Nørrejylland. Før Genforeningen 1920 var det slesvigske socialdemokrati en meget tysksindet afdeling af (SPD). Dette betød, at de dansksindede småkårsfolk var politisk og fagligt hjemløse.

I 1911 blev Dansk Arbejderforening dannet af husmænd, landarbejdere, byarbejdere, håndværkere og småhandlende. Ved krigsudbruddet i 1914 måtte stifteren maskinsmed P. Mink fra Haderslev flygte til Danmark. Foreningen overlevede ikke trykket fra de preussiske myndigheder.

Kort tid før den tyske revolution i efteråret 1918 blev der dannet en Sønderjysk Arbejderforening. Denne forening opstillede som parti ved folketingsvalget i september 1920. Frem til 1924 repræsenterede typograf Christian Lageri fra Haderslev arbejderforeningen i Folketinget. Arbejderforeningen udgav bladet Sønderjyden.

Sønderjysk Arbejderforenings landforeninger i Haderslev, Åbenrå og Tønder amtsrådskredse dannede De samvirkende sønderjyske Husmandsforeninger den 14. november 1920. Landforeningerne i Sønderborg amtsrådskreds tilsluttede sig derimod De samvirkende jyske husmandsforeninger.

Andre navne[redigér | redigér wikikode]

I 1700-tallet var indersterne de små landbrugere, der lejede gadejord af landsbyfællesskabet. Indersterne hørte derfor under gårdmændene. De egentlige husmænd lejede eller fæstede deres jord hos godsejeren.

På Sjælland bruges parcellist som en betegnelse for en husmand. På Bornholm bruges betegnelsen avlsbruger. I Sønderjylland brugtes tidligere betegnelsen kådner. (En kådner er en, der bor i en kåd (hytte eller lille hus)).

Fra 1960 blev betegnelsen familielandbrug (eller bare familiebrug) brugt i politiske og foreningsmæssige sammenhænge. Denne betegnelse blev dog aldrig en titel for den enkelte landmand. Før 1960 blev udtrykket familiebrug kun brugt sjældent.

Boelsmænd og familielandbrugere[redigér | redigér wikikode]

En boelsmand er indehaveren af et boelsmandssted, der er et landbrug, der er mindre end tre tønder hartkorn. Samtidigt er et boelsmandssted enten på mindst 15 tønder land eller på mindst én tønde hartkorn. Da de fleste boelsmænd tidligere var medlemmer af husmandsforeningerne, betragtes de undertiden som husmænd.

Før mekaniseringen af de mindre landbrug satte ind omkring 1960 var boelsmanden og hans familie ofte fuldtidsbeskæftigede på deres landbrug. Mange af de oprindelige familielandbrugere var derfor boelsmænd, mens de egentlige husmænd ofte havde arbejde ved siden af deres landsbrug. I 1950'erne og tidligere havde gårdmændene som regel ansat fremmed medhjælp. Før 1960 var det derfor kun meget få gårdmænd, der var familiebrugere.

I Middelalderen var et boel noget større end 1900-tallets boelsmandssteder. I Jyske Lov var et boel en bondegård. I Sønderjylland, hvor dele af Jyske Lov gjaldt til år 1900, var et boel en almindelig bondegård.

Husmændenes stilling i samfundet[redigér | redigér wikikode]

I 1700-tallet var der en betydelig social mobilitet mellem gårdmænd og husmænd. Unge landsmandsfamilier startede ofte som husmandsfolk, mens de ventede på, at den rigtige fæstegård blev ledig. Ældre gårdmænd, der ikke længere havde kræfter til at drive en hel gård, blev ofte husmænd í deres sidste år. Børn af husmænd og gårdmænd giftede sig ofte med hinanden.

I løbet af 1800-tallet opstod der gradvist et større og større skel mellem husmændene og gårdmændene. De blandede ægteskaber blev sjældnere. Da folketallet steg i løbet af 1800-tallet, oprettedes der et stigende antal små husmandsbrug i løbet af århundredet.

Frem til stavnsbåndets ophævelse i 1788 havde husmændene samme ufrie stilling som resten af bondestanden. Ligesom gårdmændene slap husmændene for stavnsbåndet. På andre områder blev husmændenes stilling forværret. Efterhånden som gårdmændene slap for hoveriet (pligtarbejde for godsejeren) blev husmændenes hoveri forøget.

Allerede i 1807 havde kronprinsregenten ønsket, at godsejernes (ridefogedernes) revselsesret overfor husmændene og husmandskonerne skulle afskaffes. Men dette skete ikke. Revselsesretten forsvandt først i 1848.

Husmændene fik valgret til Rigsforsamlingen i 1848 (og til Folketinget fra 1849). De fik begrænset kommunal valgret i 1855 og fuld kommunal valgret i 1908.

I 1848 blev husmand og væver Hans Hansen valgt som Præstø kredsens repræsentant i Rigsforsamlingen. Han blev presset til at nedlægge sit mandat, inden møderne i forsamlingen startede. Den første husmand i Folketiget var parcellist Lars Andersen Hækkerup, der repræsenterede Næstved kredsen i 1849-1852.

Ved folketingsvalgene 1849-1898 blev der som regel kun valgt én eller to husmænd – ved nogle valg slet ingen. Fra 1901 blev der valgt et større antal husmænd fordelt mellem Venstre, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet.

Ved første demokratiske valg til Landstinget i 1918 røg en del godsejere ud af tinget. I stedet blev der valgt husmænd – især radikale og socialdemokrater.

Da husmandsbevægelsen opstod omkring år 1900, var hovedkravet, at husmændene skulle ligestilles med de øvrige grupper i samfundet. Man forlangte ikke særlige rettigheder for husmændene, og man lagde vægt på et samfundssind, hvor hele samfundets tarv skulle varetages.

Siden Det Radikale Venstre blev oprettet i 1905 har dette parti ofte haft et uformelt samarbejde med husmandsforeningerne. De fleste husmænd var venstrefolk eller radikale. En mindre gruppe var socialdemokrater.

I 1890'erne kom de første husmandslove. Formålet var at skaffe arbejdskraft til det større landbrug. De husmandsbrug, der blev oprettet efter disse love, var så små, at ejerne måtte tage arbejde som daglejere. De husmandsbrug, der blev oprettet i 1919-1955, var som regel så store, at en sparsommelig familie kunne leve af bruget.

I begyndelsen af 1900-tallet blev der oprettet private udstykningsforeninger. De opkøbte større gårde, som de udstykkede til husmandsbrug. Efter 1919 blev udstykningen koordineret af Statens Jordlovsudvalg. De større udstykninger gik i stå efter 1955. Efter 1960 er mange husmandsbrug blevet nedlagt.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Fridlev Skrubbeltrang, Den danske husmand – Husmænd og husmandsbevægelse gennem tiderne, Bind I-II, Udgivet af De Samvirkende Danske Husmandsforeninger i anledning af de provinsielle samvirksomheders 50 års jubilæum, Det danske forlag, 1952.
  • Fridlev Skrubbeltrang: Husmand og Inderste. Studier over sjællandske Landboforhold i Perioden 1660—1800; København 1940

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]