Hvalfangst

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Besætningen på havundersøgelsesskibet Princesse Alice poserer sammen med Albert Grimaldi (senere Prins Albert 1. af Monaco) mens de flår en fangst.

Hvalfangst betegner jagt på hvaler og er en praksis der mindst kan dateres tilbage til 6.000 f.Kr. Hvalfangst har sammen med andre trusler fra menneskelig aktivitet ført til at mindst 5 af de 13 største hvalarter i dag er stærkt truede af udryddelse.[1] Kommerciel hvalfangst er derfor underlagt et moratorium (fangststop) af den internationale hvalfangstkommission (IWC), ved fangstkvoterne for alle hvaltyper blev fastsat til 0. Ved IWC’s årlige møde i 2006 blev Saint Kitts og Nevis deklarationen, som var en protest mod moratoriet, tiltrådt af flertallet af medlemslandene; hvilket i princippet kan give dem ret til at genoptage kommerciel hvalfangst.

De mest aktive støtter af forbuddet mod kommerciel hvalfangst opretholdes er Australien, New Zealand, Storbritannien og USA, disse lande har officielt tilkendegivet at deres synspunkt grunder i behovet for fredning af truede arter. Presset fra disse lande er størst på Japan der ifølge beskyldninger søger at omgå forbuddet mod kommerciel hvalfangst. Australien har fx derfor forøget presset på Japan, for at standse den japanske fangst, som ellers udføres med videnskabelige formål. Den 8. januar 2008 udsendte den australske regering inspektionsskibet Oceanic Viking til farvandet ved Antarktis for at overvåge og samle beviser for japanske hvalfangeres mulige overtrædelser af IWC’s regulativer.[2]

Hvalfangstens historie[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Hvalfangstens historie.
Stik fra 18. århundrede der viser en nederlandsk hvalfanger som jager grønlandshval i Arktis.

De første hvalfangere begyndte deres jagt i forhistorisk tid, men fangsterne har langt op i historisk tid været begrænset til kystnære farvande. Selv tidligt i historien har hvalfangst haft stor betydning for både den kulturelle og økologiske udvikling i visse dele af verden. Selv om tidlig jæger-samler kultur normalt regnes for at have en meget lille økologisk betydning, tyder studier dog på at hvalfangst i Arktis har medført forandringer i ferskvandssystemerne. [3] Udviklingen af moderne og avanceret hvalfangst-teknologi tog først fart i 19. århundrede, da efterspørgslen efter hvalolie steg.[4] og igen i det 20. århundrede, hvor efterspørgslen rettede sig mod hvalkød. I denne periode var Nantucket i USA verdens vigtigste hvalfanger-havn.[5]

Før dampskibenes tid var hvalfangst yderst risikabelt. Den foregik i verdens mest vejrhårde egne. Kun i nogle korte sommeruger trak havisen sig så meget tilbage, at hvalfangerne kunne smutte gennem Beringstrædet og ind til de bedste fangstfelter. Nord for Alaska, mellem lunefuld drivis og luskede råger, kunne de komme på skudhold af en hval, hejse de små både ned og ro så stille som muligt hen til byttet, skyde harpuner i hvalen og klamre sig fast, når byttet jog ned mod dybet i håb om at undslippe. Faren var stor for at fanges i isen og måtte tilbringe en lang, uvis og iskold vinter om bord, før havet igen åbnede sig. I efteråret 1871 blev 32 hvalskuder fanget i pakis og knust nord for Point Barrow. Som ved et mirakel overlevede alle, efter at 1.200 mand måtte forlade skibene og gå om bord i de få, der var undsluppet; men hvalfangerflåden havde fået et slag, det tog mange år at komme over. Dampskibene gjorde hvalfansten lidt tryggere. Modeindustrien gjorde den også lukrativ. Hvalbarderne var velegnet til de korsetter, damer den gang ikke kunne klare sig uden. De tynde spiler, man lavede af hvalbarderne, havde den styrke og spændstighed, der skulle til for at klemme kvindekroppen ind i den rigtige façon. I løbet af én sæson kunne over tusinde hvaler bøde med livet for et modelunes skyld. Stanken fra de rådnende ådsler, hvalfangerne havde fjernet barderne fra, kunne lugtes i mils omkreds. Lige så slemt var det for inuit-befolkningen, der gik sultedøden i møde, efterhånden som havet blev tømt for hvaler. [6]

Moderne hvalfangst[redigér | redigér wikikode]

Hvalolie har kun lille kommerciel betydning i dag, og den økonomiske gevinst knytter sig især til hvalkød. Vågehvalen er i dag det vigtigste byttedyr, den næstmindste bardehval. Ud fra de seneste optællinger estimeres populationen af denne art til at ligge omkring 179.000 i central, øst og Nordatlanten og 700.000 omkring Antarktis i Sydpolarhavet.[7]

Dominobrikker lavet af hvalknogler

Det international samarbejde omkring regulering af hvalfangst begyndte i 1931 og i dag findes der en række multi-laterale aftaler på området, hvoraf International Convention for the Regulation of Whaling (ICRW) fra 1946 er den vigtigste; Den internationale hvalfangstkommission (IWC) blev grundlagt på baggrund af denne konvention, med det formål at styre og rådgive hvalfangernationerne ud fra den videnskabelige komites arbejde. lande der ikke er medlemmer af IWC er dog heller ikke bundet af dens regulationer.

Medlemmerne af IWC vedtog på et møde 23. juli 1982 at indføre et totalt stop for al fangst af store hvaler; dette moratorium skulle gælde fra 1985-86 sæsonen. Siden 1992 har IWC’s videnskabelige komite anbefalet at der kunne indføres kvoter for visse hvaltyper som ikke var truet; det er hidtil blevet afvist af IWC. Norge driver fortsat kommerciel fangst på vågehvaler i henhold til IWC’s regulationer, da landet har indgivet en officiel protest mod moratoriet.

Hvalfangstnationer[redigér | redigér wikikode]

I mange lande rundt om i verden findes der hvalfangertraditioner der går langt tilbage i tiden, nogen steder foregår fangsterne stadig på oprindelig vis, men der andre steder er blevet indført moderne fangstmetoder.

Færøerne[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Grindedrab.

Færøerne er der blevet drevet hvalfangst i hvert fald siden 10. århundrede. I dag er fangsten strengt reguleret af de færøske myndigheder og det traditionelle grindedrab er godkendt af IWC. Hvert år bliver der fanget omkring 950 grindehvaler, mest i løbet af sommersæsonen. Indimellem fanges også andre hvaler, fx Nordlig døgling og Hvidskæving. Grindedrab (grindadráp) drives på ikke-kommerciel vis og foregår på bygdeplan, hvor alle kan deltage og kødet fordeles i hele gruppen. Når en flok hvaler opdages forsøger jægerne i små både at omringe og drive hvalerne ind i en bugt eller fjord, hvor selve drabet foregår.

Størstedelen af færingerne anser grindedrabet som en meget vigtig del af deres kultur. dyreretsforkæmpere har ofte kritiseret denne jagt for at være grusom og unødvendig, mens jægerne til det indvender at deres kilder til denne praksis (mest udenlandske journalister) ikke har tilstrækkelig viden om fangstmetoderne og den økonomiske betydning. Andre argumenterer med at hvalerne i højere grad er truet af den omfattende havforurening fra de store industrinationer end fra den færøske jagt.[Kilde mangler]

Grønland[redigér | redigér wikikode]

Fangere fra Grønland dræber årligt omkring 175 store hvaler, hvilket gør det til det tredjestørste jagtområde i verden efter Norge og Japan; dog udgør denne fangst kun omkring en tredjedel af den norske og den japanske på mere end 600 dyr. I IWC behandles Vest og Østgrønland som to separate befolkningsområder, og de tildeles derfor to forskellige kvoter, langt størstedelen til vestkysten. Årligt fanges der omkring 150 vågehvaler i øst og 10 finhvaler i vest. For at drive hvalfangst skal have en særlig tilladelse af myndighederne.[8]

Hvalfangst regnes på linje med andre former for jagt som en integreret del af den grønlandske kultur, identitet og historie, dvs. hvalfangst stadig er vigtig for grønlænderne både som en realitet og et symbol. Kød fra havpattedyr har historisk udgjort en vigtig ernæringsmæssig kilde for befolkningen i et land, hvor landbrug har svære betingelser. [9]

I Danmark støtter et flertal i befolkningen en forlængelse af moratoriet mod kommerciel hvalfangst, men flertallet støtter samtidig også den grønlandske befolknings ret til at drive hvalfangst.[10]

Norge[redigér | redigér wikikode]

År Kvote Fangst
1994 319 280
1995 232 218
1996 425 388
1997 580 503
1998 671 625
1999 753 591
2000 655 487
2001 549 550
2002 671 634
2003 711 646
2004 670 541
2005 797 639
2006 1052 546
2007 1052 592
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Norwegian Minke Whale Quotas (blue line, 1994-2006) and Catches (red line, 1946-2005) in numbers (from official Norwegian statistics)

Norge har indgivet en officiel protest mod IWC’s moratorium og er derfor ikke bundet juridisk af det. I 1993 genindførte regeringen derfor atter fangstkvoter for vågehval. Fangsterne foregår udelukkende på den nordatlantiske population, og består af mellem 500 og 600 om året. Forud for moratoriet, fangede norske skibe omkring 2.000 vågehvaler om året. Det nordatlantiske fangstområde er inddelt i fem zoner, og sæsonen varer normalt fra tidlig maj til slutningen af august. Norge eksporterer en begrænset mængde hvalkød til Færøerne og Island, men har flere år forsøgt at komme ind på det japanske marked, hvilket hidtil er blevet bremset af juridiske forhold og bekymringer over påvirkningen af forureningen på de nordatlantiske hvalbestande.[Kilde mangler]

I maj 2004 vedtog Stortinget en bestemmelse der drastisk ville forøge den årlige kvote af vågehvaler. Fiskeriministeriet iværksatte også et program, hvor hvalernes vandringsmønstre og adfærd skulle overvåges med satellit, mærkningen af hvaler havde været undervejs siden 1999.[11]

Island[redigér | redigér wikikode]

i modsætning til Norge indgav Island ikke en officiel protest mod IWC’s moratorium, mellem 1986 og 1989 blev der dog årligt fanget omkring 60 dyr i Island til videnskabelige formål. Stærke protester fra andre lande, der anså videnskabelig hvalfangst som en omgåelse af moratoriet, betød af Island stoppede sin hvalfangst i 1989. Efter IWC valgte ikke at følge sin egen videnskabelige komites anbefaling om fornyet kommerciel fangst trådte Island ud af IWC i 1992.

Island genindtrådte i IWC i 2002 med reservationer mod moratoriet; denne reservation er dog ikke anerkendt af de nationer der er imod ophævelsen af det. I 2003 genoptog Island sine fangster med videnskabelige formål, og præsenterede et program ved IWC’s møde i 2003 der omfattede nedlæggelsen af 100 vågehvaler, 100 finhvaler 50 sejhvaler i 2003 og 2004. det primære forhold med disse studier var at øge forståelsen af interaktionen mellem hvaler og fisk (de stærkeste fortalere for fornyet hvalfangst er fiskere der er bekymret for fiskebestandene). Da IWC’s videnskabelige komite udtrykte tvivl om undersøgelsernes værdi og relevans for IWC’s målsætninger, blev der ikke taget nogen beslutninger om forslaget.[12] Island havde i forvejen i 2003 en kvote på 38 vågehvaler som kunne fanges til videnskabelige formål, i 2004 var det 25 og i 2005 39. i 2006 genoptog Island den kommercielle fangst, og den årlige kvote blev fastsat til 30 vågehvaler og ni finhvaler.[13] Hvalfangst støttes af omkring trefjerdedele af Islands befolkning. Derved brød Island officielt med IWC’s moratorium da islandske fiskere 22. oktober nedlagde en finhval på 60 tons.[14]

Japan[redigér | redigér wikikode]

Ret med hvalkød, serveret i Japan

Da det internationale hvalmoratorium blev indført af IWC i 1982, indgav Japan en officiel protest. Den blev dog trukket tilbage igen i 1987 efter at USA havde truet med sanktioner; Japan er derfor juridisk bundet af moratoriet, i modsætning til Norge, Rusland og (mere kontroversielt) Island; der alle har en protest liggende hos IWC. Japan stoppede de kommercielle fangster ved Antarktis i 1987,[15] men påbegyndte samme i stedet et kontroversielt videnskabeligt program, JARPA, hvor fangster indgik.

Japans hvalundersøgelsesprogram bliver af flere anti-hvalfangst-grupper betegnet som videnskabeligt unødvendigt, og at det i realiteten fungerer som et skalkeskjul for en fortsættelse af den kommercielle fangst. Kødet fra de dyr der dræbes i denne forbindelse sælges efterfølgende på det japanske marked. De japanske myndigheder begrunder denne type hvalfangst med at analyser af maveindholdet fører til en vigtig indsigt i hvalers fødevaner, at analyser af ørepropper er den eneste pålidelige måde at fastslå alderen på et eksemplar, samt at slægtskabsforhold i populationerne kun kan bestemmes ved hjælp af vævsprøver. Disse argumenter er dog også blevet kritiseret af medlemmer af IWC’s videnskabelige komite.[16] Flere af de medlemslande af IWC der ønsker et fortsat stop for hvalfangst har ved flere møder fået vedtaget ikke-bindende resolutioner, som opfordrer Japan til at afbryde dette videnskabelige program. Japan understreger på sin side, at dette program foregår under regler, der helt er i overensstemmelse med IWC’s regulativer, hvori det netop kræves at kødet udnyttes efter det er blevet brugt til videnskabelige formål.[Kilde mangler]

På sin side kritiserer Japan de lande der støtter moratoriet for bevidst at bevidst at forsinke og forhindre arbejdet i IWC der kan føre til genindførelse af kontrolleret og bæredygtig hvalfangst. Dertil forsvarer Japan sig med at de blot udfører det arbejde IWC har bedt dem om.[17]

I 2005 meddelte Japan at man ville udvide antallet af hvaler der skulle fanges; det betød at kvoten for sejhvaler ville være på 100, kaskelothvaler: 10, pukkelhvaler: 50, finhvaler: 50, brydeshvaler: 50, samt 850 vågehvaler; flere af disse arter optræder på IUCN’s rødliste som enten truede eller sårbare.[18]

Rusland[redigér | redigér wikikode]

Sovjetunionen Indgav en officiel protest mod fangst-moratoriet i 1982, og Rusland, som har overtaget alle internationale forpligtelser fra Sovjetunionen, er derfor ikke juridisk forpligtet til at følge IWC’s regulativer. I 1999 besluttede regeringen at russiske hvalfangere kunne op til 200 tons hvidhvaler årligt, som kunne sælges på det japanske marked, men efter kun ti dage blev den atter ophævet.[19]

Beboere i den autonome Chukotka Okrug i det østligste Rusland har under IWC’s regulativer tilladelse til at fange op til 140 gråhvaler årligt i det nord-østlige Stillehav.[20]

USA[redigér | redigér wikikode]

I USA drives hvalfangst af indfødte fra ni forskellige inuit-befolkningsgrupper i Alaska, samt Makahstammen i staten Washington, som trods protester fra dyreværnsforeninger i 1999 genoptog hvalfangsten. Hvalfangsten i Alaska administreres af Alaska Eskimo Whaling Commission som rapporterer til centralregeringen (NOAA). Årligt nedlægges der omkring 50 grønlandshvaler ud af en population på omkring 8.000 i området. Fredningsfolk frygter dog at denne jagt ikke er er bæredygtig, selvom IWC's videnskabelige komite vurderer at populationen vokser med ca. 3,2% om året. Indtil 1996 blev der også nedlagt mellem en og to gråhvaler årligt, men denne kvote blev sænket til nul, pga. frygt for overudnyttelse af populationen. Senere evalueringer kan betyde at jagten på denne hval kan genoptages.[Kilde mangler]

Canada[redigér | redigér wikikode]

Canada trådte ud af IWC i 1982 og er derfor rent juridisk ikke bundet af kommissionens moratorium med hvalfangst. Den canadiske hvalfangst drives af inuitter flere forskellige steder i landet. Den relativt begænsede fangst administreres af fiskeriministeriet og kødet bliver typisk solgt i butikker og supermarkeder; det sælges dog typisk i de nordlige områder, hvor hvalkød indgår i den lokale madtradition, og kun sjældent i sydlige metropoler Vancouver, Toronto eller Montreal. Blandt medlemmerne af de canadiske fredningsorganisationer er der en del utilfredshed med Canadas politik på området; én gruppe, Whale and Dolphin Conservation Society, har fx betegnet regeringens administration af havpattedyr som mere politisk hensynsfuld end bevarende.[Kilde mangler][21]

Caribien[redigér | redigér wikikode]

Fra Grenada, Dominica og Saint Lucia bliver der også foretaget hvalfangst, dog i mere begrænset omfang. De arter der normalt fanges er kortfinnet grindehval, dværgspækhugger og langnæbbet delfin. I hele det caribiske område fanges der årligt omkring 400 grindehvaler, og deres kød solgt på de lokale markeder. Jagten på hvaler af denne størrelse er ikke reguleret af IWC.

I Saint Vincent og Grenadinerne og på øen Bequia har IWC givet tilladelse til at de indfødte på disse øer kan fange op til fire pukkelhvaler om året, hvor de benytter sig af deres traditionelle jagtmetoder og udstyr.

Indonesien[redigér | redigér wikikode]

Lamalera, på den sydlige kyst af øen Lembata og Lamakera på naboøen Solor er de sidste to samfund i Indonesien, hvor økonomien er bygget på hvalfangst. Hvalfangerne overholder stadig en række religiøse tabuer som betyder at alle dele af dyret bliver brugt. Omkring halvdelen af fangsten bliver forbrugt i landsbyen, mens den resterende del bliver solgt på markederne i lokalområdet. I 1973 sendte FN's udviklingsorganisation Food and Agriculture Organization (FAO) et moderne hvalfanger skib sammen med en erfaren norsk hvalfanger med det formål at modernisere og effektivisere hvalfangsten der. Dette projekt varede tre år uden succes; ifølge FAO’s evaluering havde Lamalerans udviklet en jagtmetode der fungerede med deres naturlige ressourcer, egne kulturelle grundværdier og levevis.[22]

Bifangst og illegal jagt[redigér | redigér wikikode]

Siden IWC’s moratorium trådte i kraft har der været flere tilfælde af illegale nedlæggelser af hvaler i IWC’s medlemslande. I 1994 fx rapporterede IWC på basis af DNA test af hvalkød solgt på markeder i Japan, at der udover lovligt kød fra vågehvaler også blev solgt kød fra andre arter af bardehvaler, som det ikke er tilladt at nedlægge; det drejede sig om ca. 10-25% af kødet på markedet i 1993.[23] Senere undersøgelser i 1995 og 1996 viste at andelen af ulovligt kød var faldet til 2.5%.[24] Dette kød stammer primært fra bifangster.[25]

I 1985 placerede en aktivistorganisation, Earthtrust, en person undercover på et koreansk fiskeskib, vedkommende tog i den forbindelse flere billeder af fangster af finhvaler og rethvaler, hvilket var i klar modstrid med IWC’s regler.[26]

Argumenter i debatten omkring hvalfangst[redigér | redigér wikikode]

Debatten omkring hvalfangst og hvalorganisationerne har på verdensplan fået langt mere opmærksomhed end de fleste andre dyreværnsgrupper.[Kilde mangler] Hvaler lever længe (mellem 90 og 100 år for de fleste arter) og bliver først kønsmodne efter relativt mange år, hvilket betyder at det tager lang tid at opbygge en bæredygtig bestand, især når den igennem mange år er blevet overudnyttet gennem industrialiserede fangster. Udover kødet har hvaler også økonomisk værdi indenfor turisme, og da mange hvalarter migrerer over lange afstande i løbet af en sæson, kan den samme hval have forskellig økonomisk værdi og betydning afhængig af hvilket område den befinder sig i. den internationale debat har derfor ofte været fokuseret på ejerskab, fredning, bæredygtighed, national suverænitet og hensyn til traditionel levevis.[Kilde mangler] Et andet debatemne har været dyrevelfærd, især spørgsmålet om hvor meget dyrerne led i forbindelse med fangsten. Siden indførelsen af hval-moratoriet har debatten særligt drejet sig om nødvendigheden af nedlæggelsen af hvaler i forbindelse med videnskabelige undersøgelser; hvalers eventuelle negative indflydelse på fiskebestande er ofte emnet for undersøgelser af denne type.[Kilde mangler]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. "Cetaceans listed as Endangered". IUCN Red List of Threatened Species. http://www.iucnredlist.org/search/search.php?freetext=whale&modifier=phrase&criteria=common&taxa_species=1&Submit.x=102&Submit.y=13&redlistCategory%5B%5D=EN&redlistAssessyear%5B%5D=all&country%5B%5D=all&aquatic%5B%5D=all&regions%5B%5D=all&habitats%5B%5D=all&threats%5B%5D=all. Hentet 2007-03-19. 
  2. "Greenpeace applauds departure of Oceanic Viking (2008)". livenews.com.au. http://www.livenews.com.au/Articles/2008/01/10/Greenpeace_applauds_departure_of_Oceanic_Viking. Hentet 2008-01-15. 
  3. Douglas, M. S. V.; Smol, J. P., Savelle, J. M. & Blais, J. M. (2004). "Prehistoric Inuit Whalers affected Arctic Freshwater Ecosystems". Proc. Natl. Acad. Sci. USA 101 (6): 1613-1617. doi:10.1073/pnas.0307570100. http://www.pubmedcentral.nih.gov/articlerender.fcgi?artid=341790. 
  4. "From Old Dartmouth to Modern New Bedford". New Bedford Whaling Museum. http://www.whalingmuseum.org/kendall/old_nb/old_nb_index.html. Hentet 2006-12-03. 
  5. How Nantucket Helped Light the world – Nantucket Plum
  6. Roy Andersen: Redningsmenn og lykkejegere (s. 14-5), forlaget Aschehoug, Oslo 2011, ISBN 978-82-03-29194-4
  7. IWC
  8. Grønlands hjemmestyre
  9. Grønlands hjemmestyre
  10. Politiken 6/4 2007
  11. "Norway. Progress report on cetacean research, January 2001 to December 2001, with statistical data for the calendar year 2001". International Whaling Commission. http://www.iwcoffice.org/_documents/sci_com/2002progreports/SC-54-ProgRep%20Norway.pdf. Hentet 2006-12-03. 
  12. "Recent Icelandic Proposal on scientific permits". IWC. http://www.iwcoffice.org/conservation/permits.htm#iceland. Hentet 2007-03-19. 
  13. "Iceland to resume commercial whaling hunts". Reuters. 2006-10-17. http://today.reuters.com/news/articlenews.aspx?type=scienceNews&storyID=2006-10-17T142254Z_01_L17824455_RTRUKOC_0_US-ENVIRONMENT-WHALING.xml. Hentet 2006-12-03. 
  14. "Iceland breaks ban on whaling". BBC News. 2006-10-21. http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/6074230.stm. Hentet 2006-12-13. 
  15. IWC
  16. Clapham et al. 2006, Marine Policy doi:10.1016/j.marpol.2006.09.004
  17. Japans kommissær ved IWC, Joji Morishita, udtalte til BBC News at: "The reason for the moratorium [on commercial whaling] was scientific uncertainty about the number of whales. ... It was a moratorium for the sake of collecting data and that is why we started scientific whaling. We were asked to collect more data."
  18. "Balaenoptera acutorostrata". IUCN Red List of Threatened Species. http://www.iucnredlist.org/search/details.php/2474/summ. Hentet 2007-03-19. 
  19. Ingeniøren 15/9-1999
  20. NOAA 23/10 1997
  21. Oversat fra: "Canada has pursued a policy of marine mammal management which appears to be more to do with political expediency rather than conservation."
  22. Bruemmer, Fred (2001). "Sea hunters of Lamalera". Natural History (Natural History) 110 (8): 54-59. ISSN 0028-0712 "[They] have evolved a method of whaling which suits their natural resources, cultural tenets and style."
  23. Baker, C. S.; Palumbi, S. R. (1994). "Which Whales are Hunted? A Molecular Genetic Approach to Monitoring Whaling". Science 265 (5178): 1538-1539. http://www.jstor.org/view/00368075/di002281/00p0269z/0?frame=noframe&userID=822135176@man.ac.uk/01cce4401e16e710d8ad0a8b2&dpi=3&config=jstor. Hentet 2006-12-03. 
  24. Palumbi, S. R.; Cipriano, F. (1998). "Species identification using genetic tools: The value of nuclear and mitochondrial gene sequences in whale conservation". The Journal of Heredity 89 (5): 459-464. http://www.soest.hawaii.edu/oceanography/courses_html/OCN331/Palumbi&Cipriano.pdf. Hentet 2006-12-03. 
  25. "Modern Whaling". 2002. http://whale.wheelock.edu/archives/ask03/att-0087/01-whalingemm.pdf. Hentet 2006-12-03. 
  26. "Korean Pirate Whaling Expose (1985)". Earthtrust. http://www.earthtrust.org/korea.html. Hentet 2006-02-19. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Melville, H., Moby Dick. (oversat af Peter Freuchen til dansk i 1942) udgivet 18. oktober 1851 som The Whale. (senere genudgivet i New York som Moby Dick)
  • Muller, C. G., (2006). Echoes in the Blue. Koru Press. ISBN 978-0-615-13594-6
  • Day, D., (1997). The Whale War. Sierra Club Books. ISBN 0-87156-778-4
  • Mulvaney, K. (2003). The Whaling Season: An Inside Account of the Struggle to Stop Commercial Whaling. Washington D.C.: Island Press. ISBN 1-55963-978-4
  • Haug, T., Lindstrøm, U., Nilssen, K.T., Røttingen, I. And Skaug, H.J. (1996) Diet and food availability for Northeast Atlantic minke whales, Balaenoptera acutorostrata. Rep. Int. Whal. Commn.
  • Folkow, L. P., Haug, T., Nilsen, K. T., Nordøy, E. S. (1997) Estimated prey consumption of minke whales Balaenoptera acutorostrata in Northeast Atlantic waters in 1992-1995. Document ICES CM 1997/GG:01.
  • Schokkenbroek, Joost C. A. (2008). Trying-out: An Anatomy of Dutch Whaling and Sealing in the Nineteenth Century, 1815-1885. Amsterdam: Aksant Academic Publishers. 10-ISBN 90-5260-283-2; 13-ISBN 978-90-5260-283-7
  • Schweder, T., Hagen, G. S. and Hatlebakk, E. (2000) Direct and indirect effects of minke whale abundance on cod and herring fisheries: A scenario experiment for the Greater Barents Sea. NAMMCO Scientific publications

Eksterne link[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: