Hvis det er fakta så benægter a fakta
Hvis det er Fakta, saa benægter a Fakta, citat af folketingsmedlem Søren Kjær (1827-1893) i en debat i 19. århundrede.
Oprindelig var udtrykket ment som en afvisning af påstande, der intet bevis var for. Replikken er angivet som letsindig omgang med fremmedord. Senere er citatet blevet anvendt til at angive en debat-modstanders påståelige ignorans af de faktiske forhold.
Brugen af citatet er tilsyneladende skiftet, men citatet har også flere oprindelseshistorier.
Den første – fejlagtige – oprindelseshistorie gjorde folketingsmand Jens Busk (1848-1908) til ophavsmand i et replikskifte. Imidlertid melder en kilde[1] (med henvisning til en omtale af Marcus Wesenberg[2]), at æren tilhører daværende jyske folketingsmedlem Søren Kjær (1827-1893) i en debat med den konservative Carl Steen Andersen Bille (1828-1898).
Under debatten kom Bille med en påstand, som Kjær afviste med ordene:
"Det benægter a!"
Hertil svarede Bille:
"Det ærede Medlem kan da ikke benægte Fakta?"
Den var selvfølgelig ikke til at svare enkelt på. For dog ikke at fremstå som en afviser af sandheder, men samtidig at markere, at Bille ikke beviste sin påstand, svarede Kjær så de herostratisk berømte ord:
"Jo, hvis dét skal kaldes Fakta, saa benægter a Fakta!"
Citatet er – fejlagtigt, men ofte – blevet tillagt Knud Kristensen, der var Danmarks statsminister kort efter 2. verdenskrig (han havde posten i tidsrummet 7. november 1945 til 13. november 1947). Efter krigen var der flere røster, som talte for at genindlemme dele af Sydslesvig i det danske rige. Knud Kristensen havde store problemer med at repræsentere både regeringens og sin egen holdning til Sydslesvig-problematikken på én og samme tid. I en folketingsdebat 1945 sagde han: "Hvis det er fakta, så benægter a fakta".
Hvis statsminister Kristensen har sagt det, kan han, såvel som de mange andre politikere, således netop have citeret Søren Kjær, frem for selv at omgå konteksten med letsindighed.
[redigér] Eksterne referencer
- ↑ Bevingede Ord (ved T. Vogel-Jørgensen, Gads Forlag, 1963)
- ↑ Marcus Wesenberg, Dansk Postblad 1,7; 1929