Iørn Piø
Iørn Piø (24. august 1927 - 16. februar 1998) var en dansk folklorist.
Efter at være blevet student fra Metropolitanskolen i København i 1946, studerede Iørn Piø dansk og nordisk filologi ved Københavns Universitet, og begyndte desuden på det da nyoprettede fag folkemindevidenskab. Via dette studium kom han i forbindelse med Dansk Folkemindesamling, og han blev i 1955 ansat her som assistent. Efter at have taget magisterkonferens i folkemindevidenskab i 1960 med specialet om Produktionen af danske skillingsviser mellem 1770 og 1821 og samtidens syn på genren (udgivet ved Københavns Universitets Fond til tilvejebringelse af Læremidler i 1969), blev han ansat som arkivar ved Folkemindesamlingen.
Han blev dr. phil. med disputatsen Nye veje til Folkevisen i 1985, hvor han lancerede en teori om, at de fleste såkaldte middelalderlige folkeviser stammer fra tiden 1500-1800. Hans teori er siden blevet udfordret af bl.a. Pil Dahlerup i hendes værk "Dansk Litteratur: Middelalder" bd.2 fra 1998.
Iørn Piøs folkemindeforskning var specielt rettet mod viseforskningen, særligt folkeviserne og skillingsviserne. Dette har resulteret i flere udgivelser, bl.a. Skillingsviser, Studieserien udgivet af Dansklærerforeningen, (1974) 80'er-viser (1980). I 1994 udkom en monografi om skillingsviseforfatteren Julius Strandberg med titlen Visemageren.
I 1987 modtog han Den Populærvidenskabelige Pris for sit virke med at formidle viseforskningen til et bredere publikum.
[redigér] Litteratur
- Interview med Iørn Piø i Siden Saxo, nr. 4, 3. årgang, 1986, s. 21.
- Else Marie Kofod og Eske K. Mathiesen (red.), Traditioner er mange ting, Foreningen Danmarks Folkeminders Skrifter nr. 88, København 1997. ISBN 87-89759-34-6.
