Ib Birkedal Hansen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Niels Rasmus Ib Birkedal Hansen (1909 i Århus - 20. juli 1950) var under 2. verdenskrig den højst placerede dansker i Gestapo. Han var chef for de københavnske stikkere og var en berygtet forhørsleder. Dette gjorde ham, blandt medlemmer af den danske modstandsbevægelse, til en frygtet og hadet skikkelse.

Ib Birkedal Hansen var søn af skolelærer og fik realeksamen i 1924. Efter en periode som sømand fosøgte han sig med en række fejlslagne forretninger. I 1939 blev han idømt tre måneders betinget fængel for bedrageri. I sommeren 1943 rejste han til Tyskland for at søge arbejde. Her opholdt han sig frem til 1943, og arbejdede bl.a for Gestapo i Hamborg. I 1943 blev Ib Birkedal Hansen tolk for Gestapo i København. Han steg hurtigt i graderne, og fik efterhånden en fast gruppe af medarbejdere omkring sig, den såkaldte Birkedalgruppe. Gruppens opgave var at opspore og afhøre eller dræbe danske modstandsfolk. Under afhøringerne benyttede Ib Birkedal sig af systematisk og voldsom brug af tortur, og gruppens effektivitet og brutalitet gjorde den meget berygtet. Efter krigen ansloges det at Birkedalgruppen var involveret i omkring 60% af anholdelserne af danske modstandsfolk.

Efter befrielsen blev Ib Birkedal Hansen eftersøgt i hele Europa og i 1947 pågrebet i Tyskland, som det sidste medlem af Birkedalgruppen på fri fod. De fleste af gruppens medlemmer blev dømt til lange fængselsstraffe eller henrettelse. I 1948 blev Ib Birkedal Hansen dødsdømt og i 1950 som den sidste i Danmark henrettet ved skydning. Ib Birkedal Hansen efterlod sig en hustru og to børn.