Ibn Battuta

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Abu Abdallah Muhammad ibn Battut der til daglig gik under navnet Ibn Battuta var en nordafrikansk pilgrims- og opdagelsesrejsende. Han blev født i Tanger i Marokko den 24. februar 1304, og han døde samme sted engang i 1377. Bedst kendt er han for sine rejser, som han har beskrevet i sin egen rejsedagbog, der blev dikteret til Mohammed Ibn Yuzaj (el. Ibn Juzayy), der nedskrev dem i et 1000 sider lang rejsebeskrivelse, hvorfra denne beretning stammer.

Titlen på dette skrift lyder i engelsk oversættelse A Gift to Those Who Contemplate the Wonders of Cities and the Marvels of Travelling, men ofte refereres det blot som Rihla (=Rejsen). På trods af at store dele af rejsebeskrivelsen må betragtes som delvis fiction, giver Rihla alligevel den mest omfattende beskrivelse af store dele af verden i det 14. århundrede.

På grundlag af Rihla er det opgjort, at Ibn Battuta har tilbagelagt mere end 120.000 km, langt mere end Marco Polo, en rekord, som først blev overgået i dampskibenes og jernbanernes tidsalder. Undervejs gennemrejste han mere end 44 lande (dvs. moderne lande).

Da Ibn Battuta startede sin pilgrimsfærd var han alene, men senere rejste han fortrinsvis med et større følge, og han udviklede en evne til at omgive sig selv med stadig større velstand og stadig flere velbehageligheder.

Opvækst[redigér | redigér wikikode]

Man ved ikke meget om Batuttas barndom, men allerede som 21-årig brød han op fra familien og drog mod Mekkahadj (pilgrimsfærd). Familien Battuta havde traditioner for uddannelse som jurister, dommere eller qadi´er. Han blev også selv uddannet jurist og skriftkyndig (inden for Islam) og han studerede aktivt under varierende ophold under sin rejse (bl.a. i Mekka). Det var også varierende funktioner som dommer og juridisk fortolker af Islam, der sikrede hans levebrød under den lange rejse.

Rejser[redigér | redigér wikikode]

I årene 1325 til 1354, altså omtrent 30 år, varede den rejse, der startede som en pilgrimsfærd til Mekka, og herunder rejste Ibn Battuta længere end noget andet menneske før dampskibenes og jernbanernes tid.

Pilgrimsrejse til Mekka[redigér | redigér wikikode]

Ibn Battuta rejste via Nordafrika og Ægypten og over Jerusalem til Damaskus. Derfra tog han med karavane til Medina og siden til Mekka. Hjemturen gik gennem Ilkhanens rige i det nuværende Irak og Iran. Battuta rejste fra Mekka til Najaf (kaliffen Alis begravelsessted), og derfra til Basra og Isfahan. Så gik turen videre til Shiraz og Bagdad, og derfra med karavane til Tabrizsilkevejen. Endelig vendte han tilbage til Mekka og havde et års ophold dér.

Rejse til Afrika[redigér | redigér wikikode]

Så rejste Ibn Battuta med skib gennem det Røde Hav til Aden. Derfra ned langs den østafrikanske kyst til Ætiopien, Mogadishu, Mombasa, Zanzibar og Kilwa. Han vendte tilbage til Sydarabien og derfra til Oman og Hormuzstrædet. Så rejste han atter til Mekka og blev der et år.

Via Konstantinopel til Delhi[redigér | redigér wikikode]

Den næste rejse skulle gå til sultanen af Delhi. For at skaffe sig en tolk, tog han først til Anatolien, hvor han fulgte en karavane, der skulle til Indien. Men en sørejse fra Libanon førte ham til Alanya i Lilleasien, og derfra tog han til sydkysten af Sortehavet ved Sinope. Efter at have krydset Sortehavet, nåede han KaffaKrim. Tilfældigt mødte han en karavane under Usbeg, Den Gyldne Hordes khan og fulgte med den til Astrakhan. Derfra rejste han til Konstantinopel, som han nåede i slutningen af 1332. Her så han Hagia Sophia udefra og mødte kejser Andronikos 3. Derefter vendte han tilbage til Astrakhan og rejste videre nord om det Kaspiske hav og Aralsøen til Bokhara og Samarkand. Så rejste han til Afghanistan og derfra via bjergpassene til Indien. På grund af sin uddannelse som jurist i Mekka fik Battuta en langvarig ansættelse hos sultanen i Delhi, Muhammed Tuguluq.

Rejse til Kina[redigér | redigér wikikode]

Efter nogen tid bestemte han sig for at lave en ny rejse til Mekka, men sultanen tilbød ham en anden mulighed: at rejse til Kina som ambassadør. På vej til kysten blev hans selskab angrebet af hinduistiske oprørere, og han blev berøvet alt og skilt fra de andre. Det lykkedes ham at indhente sine rejsefæller i løbet af to dage og de fortsatte til Cambay. Derfra sejlede de til Calicut. Her blev to af hans tre skibe ødelagt af storm, og det tredje blev beslaglagt som strandingsgods på Sumatra. Efter en tid fortsatte han mod Kina via en omvej over Maldiverne, hvor han blev i ni måneder. Derefter rejste han til Sri Lanka, men på den videre færd blev han angrebet af sørøvere, måtte gå i land og rejse tilbage til Calicut. Derfra igen til Maldiverne og så med en kinesisk skib til Chittagong, Sumatra, Vietnam og endelig Quanzhou i Sydkina. Endelig rejste han til Hangzhou (nær Shanghai).

Over Damaskus og den sorte død til Mekka[redigér | redigér wikikode]

Vel tilbage i Quanzhou besluttede Ibn Hattuta at rejse hjem. Først til Calicut og så via Hormuz og Iraq til Damaskus, hvor pesten rasede. Her hørte han, at faren var død, men rejste dog først videre til Palæstina og Mekka. Her bestemte han sig til at vende hjem til Marokko næsten et kvart århundrede efter at have forladt landet – dog ikke uden en omvej over Sardinien. Hjemme i Tanger fik han at vide, at også moderen var død.

Til Spanien og hjem[redigér | redigér wikikode]

Han rejste til Al-Andalus, det muslimske Spanien, hvor Alfonso 9. af Kastilien var tæt på at erobre Gibraltar. Ibn Battuta ville deltage i forsvaret af havnen, men da han nåede dertil, var Alfonso død af pest, og Gibraltar var ikke længere truet. Battuta fortsatte så for sin fornøjelses skyld via Valencia til Granada. På vejen hjem besøgte han Marrakech, som var næsten folketom efter pesten, og derfra vendte han hjem til Tanger.

Gennem Sahara[redigér | redigér wikikode]

I efteråret 1351 forlod Ibn Fattuta Fez og nåede Sigilmasa. Derfra gik vejen over saltbyen Taghaza midt i ørkenen. Videre gennem den værste del af ørkenen til Walata i Maliriget. På den videre tur mod sydvest fulgte han Nigerfloden, som han mente måtte være Nilen. Endelig kom han til Timbuktu, som endnu var en lille, ubetydelig by. På vejen hjem fik han i Agades besked om, at sultanen af Marokko beordrede ham hjem. Han nåede dertil i december 1353, og dermed sluttede hans sidste rejse.

Erindinger og alderdom[redigér | redigér wikikode]

På opfordring af sultan Abu Inan dikterede Ibn Battuta sine erindringer til digteren Mohammed Ibn Yuzaj. Resultatet blev hans Rihla (= rejsetekst), som er én af de mest præcise skildringer af det 14. århunredes verden – selv om han ind imellem pynter lidt på virkeligheden. Efter at have fuldført beretningen, levede han endnu i 22 år, hvor han var højt agtet i sin hjemegn.

Ibn Battuta som kilde[redigér | redigér wikikode]

Battuta var afgjort ikke nogen historiker, men hans rejseskildringer kan alligevel bruges som en øjenvidneskildring af forholdene midt i det 14. århundrede. Han var en skarpsindig journalist og et glimrende øjenvidne — for eksempel oplevede og beskrev han den sorte død i Damaskus i 1348. Det væsentlige er, at her får man en skildring af den civiliserede verden, set med en troende muslims øjne. For europæere var perioden en brydningstid med begyndende renæssance i Norditalien, samtidig med det meste af Europa befandt sig i Middelalderen. Hvorimod dele af den islamiske verden befandt sig på et kulturmæssigt højdepunkt. Battuta kunne rejse fra Tanzania til Centralasien eller fra Spanien og til Beijing og mange steder være heldig bl.a. at møde arabisk talende medmennesker.

Battuta foretrak muslimske lande, men han besøgte ganske vist en del andre som det byzantiske rige, Konstantinopel, indien, asien, kina, selv Hagia Sophia-kirken vovede han sig ikke indenfor i. Desuden havde disse lande den ulempe, for ham, at han ikke kunne forvente at finde nogen, som talte arabisk.

Betydning for eftertiden[redigér | redigér wikikode]

I flere århundreder var hans bog ukendt – selv i den islamiske verden – og den blev først genfundet i det 19. århundrede og oversat til mange sprog. Battutas Rihla er en interessant skildring af steder og mennesker, og den viser en "moderne" personlighed med et åbent og modtageligt, nysgerrigt sindelag, præget af fromhed og stor tolerance.

Det er heldigt, at man har bevaret dette menneskes oplevelser af det, der vel var samtidens mest civiliserede del af verden. Det giver baggrund for at forstå handlemønstre og forståelseshorisonter blandt nutidens muslimer.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ibn Battuta: Reisen bis ans Ende der Welt 1325 – 1353, 1985 ISBN 3-522-60050-9
  • Thyge C. Bro: Ibn Battuta – En arabisk rejsende fra det 14. århundrede, Gyldendal 2001, ISBN 87-00-48238-2
  • Ross E. Dunn: The Adventures of Ibn Battuta : A Muslim Traveller of the 14th Century, 1990 ISBN 0-520-06743-6
  • H. A. R. Gibb (ed.): The Travels of Ibn Battuta: A. D. 1325-1354, 1994 ISBN 81-215-0614-X
  • Susan Whitfield: Life along the Silk Road, 2001 ISBN 0-520-23214-3

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]