Idéhistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Idéhistorie er tænkningens historie. Det drejer sig om, hvordan forskellige idéer gennem tiden er kommet til udtryk hos hvem, hvornår og hvor, samt hvilken udvikling og betydning de eventuelt har haft. Idéhistorie er en tværfaglig disciplin, hvor man angriber idéer fra forskellige vinkler og bl.a. ser på, hvilken indflydelse idéerne har haft på samtiden samt den kulturelle og samfundsmæssige udvikling - eksempelvis kan man undersøge, hvordan sociale, økonomiske, politiske, teknologiske, religiøse strømninger på et givent tidspunkt har haft indflydelse på en idés opståen, udformning og udvikling.

Genren idéhistorie har været kendt siden antikken, og den kommer til udtryk som refleksion over og tilbagevisning til tidligere tænkning inden for et givent område, der evt. forholdes til egen tænkning og samtid. Disciplinen idéhistorie vinder derimod først frem med institutionaliseringen af idéhistorie som fag i det 20. århundrede, hvor man går metodisk til værks efter bestemte videnskabelige normer, når man undersøger et givent område. Den idéhistoriske genre findes i alle kulturer, hvor der er blevet reflekteret over tidligere idéer, men selve disciplineringen af idéhistorien er et vestligt fænomen. Der findes forskellige måder hvorpå man kan anskue idéhistorie som disciplin, hvilket gør det komplekst at beskrive den.

Følgende er nogle eksempler på metodiske tilgange til idéhistorien:

  • Idéhistoriedisciplinens fader Arthur O. Lovejoy var fortaler for en tilgang, der beskæftiger sig med enhedsidéer. Denne tilgang går ud på, at der er universelle idéer, der findes uafhængigt af tid og sted og på et tidspunkt bliver genstand for menneskelig opdagelse. Selve sproget har en stor rolle, da det er grundlaget for menneskers virkelighedsopfattelse og mulighed for at give udtryk for idéerne. Idéhistoriens grundlægger i Danmark, Johannes Sløk, var også tilhænger af denne tilgang. Metoden er dog ikke længere udbredt, da der ikke længere er konsensus om, at man kan tale om idéer som selvstændige entiteter, men at disse kun opstår i en menneskelig kontekst.
  • Cambridgeskolen, eller historisk kontekstualisme, er repræsenteret af bl.a. Quentin Skinner. Denne retning går ud på, at idéhistorikeren skal søge at forstå en given tekst ud fra den konkrete kontekst, den er skrevet i, og hvilken mulig hensigt forfatteren havde med den.
  • Begrebshistorien blev udviklet af Reinhart Koselleck, og her undersøger idéhistorikeren begreber. Herunder hvordan begreberne påvirker, er afhængig af hinanden samt ændrer sig over tid. Eksempelvis hvordan betydningen af begrebet frihed har ændret sig over tid i forskellige kulturelle sammenhænge.
  • En fjerde tilgang er kendt som genealogisk intellektuel historie. Denne metode er fremført af Michel Foucault og handler om, hvordan teoretiske og institutionelle praksisser, historisk set, danner ramme om hvad der overhovedet er muligt at tænke.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I 1967 blev idéhistorie grundlagt på Århus Universitet, og universitetet har siden da været det eneste, der har udbudt faget i Danmark. I 1968 gik studenterne på barrikaderne og demonstrerede for at få større studenterindflydelse, og i 1970 nåede bevægelsen til Århus. Idéhistorie blev nu et meget socialistik fag, hvor der blev undervist i bl.a. Karl Marx. Grundet den meget kommunistiske[bør uddybes] [Kilde mangler] læseplan dalede antallet af ansøgere til faget. For at modvirke dette startede man i 1983 publiceringen af tidsskriftet Slagmark, hvor der offentliggøres idéhistorisk forskning, og interessen for faget steg igen. I starten af 2000'erne blev antallet af humanistiske discipliner reduceret grundet økonomiske problemer, og idéhistorie blev i 2004 fusioneret med filosofi. I dag holder “Institut for filosofi og idéhistorie” til i Nobelparken ved Århus Universitet.

Personer[redigér | redigér wikikode]

Arthur Lovejoy (1873-1962) var amerikansk filosof og idehistoriker. Han var den første til at institutionalisere idehistorie. Han mente, at den intellektuelle verden stod over for to store udfordringer i 1930’erne. For det første stod det klart, at det ikke var muligt at opnå en endegyldig filosofisk erkendelse, og for det andet eksisterede der en specialisering inden for de humanistiske fag, der medførte en splittelse mellem fagene. Ifølge Lovejoy var idehistorie løsningen på begge problemer. Idehistorien skulle være et alternativ til filosofien. Med idehistorie blev det ideerne og ikke opnåelsen af en endegyldig erkendelse, der blev set som den drivende kraft i historiens udvikling. Løsningen på det andet problem var, at idehistorie, som studiet af ideer på tværs af forskellige områder, kunne samle de humanistiske fag.

Johannes Sløk (1916-2001) var dansk teolog, idéhistoriker, filosof og debattør. Han var i 1967 med til at grundlægge idéhistorie som universitetsfag på Aarhus Universitet, og var her tilknyttet som professor til 1977. Johannes Sløk fandt, at der var to slags forskningsopgaver for idéhistorie – den vertikale og den horisontale. For den vertikale gjaldt det, hvilke sammenhænge der kunne findes mellem samtidigt eksisterende regionale idéer. For den horisontale gjaldt det, hvordan idéerne havde ændret sig igennem det historiske forløb. Det betød både hvilke funktionsændringer de havde gennemgået og hvilke skift idéernes indhold havde taget. Johannes Sløk så helt specifikt idéhistoriens målsætning, som et samarbejde på tværs af forskningsfelterne, for at skabe klarhed over hvad kultur egentlig er.

Reinhart Koselleck (1923-2006) var tysk historiker og grundlægger af begrebshistorien som disciplin. Han beskæftigede sig med historiske grundbegreber og fremhævede, at man ikke kan komme uden om sproget, hvis man ønsker at nærme sig en forståelse af fortiden. Sprogets begreber indgår i historisk forandring og samtidig bærer de på historie. Begrebshistorie er en form for idehistorisk praksis idet man undersøger begreber, som udtryk for ideer, over tid. [1]

Michel Foucault (1926-84) var fransk filosof og idéhistoriker. Han lod sig inspirere af tænkere som Hegel, Marx, Heidegger, Freud og Nietzsche. Han gjorde sig fx bemærket med ideen om, at historien ikke præges af sammenhæng og udvikling men af brud og tilfældigheder. Desuden fremsatte han også tesen om ”menneskets død”, der påstod, at der inden for en diskurs findes autonome kræfter, som indskrænker menneskets frihed til at ytre sig. Han fokuserede meget på diskursive netværk, som han mente i højere grad ligger til grund for diverse magtforhold end materielle relationer og autoriteter. [2]

Quentin Skinner (1940-) er politisk idéhistoriker og dimitterede fra Cambridge University i 1962, hvor han læste filosofi og politisk teori. I 1969 skrev han artiklen ’Mening og forståelse i idéhistorien’ hvor han stærkt kritiserer den daværende tilgang til faget og forsøger at gøre op med tanken om enhedsidéer og tendensen til kanonisering i idéhistorien. Skinner ønsker en grundigere tilgang til historien, hvor fokus i højere grad er på tænkerens intention i den historiske kontekst. Han anses som hovedmanden i den bevægelse inden for idéhistorien, som kaldes intellektuel historie. [3]

Uddannelse[redigér | redigér wikikode]

Bacheloruddannelse på Idéhistorie - Aarhus Universitet

Bacheloruddannelsen sammensættes af 2 eller 2¼ år på grundfaget og derefter 1 eller ¾ år på et andet fagområde - det der nedenfor kaldes hhv. HUM-fag (tværhumanistisk valgfagsudbud) og tilvalg. Omfanget af studiet opgøres i ECTS point (European Credit Transfer and Accumulation System), hvor 60 ECTS point udgør et fuldtidsstudium. HUM-fag udvalget ændres år for år, og i 2013 kunne man vælge mellem så forskellige ting som “Balkan for begyndere”, “Søren Kierkegaard som prisme” og “Language and Cognition”.

På tilvalgsfaget, som ligger på 5. og 6. semester, kan man målrette sin bacheloruddannelse til den kandidat, man senere gerne vil ind på. Tilvalget åbner op for andre kandidatuddannelser.

På dette link ses fordelingen af fag på bacheloruddannelsen. [1] Vil man se mere om fordelingen, målene og eksamensforholdene for de enkelte fag, kan man bruge linket for Idéhistories studieordning. [2]

Kandidatuddannelsen på Idéhistorie - Aarhus Universitet

Man kan få adgang til kandidatuddannelsen på Idéhistorie enten via bacheloruddannelsen i Idéhistorie eller bacheloruddannelsen i Filosofi. Det kan også lade sig gøre med andre bacheloruddannelser på dispensation efter en individuel vurdering. Kandidatuddannelsen er normeret til 2 år, og der er 3 forskellige linjer man kan vælge imellem, der alle er på 4 semestre. Semestrene senest har set ud på de tre linjer via dette link: [3] I kandidaten indgår specialeskrivning og profilering af uddannelsen.

Uddannelsen Idehistorie i andre lande

Det varierer fra universitet til universitet og fra land til land, præcist hvad uddannelsen omhandler og beskæftiger sig med.

  1. Uppsala Universitet: [4]
  2. Oslo Universitet: [5]
  3. Cambridge University: [6]

Forskning[redigér | redigér wikikode]

Den idéhistoriske forskning spænder bredt, og berører mange vidt forskellige videnskabelige, sociale og kulturelle emner. Det marxistiske udgangspunkt, som den danske idéhistorie var kendt for i 1970’erne, er blevet afløst af et mere tværfagligt og mangfoldigt fokus. Siden 1990’erne har den danske idéhistorie desuden været præget af et noget mere internationalt perspektiv end tidligere.

Aktuelt ses der en tendens til at den idéhistoriske forskning udvides, både nationalt og internationalt. Interessen går ikke længere kun på de klassiske tænkere, men man beskæftiger sig nu med et væld af kilder der repræsenterer et bredt udvalg af forskellige aktører, geografiske områder og tidsperioder.

Eksempler på idéhistorisk forskning er f.eks. projektet ECORA, der behandler forholdet mellem økonomi, religion og videnskab, eller det tværfaglige projekt Interdisciplinary Evolution Studies. Andre idéhistoriske emneområder er f.eks. modernitet, vores kropsopfattelse eller den danske enevælde. Mulighederne er i princippet næsten ubegrænsede.

Idéhistoriske forskere er stærkt repræsenteret i tværfaglige forskningsprojekter, hvor der f.eks. samarbejdes med psykologer, antropologer, økonomer, historikere, biologer, arkæologer og fysikere. De beskæftiger sig især med projekter, hvor man arbejder med tværfaglige og omsiggribende problemstillinger, som f.eks. globalisering, retfærdighed, velfærd eller bæredygtighed.

Formidling[redigér | redigér wikikode]

Formidlingen af idéhistorisk viden sker på mange platforme og på mange forskellige niveauer i Danmark. Idéhistorie indgår typisk i tværvidenskabelige og tværfaglige sammenhænge. Det kan gøre det svært at finde et rent idéhistorisk projekt, men det, som idéhistorie netop kan, er at belyse sammenhænge på tværs af tid og emner, og derfor er det relevant både for den almene dannelse og som aktør i forskningsprojekter.

Følgende er eksempler på formidlingsprojekter og -typer, hvor idéhistorisk viden spiller en central rolle.

Bøger og tidsskrifter

Der er siden 1961 skrevet og udgivet tre større danske opslagsværker om idéhistorie. Alle er de skrevet for at skabe et overblik over den europæiske idehistorie, og for at formidle et tværfagligt og til tider svært tilgængeligt stof, videre i en mere overskuelig form.

  • Svend Erik Stybe: Idehistorie – vor kulturs ideer og tanker i historisk perspektiv. (1961)
  • Johannes Sløk, Erik Lund, Mogens Pihl: De Europæiske ideers historie (1962)
  • Hans-Jørgen Schanz: Europæisk idehistorie - historie, samfund og eksistens. (2002)
  • Tankens Magt - Vestens idéhistorie af Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen og Frederik Stjernfelt. Et opslagsværk der er inddelt i ni kronologiske perioder, og hver periode er opdelt i syv områder: teknologi, naturvidenskab, politik og ret, æstetik og kunst, religion og teologi, sprog og samfund, filosofi og menneske.
  • Dansk naturvidenskabs historie - Af Helge Kragh, Henry Nielsen, Kristian Hvidtfelt Nielsen og Peter Kjærgaard. Redaktørerne modtog i 2007 H.O. Lange-prisen for særlig indsats for forskningsformidling.
  • Det danske idehistoriske tidsskrift Slagmark har eksisteret siden 1983 og opstod i miljøet omkring institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Slagmark dækker hovedområderne indenfor den vestlige idéhistorie og udkommer tre gange om året.
  • Semikolon og Tingen - Studenterblade der henvender sig til især bachelor- og kandidatstuderende ved Idéhistorie.
  • Journal of the History of Ideas - det ældste og mest anerkendte internationale tidsskrift.
Internetbaseret formidling

[www.evolution.dk]/[www.darwinarkivet.dk] - Sidens hensigt er at formidle både evolutionens historie og den nyeste forskning, samt at afkræfte de mest almindelige misforståelser og myter om evolution. En hjemmeside med mere bred formidling er [baggrund.com], som er drevet af studerende.

Undervisning og folkeoplysning
  • Højskoler - På de danske folkehøjskoler er der gennem knap 200 år blevet lagt stor vægt på den almene dannelse. I den forbindelse spiller idéhistorie en stor rolle, da der gennem den kan formidles viden om emner som filosofi, kultur, politik, samfund og historie. En af de højskoler med særlig tradition for idéhistorisk formidling er Testrup Højskole.
  • Danskernes akademi - tv- og internetbaseret vidensformidling, hvor flere idéhistorikere har bidraget med offentlige forelæsninger.
  • Folkeuniversitetet - folkeoplysning på akademisk niveau.

Karrieremuligheder[redigér | redigér wikikode]

Faget idéhistorie rummer stor tværfaglighed og med en kandidatuddannelse i idéhistorie, er der mulighed for at gå mange –og vidt forskellige veje karrieremæssigt. Der er til dags dato ingen institution eller virksomhed, udover Aarhus Universitet, der opererer med stillingsopslag direkte rettet mod idéhistorikere, hvorfor idéhistorikeren selv må overveje og tilpasse sine kompetencer til arbejdsmarkedet.

Her er en liste over de fem mest almindelige karriereveje som kandidater i idéhistorie vælger [7]:

1. Undervisning: Der er mulighed for at blive underviser på gymnasier, højskoler, universiteter, seminarer og biblioteksskoler. Mange af underviserne i idéhistorie på Aarhus Universitet er også aktive forskere, og forsker i det område som de også underviser i [8].

2. Kommunikation og IT: Der er også arbejde at finde i denne branche, eksempelvis som rådgiver, forfatter og informationsarbejder.

3. Administration: Da idéhistorikere har stor tværfaglig viden, kan de også få job inden for offentlig administration.

4. Kunst og kultur: Der er også idéhistorikere ansat som kulturmedarbejdere på aviser og på tv-kanaler, i forlagsbranchen og på kulturinstitutioner.

5. Forskning: En idéhistoriker kan søge et ph.d. stipendium, enten på universiteter eller i samarbejde med en virksomhed.

Med en bachelorgrad i idéhistorie er der mulighed for at tage et pædagogikum og dermed kvalificere sig til at undervise i filosofi på gymnasieniveau. Der er også mulighed for at læse videre på kandidatuddannelse inden for det humanistiske område.

Link til beskæftigelsesprocent: [9]

En idéhistorisk opgave[redigér | redigér wikikode]

En idéhistorisk opgave kan problematisere og anskueliggøre begivenheder eller ideer, der optræder som hævdvundne sandheder; den danske nationalforståelse, ideen om det gode liv og menneskerettigheder. Den idéhistoriske opgave spænder vidt og er relevant samt betydningsfuld for et samfunds selvrefleksion og udvikling.

Følgende titler er eksempler på opgaver, der er blevet skrevet på idéhistorie:

  • Sexarbejder eller luder? Prostitution i den vestlige verden - debat og italesættelse
  • Forbrugerens rolle i modeverdenen
  • Jagten på det gode liv
  • Mødet med den vilde eskimo
  • Propagandaens Idé
  • Hverdagsvoldens Psykopatologi
  • Islam og menneskerettigheder
  • Dansk national identitet i en globaliseret verden - kosmopolitik og national identitet i en dansk sammenhæng
  • Revolution i sig selv - En kritisk analyse vor tids subjektsopfattelse med udgangspunkt i fænomenerne depression og coaching
  • Kina og konfucianismen - En idéhistorisk analyse af konfucianismen i det kommunistiske Kina
  • Hermeneutisk fænomenologi som religionsæstetisk metode?

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • http://baggrund.com/idehistorie/
  • "Institut for Idehistorie 1967-2004", Slagmark nr. 50
  • http://dac.medarbejdere.au.dk/fileadmin/www.medarbejdere.au.dk/hovedomraader/Arts/HUM-fag_med_stamfag_06062013.pdf]
  • [10]
  • Begrebshistorien efter Reinhart Koselleck, Slagmark nr.48, 2007
  • Kjærgaard, Peter C. (2008) Et spadestik dybere - præsentation af 10 filosofiske discipliner, Idé- og videnskabshistorie
  • Sløk, Johannes (2008) Gud, menneske, kosmos: Om idéhistorie, Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København.
  • Ifversen, Jan (2007): "Begrebshistorien efter Reinhart Koselleck", Slagmark nr.48, Lassen, Frank Beck
  • The Times Higher Education Guide: “Most cited authors of books in the humanities, 2007” (2009)
  • Skinner, Quentin (2009): Politik og historie, 1. udgave, København K, Hans Reitzels Forlag

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Se evt: http://historiskmetode.weebly.com/uddybning-af-begrebshistorie.html
  2. Se evt: http://www.timeshighereducation.co.uk/405956.article
  3. Se evt: Temp - Tidsskrift for historie nr. 4 (2012): “Intellektuel historie” af Mikkel Thorup http://www.temphist.dk/?page_id=300