Iljusjin Il-102
| Il-102 | |
 |
|
| ' | |
| Type | jagerbomber (prototype) |
| Besætning | 2 |
| Jomfruflyvning | 25. september 1982 |
| I aktiv tjeneste | |
| Udgaver | |
| Fabrikant | Iljusjin |
| Brugere | |
| Krige | |
| Dimensioner | |
| Specifikationerne gælder for: |
Il-102 |
| Længde | 17,75 m |
| Spændvidde | 16,98 m |
| Højde | 5,08 m |
| Vingeareal | 63,50 m² |
| Halerotordiameter | {{{halerotor}}} |
| Tomvægt | |
| Lasteevne | |
| Maksimal startvægt | 22.000 kg |
| Motor | 2× Klimov RD-33I turbofanmotorer |
| Motorydelse | |
| Ydeevne | |
| Tophastighed | 950 km/t |
| Marchhastighed | |
| Rækkevidde | 1.000 km (operativ rækkevidde) |
| Tophøjde | |
| Stigeevne | |
| Bevæbning | |
| Skyts | {{{skyts}}} |
| Bomber | |
| Missiler | |
| Raketter | |
| Andet | Optil 7.200 kg våbenlast |
| Elektronik | |
Iljusjin Il-102 var en tosædet jagerbomber udviklet i Sovjetunionen. Konceptuelt beskrives Il-102 gerne som det sidste i en række jagerbombere udviklet af Iljusjin i en linje som kan trækkes tilbage til den anden verdenskrigs Iljusjin Il-2. Il-102 blev i 80'erne forsøgt udviklet som et alternativ til Sukhoj Su-25, flytypen der allerede én gang var blevet valgt foran frem for forgængeren Il-102, men lykkedes ikke. I 1993 fik Il-102 tilsyneladende en sidste chance, da Ruslands daværende vicepræsident Aleksandr Vladimirovitj Rutskoj gav sin støtte til videre udvikling, men med hans arrestation efter kupforsøget i oktober 1993 blev også dette kapitel lukket.
Indholdsfortegnelse |
Baggrund og udvikling [redigér]
Il-102 har sin baggrund i den prosjekterede Il-42 som ved slutningen af 60'erne blev præsenteret som et alternativ til blandt andet Sukhoj Su-25 i konkurrencen om en ny jagerbomber til Sovjetunionens luftvåben. Il-42 var i høj grad baseret på den tidligere Iljusjin Il-40, der blev aflyst i 1956, men skulle udstyres med nye motorer, moderne avionics og våbensystemer. I 1969 blev Sukhoj Su-25 valgt til videre udvikling, og Il-42 kom aldrig længere end til tegnebrættet.
Iljusjin fortsatte imidlertid at arbejde på projektet på eget initiativ, og i 1980 begyndte man at bygge en prototype til hvad der havde fået betegnelsen Il-102. Og til trods for politiske forhindringer, på et tidspunkt havde man til og med fået ordre om at ødelægge prototypen, gennemførte Il-102 sin første flyvning 25. september 1982.
Il-102 gik igennem et evalueringsprogram uden større problemer og viste sig at fungere efter forventningerne. Den havde nogle fordele i forhold til Su-25, blandt andet kunne den tage en meget større våbenlast, men var i de fleste andre henseende sammenlignelig eller Su-25 underlegen. Man kom også frem til at et mandskab på to var unødvendigt, og 29. december 1987 fløj Il-102 for sidste gang.
Beskrivelse [redigér]
Il-102 var et lavvinget monoplan med to motorer og et mandskab på to. Til forskel fra tidligere sovjetiske jagerbombere, indbefattet Sukhoj Su-25, var flyet ikke bygget op omkring et pansret "badekar", men havde i stedet panseret placeret systematisk til beskyttelse af besætning, motorer og andre vitale dele. Vingerne var pilvingede og havde en tyk profil der gav plads til tre bomberum i den indre sektion af hver vinge. Il-102 var udstyret med et navigations- og våbensystem som gjorde at flyet kunne flyve operative togter også om natten og under dårlige vejrforhold.
Il-102 var udstyret med to Klimov RD-33I turbofanmotorer, der var almindelige Klimov RD-33 motorer uden efterbrænder. Motorene til Il-102 var derimod udstyret med drejbare jetdyser der kunne vendes nedad både under start og under flyvning.
Skyts [redigér]
Il-102 var udstyret med en GSj-30 2×30 mm kanon placeret i en position under bugen der kunne bevæges indtil 15° nedad. I halen var det placeret en GSj-23 2×23 mm kanon der blev fjernstyret af skytten fra det agterste cockpit.
Flyet var udstyret med i alt 14 fæstepunkter til våbenlast, 6 interne i bomberummet, tre inde i hver vinge, og 8 eksterne, tre under hver vinge og to under bugen. I alt kunne Il-102 bære en våbenlast på 7.200 kg, hvoraf 2.300 kg blev båret internt. Våben som kunne benyttes, inkluderer bomber på op til 500 kg hver, ustyrede raketter, luft til jord-missiler og luft til luft-missiler.
Billedgalleri [redigér]
-
Pilotens cockpit
-
Il-102 havde tre fæstepunkter under hver vinge for ekstern våbenlast
-
Bomberummene i vingerne. Il-102 havde i alt seks bomberum, tre i hver vinge
-
Il-102 var udstyret med en dobbeltløbet GSj-23 kanon i halen, fjernstyret fra det agterste cockpit
Kilder [redigér]
- Gordon, Yefim; Dmitrij Komissarov, Sergej Komissarov. OKB Ilyushin. ISBN 1-85780-187-3.
- Encyclopedia of World Military Aircraft. Aerospace Publishing. ISBN 1-874023-95-6.
(1994) "Ilyushin Il-102" – World Air Power Journal , nr. 17, s. 24−29.
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
