Immigration

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Andel indvandrere 2005 (kilde: FN).
Ingen oplysning
mere end 50%
20% til 50%
10% til 20%
4% til 10%
1% til 4%
mindre end 1%


Immigration er betegnelsen for indvandring. Det bruges i mange sammenhænge, men ikke mindst når talen er om mennesker fra ét land, der flytter til et andet land. Set fra den modsatte synsvinkel er der tale om emigration, altså udvandring.

En person, der udvandrer, betegnes emigrant, mens en person, der indvandrer, kaldes en immigrant – disse begreber dækker altså det samme, blot med modsat synsvinkel.

Immigration kan skyldes flere forhold:

  • Interessen for et andet land, end det man kommer fra – for eksempel fordi man forestiller sig, at man har bedre muligheder i det nye land end i det gamle.
  • Man er forfulgt af en eller anden grund i sit nuværende land og derfor flygter – i så fald er mållandet ikke helt så vigtigt.

En førstegenerationsindvandrer er den første generation af en familie til at bosætte sig i et givent land.

Almindeligvis kan førstegenerationsindvandrere, som kom til landet som små, snakke både deres eget og deres nye lands modersmål uden mærkbar accent. I modsætning hertil er en andengenerationsindvandrere, der er et barn af en førstegenerationsindvandrer, og modsat deres forældre er de selv født i landet.

Immigration i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I tiden før 1960'erne havde Danmark kun haft en meget begrænset indvandring, denne indvandring bestod primært af jøder, polakker, hollændere, huguenotter og tatere.

Jøder[redigér | redigér wikikode]

I 1622 gav Christian den fjerde tilladelse til, at de første jøder kunne bosætte sig i Glückstadt. Der var tale om et par håndfulde, og først hundrede år senere, i 1722 kunne den første jøde Simon Lazarus, efter erhvervelse af lejebrev, åbne sin forretning i København. Omtrent samtidigt kom dekretet om, "at ingen jøde måtte bosætte sig i Danmark, medmindre han enten ejer 1.000 rigsdaler og bygger et hus – eller indretter et manufaktur" (en forretning eller fabrik). Nogle af de første jøder her til lands lånte ofte kong Christian likvider i form af kontanter og juveler og bragte i det hele taget mange værdier med sig. Kongen betalte derfor ofte gælden af med krongodser. Derfor ser vi tidligt jøder rundt om på de danske godser.

I 1788 fik jøderne adgang til håndværkerlavene, altså først 166 år efter den første jødes ankomst. I året 1800 registreredes det, at i alt 1.500 jøder var bosiddende i Danmark, med andre ord: På 178 år var der i gennemsnit indvandret 8 mennesker af jødisk herkomst. I 1814 konstateredes i alt 2.400 jøder – heraf 750 voksne mænd. Disse mænd havde tilsammen grundlagt eller ejede 34 fabrikker. 25 af dem var grossister, 50 var studerende eller læger og 140 var håndværkere med egen forretning.

Pogromer i Polen og i Rusland først i 1900'tallet førte større bølger af jøder til Danmark. Fra 1870 og frem til 1921, altså på 51 år – kom der 3146 jøder til Danmark, så det samlede tal i 1922 var nået op på 5.876. Nazisternes magtovertagelse i Tyskland førte endnu 1.400 hertil, og ved starten af 2. verdenskrig boede her i Danmark knapt 7.000 jøder. Af disse var cirka 1.000 tyske flygtninge. I dagene omkring den 1. oktober 1943 flygtede tusinder af jøder, hjulpet af kristne og jødiske landsmænd, over Øresund.

I dag er antallet af jøder ca. 5.000. Samlet facit af jødisk indvandring kan altså opgøres således: På 373 år er der cirka 7.000 jøder i Danmark – svarende til en årlig gennemsnitsindvandring på 19 personer.

Polakker[redigér | redigér wikikode]

Polakkerne kom primært (ligesom i dag) til Danmark som arbejdskraft, dette skete hovedsageligt i høstsæsonen. Ikke mindst i roekampagnerneLolland-Falster, men også som høstkarle og piger rundt om i landet. Beslutningen om at rejse til Danmark for at arbejde i en sæson var derfor en ikke særlig afgørende eller alvorlig beslutning for en ung polak: Han eller hun skulle jo hjem til jul!

I perioden 1893 til 1930 altså over 37 år rejste 91.133 polakker, heraf var 95 procent sæsonarbejdere, og rejste hjem igen. På 102 år blev cirka 5.000 polakker bosidende i Danmark, hvilket svarer til en årlig gennemsnitsindvandring på 49 personer.

Hollændere[redigér | redigér wikikode]

1518 kom de første hollændere til Danmark, og tre år senere fik i alt 184 hollændere privilegier på Amager. Denne – efter vore begreber noget begrænsede indvandring, skabte straks røre, og i 1522 forfattede rigsrådet et klageskrift til kongen, hvori han med tilladelse til indvandringen påståedes at "ville have fordærvet købstadsmænd og besat købstæderne med hollændere og andet skarnsfolk". Kongen turde ikke andet end at tage klagerne til efterretning, og fordrev i 1523 atter halvdelen og bestemte, at de danske bønder skulle vende tilbage til deres gårde på Amager. Nogle blev dog på øen. Især i Store Magleby, enkelte i Dragør, andre slog sig ned på Sprogø eller på Bøtø ved Falster.

På 477 år er har cirka 800 hollændere slået sig ned i Danmark – svarende til en årlig gennemsnitsindvandring på 1,5 personer.

Huguenotter[redigér | redigér wikikode]

Er andet navn for reformerte franskmænd – men ellers ligeså franske som andre. Blev stærkt forfulgt af katolikker fra omkring 1560 – og omkring 250.000 flygtede dels til Brandenburg, dels til England, Holland og Schweiz. Cirka 500 fandt igennem tiden vej til Danmark.

På cirka 435 år er der cirka 500 huguenotter eller efterkommere i Danmark – svarende til en årlig gennemsnitsindvandring på 1,1 person.

Tatere[redigér | redigér wikikode]

Et andet ord for grænseoverløbere – historisk set er der mange beskrivelser af tatere, malende beskrevet af Blicher; H.C. Andersen ville under sin rejse til Jylland så forfærdeligt gerne se nogle af dem, men kunne, hvor meget han end søgte, ikke finde nogen. Så det helt store antal kan der ikke have været tale om.

Det antages, at der omkring år 1500 er kommet 100-500 tatere til Danmark, men man har ikke hørt meget til dem.

1960'erne og eftertiden[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Fremmedarbejder

I og efter 1960'erne tog immigrationen i Danmark fart. En del immigranter er kommet for at søge lykken. De kan dog ikke sammenlignes antalsmæssigt med de ældre immigrantgrupper, da der alene i 1999 blev givet familiesammenføring til 9.687. Det drejer sig først om migranter fra lande, der sammenlignet med Danmark har ret fattige befolkningsgrupper. De første immigranter af den type kom fra Jugoslavien, Marokko, Pakistan og Tyrkiet, og på den tid var der gode muligheder for at få arbejde, så der kom mange, især mænd, til landet for at tjene penge til at sende til familierne i hjemlandene.

Ret hurtigt blev den voksende immigration et politisk stridsspørgsmål, idet oliekrisen i 1970'erne betød større arbejdsløshed. En del danskere så derfor immigranterne som en trussel mod deres chancer for at få arbejde, og mange stillede spørgsmålet, om der var plads til danskerne selv til sidst, og nogle politiske partier tog spørgsmålet herom på deres partiprogram. Især Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkeparti har betragtet indvandrerne som et stort problem og derfor arbejdet på dels at begrænse yderligere indvandring, dels at tilskynde de immigrerede til at rejse hjem igen. Problemstillingen er ofte kombineret med håndteringen af den større gruppe flygtninge, der er kommet til landet inden for de seneste 25-30 år, Da disse partier ser den store demografiske udvikling iblandt disse grupper som truende for det danske folks eksistens på længere sigt. Det vakte især stor opsigt da lektor i demografi ved Københavns Universitet, Hans Oluf Hansen i flere store danske aviser august 2005 offentliggjorde en fremskrivning, der forudså, at danskerne inden for hundrede år ville kunne blive en minoritet i eget land.

I dag[redigér | redigér wikikode]

Pr. 1. oktober 2013 udgøres i alt 621.638 indbyggere i Danmark (svarende til 11,1% af den samlede danske befolkning på i alt 5.623.501 indbyggere) af indvandrere og disses efterkommere. Andelen af indvandrere er i alt 472.912 (svarende til 8,4% af den danske befolkning), mens andelen af efterkommere er i alt 148.726 (svarende til 2,6% af den danske befolkning)[N1]. Samlet set tegner andelen af ikke-vestlige[N2] indvandrere og efterkommere sig for 65,5% af alle indvandrere og efterkommere i Danmark. Siden 1980 er antallet af ikke-vestlige indvandrere bosiddende i Danmark mere end seksdoblet.[1][2][3]

Immigration i andre lande[redigér | redigér wikikode]

De fleste andre lande har oplevet immigration i større eller mindre omfang.

USA[redigér | redigér wikikode]

Siden Christoffer Columbus opdagede kontinentet Nordamerika, har mange mennesker søgt lykken dér. Englændere, franskmænd, spaniere, portugisere og hollændere har alle, i en meget høj grad, prøvet at kolonisere det land, som vi i dag kalder Amerikas Forenede Stater, hvilket selvfølgelig var grunden til den første immigration i Nordamerika, siden kontinentet blev beboet, formodentlig af asiater, ca. 15.000-10.000 f.kr.

Det første stadie af den ”nye” immigration starter altså kort efter underskrivelsen af USA's uafhængighedserklæring. I starten var der kun ca. 6.000 immigranter til USA om året, og de var stort set kun franskmænd pga. den franske revolution fra 1789-1799 og de efterfølgende Napoleonskrige. Efter få år med lav tilstrømning af nybyggere, begynder kurven at gå markant opad. Fra 1820 opretter man lister over ankommende immigranter, modtagelsessteder (Hvor Ellis Island bliver den mest kendte) osv. I dette år, 1820, skulle der fra ca. 8.000 ankommende immigranter, nu modtages hele 23.000. Og på bare ti år, i 1830, var det totale antal immigranter oppe på 143.000 mennesker, og dette tal blev også ved at stige eksponentielt.

I løbet af 1830’erne kom store bølger af immigranter fra større nationer i Europa. Fra Irland kom der i denne periode hele 207.000 mennesker, og det var endda før den store kartoffelpest i Irland. Tyskere, briter og franskmænd emigrerede også i stor stil i denne periode. I 1840’erne og 1850’erne kom den ovennævnte kartoffelpest så til Irland der førte til den store hungersnød. Irland mistede 20-25 procent af befolkningen, hvor en stor del søgte lykken i USA i stedet for. Faktisk var hele 700.000, af de 1.713.000, i 1850’erne irere, på flugt fra død og fattigdom.

Et vendepunkt i den amerikanske immigration bliver den amerikanske borgerkrig (1861-1865). De 13 oprindelige stater havde alle et legalt forhold til slaveri, men det forekom knap så ofte nordpå, hvorimod økonomien i de sydlige stater var afhængig af sorte slavers arbejdskraft. Sydstaterne så nu denne holdning fra nordstaterne, som et angreb på deres levevis, og trådte derfor ud af den amerikanske union og dannede i stedet for den amerikanske konføderation. Mindre faktorer spillede også ind, men specielt holdningen til slaver, medførte krigen imellem Jefferson Davis, præsident i syd, og Abraham Lincoln, præsident i nord. Nordstaterne endte med at vinde, hvorefter sydstaterne måtte indlemmes i unionen igen, og alle slaver blev frigivet, mere eller mindre. Dette resultat af krigen var, at mange færre sorte fra Afrika blev tvunget til ”ufrivillig” immigration til USA. Men den negroide race dominerer stadigvæk den sydlige del af USA i forhold til den nordlige del.

Herefter fulgte år med stor immigration til især de nordlige stater, og primært var immigranterne hvide. De kom særligt fra Østeuropa, Tyskland, Italien og Rusland. En stigende industrialisering, og en genopbygning efter borgerkrigen i USA, førte til øget produktion, og større beskæftigelse. Her begynder mange samfundsrelaterede problemer at opstå. F.eks. ville den arbejdende amerikaner have en højere timeløn end f.eks. en russisk jøde, der lige var ankommet til landet. Staten kunne lave indgreb omkring denne problematik, men hvordan laver man en lovgivning om noget, som landets fundament er bygget på, for blot en 100-års tid siden?

Fra omkring år 1900 og op til 1. verdenskrig, har immigrationen til USA været meget høj, og toppede i 1907. Herefter faldt tendensen dog hurtigt igen, da der var krig i Europa, men efter 1. verdenskrigs slutning i 1918, søgte mange dog lykken igen, ved at krydse Atlanten. Men efter den Sorte Torsdag, d. 29. oktober 1929, hvor børsen i New York krakkede, fulgte Den Store Depression, der mørklagde hele verden med dårlig økonomi, og stoppede indvandringen til Guds Eget Land, så blev nede på et minimum. At 2. verdenskrig fulgte lige efter, var igen en faktor, der førte til, at immigrationen var meget, meget lav.

Efter krigen steg immigrationen gradvist igen, og det meget farverige land er i årene efter krigen præget af rettighedskampe, hvor Martin Luther King blev en af fortalerne for ligeværd og frihed. I dag er immigrationen nogenlunde på samme højde, som det var i årene lige efter 1900-tallet. Immigranternes nationale baggrund er dog kraftigt ændret, fra at være fattige europæere er det nu asiater og specielt mexicanere og folk fra de latinamerikanske lande, der krydser grænsen mod syd, i håbet om bedre vilkår.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

1. Danmarks Statistik inddeler befolkningen i i alt tre herkomstgrupper efter følgende principper[4]:

Indvandrere er født i udlandet. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er født i udlandet, opfattes personen også som indvandrer.

Efterkommere er født i Danmark. Ingen af forældrene er både danske statsborgere og født i Danmark. Hvis der ikke findes oplysninger om nogen af forældrene, og personen er udenlandsk statsborger, opfattes personen også som efterkommer. Når en eller begge forældre, der er født i Danmark, opnår dansk statsborgerskab, vil deres børn ikke blive klassificeret som efterkommere. Fastholder danskfødte forældre imidlertid begge et udenlandsk statsborgerskab, vil deres børn blive klassificeret som efterkommere.

Personer med dansk oprindelse er personer - uanset fødested - der har mindst én forælder, der både er dansk statsborger og født i Danmark.

Personer i gruppen af "efterkommere" omfatter altså ikke alle efterkommere af indvandrere til Danmark. Man kan sige, at den gruppe, der ofte betegnes "2.-generationsindvandrere" (hvormed menes børn af indvandrere), vil tilhøre gruppen af efterkommere i Danmarks Statistiks forstand. "3.-generationsindvandrere" (dvs. børn af 2.-generationsindvandrere) vil imidlertid tilhøre gruppen af personer med dansk oprindelse, hvis blot én af forældrene har fået dansk statsborgerskab, inden barnet fødes. 3.-generationsindvandrere kan altså både optræde i gruppen af efterkommere og gruppen af personer med dansk oprindelse. Det samme kan i princippet være tilfældet for 4.-generationsindvandrere og alle senere generationer, men det er overordentlig sjældent, at en familie lever i adskillige generationer i Danmark uden at opnå dansk statsborgerskab.

2. Vestlige lande omfatter alle 28 EU-lande, visse øvrige lande i Europa (Andorra, Liechtenstein, Monaco, San Marino, Schweiz og Vatikanstaten) samt den første verdens lande Canada, USA, Australien og New Zealand. Ikke-vestlige lande omfatter alle øvrige lande i verden.

Kildehenvisninger[redigér | redigér wikikode]