Imprimatur

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Imprimatur, latin for kan trykkes. Censors tilladelse til at en bog kan udgives. Udtrykket stammer fra den katolske kirke jf. Index librorum prohibitorum.

Imprimatur blev håndhævet i Danmark efter Christian V's Danske Lov (1683), der krævede tilladelse til at en bog kunne udgives. Tilladelsen blev som regel trykt med censors navn tilføjet (f.eks. H. P. Anchersens i perioden 1736-1765). Censorerne var professorer på Københavns Universitet, som tog sig af læsningen og godkendelsen af udgivelserne på deres områder.

Oprindeligt skrev censorerne "Imprimatur, in fidem protocolli". Det ændredes efter en sag, hvor hvor en norsk kapellan i 1764-1765 havde udgivet nogle prædikener af den tyske pietist J.G.W. Forstmann. De blev opfattet som alt for herrnhutiske af det teologiske fakultet, på trods af, at samlingen var godkendt af den officielle censur. Det var umuligt at finde ud af, hvem der var censor, og sagen endte med at prædikerne blev forbudt. Derefter blev det pålagt censorerne at anføre deres navn på imprimaturangivelsen, noget nogle af censorerne havde gjort inden sagen (se billede 3)[1].

Kravet om imprimatur-signaturer blev ophævet med Johann Friedrich Struensees reskript af 14. september 1770, der indførte uindskrænket trykkefrihed og overflødiggjorde censur. Den i 1799 genindførte censur var ikke forhåndscensur; nu lagde politimyndighederne sag an mod skrifter, der overtrådte Trykkefrihedsforordningen af 1799.

Imprimatur signaturer[redigér | redigér wikikode]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Eiler Nystrøm (red.) – Luxdorphs Dagbøger, 1. binds 1. og 2. hefte, 1915, s. 239, anm. 1.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Informationsordbogen.dk
  • Harald Jørgensen, Da censuren blev opgivet, Det Berlingske Bogtrykkeri, København, 1970.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Censur
Trykkefrihed Trykkefrihedstiden