Indiumtinoxid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Fysiske Egenskaber
Tilstandsform Fast
Smeltepunkt 1800-2200 K (1500-1900 °C)
Massefylde 7120–7160 kg/m3 ved 21°C
Farve (i pulverform) Bleg gul til gulgrøn, afhængig af SnO2 koncentration.
Værdierne afhænger af kompositionen.

Indiumtinoxid, også forkortet ITO, er en blanding af Indium(III)oxid (In2O3)og Tin(IV)oxid (SnO2). Blandingsforholdet er typisk omkring 90% In2O3 og 10% SnO2, blandet efter vægt. Stoffet er gennemsigtigt og farveløst i tynde lag. I store mængder er det gulligt til gråt.

Indiumtinoxids har den egenskab, at det leder strøm, samtidig med at det er optisk gennemsigtigt. Man er dog nødt til at indgå et kompromis når man fabrikerer en film af stoffet, da et tykkere lag dog øger stoffets ledeevne, men også bevirker at stoffet bliver mindre gennemsigtigt.

Der findes forskellige metoder til at placere en ultratynd film af ITO på en overflade. En af dem er Fysisk Damp Deposition, hvor stoffet bliver opvarmet over dets kogepunkt til det fordamper. Dampen bliver derefter ledet til overfladen der ønskes dækket af filmen. Når den varme damp møder overfladen fortættes dampen til en væske, og endeligt til et fast stof.

Alternativer[redigér | redigér wikikode]

Deponering af ITO foregår ofte ved katodeforstøvning (Eng. "Sputtering") som hører ind under kategorien af deponeringsmetoder benævnt som PVD (Eng. "Physical Vapor Deposition) som direkte kunne oversættes som "fysisk forstøvnings deponering".

Se også[redigér | redigér wikikode]