Indlandsis

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Indlandsis er et vedvarende isdække, som dækker et landområde, der er større end 50.000 km². [1] I nogle tilfælde kan et helt kontinent være dækket af indlandsis. I moderne tid findes de eneste eksempler på indlandsis i Antarktis og Grønland, men under den seneste istid var store dele af Nordamerika, Europa og Patagonien permanent isdækkede. De nuværende eksempler på indlandsis er geologisk set relativt unge; indlandsisen på Antarktis opstod formentlig første gang i Tidlig Oligocæn, hvorefter den dog forsvandt og genopstod flere gange indtil slutningen af Pliocæn. Siden da har kontinentet permanent været dækket af is. Den grønlandske indlandsis opstod ligeledes i Pliocæn, hvor dannelsen af iskappen fandt sted med så stor hastighed, at endog meget velbevarede fossiler af fortidige planter kan findes på Grønland i dag.

Gletsjerområder, der er mindre end 50.000 km², betegnes som iskapper. I lighed med indlandsis vil iskapper normalt føde en række gletsjere i deres periferi.

Selvom overfladen er meget kold, er temperaturen ved underkanten af isbræen højere pga. geotermisk varme, og derfor forekommer der visse steder en afsmeltning nedefra. Smeltevand skaber her en glat overflade mellem isen og undergrunden, der får isen til at glide hurtigere, og der dannes derved isstrømme. En af verdens hurtigst løbende gletsjere er Jakobshavn Isbræ med en hastighed på over 20 m om dagen.

Kort over Grønland som viser indlandsisens tykkelse.

Grønland

Satellitbillede af Grønlandsisen

Grønlands samlede areal udgør 2.186.000 km2, heraf dækker indlandsisen 1.726.400 km2 og lokale iskapper uden for indlandsisen (Sukkertoppen Iskappe og Flade Isblink) 76.000 km2, hvorfor det isfrie areal udgør 383.000 km2.[2]

Indlandsisen på Grønland dækker et areal svarende til omkring 81 % af Grønlands totale areal. Den indeholder ca. 2,8 millioner km3 is, som, hvis den smeltede, ville medføre en stigning af vandstanden i verdenshavene på 7,2 meter [3].

Topografi

Den grønlandske indlandsis består af to kupler adskilte af en lavning tværs over Grønland fra den sydlige del af Disko Bugt mod sydøst til lavlandet syd for Ammasalik. Den mindre, sydlige kuppel når en højde af 2850 meter over havet, den nordlige, på omkring 72°n.br., når over 3.200 meter over havet. Isens højdeakse ligger forskudt mod øst. [4] Omkring 65% af indlandssisens overflade liggere mere end 2000 meter over havet. Ved randen er indlandisen forholdsvis stejl, men længere inde på isen er stigningen ringe. [5]

Tykkelsen er flere steder på mere end 2 kilometer og på det tykkeste mere end 3 km. Middeltykkelsen er 2.135 meter. [6] Omkring en trediedel af isen ligger under havets overflade, så Grønlands indlandsis minder om en skål, hvis rand dannes af kystbjerge, fyldt til randen med is og med to flade toppe midt på. [7] Det viser sig nu at flydende vand er en permanent del af Grønlands indlandsis, idet man har konstateret et stort vandreservoir under isens overflade i Sydgrønland.[8]

Klima

Den laveste registrerede temperatur er ÷66 °C (målt ved den britiske overvintringsstation Northice, mens den laveste temperatur ved stationen Centrale er ÷65 °C). Ved en overvintring i 1949-1950 havde man kun 6 dage med temperaturer under ÷60 °C. De laveste temperaturer forekommer i februar eller marts. Dette skyldes forholdet mellem ind- og udstråling. I hele mørketidem, fra november til februar, er der ingen indstråling, kun udstråling, og overfladen bliver derfor stærkt afkølet. Når solen vender tilbage, begynder indstrålingen, men efter som 70-90% af denne tilbagekastes fra den hvide sneoverflade, vil udstrålingen fortsat være større end indstrålingen. I juli når temperaturen sit højeste med ca. ÷10 °C. Kun undtagelsesvis når temperaturen op til frysepunktet. [9]

Snebalance

Den altovervejende nedbør falder som sne. I randområderne kan det regne i sommerperioden, men denne regn vil enten løbe af eller fryse til is ved kontakt med den kolde is. Snepålejringen varierer betydeligt, stigende mod syd. [9]

Nedgang i ismængden skyldes dels afsmeltning, dels kælvningen ved kysten (afbrækningen af isbjerge). Det er skønnet, at nettopålejning sker på over 1.439.800 km2 eller 83,5% af indlandsisen, og afsmeltningszonen omfatter 286.600 km2 eller 16,5% af indlandsisen.[10]

Bevægelsen i de gletsjere, som fra indlandsisen, varierer meget: den hurtigste er Jakobshavn Isbræ, der flytter sig ca. 30 meter i døgnet[11], de hurtigste gletsjere bevæger sig 20-30 meter i døgnet, mindre aktive 3-10 meter i døgnet og de langsommeste kun 30 meter om året (ca. 8 cm i døgnet). Det er beregnet, at der "produceres" isbjerge af i alt 240 km3 is om året[10], heraf 120 km3 ved vestkysten og 90 km3 ved østkysten. [12]

Der er gjort flere forsøg på at lave en samlet vandbalanceberegning for indlandsisen, men resultaterne har været vidt forskellige og vidner om den store usikkerhed, der knytter sig til sådanne beregninger.

Dannelse

Indlandsisen på Grønland er omtrent 110.000 år gammel. [13]. Den blev formentlig dannet gennem en sammensmeltning af flere isolerede iskapper og gletsjere dannede som højlandsgletsjere i israndsområderne både mod vest og øst[10] i sidste del af Pliocæn eller omkring begyndelsen af Pleistocæn som følge af en klimaændring, hvor den globale gennemsnitstemperatur faldt; under denne epoke var der flere istider. På Grønland skete nedisningen hurtigt. Undersøgelser af fossilt DNA fra bunden af indlandsisen viser stor biodiversitet af den forhistoriske grønlandske fauna og flora. Danske forskere har taget nye metoder i brug til undersøgelse af små mængder DNA i isborekernerne fra bunden af indlandsisen.[14]

I de sidste årtier har den grønlandske indlandsis mistet noget af sit volumen. Det er for nylig blevet estimeret gennem målinger af ændringen af isens totale masse, at indlandsisen årligt mistede omkring 239 km³ i begyndelsen af det 21. århundrede.[15] Disse målinger kom fra NASA’s satellit GRACE opsendt i 2002. [16]. Afsmeltningen er i 2013 steget til ca. 430 km³ ifølge DTU Space, der også har beregnet det største tab på en enkelt dag til 12 km³ (25. juli 2013).[17] En anden opgørelse viser at afsmeltningen i 2013 var på 600 km³. Dette tal er fremkommet ved nøjagtige studier af ændringer af gletsjerne.[18] Det frygtes at det ferske smeltevand kan bremse eller standse Grønlandspumpen og dermed interferere med den termohaline cirkulation. DMI, GEUS og DTU Space formidler de seneste observationer og den nyeste viden om is- og klimaudviklingen i Arktis.[19]

Antarktis

Et satellitbillede af Antarktis (mosaik af flere billeder)

Indlandsisen på Antarktis er den største ismasse på Jorden. Den dækker et område på næsten 14 millioner km² og indeholder ca. 30 millioner km³ is. Det er omtrent 90% af hele Jordens ferskvand, der her er bundet i form af is. Hvis den smeltede, ville verdenshavene stige med 61,1-70 meter.[20][21] I det østlige Antarktis hviler iskappen på en større landmasse, men i det vestlige Antarktis dækker den et arkipelag, og bunden befinder sig flere steder mere end 2.500 m under havets overflade. Dette område vil derfor være havbund, hvis isen forsvandt herfra.

Spor efter tidligere eksempler på indlandsis

Uddybende Uddybende artikel: Istid
Kost Tekst mangler, hjælp os med at skrive teksten

Landhævning

Den enorme masse fra en indlandsis skaber et kæmpe tryk på jordskorpen, som derfor presses ned af isens tyngde. Områder, der tidligere har været dækket af en iskappe, vil opleve en landhævning, da isens tyngde tidligere trykkede jordskorpen ned.

Under den seneste istid nåede indlandsisen i Nordeuropa en højde på mere end 3 km, og eftersom jordskorpens tæthed er omtrent tre gange så stor som isen, anslår man, at jordoverfladen blev trykket omkring 1.000 m ned. [22]. I takt med at isen forsvinder, opstår der en såkaldt isostatisk landhævning. Det vil sige en landhævning, der er 'passiv' og ikke er opstået gennem fx bjergdannelse. Landhævningen foregår hurtigst lige efter, at isen er forsvundet, men derefter aftager den eksponentielt. Områder i fx Skandinavien oplever stadig landhævninger efter sidste istid. Den største hævning findes i Sverige i dag, nemlig i Norrland, især Ångermanland, hvor kysten har hævet sig 15 meter de seneste 500 år. I dag hæver området sig cirka 7 mm/år. I Danmark findes den største landhævning ved Læsø, der hæver sig med cirka 5 mm/år. [23]

Skurestriber på en klippe. De mest tydelige skurestriber fremtræder til venstre for tændstikæsken i retningen fra vandet mod betragteren. Den diagonale sprække er ikke en skurestribe.

Skurestriber

Skurestriber er spor efter gletsjerbevægelser, der findes på klippeflader. De kan afsløre, at et område engang har været dækket af indlandsis. Striberne er dannet af sten, der har været indefrosset i isen og har siddet fast på undersiden. Når isen har bevæget sig henover overfladen, har disse klippestykker skrabet furerne. Striberne fortæller derved også, i hvilken retning isen har bevæget sig. I de tilfælde, hvor skurestriber krydser hinanden, er de ikke dannet på samme tid, men er udtryk for, at isens drift har skiftet retning, eller der er tale om spor efter flere forskellige nedisninger.[24]

Jordlag

I forbindelse med at en indlandsis smelter forneden, dannes der forskellige jordarter; det kan fx være moræne, glacialt og postglacialt ler, smeltevandssand og silt. Gennem studier af jordlagene kan man se, hvordan afsmeltningen af isen er foregået. Moræne er en aflejring, der består af både sand, sten og ler, og den dannes ved gletsjerkanten af materiale, som er ført med isen gennem afsmeltningen af isens underside.

Globale opvarmningseffekter

Hovedartikel: Afsmeltningen af Arktis.

Grønlands og formodentligt Antarktis’ iskapper har tabt noget af deres masse, idet den samlede afsmeltning fra gletsjerne nu overgår den samlede akkumulering af is, primært i form af nedbør. Ifølge FN’s klimapanel har den hidtidige afsmeltning resulteret i en stigning af vandstanden i verdenshavene på omkring 0,21 ± 0,07 mm/år mellem 1993 og 2003. [25]

IPCC forudsiger, at massetabet fra Grønlands indlandsis fortsat vil overstige akkumulationen fra snefald, og at iskappen derfor med tiden gradvist vil trække sig tilbage. Der er i 2012 almindelig videnskabelig enighed om at afsmeltning af Grønlands indlandsis er i størrelse af 350 Gt som direkte afsmeltning og 450 Gt som isbjerge.[26] Dette ferske vand blander sig med overfladevandet i Atlanterhavet, og i yderste konsekvens kan det betyde at tungtvandsdannelsen hæmmes eller hindres, og at der dermed sætter en prop i Grønlandspumpen og dermed i det globale thermohaline kredsløb med store klimaændringer som følge for Vesteuropa.

Det forventes, at akkumuleringen fra nedbør fortsat vil overstige afsmeltningen i Antarktis, men dette er dog omgærdet med en vis usikkerhed.

Referencer

  1. ^ "Glossary of Important Terms in Glacial Geology". Hentet 2006-08-22.
  2. ^ Fristrup (1963), s. 41
  3. ^ Climate Change 2001: The Scientific Basis (ifølge Fristrup (1963) s. 44f er ismængden 2,6 mio. km3 svarende til en vandmængde på 2.350.000 km3 og en potentiel stigning i verdenshavene ved smeltning på ca. 6,5 meter
  4. ^ Fristrup (1963), s. 42
  5. ^ Fristrup (1963), s. 42f
  6. ^ ifølge Fristrup (1963), s. 44 er den gennemsnitlige tykkelse 1.515 meter
  7. ^ Fristrup (1963), s. 44
  8. ^ Flydende vand er en permanent del af Grønlands indlandsis. Overraskende fund under Indlandsisen. Videnskab.dk
  9. ^ a b Fristrup (1963), s. 46
  10. ^ a b c Fristrup (1963), s. 59
  11. ^ Fristrup (1963), s. 48
  12. ^ Fristrup (1963), s. 46f
  13. ^ [url=http://www.agu.org/revgeophys/mayews01/node2.html The Summit Ice Cores (GISP2 and GRIP]
  14. ^ DNA boret op fra indlandsisens dybeste dyb. Videnskab.dk 2013
  15. ^ Rasmus Benestad et al.: The Greenland Ice. Realclimate.org 2006
  16. ^ Greenland melt 'speeding up', BBC News, 11 August 2006
  17. ^ Isen skrumper virkelig. Politiken, Viden 24. november 2013
  18. ^ Fotos dokumenterer afsmeltning af indlandsisen. DR.dk 2013
  19. ^ Grønlands indlandsis. Polar portal
  20. ^ Rapport fra Intergovernmental Panel of Climate Change
  21. ^ Ice Sheets in Antarctica. British Antarctic Survey
  22. ^ Lars-Erik Åse; Känn ditt land 3. Spår efter isen, 1987
  23. ^ Læsø: Danmarks hurtigste landhævning
  24. ^ GEOLEX – Danmarks geologi og geologi i Danmark
  25. ^ Richard B. Alley et al.:Summary for Policymakers, A report of Working Group I of the Intergovernmental Panel on Climate Change
  26. ^ Indlandsisen smelter

Eksterne henvisninger