Indochine (gruppe)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Indochine er en fransk New Wave-rockgruppe dannet i 1981. I 1980'erne havde gruppen stor succes i Frankrig og dele af det øvrige Europa, med sange som "L'aventurier" og "Canary Bay". Efter en overvejende uproduktiv periode i 1990'erne, vendte gruppen tilbage i 2002 med det succesrige album Paradize.

Historie[redigér | redigér wikikode]

1980'erne[redigér | redigér wikikode]

Indochine (fransk for Indokina) blev dannet i Paris i maj 1981 af to franskmænd der var i begyndelsen af tyverne, Nicola Sirkis og Dominique Nicolas. Snart kom Dimitri Bodianski med; han var fætter til en af Nicolas venner.

Deres første koncert fandt sted den 29. september 1981 på parisercaféen Le Rose Bonbon. Denne korte optræden gav dem en pladekontrakt. Den første single blev indspillet i november 1981, og indeholdt sangene "Dizzidence Politik" og "Françoise". Singlen fik mere opmærksomhed fra kritikerne end fra massemedierne, og nåede kun ud til et begrænset publikum.

Nicolas tvillingebror, Stéphane Sirkis, der allerede havde optrådt med gruppen på scenen, blev officielt medlem af gruppen i 1982. I april samme år indspillede de deres første album, L'aventurier, der blev solgt i flere end 250.000 eksemplarer. Albummet blev godt modtaget af pressen og af det spirende New Wave-publikum.

I 1983 udgav Indochine sit andet album, Le Péril Jaune, der blev solgt i 225.000 eksemplarer. På dette tidspunkt var Indochine blevet meget kendte i det franske musikmiljø. I 1984 turnerede gruppen i Frankrig. De havde også succes i Skandinavien, særligt i Sverige.

Ved begyndelsen af 1985 havde gruppen fået en stor fanskare, afspejlet i successen med sange som "3e sexe" (det "tredje køn"), "Canary Bay" og "3 Nuits Par Semaine". Deres tredje album, 3 blev solgt i 750.000 eksemplarer i Europa. Serge Gainsbourg instruerede musikvideoen til "Tes Yeux Noirs", en af gruppens mest populære sange.

Som fejring af gruppens femårs jubilæum, besluttede de at optage en koncert på Zénith i Paris, der blev udgivet på livealbummet Indochine Au Zénith.

Det fjerde album, 7000 Danses blev udgivet i 1987. Det blev solgt i omkring 320.000 eksemplarer, hvilket gjorde det til en succes, om end noget mindre end forgængeren 3. Dette skyldtes delvist gruppens ønske om at producere et album, der var mindre "mainstream" og kommercielt. Albummet blev udgivet mens gruppen blev kritiseret for bare at være en kopi af den britiske gruppe The Cure. På trods af kopipolemikken var gruppen fortsat populær.

I 1985 var Indochine på Roskilde Festival.

I marts 1988 indledte Indochine en verdensturne.

1990'erne[redigér | redigér wikikode]

Udmattede efter mange måneders turné, holdt gruppen en pause. Det femte studiealbum, Le Baiser, blev udgivet i begyndelsen af 1990. Saxofonisten Dimitri Bodianski forlod gruppen i januar 1989, fordi gruppens musik havde udviklet sig i årenes løb, og han dermed havde fået mindre og mindre at lave som saxofonist, desuden var han samtidig blevet far. Dette førte til spændinger mellem Bodianski og resten af gruppen. Siden Bodianski forlod gruppen, har han gæsteoptrådt med den på scenen.

1991 markerede Indochines tiårs jubilæum, og i den anledning blev Le Birthday Album udgivet. Det var et største hits-album, med en enkelt ny sang, "La Guerre Est Finie" ("krigen er slut"), der blev udgivet som single. Albummet havde betragtelig succes med 600.000 solgte eksemplarer i Europa, og gav gruppen fornyet opmærksomhed. Navnet på singlen viste sig at være uheldig, da Golfkrigen (Opération Daguet) netop var blevet indledt, hvilket medførte at mange radiostationer valgte ikke at spille sangen.

Det sjette studiealbum, Un Jour Dans Notre Vie, blev udgivet i 1993, og havde hverken kritisk eller kommerciel succes.

I 1999 døde Stéphane Sirkis i en alder af 39 år af leverbetændelse. Han ønskede at gruppen fortsatte uden ham [1].

2000'erne[redigér | redigér wikikode]

2002: Paradize.

I marts 2002 udgav de albummet Paradize. Med det album kommer Indochine tilbage i medierne og sælger mere end 1 million eksemplarer.

Albummet indholder 15 nye titler og for første gang samarbejder Indochine med mange andre kunstnere, deriblandt Melissa Auf der Maur (Le grand secret), Mickey 3D, Gérard Manset, Jean-Louis Murat og romanforfattererne Ann Scott og Camille Laurens. I følge Sylvain Siclier fra avisen Le Monde handler teksterne om "uklarhed i den seksuelle identitet, religion, asiatisk eksotisme og en vis idé af åndelighed"

Efter en akustisk koncert turné (Les Nuits Intimes) ville Indochine ændre på deres musik. Få lidt mere energi med elektriske guitarer. Det er mest Nicola Sirkis og Oli de Sat som står for at skrive musik. Oli de Sat blev medlem på fuldtid og man kan se tydelige spor i produktionen og arrangementet at han er påvirket af Industrial-metal (Marylin Manson, Nine Inch Nails…). Gareth Jones som plejer at være producent for Depeche Mode og Erasure, står for mixing og realisation.

Ligeså snart albummet udgives, bliver den registreret som det tredje bedste solgte album og Radioen begynder meget ofte at sende titlen: J’ai demandé à la lune (Jeg spurgte månen). Efter den overraskende succes begynder medierne at omtale Indochine som en reference i den franske rock. Selvom de havde underkendt dem i 90’erne og kaldt dem for nogle ”uhyggelige elendige umoderne musikere et levn fra 80’erne”. I 2002 fik Indochine sit comeback i medierne med en MTV Europe Music Awards og det følgende år en NRJ Music Award og en pris hos Victoire de la musique som kårer de bedst solgte albummer.

Albummet blev solgt i mere end 1 million eksemplarer i Frankrig (Diamantplade). De 6 singler fra det album blev desuden solgt i alt i 1,5 million eksemplarer.

De tager på turné i 94 dage i løb af 2 år hvor en halvmillion tilskuere så Paradize Tour. Den sidste koncert som blev udsolgt måneder før forgik den 3. juni 2003 i Paris-Bercy (en af de største koncertsale i Paris) foran 17 000 tilskuere. Indochine er den anden franske gruppe som er i stand til at fylde det lokale (efter 2 be 3 i 1998)

I januar 2004, udgiver Indochine et nyt album 3.6.3 som er blevet optaget tirsdag den 3. juni 2003. Den bliver nr. 1 i Top Album (registrering af de bedste solgte albums) i Frankrig og det var noget som aldrig før var sket for Indochine. Den blev efterfulgt af en samling af 3 DVD fra Paradize Show. Det er igen en succes med 200 000 solgte albums og 100 000 solgt af de omtalte DVD samlinger.

I september 2004, udgav det gamle pladeselskab BMG igen 3.6.3 med Indochine Le Birthday Album 1981-1991 med 6 ekstra nummer og tirsdag den 14.december 2004 kom alle deres musikvideoer på DVD (L’intégrale des clips).

2005: Alice & June

Den 19. december 2005 blev Albummet Alice & June (som fik 3 platinplader) udgivet. Det er deres 10, album og musikken er mere rockagtig men ligner stadig meget Paradize. Denne gang har Indochine samarbejdet med Brian Molko, Didier Wampas, le groupe AqME og koret Scala. Titlen på albummet er inspireret af bogen Alice i Wonderland af Lewis Carroll og fortæller om de bekymringer to piger får som vokser op i vores moderne verden. (Alice & June: ”et 1, 2 ,3 Alice est né au pays des cauchemars je voudrais juste la rassurer (1,2,3 Alice er født i en mareridtsverden jeg vil bare trøste hende) et 1, 2, 3, Alice est tombée dans un trou noir je pourrais peut-être la sauver”(1,2,3, Alice er faldet ned i et sort hul. jeg kan måske redde hende)

Nicola Sirkis blev rørt og inspireret af to piger på 14 og 15 år som begik selvmord sammen i nærheden af Calais (Nord Frankrig) og desuden de mange selvmord som skete samtidig i Japan blandt gymnasieelever. Albummet indeholder sange som handler om selvmord (Crash me), adskillelser (Pink Water) eller farveller (Morphine og Sky). I sangen June berører Nicola Sirkas tabuet omkring anoreksi efter han har besøgt nogle piger i Tokyo ”Girls don’t cry” som tegner Manga.

Album coveret er inspireret og lavet af to amerikanske kunstnere, Marc Ryden og Ana Bayayan (Man kan genkender sommerfuglene). Malerier af disse to kunstner viser at Julemanden og eventyrverdenen ikke eksisterer.

Der blev udgivet 4 singlers: Alice & June, Ladyboy, Adora, og Pink Water

Albummet Alice & June blev ikke solgt så godt som Paradize gjorde (450 000 eksemplar i Frankrig mens Paradize havde solgt mere en 1 million eksemplarer). Til gengæld blev turnéen af Alice & June en kæmpe succes da 600 000 tilskuere ville se dem imellem den 6.marts 2006 og den 19. maj 2007. De fylder Paris-Bercy koncertsal 3 gange og er nødt til at optræde flere aftener i samme by, to, tre og nogle gange fire gange. De tager også til Vietnam og spiller den 6. og 7. juni 2006 i Hanoï Opérasal sammen med Hanoïs klassiske orkester ved gruppens 25 års jubilæum. Disse koncerter blev filmet og en dobbelt CD blev udgivet samtidig med en DVD i februar 2007. Hanoïs klassiske orkester var også gæster ved koncerten den 19.mai 2007 i Bercy.

I sommeren 2007 blev turnéen forlænget med 3 koncerter heraf en under åben himmel foran 11000 tilskuere ved la foire au vins de Colmar (Colmarsvinmessen), hvor Nicola Sirkis havde inviteret sin niece Lou, medlem af Toybloïd musikgruppe og datter af Stéphane Sirkis. Bagefter blev turnéen igen forlænget i december 2007 med, Le Dernier Petit Tour d’Alice & June med 5 koncerter i små koncertsale.

For at beholde et minde om denne turné blev der udgivet en live DVD og 2 CDer i et begrænset antal den 3. december 2007. I løbet af 2008 blev DVDen kåret med 3 platinplader.

I april 2008, deltager Indochine ligesom mange andre kendte stjerner i en boykot af de olympiske lege i Beijing. Til denne lejlighed optog de en video ”You Spin Me Round” som er en remake af Dead Or Alive nummeret. Penge fra arrangementet gik til Reporter uden grænser. Bagefter skal de skrive et nyt album.

2009: La République des Météors

Albummet, La République des Météors, blev udgivet den 9. Marts 2009. Det blev optaget i Bruxelles ICP studios fra juni 2008. Den første single fra Albummet er Little Dolls som blev udgivet den 10. december 2008.

Musikken i dette album er mere popagtigt og bruger forskellige nye musikinstrumenter: ukulélé, harmonika og legetøjspiano. Tema i teksterne er omkring adskillelse og afbrydelse af kærlighedsrelationer som er symboliseret ved mændene som tog afsted til den første verdens krig.

I Frankrig blev albummet registreret som nummer 13 blandt de bedste solgte albums i 2009 med mere end 230 000 eksemplar. I dag er mere end 400 000 blevet solgt i Europa med 300 000 i Frankrig (3 platinplader).

Flere singlers kommer til som Play Boy, Le Lac som blev lavet som video af den canadiske instruktør Patrick Boivin. To videoer mere blev instrueret af Nicola Sirkis selv: Un ange à ma table og Le Dernier Jour.

Turnéen starter den 26. juni 2009 i Olympia koncertsal, den 14.juli 2009 ved Québec sommerfestival. De vil spille 60 koncerter som blev udsolgt ret hurtigt i Frankrig, Belgien og Schweiz. Indochine kan i 2010 holde deres 30 år jubilæum i Stade de France den 26, juni foran 80 000 tilskuer. For at reklamere for koncerten i Stade de France kunne man se to reklamer. Den ene med noget tøj på jorden med ordene: 26 juni- Stade de France og den anden med et billede af gruppen hvor Nicola Sirkis og Boris Jardel var nøgne.

I den første del af koncert sang les Wampas og Miss Kittin. I løbet af koncerten spillede Dimitri Bodianski, Eks medlemmer af Indochine, og Lou Sirkis, datter af Stefan Sirkis, sang Tes yeux noirs. Det blev en kæmpe koncert med 3 scener, 690 m2 skærmer, 220 tekniker, 39 lastbiler. Indochine var den første franske gruppe der kunne leje og fylde Stade de France.

2010-nu

I løbet af sommeren 2010 deltager Indochine i forskellige festivals:

Les Vieilles Charrues den 17. juli 2010, Frankrig

Musilac d’Aix-les-Bains den 18. Juli, Frankrig

Paléo Festival de Nyon i Schweiz.

Foire des Vins d’Alsace à Colmar, 25. juli og den 6. August 2010, Frankrig.

Den 2. september 2010, gav Indochine en privat koncert ved Studio 104 fra la Maison de la Radio som skulle renoveres i 2 år.

Bagefter holdt de flere koncerter:

Arena 2010 i Montpellier, 8. september 2010, Frankrig.

Luxembourg, 11.september 2010, Luxembourg

Lille, 12. september 2010, Frankrig

Paris-Bercy, 15. september 2010, Frankrig, der deltog sangerinden: Melissa Auf der Maur.

Siden 2009 bruger Indochine i sin Meteor turné en tale af et parlamentmedlem som er meget kontroversielt omkring homoseksualitet. På den måde bekæmper de homofobi. (Nicola Sirkis er protektor af Le Refuge som er en forening som bekæmper homofobi)

Alt i alt har Meteor turnéen haft 800 000 tilskuere.

De udgav den 17. janvier 2011 en DVD med Stade de France koncerten og alle sange fra La République des Météors som Live. De fik to platinplader for den.

Indochine laver bagefter 6 ekstra koncerter, Le Meteor Club Tour, hvor pladsbilletterne blev udsolgt i løbet af to timer. Rock & Folk kårer koncerten i Le Stade de France som årets koncert.

Den 9.februar blev Indochine kåret ved Les Victoires de la musique (Pladeselskabernes prisuddeling) for sin koncert ved Le Stade de France og gruppens lange liv. Efter prisuddelingen holdt Indochine 30 min koncert. Nicola Sirkis gav prisen til en tilskuer for at symbolisere det bånd som gruppen har med sin fans.

Nogle dage før ceremonien blev Nicola Sirkis tilbudt at blive Chevalier des Arts et Lettres (Ridder af Kunst og litteratur) men han nægtede at modtage den pris da det var præsidenten, Nicolas Sarkozy, som uddelte den.

Den 18. marts 2011, optager Indochine sammen med den japanske sangerinde Amwe sangen, Un Ange à ma Table på Japansk. Pengene skal gives til røde kors som hjælper Japan efter tsunamien og jordskælvet den 11. marts 2011. CDen blev kun solgt på Indo.fr og udsolgt efter mindre end et døgn. Med den CD kunne 12 000 euros blive sendt til Japan.

I 2011 udgav Nicola Sirkis sammen med Agnès Michaux en bog om Indochine sange om hvordan de er blevet skrevet og inspireret. Bogen hedder det samme som en sang Kissing my songs, textes et conversations, 2011.

[[File:Festival des Vieilles Charrues 2014 - Indochine - 072.jpg|thumb| passende tekst ]]

2012: Paradize +10

Den 29.september 2011, for de 30 år jubileum af Indochine websiden (Indo.fr) blev fornyet og Indochine afslører at de er i gang med at optage en nye album.

Den 12. album, Black City Parade, kommer ud den 11.februar 2013.

Ud over det for at fejre 10 år jubilæum for Paridize albummet, udgives den 13. februar 2012 Paradize+10 og Indochine holder 2 koncert ved Zénith salen i Paris den 1. og 2. februar 2012. Den 17. december begynder billetsalget og de var udsolgt efter 12 min. Ved de 2 koncerter blev et nye nummer spillet : Kill Nico.

 

2013: Black City Parade

Den 27. august 2012 blev det offentliggjort at Shane Stoneback skal mixe det nye album i Berlin. Forfatteren/sangeren, Lescop har skrevet en sang ”Trafic Girl” til albummet Black City Parade.

Den 2. december 2012 blev vidéoen af sangen Mémoria udgivet på deres hjemmeside (Indo.fr). Den 9.december udgav de albumcover til Black City Parade. Videoen viser Nicola Sirkis der kører i en bil i Berlin om natten. Den måde videoen er filmatiseret på er inspireret af filmen Drive. Den 5. februar 2013, udkommer Black City Parade på iTunes den bliver godt modtaget af kritikerne. Nogle få dage efter, den 11. februar, udkommer albummet Black City Parade. 10 dage efter udgivelsen af albummet starter Indochine en turné i 3 omgange. Black City Tour 1 foregår i mange små og medium koncertsale i Frankrig som de ikke nåede med Meteors Tour. Black City Tour 2 foregår i oktober 2013 i de store sale som kan indeholde en kæmpe skærm på 360° (Snake- som Nikola Sirkis har opfundet) som omkredser publikum foran scenen. Billetterne blev revet væk ved begge turnéer.

Indochine afslører at Xavier Dolan (som har lavet J’ai tué ma mère, Laurence Anyways, Tom à la ferme…) vil lave den næste video: College Boy.

Den 4.april 2013, fortæller Indochine i et interview at Black City Tour 3 vil være den 12.marts 2014 i Palais 12 i Bruxelles og den 27.juni 2014 i Stade de France.

Den 2.maj 2013 udkommer en anden video af albummet College Boy (instrueret af Xavier Dolan). Den video provokerer mange fordi den viser en dreng som er blevet mobbet af sine kammerater. Videoen slutter med at drengen bliver korsfæstet og skudt med automatiske geværer foran børn og lærer som har bånd for øjnene. Videoen ønskes forbudt af CSA for børn under 16, gerne under 18 så man kun kan se videoen i fjernsyn efter midnat.

I slutningen af august 2013 udkommer den 3. video fra Black City Parade. Den er instrueret af den amerikansk fotograf, Richard Kern, hvor man kan se en parade med mange personer som går igennem New York. Folk kommer fra mange forskellige stedet, har forskellig alder og race.

I den samme periode optræder Indochine i L’institut du Monde Arabe i Paris med Jack Lang som er directør for L’institut du Monde Arabe og var kulturminister i Frankrig.

I October fortsætter Indochine sin turné af Black City Tour i Amnéville, Amiens, den 27, og 28.juni i Stade de France.

Den 21. februar 2014 udgiver Indochine den 4. video Belfast hvor man kan se mange af deres koncerter og tydeligt kan se den kæmpeskærm som er sat op i de store sale.

Den 12. marts 2014 starter Black City Tour 3 i Bruxelles hvor 2 timer og 45 min koncert blev optaget og blev udgivet i december 2014 som DVD/Blu-Ray/CD under navnet Black City Tour. Den 23.juni 2014udgiver Indochine den Black City Box som indeholder: Det originale album Black City Parade, En dokumentar omkring Black City Parade, Filmen, 2 live af College Boy og Black City Parade som også var med i den Live koncert fra Bruxelles, alle remix EP fra de 4 videoer (College Boy, Black City Parade, Belfast og Traffic Girl) og en DVD med de 3 første videoer og Memoria.

Den 3.juli 2014 udkommer videoen til Traffic Girl. En kort version af remix blev lavet af Nicola Sirkis og solgt kun på ITunes ligesom Memoria. Videoen handler om de piger som styrer trafikken i Nord Korea. Der er næsten ingen biler, pigerne er meget smukke og man se mange asiatiske storbyer i baggrunden som syntese billeder. Videoen ser lidt steril ud og fans synes ikke så godt om den som Memoria og Black City Parade. Man savner gruppen i videoen af Traffic Girl og den ligner lidt de første videoer af Indochine.

Albummet Black City Parade har fået en dobbelt Platinplade.

Albummet og DVD live fra Bruxelles skal udgives den 1.december 2014 under deres eget label Indochine Records.

I 2015 skal Indochine på tur i Europa:

Den 4. april, Apolo, Barcelona

Den 6. april, Fabrique, Milano

Den 8.april, Postbahnhof, Berlin

Den 11. april LilleVega, København

Den 13. april, Nalen, Stockholm

Den 14. april, John Dee, Oslo

Den 17.april, Trix, Anvers

Den 18. april, Paradiso Noord, Amsterdam.

Et nyt album skal udgives I løbet af 2016.

Medlemmer[redigér | redigér wikikode]

Tidligere medlemmer[redigér | redigér wikikode]

  • Stéphane Sirkis: Guitar og keyboards (1982-1999, hans død)
  • Dominique Nicolas: Guitar (1981-1994)
  • Dimitri Bodianski: Saxofon (1981-1988)
  • Arnaud Devos: Trommer (1985-1986)
  • Diego Burgar: Bas på scenen (1988)
  • Jean-My Truong: Trommer (1988-1994)
  • Philippe Eidel: Accordion (1992)
  • Jean Pierre Pilot: Keyboards (1994-2001)
  • Alexandre Azaria: Guitar (1995-1997)
  • Monsieur Tox: Guitar (1996-1997)
  • Monsieur Yann: Trommer (1996-1998)
  • Matthieu Rabaté: Trommer (1999-2002)
  • Monsieur Frédéric (Frédéric Helbert): Keyboards (2002-2004)

Diskografi[redigér | redigér wikikode]

Studiealbummer[redigér | redigér wikikode]

  • L'aventurier (1982)
  • Le Péril Jaune (1983)
  • 3 (1985)
  • 7000 Danses (1987)
  • Le Baiser (1990)
  • Un Jour Dans Notre Vie (1993)
  • Wax (1996)
  • Dancetaria (1999)
  • Paradize (2002)
  • Alice et June (2005)
  • La République des Meteors (2009)
  • Black City Parade (2013)

Livealbummer[redigér | redigér wikikode]

  • Indochine Au Zénith (1986)
  • Radio Indochine (1994)
  • INDO LIVE (1997)
  • Nuits Intimes (2001)
  • 3.6.3 (2004)
  • Live à Hanoï (2007)
  • Alice Et June Tour (2007)
  • Le météor sur Bruxelles (2010)
  • Putain de stade (2011)
  • Black City Tour (2014)

Opsamlinger[redigér | redigér wikikode]

  • Le Birthday Album 1981-1991 (1991)
  • Unita (1996)
  • Les Versions Longues (1996)
  • Le Birthday album 1981-1996 (2004; dobbelt-sacd med seks ekstra numre i forhold til udgaven fra 1991)
  • Paradize+10 (2012; remaster af albummet Paradize, desuden indeholdende remixes) (2012)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]