Induktion (metode)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Induktion.

Ved induktion observerer man enkelte tilfælde (specialtilfælde) og konkluderer noget generelt (generalisering). Denne empiriske metode anvendes indenfor videnskaberne (jf. videnskabelig metode), men også i dagliglivet. Statistik er et redskab for denne type tænkning, ligesom logik er det for deduktion. I praksis kunne man lave noget undersøgelse af, hvordan virkeligheden ser ud, og ud fra dette lave en teori eller et framework, der fortæller noget generelt ud fra empiriske undersøgelser af nogle få tilfælde. F.eks. er meningsmålinger induktive, da man typisk "kun" interviewer en promille af den samlede mængden for at danne et overordnet billede.

Standardeksemplet[redigér | redigér wikikode]

Et filosofisk standardeksempel er: Man har observeret gentagne gange, at de svaner, man har set, er hvide. Man slutter heraf, at alle svaner er hvide. Fejlagtigheden i denne måde at konkludere på illustreres af det forhold, at alle svaner, der var observeret i det attende århundrede i Europa, var hvide, men alligevel eksisterede der sorte svaner i Australien. Nok så mange observationer garanterer altså ikke induktionsmetodens rigtighed. Tilhængere af induktion peger på, at observationerne skal være foretaget under så forskelligartede forhold som muligt, men dette kan jo kun lade sig gøre, hvis man har viden om hvilke forhold, der er væsentlige, og det kan ikke selv nok så mange observationer nogensinde sige noget om. (Da man havde observeret svaner i Europa, kunne man med god grund hævde, at de var observeret under alle tænkelige forhold. Det er først, når man støder på modeksempler, at man har en idé om, hvordan man bør variere sine observationer).

Induktive slutninger draget ud fra observationer i videnskab og i hverdagen er derfor logisk ugyldige, men er alligevel nødvendige for vores viden. Dette problem omgås dog i den matematiske bevisteknik, der også kaldes induktion, hvor alle tilfælde betragtes. induktion (matematik)

Fejlkilder[redigér | redigér wikikode]

Der findes en række almindelige fejlkilder ved induktiv tænkning, bl.a.:

  • Tilgængeligheds heuristik. Når vi bedømmer et fænomens frekvens, konkluderer vi ofte at den er høj, hvis vi hurtigt kan komme i tanker om mange enkelte tilfælde.

Selvom induktion som strategi er helt nødvendig, kan den derfor lede til forkerte resultater, både i videnskaben og i det almindelige liv. I videnskaben sker fremskridt ved, at en videnskabelig teori, der er opstillet på grundlag af induktive metoder, og som ikke strider mod andre gyldige teorier, anses for selv at være gyldig, til der findes et eksempel, hvor teorien ikke holder.

Historik[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles (384-322 f.Kr.)[redigér | redigér wikikode]

Aristoteles fandt ud af at udforskning tager udgangspunkt i særskilte observationer. Herfra generaliserer vi via induktion fra disse særlige eksempler, indtil vi når erkendelse.

Francis Bacon (1561-1626)[redigér | redigér wikikode]

Opererede med en elaboreret form for induktion, der tog hensyn til såvel positive som negative tilfælde. Se også: Francis Bacon (filosof). Francis Bacons anvendelse af induktion er først i nyere tid blev tilgode- og velset.

William Whewell (1794-1886)[redigér | redigér wikikode]

Benyttede begrebet "induktion" men lagde en helt anden betydning i det. Han opfattede "induktion" som en korrektiv hermeneutisk process, der læser betydning, struktur og lovmæssighed ind i data, i stedet for som traditionelt at udlede disse forhold af de empiriske data. På trods af hans brug af ordet, er Whewell klart anti-induktivist.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Aristotle (c.mid-4th century BC) Posterior Analytics (Analytica Posteriora). I: J. Barnes (ed.) Complete Works of Aristotle, vol. 1, Princeton, NJ: Princeton University Press, 2 vols, 1984.

Bacon, F. (1620) Novum organum. London: Longmans; Genoptrykt i: T. Fowler (ed.) Bacon’s Novum organum. Oxford: Clarendon Press, 1888; Oversat af P. Urbach and J. Gibson, Chicago, IL: Open Court, 1994

Fisch, Menachem (1998). Whewell, William (1794-1886). I: Routledge Encyclopedia of Philosophy, Version 1.0, London: Routledge.

Whewell, W. (1840). The Philosophy of the Inductive Sciences, Founded upon their History. Vol. 1-2. London: J.W. Parker.


Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia (Engelsk) om Bacons induktive metode